Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
381
Seetzen, Burckhardt, Wrede, Burton, Maltzan, i en nyere
tid Palgrave, Anne Blunt, van den Berg, Glaser, Euting. —
Arabien
Skrift og sprog. Sammen med æthiopisk og det ]
nu utdøde himjarisk danner arabisk den sydlige gren
av de semitiske sprog (s. d.). Den arabiske skrift
stammer fra den nabatæiske paa Sinaihalvøen, en gren
av den syriske. Ældste indskrifter i arabisk skrift er
fra 6 aarh. e. Kr. Den skrives fra høire til venstre; kun
de 28 konsonanttegn skrives, de tre vokaltegn (a, i, u)
tilføies almindelig ikke, undtagen i Koranen og i strengt
nødvendige tilfælde.
Paa grund av sine eiendommelige
b CL CE
Wol å lb ei — D
KG 15 1E E. p
ia Rs El a ll
Brudstykke av en side av Koranen.
slyngede træk egner den arabiske skrift sig særlig for
kalligrafi og anvendes hyppig til ornamental utsmykning
av vægger og kunstgjenstande. En særlig skriftart er
den kufiske (s. d.). — Det arabiske sprog er i
grammatikalsk henseende det rikeste blandt de semitiske, og det
som længst har bevaret de mest oprindelige former.
Det har tre kasus og for utsagnsordene 15 bøininger.
Syntaksen er fint nuanceret, ordføiningen mindre
simpel end sedvanlig i de semitiske sprog, ordforraadet
umaadelig rikt, hvad allerede var tilfældet hos de
førislamitiske digtere; navnlig for alle ørkenlivets dyr og ting
findes et utal av ord og omskrivninger, derimot er
sproget fattig paa abstrakte begreper. Muhammeds
fremtræden gjorde hans dialekt, kurisjiternes, til herskende
form for skriftsproget. Koranen var som Guds ord
feilfri, og blev den ufravikelige sproglige rettesnor.
Derfor har arabisk skriftsprog i 13 aarhundreder holdt
sig omtrent uændret. Ved islams seire blev arabisk
sprog sterkt utbredt, og at Koranen ikke maatte
oversættes, bidrog ikke mindst hertil. Syrien, Ægypten
og Nordafrika antok arabisk sprog, i persisk er 1/s av
ordforraadet arabisk; tyrkisk, afghansk og det
hindustanske urdu er fuldstændig isprængt med arabiske ord.
Den arabiske skrift naadde endnu videre:;: persisk,
afghansk, urdu og andre indiske dialekter, tyrkisk,
malajisk og flere afrikanske sprog skrives med arabiske
bokstaver. I de fleste europæiske sprog findes en del
arabiske laanord, væsentlig indført gjennem spansk,
italiensk og fransk. Disse laanord skyldes den arabiske
kulturindflydelse paa Europa i middelalderen og viser paa hvilke
omraader denne indflydelse øvedes; i videnskap: algebra,
alkymi, alkohol. eliksir, azimuth, senit, siffer (fr. zéro);
i handel: karat, magasin, tara, tarif (fr. douane), trafik;
i sjøfart: admiral, arsenal, kabel, kalfatre, korvet; varer,
luksus m. m.:
lask, damask, kattun, musselin, satin, alkove, divan, sofa,
madras, karmoisin, lila, safran, lak, lut, maskerade,
talisman. — Som følge av skriftsprogets konservatisme har
det ny-arabiske talesprog fjernet sig sterkt fra det paa
aprikos, orange, arrak, sirup, sukker, at-
382
Muhammeds tid talte arabisk. Mindst har
beduinsproget utviklet sig, sterkest dialekterne i Marokko, Ægypten
og Mesopotamien. Kasus- og bøiningsendelser bortfalder,
bøiningerne blir færre i antal, syntaksen simplere,
ensartede lyd smelter sammen, strupelydene ændres, og den
uhyre ordrigdom mindskes. — Da talesproget
efterhaanden fjernet sig fra Koran-sproget, det engang fastslaatte
skriftsprog, opstod allerede i 8 aarh. nødvendigheten av
en rationel Sprogvidenskap. Begyndelsen til denne
hviler paa syriske bearbeidelser av den aristoteliske
logik, saaledes inddelingen i tre ordklasser. Med denne
basis utarbeidedes et skarpsindig og følgerikt
grammatisk system paa grundlag av sproget i Koranen og den
gamle ørkenpoesi, som underkastedes et grundig studium.
I Basra og Kufa opstod to rivaliserende grammatiske
skoler, hvis synspunkter senere formidledes ved
Bagdadskolens eklektiske metode. Den arabiske sprogvidenskap
behandlet særlig syntaksen og sprogets ydre form, idet
skriftsproget opfattedes som noget engang fastslaat og
al forandring derav som noget feilagtig. Andre sprog
betragtedes som barbariske, og følgen blev en lignende
skjæbnesvanger ensidighet i hele sprogbehandlingen, som
ogsaa græsk og romersk sprogvidenskap hadde lidt under.
De betydeligste arabiske grammatikere er perseren
Sibawaihi fra Basra (d. 793 el. 796), som alle senere
bygger videre paa, og hvis verk blot kaldes «Boken»
(al-kitåb); az-Zamakhsjarî (d. 1143), likeledes perser, som
skrev «Al-Mufassal» (utg. av J. P. Broch, Kra. 1879), samt
berberen Ibn-Adjurrûm (d. 1323), hvis kortfattede
grammatik «al-Muqaddima al-Adjurrůmîja» endnu brukes
som lærebok i hele den islamitiske verden. — Det
arabiske sprogs ordrigdom nødvendiggjorde hurtig
utarbeidelsen av ordsamlinger, som efterhaanden fik et uhyre
omfang. De betydeligste leksikonarbeider er «As-Sahah»,
hvor ordstammerne er alfabetisk ordnet efter sidste
konsonant, forfattet av al-Djawhari (d. ca. 1007); det klassiske
«al-Kåmus al-Muhit» (opr. i 60 bind) av al-Fiîråzåbådî
(d. 1414) og kjæmpeordboken «Lisån-al-Arab» (Bulak
1380, 20 bind), hvori Ibn-Manzur samlet forgjængernes
resultater.— Den europæiske sprogvidenskaps rationelle
behandling av arabisk begyndte i Frankrike med
Silvestre de Sacy (s. d.), hvis elev, tyskeren Fleischer (s. d.),
dannet skole ved sit strenge krav om filologisk
nøiagtighet i sprogstudiet.— Kunst, se Islamitisk kunst.
— Litteratur. Den arabiske litteratur er ikke alene
overordentlig omfangsrik, men den har tillike spillet en
vigtig rolle i kulturens historie. Indenfor denne
litteratur er gjennem lange tider store og betydningsfulde dele
av den antikke kultur bevaret og ført videre, indtil arven
ved middelalderens slutning kunde overtages av
Vesteuropas folkeslag.— Den arabiske litteraturhistorie har
sin begyndelse forholdsvis kort før Muhammeds
fremtræden. Den førislamitiske litteratur, som er os levnet,
og som bestaar av lyrisk poesi, er ikke mange aartier
ældre end Koranen. At der imidlertid maa ha eksistert
en lang forutgaaende utvikling, fremgaar umiskjendelig
bl. a. av den rigdom i formel henseende (der er f. eks.
16 forskjellige versemaal) som møter os allerede paa dette
tidligste stadium. Studiet av Koranen, dels av dens
indhold, dels av dens sprogform, fremkaldte saavel en
teologisk, juridisk og historisk som en filologisk litteratur.
Under beskyttelse av de abbåsidiske kalifer, som 750
e. Kr. avløste Umaijaderne, trivedes ogsaa studiet av
filosofi, medicin, matematik og astronomi; det var
fornemmelig det gamle Grækenland som gjennem syriske
oversættelser leverte grundlaget for disse videnskapers
vedkommende. Paa samme tid oplevet poesien, som
gjennem Muhammeds optræden var trængt i
bakgrunden, en ny blomstring. Denne islamitiske periode pleier
man at inddele i et klassisk avsnit, til henimot aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
