Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
815
marck 1867 om at tillate Frankrike at indlemme landet,
og under indtrykket herav vedtoges 1868 en forøkelse av
hæren, og Antwerpens befæstning, som var paabegyndt
1859, forsterkedes betydelig. Under krigen 1870 krævet
og fik England av begge de krigførende garanti for B.s
ukrænkelighet; men senere fremkom der gang paa gang
tegn til at man i Tyskland ansaa en overskridelse av
B.s grænse for nødvendig under en fransk-tysk krig,
især efterat Frankrike fra 1874 hadde begyndt
anlægget av sin sterke østfront. Mens de tyske
militærforfattere aapent omtalte denne nødvendighet, gav de tyske
statsmænd stadig vidtgaaende forsikringer om at ville
respektere B.s nøitralitet. Skjønt stemningen i B. under
indtrykket av flamlændernes voksende
selstændighetskamp efterhaanden bevæget sig over i tyskvenlig retning,
bevaret man dog en levende mistro til den tyske
militærpolitik, 1888—92 anlagdes den sterke Maas-linje, og
en vældig forøkelse av Antwerpens befæstning
fuldendtes kort før Verdenskrigen. Delvis under trykket av
franske krav indførtes 1909 alm. vernepligt, og 1913 blev
en helt ny hærordning vedtat, som betydelig utvidet
styrken. Under de truende politiske forhold i 20 aarh.
førtes flere ganger forhandlinger mellem B. og engelske
militærmyndigheter, saaledes 1912, forhandlinger som
alle utsprang av frygten for et tysk indfald, kun dreiet
sig om avvergelse av en eventuel nøitralitetskrænkelse
og aldrig førte til nogen fast avtale. Det tyske
ultimatum 2 aug. 1914 ramte trods alt landet som et lyn; i
sit væsen og sine følger virket det kompromitterende
for den tyske militærmagt verden over. Om de
følgende begivenheter se Verdenskrigen. B. og dets
konge løftedes gjennem dem til et lidende og
kjæmpende symbol paa ret og menneskelighet. Da tyskernes
oprindelige haab om en fredelig gjennemmarsj slog
feil, la deres førere vegt paa at indprente tropperne
mistro til de civile belgiere. At disse mot folkerettens
love har deltat i kampen nu og da, lar sig ikke
bestride. Men like saa visst er det at tyskerne gang paa
gang har søkt berettigelse for barbarisk ødelæggelse av
byer og egne i rent futile paastande. Scener som i Visé
15 aug., Aerschot 19 aug., Andenne samme dag, Dinant
23 aug. og Louvain 25 aug. vil bli staaende i historien
som hæslige vidnesbyrd om den tyske hærledelses
kortsynthet og brutalitet.— Da Antwerpen maatte rømmes,
flyttet den belgiske regjering 13 okt. 1914 til Le Havre,
hvor ministeriet Broqueville (fra 1911) administrerte
hæren og den lille rest belgisk land under krigen.
Tyskerne organiserte landets styre under en
generalguvernør, som tillike var chef for besætningshæren (1914
v. d. Goltz, 1914—17 v. Bissing, derefter v.
Falkenhausen); under ham stod en civil forvaltningschef. I
provinserne styrte militære guvernører med
civilpræsidenter, som igjen hadde militære kredschefer under sig.
Under generalguvernøren blev oprettet to særlige
avdelinger for finanserne og den politiske administration.
At tyskerne her som overalt indla sig fortjeneste av
Belgiojoso—Belgplanterne
I
organisationen, tør ingenlunde benegtes, men styret var ]
haardhændt og synes likefrem at ha tilsigtet en
ødelæggelse av den belgiske industri; efter krigens
avslutning var 800 000 belgiske arbeidere arbeidsløse.
Overhodet efterlot det tyske styre landet i en litet
blomstrende forfatning; de svære rekvisitioner virket
navnlig forarmende i de mindre byer, og indkvarteringen og
næringslivets stagnation voldte formelig hungersnød. Fra
de allierte lande, især England, Frankrike og Amerika,
blev ydet virksom hjælp, bl. a. gjennem «The
Commission øf Relief in Belgium» og «Le Comité National de
Secours et d’Alimentation», som maanedlig indkjøpte
levnetsmidler for 30 mill. frcs. Berettiget harme vakte
tyskernes dekret av 3 okt. 1916 om deportation av
816
arbeidsløse belgiere til Tyskland, ifølge hvilket i decbr.
1916 ca. 100 000 mænd var bortført fra sine hjem. Et
ledende moment i den tyske politik var at fremdrage
den flamske del av befolkningen; i Flandern blev fransk
sprog forbudt, og decbr. 1915 blev universitetet i Gent
omdannet til flamsk. B.s deling var et hyppig emne
for Bethmann Hollwegs taler, og mars 1917
gjennemførtes virkelig en adskillelse i to forvaltningsdistrikter
omkring Bruxelles og Namur. Nogen større tilslutning
vandt disse indretninger dog ikke hos flamlænderne,
bortset fra enkelte aktivister; tvertimot utsendte i juli
1915 de flamske hovedledere fra Holland et manifest,
hvori de erklærte sig for belgiere. I det hele vil den
fælles spontane reisning 1914 og de gjennemgaaede
trængsler formentlig vise sig at ha virket
sammensveisende paa den belgiske blandingsstat. — Den belgiske
offensiv i sept. 1918 satte kronen paa de alliertes seire,
21 novbr. skulde efter vaabenstilstandens bestemmelse
hele B. været rømmet av tyskerne, kong Albert holdt sit
indtog i Bruxelles 23 novbr. og aapnet kort efter
parlamentet med en tale, hvori han bebudet en ny valglov.
Ministeriet Broqueville hadde juli 1918 veket pladsen
for et nyt koalitionsministerium under flamlænderen
Cooreman; nu blev dette avløst av ministeriet Delacroix, hvori
bl. a. socialisten Anseele indtraadte. Under
konferansen i Paris hersket i B. adskillig utaalmodighet; mens
man overfor Nederlandene og Tyskland gjorde kraftige
territoriale krav gjældende, anket man over
sendrægtigheten i det økonomiske gjenreisningsarbeide. 6 mai
1919 vedtok dog kronraadet at undertegne freden i den
i Paris vedtagne form, som ved fredens undertegnelse
28 juni s. a. blev den endelige. Ved denne ophævedes
traktaten av 1839, og B. blev utvidet med mindre
preussiske omraader om Moresnet, Eupen og Malmedy.
Forholdet til Holland kan endnu i juli 1919 ikke ansees
for ordnet. [Litt.: H. Pirenne, «Geschichte Belgiens»,
overs. av F. Arnheim 1899 ff.; G. Siösteen, «Det
moderna B.», 1906; B. S. Rowntree, «Land and labours»,
1911; R. C. K. Ensor i «Home University Library» 1911,
«Belgium the glorious», 1915; Gibbs, «B.s kamp», overs.
paa dansk 1917; «B.» ved K. Friis-Møller 1916; Waxweiler,
«Det neutrale og loyale B.», dansk 1915, og «Spørgsmaalet
B.s neutralitet», dansk 1916.]
Belgiojoso [beldžåjå′så], Cristina, f. Trivulzio
(1808—71), ital. forfatterinde. 1828 gift med fyrst B.
levet hun dog mest for sig i Milano og Paris, helliget
litteratur og kamp for et frit, samlet Italien. 1848 støttet
hun Milano-oprøret, forvistes og tapte sine godser. 1855
—56 gav et orientophold hende stof til en række
skildringer paa fransk. 1857 fik hun
godserne tilbake, agiterte kraftig i frihetsaaret
1859 (bladet «Perseveranza»), men trak
sig fra 1860 mere ut av aktiv politik.
Belgkapsel (bot.), enbladet, enrummet
kapsel som ved modningen aapner sig
efter buksømmen; er oftest delfrugt i en
sammensat frugt, f. eks. hos bækkeblomst
og andre til soleiefamilien hørende planter.
Belgplanterne (leguminales), orden av
de frikronede, hvis særkjende er den
enbladede, enrummede støvvei, der som regel
utvikles til en belg. Hertil de tre familier
cæsalpiniaceer, mimosefamilien og de
erteblomstrede (s. d.). B. har for landbruket,
reise-Aapnede
belgkapsler av
næst græsarterne, størst betydning blandt bækkeblomst.
plantefamilierne. Allerede i oldtiden
dyrkedes enkelte arter av dem, men først i de sidste
aarhundreder er dyrkningen blit almindelig, og den
søkes stadig utvidet paa grund av disse planters
fortrinlige egenskaper: stort næringsindhold, god dæknings-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
