Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
447
falder sammen med landets civile inddeling. A. bestaar
gjerne (før Verdenskrigen) av 2—3 divisioner, hvortil
kan komme korpsartilleri, korpskavaleri, ingeniør- og
trænavdelinger m. m. A. kan utfolde selvstændig operativ
virksomhet og benævnes gjerne av denne grund operativ
enhet. A.s styrke er 30 000—40 000 mand. Dette er den
største styrke som i løpet av en dag kan opmarsjere til
strid i høide med teten, naar korpset marsjerer i én
kolonne paa én vei. Under Verdenskrigen har a.s styrke
og sammensætning været høist forskjellig.
Armēnien, landskap i det vestlige Asien, før
Verdenskrigen delt mellem Rusland, Tyrkiet og Persien. A. i videste
forstand omfatter landet fra Lilleasien i vest til det
Kaspiske Hav i øst, fra Rion og Kurs elvedaler i nord
til Kurdiståns fjelde i syd. Landets størrelse blir da
400 000 km.² A. er et høitliggende bergland:
høitliggende fjeldsletter veksler med vildt sønderrevne
fjeldkjeder, skilt fra hverandre ved dype daler. Landet er
av vulkansk natur, og flere fritstaaende vulkankegler
(samtlige utslukte) findes særlig i nord. Jordskjælv er
hyppige. Fjeldsletter: Erivan (970 m.) og Kars i nord,
Erzerum (1860 m.), Bajazid o. s. v. Fjeldkjeder:
Karadagh i øst til det Kaspiske Hav, arm. Taurus i syd mot
Kurdistán. Vulkankegler: Store Ararat midt i landet,
høieste top (5 156 m.), Lille Ararat (3 914 m.), forbundet
med Store Ararat ved en ryg, og Alagøs nordøst for
Erivan o. s. v. — vulkankeglerne særlig fra Sortehavet
mot sydøst til Goktsjasjøen og Ararat. Elvene i A.
hører væsentlig til Kurs (Kur og Aras i nord) og Eufrats
(Kara-Su ved Erzerum, Murad Su sydligere) elvomraader.
Av sjøer uten avløb merkes Goktsjasjøen, Vansjøen
(3 690 km.²) og Urmiasjøen (4 357 km.²). Ogsaa Tigris
har sit utspring i A. — Klima. Varme somre, lange
og kolde vintre (Erivan middeltemp. i jan. — 10.9°,
aug. —+ 26.1); kystranden ved Sortehavet har mildt
klima. Nedbøren størst i vest, avtager mot øst (størst
regnmængde i mai). I de lavere liggende egne yppig
plantevekst: vinranker, oljetrær, tobak, frugttrær o. s. v.
(Erivan); høiere op blir det væsentlig græsganger og
nogen kornavl (i Erzerum modnes endnu hvete). Store
skoger findes ikke. Av vilde dyr er der hjorter, vildsvin,
bøfler, bjørn, ulv, ræv, leopard, en og anden tiger o.s. v.,
av husdyr holdes de almindelige europæiske, desuten
bøffel, kamel og æsel. I fjeldene findes sølv og andre
metaller, dog utvindes litet. Akerbruk og fædrift er
hovednæringsveiene, industri og handel er ubetydelig.
— Det russ. A. bestod av guv. Erivan, Kars, dele av
Jelisavetpol og Tiflis, med byerne Erivan, Kars,
Aleksandropol.o. s. v. Tyrkisk A. bestod av vilajeterne
Erzerum, Van, Bitlis, dele av
Diabekr og
Ma-Muret-ul-Aziz, med byerne
Erzekum, Van, Bitlis o. s.v.
Persisk A. bestaar av
prov. Aserbeidsjan.
Befolkningen bestaar
av armeniere (ca. 1 mill.),
tatarer og enkelte
russere i russisk A., tyrker
og kurder i tyrkisk A.
og persere i persisk A.
Utenfor A. bor ca. 11/2
mill. armeniere, spredt
over mange lande, særlig
Tyrkiet, Rusland og
Persien. De bor især i
byerne og ernærer sig
væsentlig ved handel
(pengeforretning), enkelte er
haandverkere og
last-Armenier.
Armenien
448
dragere. En stor del av handelen i Vestasiens byer
er i deres hænder. I hjemlandet er armenierne
væsentlig bønder. Armenierne er av indoeuropæisk æt,
de er stille, arbeidsomme og meget intelligente. Skjønt
de i over 1 000 aar har været spredt over saa mange
lande, har de visst at verne om nationale og religiøse
eiendommeligheter, og moderlandet er endnu stadig deres
nationale og religiøse centrum. — Sprog og
litteratur. Det armeniske sprog, som er en selvstændig gren
av den indoeuropæiske sprogæt (s. d.), tales i Armenien
og mange steder utenfor dette land. Det avviker i
bygning betydelig fra de beslegtede sprog og skrives med et
eiendommelig alfabet, som er en omdannelse av det græske
med adskillige nye tilføiede tegn. Det kjendes i to former:
oldarmenisk, som endnu anvendes som lærd og kirkelig
sprog, og nyarmenisk, som i flere forskjellige dialekter
har fjernet sig betydelig fra det første. Særlig i
nyarmenisk er optat en mængde ord fra persisk. Den rike
oldarmeniske litteratur, kjendt fra 5 aarh. av, er av
overveiende teologisk og historisk art. Paa nyarmenisk findes
en rik saavel videnskabelig som æstetisk litteratur,
skrevet i to skriftsprog, det vest- og det østarmeniske. —
Historie. A. har som Ægypten næsten altid været
under fremmed herredømme. Av de gamle babyloner
kaldtes landet Gutium eller Kuti; dets kultur i den
ældste tid er babylonisk præget. Av assyrerne kaldtes
egnen syd for Vansjøen Naiïri. Salmanassar I grundet
her assyriske kolonier ca. 1290 f. Kr., og de assyriske
konger, som Tiglatpilesar I ca. 1100, kjæmpet ofte mot
fjeldfolkene i A. I 9 aarh. blev fjeldstammerne samlet
til ett rike, av assyrerne kaldt Urarthu, det bibelske
Ararat, Herodots alarodier. Selv kaldte folket sig
khalder, efter hovedguden Khaldi, og landet Biaina (nu Van).
Det 8 aarh. var Khalderrikets blomstringstid. Det var
teokratisk ordnet; store byggeanlæg, klippeborge,
vandledninger, kanaler vidner om khaldernes dygtighet som
ingeniører. Deres metalteknik var høit utviklet. Deres
skrift var assyrisk kileskrift. Sproget har ingen
berøring med de semitiske eller indoeuropæiske. I kampen
mot assyrerne bukket khalderne under. Tiglatpilesar
IV (745—728), Sargon II, Sanherib og Assurhaddon (681
—668) brøt deres magt i talrike felttog. Samtidig med
den store kimmeriervandring ca. 700 trænger
indoeuropæiske folk ind vestfra, og Khalderriket forsvinder. Av
folkeblandingen opstod de nuværende armenier; ordet
Armina første gang i Dareios I’s indskrifter. Selv kalder
armenierne sig haik, landet Hajastān. Ved Assyriens
fald (607) kom A. under medisk indflydelse, derefter
under perserne, indtil Alexander den store erobret det.
Efter ham kom A. under Makedonien, senere under
Seleukos og dennes efterfølgere. Efter Antiochos III’s
nederlag mot romerne gjorde statholderen Artaxias i
Stor-A. og Zariadres i Lille-A. sig uavhængige (190 f. Kr.).
Stor-A. kom dog under Syrien igjen, men erobredes ca.
150 av partherne, som satte en gren av Arsakiderne paa
tronen. Av disse var Tigranes II den store (ea. 70 f.
Kr.) den betydeligste. Han erobret Lille-A. og
Mesopotamien. I forening med svigerfaren Mithradates den
store (s. d.) førte han krig mot romerne, som slog dem
begge og gjorde Lille-A. til et romersk lydrike (63 f.
Kr.). A. blev nu i aarhundreder et stridens eple
mellem østen og vesten, først mellem romere og
parther-Sassanider, senere mellem Byzants og Sassanider-arabere,
i nyere tid mellem Tyrkiet og Persien-Rusland. Fra
ca. 250 findes fast organiserte kristne menigheter. Ved
romersk hjælp blev Arsakiden Terdat III konge (286),
lot sig omvende av Gregor Lysbringeren og indførte
kristendommen (ca. 300). 387 tok perserne det østlige
A. Med Persien erobredes A. (645—46) av araberne,
hvis statholdere kaldtes Ostikaner. Ogsaa Lille-A. under-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
