Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
621
Hilleh), Borsippa (Birs Nimrud), Kuta (Tell Ibrahīm),
Sippar (Abu Habba), Agade (ikke identificert). — Vore
tidligere, dels ufuldstændige dels ensidige, kilder til
kundskap om det gamle B., nemlig det gamle
testamente, Herodot (5 aarh. f. Kr.) og utdrag av et græsk
verk av den babyloniske prest Berosus (4 aarh. f. Kr.),
har, fra midten av 19 aarh., faat en uanet rik
utfyldning gjennem utgravninger: topografiske
undersøkelser av Babylon, Borsippa, Nippur, Erech, Larsa, Ur og
Eridu ved englænderne Loftus og Taylor under
overopsyn av Sir Henry Rawlinson (1849—55) og ved den
franske ekspedition under Fresnel og Oppert (1851—54);
Rassams gravninger (1879—82) i Sippar (fund av
Soltemplet med et arkiv av ca. 50 000 lertavler), fortsat av
Scheil (jan.—april 1894) i opdrag av det Ottomanske
museum; E. de Sarzecs gravninger i Tello (1875—80 og
senere); nordamerikanske ekspeditioner bl. a. under
Peters, Hilprecht, Haynes til Nippur (1884—85, 1888—
89, 1890, 1893—96, 1899—1900); det tyske orientselskaps
gravninger (juni 1902—mars 1903) under ledelse av
Koldewey i Fara og Abu Hatab (32 breddegrad) og i
Babylon (siden 26 mars 1899). Hertil kommer især
fundet (i 1888) i (Tell-el-JAmarna (s. d.) i Mellemægypten
av ca. 300 tavler med babylonisk kileskrift, og fundet
av talrike værdifulde babyloniske indskrifter (deriblandt
den berømte Hammurabi-stele, se nedenf.), engang røvet
av elamiterne, i Susa, under de Morgans og Scheils
gravninger smst. (siden 1897). — Den babyloniske skrift
(«kileskriften») som babylonierne overtok fra sumererne
(se nedenf.), og som skrives fra venstre mot høire (uten
mellemrum mellem ordene), er fremgaat av en linear
billedskrift (som man endnu tildels kan gjenkjende paa
de ældste indskrifter). Den har to elementer; «kilen»
(dels vandret p—, dels lodret Y, dels skraa 4) og
«vinkelhaken» (<). Sumererne anvendte et og samme ordtegn
(ideogram) til at uttrykke flere beslegtede begreper;
saaledes betegnet f. eks. en «stjerne» » (oprindelig >)
tillike «himmel», «himmelgud» og «gud» overhoved, samt
thøi», «være høi». De utviklet videre sin skrift til
stavelseskrift (syllabisk skrift); saaledes anvendtes f. eks.
tegnet for «himmel», der i sumerisk lyder an, ogsaa til
rent fonetisk at uttrykke stavelsen an. Disse sumeriske
stavelseværdier bibeholdt de semitiske babyloniere, da
de overtok skrifttegnene; men samtidig uttalte de
ordtegnene paa sit eget, semitiske sprog, saaledes at f. eks.
ovenstaaende tegn herefter ogsaa blev uttalt sjamu,
semitisk: himmel (og ilu, sem.: gud). Den babyloniske
skrift er altsaa paa samme tid ord- og stavelseskrift; og
de enkelte skrifttegn (hvorav der er mere end 500) kan
desuten betegne flere ord og flere stavelser. For at lette
læsningen føiet man til enkelte ord saakaldte
determinativer, d. v. s. tegn som angir hvilken kategori
vedkommende ord tilhører, samt «fonetiske komplementer» til
bestemmelse av den rigtige uttale av slutningsstavelsen.
At ombytte hele dette indviklede skriftsystem med et
alfabetisk (nvad ægypterne tildels gjorde) evnet de
semitiske babyloniere ikke. Derimot blev det betydelig
forenklet av perserne som, i likhet med susianerne, overtok
det. Achæmeniderne, som ogsaa-chersket over B. og
Susiana, forfattet sine indskrifter paa alle 3 sprog. Og
tydningen av den forholdsvis lette gammel-persiske
kileskrift (som indlededes i 1802 av den hannoveranske
gymnasiallærer Grotefend gjennem en genial kombination
og fortsattes, foruten av Burnouf og Rawlinson, av
nordmanden Lassen og dansken Rask) kunde nu være til
betydelig hjælp ved tydningen av den vanskeligere
babyloniske (Rawlinson (1851), Hincks, Oppert (1859). —
Utviklingen av det babyloniske (el. babylonisk-assyriske
sprog, som tilhører den semitiske sproggruppe, kan
fordeles paa 4 perioder: 1. den gammel-babyloniske
Babylonien
622
Hammurabi ca. 2250); 2. mellemperioden (Tiglat Pileser
I ca. 1100); 3. den nyassyriske periode (Assurbanipal ca.
650); 4. den senbabyloniske (fra ca. 600; man efterlignet
gamle mønstre, især i lærde kredser; som folkesprog
maatte babylonisk vike plads for andre sprog, især
aramaiisk). — Historie. Av den vestlige Orients 2
kulturcentra, Ægypten og B., har sidstnævnte øvet den
mest vidtrækkende betydning; det hadde nemlig den
fordelagtigste beliggenhet, idet den korteste og tryggeste
handelsvei fra Indien og Østasien til de østlige
Middelhavslande førte gjennem Eufratdalen. Paa den tid
da historiens lys begynder at falde over B. (ca. 3 000 f.
Kr.), har kulturen der allerede naadd et
kulminationspunkt; og denne kulturs skapere, den «sumeriske»
race (av hittil ukjendt herkomst, sandsynligvis
stammende fra det indre Asien), tilhører helt overveiende
den forhistoriske tid; en anden, langt senere til B.
indvandret, semitisk race er ifærd med at tilkjæmpe
sig overmagten. Der er urolige og usikre forhold;
smaakongerne i de enkelte ældgamle byerl (Ur, Larsa, Lagasj,
Erech, Nippur, Sippar, Agade m. fl.) ligger i strid med
hverandre. Herpaa blir der kort efter aar 3 000 gjort
en ende ved den nordbabyloniske konge Sargon I av
Agade, som grundet et rike (hvori smaakongerne blev
vasalfyrster, med et stort magtomraade; han underla
Sig Elam, Suri (d. e. Mesopotamien) og «vestens land»;
at han endog «overskred det vestlige hav (Middelhavet)
Og blev 3 aar i de vestlige egne» og befæstet sit
herredømme der, læses i en tekst hvor dog «vestlige» har
vist sig at være kommet ind istedenfor «østlige» (d. e.
den Persiske Bugt). Hans søn Naram Sin erobret Magan
og Melucha (d. e. Arabien). Ikke meget senere (ca. 2 600)
blev det politiske tyngdepunkt flyttet til det mere
«sumeriske» Sydbabylonien, hvor der dannedes et rike som
ogsaa omfattet den nordbabyloniske halvdel (Sumers og
Akkads rike), og hvis regenter var kongerne av Ur, Isin
og Larsa. Men atter blev magtcentret forlagt til
Nordbabylonien, hvor nu det 1ste «dynasti av Babylon»
(oprindelig muligens fra Sippar) tok ledelsen (ca. 2400—
2100). Mest kjendt blandt disse konger er Hammurabi,
som under sin 55-aarige regjering bragte ro og ordnede
tilstande tilveie i B. (hvad han beseglet gjennem sin
berømte, for kort tid siden gjenfundne lovbok), utvidet
sit magtomraade indtil Middelhavet og befæstet
Babylons anseelse. Senere faldt Kassiterne (Kasjsju)
østfra ind i landet og tilrev sig magten; efterhaanden blev
de «babyloniseret». Det kassitiske dynasti (ca. 1750—
1200) betegner for B. en sterk tilbakegang, svarende til
ægypternes fremgang i Syrien og hetiternes («mitani»)
i Mesopotamien. Rigtignok blev de sidstnævnte i løpet
av 14 aarh. trængt tilbake av kongerne av Assyrien
oprindelig vistnok en babylonisk koloni); men til
gjengjæld fik B. en farlig rival i denne nyopdukkende
stormagt som gjennem et oprør i B. fik en velkommen
anledning til at gripe ind og yde sin «beskyttelse»; tilslut
blev den assyriske konge Tukulti Ninib I konge ogsaa
over «Sumer og Akkad». En anden kraftig militærstat,
Elam (østenfor B.), tidligere babylonisk provins, søkte
ogsaa at gjøre sin indflydelse gjældende, hvad der
lykkedes, da den assyriske magt pludselig gik sterkt tilbake.
Det næste babyloniske dynasti «Pasje» (12 aarh.)
fremviser imidlertid en kraftfuld regent, Nebukadnezar I,
som kjæmpet seierrik mot elamiterne og tildels ogsaa
mot assyrerne. Men atter gik det tilbake; den assyriske
konge Tiglat Pileser I (ca. 1100) erobret Babylon; ogsaa
kaldæerne satte sig i stadig større mængde fast i B., som
desuten svækkedes gjennem indre uroligheter og
dynastiskifter. Efter en lysere periode under
Nabu-aplu-iddins regjering (ca. 885—854) maatte B. paany gi sig ind
under Assyriens beskyttelse; navnlig var dette forholdet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
