Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
813
som de nu kaldtes, Nederlandene. Paa dette tidspunkt
var disse lande allerede berømt for sin rigdom, der
skyldtes deres handel og vidt fremskredne industri
(klæde, tepper, vaaben). De velhavende og
frihetselskende byer gjorde oftere opstand mot de
burgundiske hertuger, og disse maatte indrømme
nederlænderne et visst selvstyre. Da Karl var faldt ved Nancy
1477, tilfaldt Nederlandene den tyske keiser Maximilian,
som var gift med Karls datter Maria. Under hans
efterfølger Karl V reiste specielt Gent sig til oprør (1539),
men først Filip II’s tyranni og katolske fanatisme
fremkaldte den nederlandske frihetskrig, som endte med de
nordlige provinsers fuldstændige løsrivelse fra Spanien
(unionen i Utrecht 1579), mens det lykkedes
statholderen Alexander Farnese at bevare de sydlige, det
nuværende B., for Filip. Under disse og de følgende
kampe blev landets rike økonomiske liv ødelagt for
aarhundreder. Kort før sin død (1598) overlot Filip B.
som et hertugdømme til sin datter Isabella og hendes
mand Albrecht av Østerrike, men ved den barnløse
Albrechts død kom landet igjen til Spanien. Ved den
westfalske fred 1648 fik Holland, der uavbrutt hadde
fortsat krigen med Spanien, nogen smaa stykker av det
nordlige B. og fik desuten ret til at spærre adgangen
fra Nordsjøen til Schelde for B.s handelsskibe. — Under
Ludvig XIV’s krige med Østerrike og Holland led B.
meget, da det i regelen maatte avgi valplads for de
kjæmpende; desuten maatte det svake Spanien flere
ganger avstaa strækninger av B. til Frankrike. Ved
freden til Utrecht 1713, der endte den spanske
arvefølgekrig, tilfaldt B. Østerrike under navn av de
østerrikske Nederlande; Holland, der hadde haabet at
erhverve en del av B., maatte nøies med retten til at
holde en række fæstninger besat (se
Barrieèretraktaten). Under den østerrikske arvefølgekrig (1740—48)
led B. igjen meget under franskmændenes invasion, men
fik derefter en række lykkelige aar. Landets fremgang
var betydelig baade materielt og aandelig; 1772
oprettedes videnskapernes akademi. 1780 besteg Josef II
Østerrikes trone. Det lykkedes ham at faa ophævet
Barrièretraktaten, men ikke Scheldes spærring. Da han
vilde bringe styrelsen i B. i samklang med styrelsen i
Østerrike og indføre andre forandringer, blev hans
planer møtt med en uavhængighetserklæring og væbnet
motstand (1788), og først to aar efter blev det
østerrikske herredømme atter for en kort tid oprettet. Det
revolutionære Frankrikes betydningsfulde seier ved
Jemappes (s. d.) ledet til B.s erobring, og ved
fredsslutningerne i Campo-Formio 1797 og Lunéville 1801
forenedes B. fuldstændig med Frankrike, deltes i
departementer og fik love og institutioner fælles med dette
land. — Efter Napoleons fald blev magterne paa
Wienerkongressen enige om at forene Holland, Luxembourg og
B. for paa den maate at danne en sterk stat ved
Frankrikes nordgrænse. Hollands regent, prins Vilhelm av
Oranien, som nu kaldte sig Vilhelm I av Nederlandene,
lot i løpet av sommeren 1815 ved hjælp av en
kommission av fremragende hollændere og belgiere
utarbeide en helstatsforfatning for de to lande, som bl. a.
indeholdt en bestemmelse om et like antal deputerte
til den fælles nationalforsamling, uagtet B. paa dette
tidspunkt hadde en befolkning paa over 1 mill. flere
end Holland. 24 aug. s. a. avla Vilhelm ed til
forfatningen; men da selve forfatningsutkastet i mellemtiden
var blit særdeles ugunstig mottat i indflydelsesrike
kredser i B., indeholdt foreningen like fra begyndelsen
av spiren til sin egen undergang. Den følgende 15-aars
unionstid mellem Holland og B. er derfor fuld av
stadige rivninger, som dels er at føre tilbake til
historiskpolitiske, social-religiøse og sproglige motsætninger hos
Belgien
814
de to folk, dels til paaviselige feilgrep fra hollandsk
side. Under disse omstændigheter blev B.s
betydningsfulde materielle og kulturelle fremgang i unionstiden et
naturlig led i dets nationale bestræbelser, og som et
resultat av Julirevolutionen i Frankrike i 1830 kom
høsten s. a. den belgiske revolution, som endte med
opløsningen av unionen mellem Holland og B. og
oprettelsen av kongeriket B. under Leopold 1 (tidligere
prins av Sachsen-Koburg) efter valg av
nationalforsamlingen. Denne begivenhet (juni 1831) blev i nov. s. a.
efterfulgt av en garanti fra stormagternes side om
stedsevarig nøitralitet for B. Da kongen av Holland ikke
vilde bøie sig for den nye tingenes tilstand, kom det
til en kort krig mellem Holland og B., som imidlertid
blev avsluttet i løpet av 1832 ved fransk indblanding
til B.s fordel. Først 7 aar efter fulgte Hollands
officielle anerkjendelse av B.s uavhængighet. — B.s historie
1832—1914 er en uavbrutt fredsperiode, som i korthet
kan skisseres saaledes: Det økonomiske liv har
blomsiret sterkere end nogensinde, og befolkningen har
vokset med rivende hast; derimot har de religiøse og
politiske motsætninger i landet git anledning til skarpe
rivninger som de to konger Leopold I (1831—65) og
Leopold II (1865—1909) forgjæves har søkt at dæmpe.
I det nærmeste tiaar efter revolutionen av 1830 var
der ingen tydelige partigrænser tilstede, og de to
ministerier som fylder denne periode, betegnes derfor i den
belgiske historie som «samlingsregjeringer» (ministères
unionistes). Efter et kort forsøk med et ensartet
liberalt ministerium (1840—41) vendte man i aarene 1841
—46 atter tilbake til samlingsregjeringer; men siden
har der udelukkende været partiregjeringer. I løpet av
disse 68 aar har det liberale parti været ved magten
fra 1847—55, 1857—70 og 1878—84. Det konservative
parti («katolikkerne») har været inde i 1846 (da det første
gang dannet regjering); endvidere i aarene 1855—57,
1870—78 og fra 1884 til Verdenskrigen. De mest
fremtrædende partiførere i samme tidsrum er paa liberal
side Charles Rogier og Frère-Orban og paa konservativ
side Beernaert og Woeste. De spørsmaal som især har
vakt bevægelse, er folkeskoleundervisningen og
stemmeretten, som begge har en særdeles indviklet historie.
Med hensyn til den første faar det være tilstrækkelig
at fastslaa at det konservative parti ved loven av 1895
atter har lagt folkeskolen paa den tvungne
religionsundervisnings grund i motsætning til de liberale og
arbeiderpartiet, hvis program er «konfessionsløse» skoler.
Hvad den anden post angaar, har det vistnok (1893)
lykkes at gjennemføre almindelig stemmeret for mænd
(i staten); men da familiefædre over 35 aar og borgere
med en viss indtægt eller med høiere utdannelse faar
én eller to tillegsstemmer, er spørsmaalet endnu ikke
løst. — Ved siden av de to ledende partier,
katolikkerne og de liberale, spiller socialisterne en stor rolle,
specielt siden 1886, da B. rystedes av svære
arbeideruroligheter, som maatte dæmpes med militær. Fra
dette aar, som i almindelighet regnes for det mest
kritiske i B.s nyeste historie, daterer sig praktisk talt hele
det sociale lovgivningsarbeide. Siden 1885 stod B. i en
slags personalunion med Kongostaten, som i 1908 blev
anektert som belgisk kronkoloni efter mange vanskelige
forhandlinger mellem parlamentet og kongen.
Haærspørsmaalet blev mere og mere brændende, særlig under
den nye konge Albert I (siden 1909); alm. vernepligt
blev indført (1909 og 1913), øvelsestiden utvidet og
fæstningerne styrket. Har den indre historie før 1914 været
bevæget, har forholdet utadtil i samme tidsrum vel været
fredelig, men dog i sterkere og sterkere grad git
anledning til betænkeligheter. At nøitraliteten ikke dækket
B. mot farer utenfra, viste Napoleon III’s forslag til Bis-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
