Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
499
den halvø som senere faar navnet Lilleasien. Den første
betydeligere utvidelse faar kjendskapet til denne
verdensdel ved Alexander den stores tog (330—325 f. Kr.),
som naadde helt frem til Indien. Det er imidlertid
først gjennem den venezianske kjøbmand Marco Polo,
som utførte omfattende reiser gjennem og søndenom A.
(fra 1271 av) og opholdt sig sytten aar i Kina (indtil
1290-aarene), at kjendskapet til A. har faat noget
klarere indhold. Hertil har ogsaa utbredelsen av islam,
muhammedanernes valfarter, korstogene og arabiske
reisende og geografer bidraget. Med opdagelsen av
s3sjøveien til Indien (1498) begynder portugisernes
erobringer og fremtrængen, som bragte dem helt til Japan, og
fra øst naadde Magellan paa sin jordomseiling de senere
(efter 1570) saakaldte Filippiner. I hælene paa
portugiserne fulgte hollænderne og engelskmændene, hvis
erobringer av de vigtigere produktionsomraader ogsaa
ledsagedes av fremstøt i utforskningsøiemed. Til
utforskning av Kina har den av jesuiter ledede katolske
missionsvirksomhet, helt fra det 16 aarh. av, bidraget
særdeles meget. For Kinas og Japans vedkommende er
en ny tid begyndt med deres, dels frivillige, dels
fremtvungne aapning for europæisk handel, fra midten av
forrige aarhundrede. Nordasien er blit kjendt ved
russernes erobrende fremtrængen (fra 1578 av). I Sibirien
reiser nordmanden Christopher Hansteen (s. d.) 1828—
30. Blandt Midtasiens og Østasiens utforskere i den nyere
tid indtar den russiske general Prsjevalskij (d. 1888) en
høi plads. Hans reiser i Kinas indre høilande og
stepper (Gobi, Østturkestan, til grænsen av Tibet) falder i
1870—80-aarene. Vestturkestan blev allerede i
1860-aarene gjennemstreifet av ungareren Vambéry. Som
Kinaforsker (1862, 1870—72) maa fremhæves Richthofen
(d. 1906). Som forskere i den ostindiske øverden
nævner vi Bastian og Wallace;
bereist Borneo. Den sidste har ogsaa skildret Siam.
I Ostindien avsluttedes den første landopmaaling av
Everest 1843. For Arabiens vedkommende kommer
Niebuhr, Burckhart og Seetzen i betragtning.
Mesopotamien er belyst av Layard og Rawlinson, Armenien bl. a.
av Moltke, den senere berømte feltherre. Han har ogsaa
bereist Lilleasien, av hvis utforskning og kartografi H.
Kiepert har gjort sig meget fortjent. Kaukasien er blit
nøiere bekjendt ved Klaproth, Radde og v. Arbich.
Berømte reisende og kjendere av A. i den nyeste tid er
brødrefirkløveret Schlagintweit (bayrere), den engelske
officer Younghusband, den russiske general Kuropatkin
og svensken Sven Hedin (s. d.). At trænge ind i Tibet
frem til selve hovedstaden Lhassa lykkedes først den
britiske militærekspedition i 1904.
Asīnius, Gajus A. Pollio (75 f. Kr.—5 e. Kr.),
rom. forfatter og politiker, studerte i Athen, konsul 40,
levet i Rom optat av litterære interesser; grundet et
offentlig bibliotek og aapnet sin skulptursamling for
publikum, skrev tragedier, holdt retstaler, skrev en
borgerkrigens historie (60—42 f. Kr.), alt tapt. Han
støttet mange digtere og indførte den skik at forfattere
forelæste sine verker for en større indbudt tilhørerkreds.
A′sinus (lat.), æsel. A. ad lyram, som æslet til at
Spille paa lyre, d. e. en klodrian, tølper.
Asir, landskap paa Arabiens vestkyst under omtr.
18° n. br. Høie, om vinteren snedækte fjelde.
Indbyggerne, anslaat til 150 000, er tapre og frihetselskende;
de antok islam først i slutten av 18 aarh.
Ask (fraxinus), bot., slegt av oljefamilien. F. excelsior
er et høit træ med store, mørkegrønne, ulikefinnede
nordmanden C. Bock har ]
blade og smaa, uanselige, nøkne blomster i sammensat ]
klasse, der springer ut før bladene. Blomsterne er flerbo,
idet nogen trær har tokjønnede blomster, andre har
hanblomster og atter andre hunblomster. Vingefrugt
Asinius—Askefis 500
med 1 frø. De overvintrende knopper har sorte skjæl.
A. findes hos os i lavlandet nordover til
Trondhjemsfjorden. I Sydeuropa findes manna-asken (f. ornus)
vildtvoksende og dyrket for saftens skyld, som i stivnet
tilstand gir «manna». Andre
arter er /. chinensis; paa
denne utskilles et hvitt voks
ved stik av en skjoldlusart.
Av nogen amerikanske arter
som f. americana og
sambucifolia faaes værdifuldt
trævirke. ;
Ask (litet kar til smør
el. 1.) betyder eg. gjenstand
laget av asketræ. En
avledning er æske (i folkesproget
Øskja).
A′skalon, en av filisternes
fem hovedstæder, var i
oldtiden hovedsætet for
gudinden Derketos dyrkelse.
Assyrerne gjorde byen
skatskyldig. senere kom den
under ægyptisk og babylonisk
herredømme. 104 f. Kr. blev den fristad. Herodes den
store fødtes i A. Paa korstogstiden blev der kjæmpet
ivrig om byen. Store ruiner. Skalotløk har navn efter A.
Aske. Askebestanddele er de uorganiske stoffer som
blir tilbake ved en plantes eller et dyrs forbrænding.
En del av disse, nemlig alkalimetallernes karbonater,
sulfater og klorider, er opløselige i vand, andre er
uopløselige og bestaar av silikater og fosfater av kalcium
og magnesium samt fri kiselsyre. Desuten er der i
asken mindre mængder av jern og mangan, undertiden
aluminium. Den a. som de forskjellige organismer eller
disses forskjellige dele levner ved forbrændingen,
varierer saavel i mængde som sammensætning. — Vulkansk
a. kaldes et graat el. gulagtig, fint pulver der sammen
med vanddamp og smaadele av pimpsten el. anden lava
kastes op ved vulkanske utbrud. Den breder sig ofte
ut som et tykt lag over tilgrænsende egne og føres ogsaa
tildels langt bort med vinden. Ved en mikroskopisk
undersøkelse sees at den bestaar av glasagtige partikler
av de samme mineraler som sammensætter lavaen.
Askefis er den fællesnord. benævnelse paa Askeladden
(s. d.). Navnet betegner en «som blæser paa glørne»
(av fisa, blæse, puste) for at faa ilden til at lue op
(middelald. lat. ciniflo, askeblæser; t. Aschenpüster og
-bläser). Enkelte steder i Norden betegner A. et
overnaturlig væsen som holder til paa arnen, «aarevætten»;
det er sandsynlig, at eventyrets navn paa den
ringeagtede, men med skjulte kræfter utstyrte søn som
ligger ved ildstedet, er en overførelse herfra, men isaafald
vistnok foranlediget ved kjendskapet til et eller andet
av de mange utenlandske navne paa eventyrenes
«askeligger». Disse fremmede navne har ingen sammenhæng
med noget overnaturlig; de gaar ut fra husets laveste
og simpleste tjenerstilling, kjøkkenguttens. Navnet A.
fremtræder i nordisk litteratur først i 15 aarh. (i
ordsprog) og findes i det 16 aarh. hos Hieron. Ranch
(«hvortil duer en askefis»), senere bl. a. hos Holberg
(«Hvor ofte ser man ei en Espen Askefis af modgang
blive stor») og en av hans norske motstandere 1726 («Jeg
tænkte barnet var som faderen saa vis; men da jeg ret
saa til, var det en Askefis»), samt hos Ewald. — A.-
navnet maa holdes ut fra A.-typen, som er langt ældre.
I typen synes ofte at indgaa to momenter: 1.
forestillingen om den sent utviklede, tilsyneladende tossede
unggut som siden aabenbarer den største kløkt og
dygtighet; 2. den primitive idé om den yngste søns for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
