Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
429
indflydelse og beholdt kun dommermyndigheten i
mordsaker o. l,
Arequipa [areki′pa], Peru. 1. Depart., 56 8557 km.²
med 230 000 indb. — 2. Hovedstad i depart., 40 000
indb,, 2325 m. o. h., ved foten av den 6 100 m. høie
vulkan Misti. Vakker beliggenhet, bomuldsvæverier, sølv-.
guld- og ædelstensindustri, livlig handel. Jernbane til
sjøhavnen Mollendo. Heftige jordskjælv i 1868 og 1877.
AȘ′res (græ., lat. Mars), grækernes krigsgud, nævnes i
gudesagnene som søn av Zeus og Hera; som hans hustru
nævnes undertiden Afrodite, som dog hyppigst fremstilles
som Hefaistos’ hustru, men A.s elskerinde. A. er gud
for den vilde, ødelæggende krig (motsat Athene, gudinde
for den ordnede kamp). Han fremstilles i kunsten som
en ung kraftig mand (ofte omtrent naken); mest
bekjendt er A. Ludovisi (Rom).
Areschoug, Fredrik Vilhelm Kristian (1830
—1908), sv. botaniker, docent i Lund 1854 og professor
1879. Hans mange arbeider omfatter forskjellige felter
inden botanikkens omraade. Av hans skrifter kan
nævnes: «Bidrag till den skandinaviska vegetationens
historia» (1866), «Växtanatomiska undersökningar» (1867
og 1870), «Beiträge zur Biologie der Holzgewächse» (1875
—76), «Jemförande undersökningar öfver bladets
anatomi» (1878) o. a.
Areschoug, John Erhard (1811—87), sv. botaniker,
1858—76 professor i botanik ved Upsala universitet.
Sin væsentligste interesse ofret han studiet av algerne,
og de fleste av hans talrike skrifter omhandler disse,
saaledes: «Symbolæ algarum rariarum floræ
Scandinavicæ» (1838), «Algarum minus rite cognitarum pugillus»
I og II (1842—43), «Iconographia phycologica» (1847),
«Phyceæ Scandinavicæ marinæ» (1850), «Observationes
phycologicæ» (1866—84), hans ekssiccatverk: «Algæ
Scandinavicæ exsiccatæ», samt «Phyceæ extraeuropææ
exsiccatæ» (1850—56).
Arestue, se Aarestue.
Arethūsa, navn paa en Nereide, nymfe for kilden A.
paa øen Ortygia i Syrakus. Sagnet fortalte at flodguden
Alfeios (i Elis) forfulgte A,, men at hun flygtet under
havet; han fulgte imidlertid efter, og de forenedes paa
Ortygia.
Aretīno, Pietro (1492—1557), ital. digter, levet ved
pavehoffet, hos Mediceerne, Frans I av Frankrike,
tilsidst i Venedig. Likesaa fræk som begavet, frygtet av
magthaverne for sine raa smædeskrifter, lot han sig
betale for at tie, skrev satirisk-burleske vers, episke digte,
tragedier og livsfriske, men ofte uanstændige komedier
og noveller. [Litt.: H. E. Kinck, «En penneknegt» (1911);
J. Dam, «Fyrsternes svøbe. En journalist fra
renaissancetiden» (1918).]
Are′zzo, Italien. 1. Prov. i Toscana, gjennemskaaret
av de etruskiske Apenniner, i øst Tiberdalen, i vest
Arno. 3 306 km.² med 293 000 indb. (1914). Frugtbart
og veldyrket land: korn, kastanjer, vin, sydfrugter.
Mange mineralske kilder. — 2. Provinsens hovedstad,
knutepunkt paa jernbanen Rom—Florens, 50 000 indb.
Silkeavl, klædesfabrikation, garverier o. s. v. Pragtfuld
gotisk domkirke med Gregor X’s gravmæle, paladser
med værdifulde samlinger o. s. v. (oldtidens Arretium),
Petrarcas og Pietro Aretinos fødested.
Arfwedson, Johan August (1792—1841), sv.
videnskapsmand der som kemiker og mineralog har ydet
udmerkede arbeider. Opdaget 1817 litiumbasen. Mineralet
arfwedsonit av hornblendegruppen bærer hans navn.
Argāli (ovis ammon), vildtlevende, kraftig bygget
faareart av en etaars kviges størrelse. Lange, stride, snodde
dækhaar over en tæt, bløt, krøllet uld. Graabrun ryg,
hvit buk. Hannens horn er over 1 m., nedadbøiede;
hunnens spinklere og næsten rette. Findes i Nord- og
Arequipa—Argentina
430
Mellemasiens fjelde, græsser om dagen i flokkevis, 8S—10
sammen i fjeldenes lavereliggende, skogløse partier;
drager ved aftentid op mot mere utilgjængelige
strækhinger. Jages. Nær slegtning er det amerikanske
bergfaar «bighorn» (ovis montana), ligner a. i bygning,
størrelse, farve og sedvaner. Flokkene er paa ca. 30
stk. Findes i Mexico, Kalifornien og Klippebergene.
Argand [argāã′], Aimé (1755—1803), tekniker, f. i
Genf, d. i England, opfinder av argandbrænderen (se
Lamp er).
Arge′ier(argiver), indbyggerne i Argos paa Peloponnes.
Brukes av Homer som betegnelse for alle grækere.
Argent [aržã′] (fr.), penger, betegner paa en
kursseddel at der findes kjøpere til den kurs ved hvilken
A. er tilføiet; motsat L. (lettres, breve) eller P. (papirer),
hvormed betegnes sælgere.
Argentamīn, opløsning av ætylendiaminsølvfosfat,
bruktes især tidligere istedenfor helvedessten, særlig ved
gonorrhoe.
Argentān (av lat. argentum), d. s. s. nysølv, s. d.
Argenteuil [aržãtāj′], Frankrike, by i depart.
Seineet-Oise, ved Seine, nær Paris, med ca. 24 000 indb.
Dyrkning av grønsaker; vinavlen naar her sin polargrænse.
Argentīn. 1. Fint fordelt metallisk tin, som brukes
til sølvtryk paa vævede stoffer. — 2. En masse til kold
forsølvning av messing og kobber.
Argentīna el. den Argentinske republik (før
de Forenede Stater ved La Plata-elven), forbundsrepublik
i Sydamerika, strækker sig fra 22° til den sydlige del
av lldlandet eller 55 s. br. og fra 56 ° til 75 ° v. 1. Grw.
— Grænser: vest og syd til Chile (vestgrænse Anderne),
nord til Bolivia og Paraguay (grænseelv Paraguay med
Pileomayo), øst til Brasilien, Uruguay (grænseelv Uruguay)
og Atlanterhavet. Efter den sidste grænseregulering i
1902 (se nedenfor) og nøiagtigere opmaaling antages
landets størrelse at være ca. 2 789 462 km.² — Naturlig
beskaffenhet: 1. Egentlige A.: Længst i vest, ved
Anderne, er landet et høiland, forøvrig væsentlig et stort
lavland.. Man deler dette lavland i tre dele: a. Sletten
nord for Saladoelven;: i nord chaco’en;: store skoger, i vest
flere steder frugtbart land (Tucuman vest for øvre Salado,
Rio Pasaje o. a.), ogsaa i øst ved Paraná og Paraguay
frugtbart (nord for Santa Fé), forøvrig mest græssletter.
b. Sletten syd for Saladoelven til Patagonien kaldes
pampas (sletterne);: flate, tørre græssletter, enkelte steder
saltstepper, sydlige del tørrest med mange saltsjøer,
mange steder formelige skoger av 3 m. høie tidsler.
Næsten midt 1 A., paa pampas, et isolert fjeldparti
(Sierra de Cordoba, Sierra de San Louis o. s. v.). c. Sletten
øst for Paraná, mellem denne og Uruguay: ganske
frugtbar med skoger og opdyrket land. — 2. Patagonien
er væsentlig et høiland, som i flate, brede, græsbevoksede
terrasser sænker sig fra Andesbergene ned mot
Atlanterhavet. Høilandet gjennemskjæres mange steder av dype
kløfter, gravet av elvene. — Hovedelvene er Paraná
og Paraguay, som efter sit sammenløp kaldes Paranåá.
Ved sit utløp i sjøn danner denne den brede
elvemunding La Plata, som optar fra øst Uruguay. Bielver
fra vest: Pilceomayo og Vermejo (til Paraguay) og Salado
(til Paraná). I Patagonien er de største elver Rio
Colorado, Negro og Santa Cruz. — Klima. Længst i nord
er den aarlige middeltemperatur -+ 22° C. Det indre
land har varme somre og kolde vintre, kystlandet
mildt havklima. I Buenos Ayres er middeltemperaturen
for aaret + 17.4° C., for jan. + 24.3 C., for juli+ 10.4° C.
I den sydligste del av staten (Ildlandet) er aarets
middeltemperatur + 6° C. Det indre sletteland lider av
tørke, mens kysten, det nordlige og østlige har
tilstrækkelig regn; i A. regner det mest om sommeren; svære
regnskyl særlig i nov. bevirker oversvømmelser. Sydøst-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
