Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
385
og det var gjennem latinske oversættelser fra arabisk at
middelalderens Europa fik et nærmere kjendskap saavel
til Platon som til Aristoteles. Blandt filosofer kan nævnes
al-Kîndīî (d. 864), al-Faråbi (d. 950), Ibn Bådsha (Avempace,
d. 1138), Ibn Sînå (Avicenna, d. 1037), Ibn Rosjd (Averroës,
d. 1198) og Ibn Maimn (Maimonides, d. 1204). De tre
sidstnævnte er tillike sammen med ar-Råziî (Rhazes, d.
ca. 930) og Ibn Zuhr (Avenzoar, d. 1162) repræsentanter
for lIegevidenskapen, som ogsaa hovedsagelig
bygger paa oversættelser fra græske lærde, navnlig
Galenos og Hippokrates. — Botanikken fandt en dyrker
i spanieren Ibn al-Baitår (d. 1248). Den arabiske
matematik hviler paa græsk og indisk grundlag (saaledes
er f. eks. de saakaldte «arabiske» taltegn i virkeligheten
indiske); men der blev hertil føiet selvstændige bidrag,
særlig paa talteoriens, trigonometriens (al-Battånî, d. 929,
Abul-Wafå, d. 998, og Djåbir (Geber), ca. 1140) og
algebraens (et arab. ord) omraade (al-Khwarizmi’s (ca. 820)
algebra, oversat til latin, spillet en dominerende rolle i
den europæiske matematik indtil renæssansen). Ogsaa
i astronomien var araberne elever av inderne og
grækerne, særlig av Ptolemaios (hvis bekjendte verk paa
arabisk kaldes «Almagest», av græ. megistos, den største) ;
den astronomiske litteratur repræsenteres fornemmelig
av al-Farghânî (ca. 850), hvis arbeider oversattes til latin
og hadde stor betydning i Europa i middelalderen, og
al-Battânî, hvis beregninger av præcessionen, ekliptikens
heldning m. m. var enestaaende nøiagtige. [Litt.: C.
Brockelmann; «Gesch. d. arab. Litt.», 2 bd. 1898—1902;
«Enzyklopaedie des Islam», bd. I ff., 1913 ff.J—Historie.
A.s indre historie har altid været temmelig ukjendt og
gjennemvævet med sagn og myter. De mange stammer
deles av de arabiske genealoger i to hovedgrupper, nord-
og sydarabere. Dækket av ørkenen formaadde araberne
at bevare uavhængigheten overfor oldtidens erobrende
stormagter. Deres rolle i historien var tvertimot den at
sende det befolkningsoverskud landet ikke kunde ernære,
paa plyndringstog ind over de omliggende kulturstater.
A. er sandsynligvis semiternes oprindelige hjemstavn,
og Syriens og Mesopotamiens befolkning er de i tidernes
løp «avleirede arabere». Den bekjendte Hammurabi er
saaledes det sjette led i et dynasti av arabisk oprindelse;
Hyksosindfaldet i Ægypten, aramæernes indvandring i
Syrien og israeliternes erobring av Palæstina er at
forstaa som arabiske ørkenstammers indtrængen i
frugtbarere egne. — I Sydarabien fandtes allerede i
babylonisk-assyrisk tid riker med en høit utviklet kultur, det
minæiske, Ma′an, maaske fra ca. 1500 f. Kr., det
sabæiske omkring Saba fra ca. 800 f. Kr. og det noget
yngre katabanske. Talrike indskrifter fra disse riker er
fundet og tydet i nyeste tid. Deres rigdomme skyldtes
mellemhandelen paa Indien og Afrikas østkyst, som i
lange tider gik over Sydarabien, indtil Ptolemaierne i
Ægypten skaffet sig direkte forbindelse. Samtidig
opstod i Nordarabien det nabatæiske rike (ca. 200 f. Kr.—
105 e. Kr.) omkring Petra; det tilrev sig en del av
handelen. I den sidste tid laa sabæerne i stadig strid med
Kataban, og avløstes ca. 115 f. Kr. av Himjariterne, hvis
hovedsæte ogsaa var Saba. Romerne søkte flere ganger
forgjæves at trænge ind i A., saaledes Ælius Gallus (24
f. Kr.); Trajan erobret det nabatæiske rike, men allerede
under Hadrian blev det opgit. Senere opstod smaariker
i grænseegnene, saaledes omkring Tadmor, Palmyra, som
robredes av romerne 271 e. Kr., og senere
Ghassanidernes i Østjordanlandet under byzantinsk og Lahmidernes
i Hira under persisk overhøihet. Ca. 300 e. Kr.
underkuedes Himjariternes rike av abessinierne. Ogsaa
By-Zzans og Persien søkte at vinde indpas i det rike
Sydarabien, og ca. 600 var Jemen en tid persisk provins.
MMed abessinierne trængte kristendommen ind i Sydara-
13 — Aschehougs konversationsleksikon. I.
Arabien
386
bien, og den i arabiske sagn navnkundige konge Abraha
var en ivrig kristen. Ogsaa i Nordarabien fandtes i
tiden før Muhammed adskillige kristne, mest arianere
og nestorianere foruten en del jøder.— Med Muhammed
(d. 632) følger det sidste store folkeutbrud fra A. Han
er den eneste som har kunnet samle hele A. under ett
scepter. Under hans efterfølgere, kaliferne, traadte
moderlandet hurtig i skygge, tyngdepunktet flyttedes under
Umaijaderne til Damaskus og med Abbasiderne til
Bagdad og Persien, mens dereligiøst indifferente beduiner
igjen gik op i de gamle stammestridigheter, hvor
ismailiter og jemeniter raste mot hinanden. Kalifens
overhøihet var bare nominel, storsjerifen i Mekka behersket
Hedjas, og lokale dynastier som Ejjubider og Tahirider
holdt sig, til tyrkerne erobret det nordlige A. (1538).
De maatte kjæmpe med stadige oprør, og mistet en tid
Mekka, tok den tilbake 1631, men kunde ikke hævde
besiddelsen av Jemen. Ca. 1740 stiftet Abd-ul-Vahhåb
vahhabiternes sekt (s. d.), som tilsigtet en fuldstændig
reformation av islam. De underkastet sig største delen
av A. og erobret Mekka (1803). Deres magt blev
derefter tilintetgjort av Ibrahim pasja (1818) og har siden
indskrænket sig til Centralarabien, Nedjd, omkring Riad.
Vestarabien stod nu under Ægypten, indtil Europas
intervention 1841 overdrog bevogtningen av de hellige
steder til sultanen, mens England 1839 besatte Aden.
Først 1872 efter Suezkanalens aapning kunde tyrkerne
besætte Jemen, men maatte stadig kjæmpe mot oprørere.
1876 besatte tyrkerne el-Hasa paa østkysten. For at
styrke sit politiske og religiøse herredømme over A.
optok Abdul Hamid II (s. d.) planen om Hedjasbanen, som
1901—08, delvis bekostet ved religiøs offervillighet,
førtes frem fra Damaskus til Medina, samtidig med at
Bagdadbanen skulde omfatte A. østfra. Med tyrkernes
vilkaarlige og korrupte fremmedherredømme forsonet
araberne sig dog aldrig, og endnu mindre med ungtyrkernes
forsøk paa at indføre ensartet styre i hele riket.
Heller ikke repræsentationen i det tyrkiske
deputeretkammer tilfredsstilet dem. Nye oprør utbrøt mot tyrkerne,
1908 i Asir av en mahdi, Sejjid Idris, og 1910 i Jemen
av imamen Jahja. Denne sluttet dog 1911 forlik med
tyrkerne mot delvis selvstyre og løfter om reformer. I
Centralarabien var vahhabiternes magt i anden halvdel
av 19 aarh. gaat sterkt ned, og Muhammed ibn Rasjid i
Hail, som fik støtte hos tyrkerne, besatte 1891 Riad og
fordrev herskerslegten Ibn Sad (s. d.). Denne flygtet til
sjeiken i Kuveit, Mubarrak, med hvem England for at
krydse de tyske Bagdad-planer sluttet en
overhøihetstraktat 23 jan. 1899. Mubarrak bekriget nu Ibn
Rasjidslegten (s. d.) og gjenindsatte Ibn Sad i Riad, saa at
de 1913 kunde forjage tyrkerne fra el-Hasa. Dog
anerkjendte tyrkerne 1914 Abdulaziz Ibn Saud som pasja
og vali i Nedjd. — Under Verdenskrigen er tyrkernes
magt i A. stadig sunket, og Englands indflydelse steget
med erobringerne i Eufratlandet og Palæstina. Efter
Zuezkanalens aapning er A. som tidligere i historien
igjen nøklen til handelsveien til Indien, og for det
britiske verdensrike vilde et sterkt tyrkisk militærvælde i
A. være en truende fare; derav Englands motstand mot
banerne over Bagdad til Kuveit og til Jemen, da de
vilde krydse planen om en bane fra Kairo til Kuveit.
Et led i engelsk storpolitik er ogsaa oprettelsen av et
arabisk kalifat med midtpunkt i de hellige stæder Mekka
og Medina. Derfor støttet England uavhængighetslysten
i Hedjas, hvor storsjerifen fra gammel tid hadde bevaret
en viss selvstændighet. Juni 1916 erklærte storsjerifen
emir Husein ibn-Ali sig uavhængig og tok med engelsk
hjælp magten i Mekka, Djidda og det sydlige Hedjas;
et fremstøt mot Medina mislykkedes. Novbr. s. a.
tok han titelen konge av Hedjas og anerkjendtes
Trykt januar 1920,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
