Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Armenien - Armenisk kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
449
lagdes araberne. Under disse oplevet A. et stort
nationalt og litterært opsving. Indfødte fyrsteslegter
som Bagratunierne forvaltet landet noksaa selvstændig.
I 11 aarh. svækkedes A. ved ødelæggende
tronstridigheter, byzantinerne angrep vestfra, Seldsjukerne østfra.
Disse seiret over byzantinerne ved Manazkert 1071 og
lammet ved sine plyndringer A.s kulturelle og politiske
liv. En mængde flygtet til Lille-A., hvor en fyrste Rupen
og hans efterfølgere, fra 1198 konger (Leo II), med
Kilikien som centrum dannet et selvstændig rike. Lille-A.
støttet korsfarerne og stod i livlig handelsforbindelse
med Italien. Med muhammedanerne førtes en stadig
strid, indtil riket erobredes 1375 av den ægyptiske
mameluksultan, og dets sidste konge, Leo VI, blev fanget og
forvist. 1403 blev Lille-A. herjet av turkmenerne, 1508
tat av perserne, 1514 av osmanerne. Stor-A. var fra
12 aarh. i hænderne paa Seldsjuker, Ejjubider,
mongolske ilkhaner, turkmener o. a. Timur fuldendte
ødelæggelserne (ca. 1390). Efter Timurs død (1405)
herjedes A. ved turkmenerstammernes indbyrdes kampe.
En av disse stammer, Kara-kojunlu, vandt overtaket
og dannet et stort rike under Uzun Hasan (Lange
Hasan), 1453—77. Efter Hasans død tok perserne under
sjah Ismail igjen styret i A., men ved Tsjaldiran blev
han 1514 slaat av Selim I, som dermed grundfæstet
osmanernes herredømme over det meste av A. Landet
deltes i sandjaker, paa sletterne styret av tyrkiske
embedsmænd, i fjeldene av indfødte høvdinger. Som andre
kristne folk i Tyrkiet dannet armenierne en egen millet,
national menighet, under en patriark i Konstantinopel,
og kunde forholdsvis frit utvikle sin egen nationale
kultur og litteratur. Splittelsen av A. mellem Tyrkiet,
Persien og fra 1828 Rusland svækket dog sterkt den
nationale utvikling, og talrike armeniere søkte ly i russisk
Kaukasus for det vilkaarlige tyrkiske og persiske styre.
Samtidig spredtes armenierne sterkt i selve Tyrkiet,
særlig i Lilleasien og i byerne Smyrna og Konstantinopel.
I det 19 aarh. tilspidsedes igjen det armeniske
spørsmaal. De russisk-tyrkiske krige 1828, 1853—56 og
1877—78 gjorde paany dele av A. til krigsskueplads.
Ved Berlinertraktaten 13 juli 1878 fik Rusland
distrikterne Ardahan, Kars og Batum, men de i traktaten
krævede reformer blev bare en kilde til ulykker. Sultan
Abd-ul-hamid saa i dem forsøk paa indblanding i Tyrkiets
indre forhold og irriteredes ved stormagternes talrike fælles
noter med krav om reformer. Rusland arbeidet skjult
for dannelsen av en armenisk stat under russisk
beskyttelse. Navnlig var armenieren Loris Melikov, russisk
minister, ivrig herfor. Efter Alexander Il’s mord 1881
og Melikovs fald ændredes Ruslands politik og en ivrig
russificering begyndte med bekjæmpelse av armenisk
kirke og sprog. En sterk national bevægelse vaagnet
nu i hele A., og talrike armeniske selskaper stiftedes i
Rusland o. a. st. i Europa, ofte paavirket av de russiske
nihilister. Et revolutionært parti utgav «Hentsjak»
(«Klokken») i London. Tyrkerne gik haardt frem mot
den nationale bevægelse, navnlig hentsjakisterne. En
mislykket reisning 1893 gav tyrkerne paaskud til
skaanselsløs underkuelse av armenierne, og de følgende aar
fandt blodige massakrer sted, navnlig et av
myndigheterne tillatt 2 dages blodbad i Konstantinopel
(aug. 1896); 80—100 000 blev dræpt. Europas, især
Englands, protester og reformforslag nyttet intet
overfor de andre stormagters lunkenhet og Portens
utflugter. De følgende aar var der ro i A., men en sterk
utvandring fandt sted til Amerika og Rusland. I
russisk A. fortsattes russificeringspolitikken, bl. a. med
beslaglæggelse av det armeniske kirkegods. Efter
ungtyrkernes seier 1908 bedredes forholdene i begyndelsen,
armenierne fik sæte i parlamentet, og Dasjnak, det
15 — Aschehougs konversationsleksikon. I.
Armenisk kirke
450
ledende armeniske parti, gik i forbund med den
ungtyrkiske komité om Tyrkiets modernisering.
Ungtyrkernes enhetsbestræbelser, ottomaniseringen av riket
(jfr. Albanien, Arabien) vakte hurtig det gamle
fiendskap, og massakrerne begyndte igjen, bl. a. 1909 i
Adana. Efter Balkankrigen forela armenierne sin sak
for ambassadørkonferansen i London (jan. 1913). Et
russisk forslag om reformer av administrationen i de 6
armeniske vilajeter antoges av den tyrkiske regjering
febr. 1914, men var ikke iverksat da Verdenskrigen
brøt ut (aug. s. a.). Tyrkiets indtræden i krigen (okt.
1914) gjorde igjen A. til kampplads. Efter det store
tyrkiske nederlag ved Sarikamisj (jan. 1915) besluttet
den ungtyrkiske komité, under ledelse av Enver pasja
og Talaat pasja, for altid at «løse» det armeniske
spørsmaal. Under paaskud av uroligheter, spioneri,
landsforræderi og forberedelse av oprør iverksattes en
almindelig «flytning» (april—decbr. 1915) av størstedelen av
det armeniske folk, som derefter utsattes for en
systematisk islamisering (decbr. 1915—okt. 1918).
Deportationerne rammet hele den armeniske by- og
landbefolkning i Kilikien (april—mai), Østanatolien (juni—juli),
Vestanatolien (aug.—sept.) samt Mesopotamien.
Undtat var armenierne i Konstantinopel (ca. 150 000),
Smyrna og Aleppo, de protestantiske og katolske
menigheter (millet), samt de som lot sig omvende til islam.
Utvisningerne forkyndtes med dages eller timers
varsel, al eiendom skulde efterlates, saaledes at hele den
armeniske folkeformue samtidig konfiskertes. De
forviste avsendtes i drifter paa 200—4 000, var maaneder
underveis til koncentrationsleirene ved randen av den
Syriske Ørken, blev slet ernæret, besjaalet,
mishandlet, dræpt, skjendet av de ledsagende gendarmer
og kurderbander. I Van og Bitlis utryddedes
armenierne ved massakrer, i Erzerum, Trapezunt og Angora
fandt baade massakrer og deportationer sted.
Russernes erobring av Erzerum med omegn og Vandistriktet
(febr.—mars 1916) reddet en del armeniere, men ved
Ruslands sammenbrud (høsten 1917) kom tyrkerne
igjen, og trængte efter Brest-Litovskfreden (3 mars 1918)
ind i Kaukasus-landet, hvor 50—100 000 armeniere blev
myrdet, iser i Baku. Hele deportationen
gjennemførtes administrativt efter de tyrkiske myndigheters ordre.
Av Tyrkiets armeniske befolkning, ca. 1 845 000, regnes
(Lepsius, Bryce) henimot 1 million at være omkommet.
Begivenheten er uten sidestykke i historien. Av de
overlevende armeniere menes over 1⁄4 at være
undslupne til Kaukasus, hvor de russiske armeniere har
dannet en egen republik, Ararat, med over 2 mill. indb.
Den nye armeniske stat har sendt en delegation, ledet
av Aharonian, til fredskonferansen i Paris for at opnaa
anerkjendelse og derefter gjenforening med det tyrkiske
A., naar ottomanernes bo gjøres op.
Armēnisk kirke. Armeniske traditioner ved at
fortælle at apostler, særlig Thaddæus og Bartholomæus,
har bragt evangeliet til Armenien. Selv om der tidlig
har været kriste, blev dog folket som helhet først kristnet
i begyndelsen av 4 aarh. ved Gregor Lysbringeren. Det
lykkedes ham at vinde kongen for kristendommen, og
derefter blev den indført med magt. Gregor blev i
Cæsarea indviet til den første katolikus (patriark) for
den a. kirke. En senere patriark Sahak den store
oversatte sammen med Mesrop Bibelen paa armenisk (omkr.
390). Da perserne i 5 aarh. erobret landet blev den a.
kirke gjenstand for haarde forfølgelser. Ved denne tid
forkastet den a. kirke Kalcedon-synoden av frygt for
nestorianisme, og blev herved en gren av den
monofysitiske kirke. Under araberne blomstret kirken atter
op trods de haarde ydre kaar. Senere har den a. kirke
ved flere leiligheter søkt forbindelse med andre
kirke-Trykt januar 1920.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
