Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
811
Dender, Rupel, Lys, Yser. To kanaler forbinder Gent med
havet, den ene over Brügge—Ostende, den anden over
Terneuzen. Fra Brügge gaar en ny kanal over Heyst, og
der er anlagt en nødhavn i Zeebrügge og en sjøkanal
paa 11 km. Paa kanalen fra Charleroi til Brüssel bringes
der kul til hovedstaden. Ialt 49 kanaler paa tils. 1 000
km., naar der medregnes avløpskanalerne fra polderne.
8 314 km. telegraflinjer med 44 383 km. traadlængde og
et vidtstrakt telefonnet formidler likesom postvæsenet
(breve, aviser) en kolossal korrespondanse. Landets to
hovedhavner er Antwerpen og Ostende, av hvilke den
sidstnævnte har posttrafikken til Dover, Antwerpen
varehandelen og stor utvandringstrafik. — Sprog. B.
er, bortset fra et mindre tysk sprogomraade længst
mot sydøst omkring byen Arlon, i sproglig henseende
delt i to halvdele, en germansk mot nord og en
romansk mot syd. Grænsen mellem dem danner en
linje som fra Meenen (fr. Menin) ved Lys, nord for
den franske by Lille, gaar næsten ret mot øst til Visé
ved Meuse syd for Maastricht, hvorfra den bøier noget
mot syd og gaar syd om Verviers hen til den tyske
grænse. Til nærmere orientering kan tjene at Waterloo
ligger syd for, Edingen (fr. Enghien) nord for denne
grænselinje. Desuten hører den allersydligste del av
Vestflandern nord for Lys omkring byen Warnêton
(Waasten) til den romanske del. Paa begge omraader
maa der skjelnes mellem folkesprog og litteratursprog.
Folkesproget i den nordlige del er flamsk, der tales i
flere dialekter, som rent sproglig set er at sidestille med
de i Holland talte dialekter og sammen med dem
utgjør det nederlandske sprogomraade. Skriftsproget er
i alt væsentlig det samme som det hollandske
skriftsprog, men karakteriseres som «sydnederlandsk» ved
forskjellige eiendommeligheter, navnlig med hensyn til
ordforraad og ordbetydninger, og ved at indeholde mange
uttryk der røber sig som oversættelser fra fransk, f. eks.
Water maken efter fr. faire eau (holl. derimot lek worden),
op zicht spelen efter fr. jouer à vue (holl. derimot van
het blad spelen). Folkesproget i den sydlige del er en
fransk dialekt, wallonsk, som ogsaa tales i Frankrike i
egnene omkring Lille, Douai og Cambrai, og som mot
øst naar ut over det belgiske statsomraade, idet den
ogsaa tales i en liten del av Luxembourg. Den har fra
gammel tid sit særlige præg overfor andre fr. dialekter,
bl. a. ved at ha bevaret lyden w, f. eks. i navnet Willaume
fr. Guillaume. Skriftsproget derimot er det franske
skriftsprog, og svarende dertil tales det franske riksmaal
(med visse særlige eiendommeligheter) i alle større byer.
Fransk tales desuten i stor utstrækning av de høiere
klasser i den flamske del av landet, i Brügge og Gent
f. eks. saavel som i Bruxelles. 1912 var der, bortset fra
barn under 2 aar, 2 830 000 personer som kun talte fransk
(de saakaldte «fransquillons»), 3 220 000 som kun talte
flamsk, og 870 000 som talte begge sprog. Ved
kongerikets oprettelse 1830 blev fransk erklæret for landets
officielle sprog, men den «flamske bevægelse» (se Flamsk
sprog) har efterhaanden opnaadd at flamsk er blit
likestillet dermed. Allikevel hævder fransk sig stadig.
Universiteterne i Bruxelles, Louvain og Gent var franske
like til Verdenskrigens utbrud 1914, og tyskernes forsøk
paa med vold at gjøre universitetet i Gent til et flamsk
universitet mislykkedes. Et vidnesbyrd om franskens
stilling er det ogsaa at to fremragende franske
forfattere som Maeterlinck og Verhaeren er flamlændere. —
Litteratur. Bortset fra et verk som det latinske
digt «Isengrimus» (12 aarh.; utgangspunktet for
«rævebøkerne») har litteraturen i B. først efter frigjørelsen
1830 faat selvstændig betydning. Der skrives paa flamsk,
wallonsk og fransk. Den flamske litteratur slutter sig
nær til den hollanske. Den grundlagdes av Jan Frans
Belgien
812
Willems (1793—1846) som utrættelig og begeistret virket
for den flamske reisning som sprogmand, videnskabelig
forf., folketaler og digter. Av senere forf. kan nævnes
lyrikerne K. L. Ledeganck, Jan van Beers og Pol de
Mont (den sidste ogsaa en betydelig litteraturhistorisk
og kunsthistorisk forf.), fortællerne H. Conscience og
søsterparret Rosalia og Virginia Loveling og den
fremragende kunsthistoriker Max Rooses. Den wallonske
litt. er nærmest av lokal karakter. Av de
franskskrivende har Maeterlinck og Verhaeren vundet
europæisk berømmelse. Kkunst. Den belgiske kunst
har i nyere tid staat i nært avhængighetsforhold til
den franske. Ved begyndelsen av det 19 aarh.
avspeiler den trofast de klassisistiske strømninger som
utgaar fra David (Navez o. a.), og efter
Juli-revolutionen og B.s løsrivelse fra Holland fik
historiemaleriet, som skildret landets store fortid, en
overordentlig sterk utvikling nærmest i tilslutning til
Delaroches skole (Wappers, Bièfve, de Keyser, Gallait). Først
fra omkr. 1850 kan man tale om et selvstændig belgisk
maleri. Under indflydelse av Courbet utvikles der en
moderne, alvorlig folkelivsskildring, hvis betydeligste
repræsentant er De Groux. Landskapskunsten staar i
gjæld til den franske impressionisme, og det mondæne
maleri, som har vundet en velkjendt utøver i Alfr.
Stevens, er utviklet like meget under indtryk av livet i
Paris som i Briüssel. Som tegner har særlig Félicien
Rops gjort sig bemerket. I maleren og billedhuggeren
Constantin Meuniers storskaarne skildringer fra
gruberne har den belgiske kunst ved aarh.s slutning git
sig sit betydeligste og mest nationale uttryk. — Musik.
Berømt er musikkonservatoriet i Brüssel (fra 1813) med
ledere som Fétis, Gevaert, Tinel og Dubois.
Konservatoriet i Antwerpen, grundlagt av Peter Benoit,
repræsenterer den flamske (germanske) retning inden belgisk
musik, som tæller de fleste og største begavelser. Det
største navn er imidlertid walloneren César Franck,
som er født belgier, men regnes som fransk. Hans elev,
den geniale Leken, døde ganske ung. B. indtar en
ledende stilling inden musikforskningen (Fétis, Gevaert,
Tinel). Av belgiske violinister kan nævnes
verdensmestrene Bériot, Vieuxtemps, Léonard, Ysaye og
Thomson. Av pianister de Greef, av organister Lemmens. —
Presse. De belgiske aviser utkommer dels paa flamsk,
dels paa fransk. 1912 var der 108 dagblade, 1 058
ukeblade og 1105 tidsskrifter. De mest fremtrædende aviser
er «L’Independance Belge» (grundl. 1830) og «EFtoile
Belge», begge liberale, og «Journal de Bruxelles»,
klerikalt, og «Le Peuple», som er socialistisk.— Historie.
Aar 57 f. Kr. erobredes B. av Cæsar; det beboddes
da av belgerne (s. d.). Under navnet Gallia Belgica
det romerske
var det en av de 4 provinser hvori
Gallien var delt; denne provins var dog langt større
end det nuværende B., idet den omfattet landet
mellem Rhinen, Nordsjøen, Seinen og Marne. Paa
folkevandringernes tid blev B. erobret av frankerne og hørte
siden tillikemed Holland til Frankerriket. Ved forliket
i Verdun 843 kom den vestlige del (Artois og Flandern)
til Frankrike, mens resten tilfaldt Lothar. I lenstiden
opløstes baade Holland og B. i en mængde grevskaper
og hertugdømmer hvis navne endnu er bevaret:
Brabant, Limburg, Hennegau, Luxembourg o.s. v. Det
nuværende fællesnavn B. er først’ i det 19 aarh. blit
officielt anerkjendt. Mot de franske kongers
erobringslyst gjorde de flamske byer (især Gent og Brügge)
tapper motstand; særlig berømt er slaget ved Courtrai
(1302) og Jakob van Arteveldes virksomhet i
1340-aarene. Omsider kom Artois og Flandern 1384 til
Burgund, og det lykkedes de burgundiske hertuger ved kjøp,
arv og giftermaal at erhverve hele Holland øg B. eller,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
