Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
383
1000 (da Bagdad som følge av Abbåsidernes avmagt
ophørte at være centrum for de aandelige interesser i
orienten), og et efterklassisk, som man regner enten til aar
1258 (da mongolerne indtok Bagdad) eller ogsaa til aar
1517 (da osmanerne erobret Ægypten og førte den sidste
abbåsidiske kalif som fange til Konstantinopel). I den
islamitiske periode finder vi ikke længer de egentlige
arabere som eneste bærere av den arabiske litteratur; meget
mere har persere, nordafrikanere og spaniere overtat de
førende roller. Hovedsæterne for den orientalske kultur
og videnskabelighet er nu Bagdad, som siden avløstes av
Kairo, samt Cordova i Spanien (navnlig paa dette
sidstnævnte sted var det at araberne optraadte som
europæernes læremestre i filosofien og de eksakte
videnskaper, og saaledes førte den græske kulturs frembringelser
tilbake til Europa). Til trods for disse nationale
motsætninger og de overordentlig vidtstrakte omraader inden
for hvilke de forskjellige verker er opstaat, bærer den
arabiske (eller islamitiske) litteratur for det meste et
overraskende ensartet præg; dette skyldes i første række
Koranen, hvis sprog og stil avgav det eneste gyldige
mønster, og hvis indhold gjennemsyret bevisstheterne
og derved frembragte en aandelig ensartethet. Den nyere
arabiske litteratur er ikke av nogen større betydning;
den viser i det store og hele nærmest en sterk
tilbakegang. — Av de enkelte litteraturgrener er
skjønlitteraturen den ældste. Den naadde i visse henseender,
navnlig med hensyn til djerv friskhet og likefrem
naturlighet, sin høieste blomstring allerede før Muhammed i den
saakaldte hedenskapets tid, Djåhilija. Dog kan man paa
den anden side ikke fralægge denne ældste arabiske
poesi en viss enstonighet, endog i uttryk og vendinger,
en forklarlig følge av livet paa steppen med dets ringe
avveksling og snævre synskreds. Der digtes om
steppen, om oaserne, om dyrelivet (især lovsynger man sin
ridekamels talrike fortræffelige egenskaper); desuten
priser man sine egne og sine frænders bedrifter under de
hyppige stammefeider, og forfatter smædevers over
motstanderne. Der digtes ogsaa (ofte av kvinder) sørgekvad
over de faldne. Men først og fremst er det kjærligheten,
dens lykke og navnlig dens smerte, som danner et
staaende emne. De kortere av disse digte benævnes
ghazeler, de længere qasider, og for disse sidste dannes
et bestemt skema med bratte uformidlede overganger
(idet man begynder med en klage over at den elskede
er borte, og fortsætter med variationer over et utvalg
av de ovennævnte emner, for saa sluttelig at naa frem
til digtets hovedemne). Av den poesi som er os levnet
fra tiden før Muhammed, er først at nævne «al-Mu′allaqåt»
(egentlig «de (til beskuelse) ophængte», d. v.s. «de
fortrinlige»), syv qasîder som tilskrives syv navngivne
digtere, deriblandt de bekjendte Antara og Imrulqais (fra
hvem vi desuten har deres Divåner, 9: digtsamlinger).
Videre bør nævnes «al-Hamåsa» (tapperhet), en samling
især bestaaende av heltedigte, og endelig den saakaldte
«Kitåb al-agåhni» («Sangenes bok»), hvor man mellem
en række biografier av digtere finder citert brudstykker
av deres poesier. (Begge sidstnævnte samlinger er bragt
i stand efter Muhammeds tid.) Blandt den islamitiske
periodes digtere fortjener at anføres Omar ibn abî Rabīia
d. omkr. 718) fra Mekka. Forfatter av fortrinlige
erotiske digte; perseren Abu-Nuvås (d. 810), som bl. a. sang
vinens pris; og ikke mindst den berømte Mutanabbi (d.
965), en av den arabiske litteraturhistories
eiendommeligste skikkelser. Ved originalitet og selvstændighet
skiller disse forfattere sig fordelagtig fra de fleste av sine
samtidige, for hvem det ikke saa meget kom an paa
digtningens indhold som paa den høiest mulige
virtuositet i sprogbehandlingen, en retning som kulminerte i
Maqåme-digtningen, hvis mest fremtrædende
repræsen-Arabien
384
tanter er al-Hamadháånt (d. 1007) og al-Hariri (d. 1122).
Filosofiske digte blev forfattet av syreren Abú’l-4l alå
Ma′arrî (d. 1057). Som religiøse digtere udmerket sig
de to ægyptere al-Büûsîri (d. 1294) og mystikeren Omar
Ibn Fårid (d. 1235). Den arabiske skjønlitteratur i prosa
bestaar fortrinsvis av romaner, fabler og eventyr.
Bekjendt er ridderromanen om Antara (s. d.) og hans
elskede Abla. Av fabelsamlinger kan merkes Loqmån’s
fabler og «Kalila va Dimna»; førstnævnte gjengir i
hovedsaken Æsop’s fabler, sidstnævnte, oversat fra persisk,
stammer oprindelig fra Indien. Fra Persien og Indien
skriver sig likeledes adskillige av eventyrene i den
samling som er berømt under titelen «Tusen og én nat»,
og hvori bl. a. ogsaa blev indlemmet fortællingen om
Sindbåd. Av folkedigtning skal nævnes de poesier som
i sin tid fremkom i Spanien, samt de smaa
kjærlighetsviser som er kjendt under benævnelsen Mawavil. — De
teologiske og juridiske studier og litteraturer har
mange berøringspunkter; de bygger nemlig begge paa
Koranen og traditionen (Hadiîth). Av Koran-kommentarer
er de betydeligste den i mu’tagzgilitisk aand forfattede
«al-Kashshâf» (ə: avsløreren) av az-Zamakhshari (d. 1143),
«at-Tafsîral-Kabîr» (ə3: den store kommentar) av ar-Råzi
(d. 1209), og «’Asrår at-Tanzîl» (ə: aabenbarelsens
hemmeligheter) av den strengt rettroende al-Baidhåvî (d. 1286).
Da Koranen for mange teologiske og juridiske spørsmaals
vedkommende gav utilstrækkelig eller endog slet ingen
besked, maatte man supplere den med beretninger om
uttalelser og handlinger av profeten; saadanne
beretninger var man tidlig begyndt at samle, og det blev nu
en egen videnskap at utfinde rækken eller «kjeden» (isnåd)
av troværdige hjemmelsmænd og saaledes skjelne
mellem det egte og uegte; den mest bekjendte
traditionssamler er al-Bukhârî (d. 870). Som forfattere paa
dogmatikkens omraade har utmerket sig al-Ghazåâlî (d. 1111),
ash-Shahrastånî (d. 1153), as-Senusî (d. 1488) og as-Sujåti
(d. 1505). Statsretten har fundet en udmerket
fremstiller i al-Måvardî (d. 1058). — Indenfor den historiske
litteratur finder vi meddelelser om den førislamitiske og
den ældste islamitiske tid hos henholdsvis al-Kalbi (d. 819)
og al-Våqidî (d. 823). Den værdifuldeste biografi over
Muhammed er levert av Ibn Ishåq (d. 766). Foruten
en række andre biografier samt skildringer av enkelte
landes og folkeslags historie — saaledes er Ægyptens
historie skildret av al-Maqrīîizî (d. 1441) og den
ovennævnte Sujûti, mens al-Maqqarî (d. 1632) har skrevet
om de spanske arabere — har vi universalhistoriske
arbeider forfattet av Ibn Qutaiba (d. 889), at-Tabartî
(d. 921), al-Mas’ùdî (d. 956), Ibn al-Athîr (d. 1234),
Abû’lfida (d. 1331), og fremfor alle Ibn Khaldn (d. 1406), hvis
«al-Muqaddamåt» (prolegomena) er middelalderens
aandfuldeste historiske verk, som med overlegen forstaaelse
undersøker grundene til de islamitiske rikers hurtige
forfald. Av litteraturhistoriske verker kan merkes
den tidligere anførte «Kitåb al-Aghåni» samt «Fihrist»
(2: fortegnelse), forfattet 988 av an-Nadiîm. I denne
sammenhæng bør nævnes at geografien har faat vegtige
bidrag fra den arabiske litteratur, dels gjennem
reisebeskrivelser (Ibn Fadlån besøkte 921 volgabulgarerne,
Ibn Batta (d. 1377) gjennemreiste omtrent hele den
da kjendte verden like til Kina og Ceylon), dels
gjennem teoretiske arbeider, bl. a. av al-Istachrî (kartografi,
951), al-Maqdisî (d. 988) og al-Idrîsî, 1154 (systematisk
geografi), al-Bîråunî, d. 1048 (beskrivelse av Indien, hvor
han opholdt sig som lærer), Jåqût, d. 1229 (alfabetisk
stedleksikon).—Den arabiske filos ofi, hvis
blomstringstid ligger mellem 9 og 13 aarh., og som gaar ut fra
overveielser angaaende Guds egenskaper (se Allåh), hans
forhold til verden, menneskets frie vilje o. s. v., er i
formel henseende sterkt avhængig av de græske filosofer;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
