Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
903
sætter visse minimalkrav med hensyn til den
beskyttelse som et lands lovgivning skal hjemle, forat det
paagjældende land overhoved kan indtræde i unionen.
Den bestemmer derhos at forfattere og kunstnere som
er undersaatter i et land der har tiltraadt unionen,
skal nyde samme beskyttelse i de ørrige unionslande
som disses lovgivninger yder sine egne undersaatter.
Dog er et unionsland ikke forpligtet til at yde
undersaatterne i andre unionslande en videregaaende
beskyttelse end den som tilkommer dem efter sit hjemlands
love. Endelig bestemmer konventionen at der skal
gives fremmede mundersaatter som ikke hører til et
unionsland, beskyttelse for de verker som de for første
gang offentliggjør i et unionsland. Konventionen blev
revidert 1908. — Unionen er efterhaanden tiltraadt av
de fleste civiliserte stater. Sml. Forfatterret.
Berner-Oberland, se Bern.
Bernhard fra Clairv aux (1090—1153), fremragende
middelalderlig fr. teolog, traadte 1113 tillikemed flere
venner og slegtninger ind i klosteret Citeaux, blev 1115
abbed for datterklosteret i Clairvaux. Ved sin inderlige
fromhet og sine store gaver blev han en av tidens ledende
kirkelige personligheter. Cistercienserordenens anseelse
og utbredelse skyldtes ham mere end nogen anden. Da
det 1130 kom til et pavelig schisma, lykkedes det B.
at avgjøre dette til fordel for pave Innocens II. Senere
blev hans discipel Eugen III pave. 1146 begyndte han
at arbeide for det andet korstog. Det skyldtes hans
mægtige veltalenhet, at den tyske konge Konrad III tok
korset. B. bekjæmpet Abailards teologi og var en ivrig
motstander av kjetterne. Blev allerede 1173 ophøiet
til helgen. 1830 blev han en av romerkirkens «doctores
ecclesiæ».Ø
Bernhard, hertug av Sachsen-Weimar (1604—39),
yngste søn av hertug Johan III av Sachsen-Weimar,
berømt hærfører i Trediveaarskrigen. Da Gustaf Adolf
landet i Tyskland, sluttet B. sig straks til ham og blev
oberst for kongens livregiment. Han deltok med stor
tapperhet i den mislykkede storm paa Wallensteins leir
ved Nürnberg og førte i slaget ved Lützen (6 nov. 1632)
venstre fløi av Gustaf Adolfs hær. Da kongen var
falden, overtok B. kommandoen, fornyet angrepet og førte
hæren til den avgjørende seier og fordrev inden aarets
utgang Wallenstein fra Sachsen. Oxenstierna gav ham
overbefalingen over hæren i Franken, og her søkte B.
nu at danne sig et hertugdømme av de erobrede
geistlige lande; men da han og Horn, som hadde forenet
sine sterkt svækkede hære, hadde lidt nederlaget ved
Nördlingen 1634, maatte B. trække sig over paa den
venstre Rhinbred. B. indlot sig nu i underhandlinger
med Richelieu, og det avtaltes at Frankrike skulde
betale ham 4 mill. frcs. om aaret, mot at han skulde
bekjæmpe keiseren med en hær paa 18 000 mand. B. drev
keiserens tropper ut av Rhindalen, erobret fæstningen
Breisach og sikret sig derved besiddelsen av Elsass, som
han efter hemmelig avtale med Richelieu skulde beholde
som et selvstændig hertugdømme. Da døde han
pludselig; Richelien tok hans tropper i Frankrikes tjeneste,
og Frankrike fik ved denne leilighet Elsass, som det
beholdt ved freden 1648.
Bernhard, Carl, se Saint Aubain, A. N.
Bernhard, Sankt, se Sankt Bernhard.
Bernhardi, Friedrich Adam Julius (1849—), t.
officer og militærforfatter, søn av Th. v. B., husarofficer
1869, 1897 oberst, 1898 avdelingschef i generalstaben,
1904 generalløitnant, 1908 general og chef for 7de
armékorps i Münster, tok 1909 sin avsked og bosatte sig i
Riesengebirge. Som løitnant deltok han i krigen 1870
—ā71 og var blandt de forreste ved indtoget i Paris;
under Verdenskrigen opholdt han sig som P. v.
Hinden-Berner-Oberland—Berni
[
1
|
|
[
[
[
[
[
|
ved sin skjønne stemme,
ttidens
904
burgs ven en længere tid ved det østlige hovedkvarter,
hvor han hadde en kommando. Han har gjort sit navn
kjendt ved en række krigsvidenskabelige verker og
avhandlinger, især om kavaleriteknik, men først og fremst
ved sin bok «Deutschland und der nächste Krieg», som
utkom 1912 (talrike oplag), oversat paa dansk 1915.
Dette verk, som angir at være skrevet under indtrykket
av Tysklands moralske nederlag i Marokko-spørsmaalet
1911, fremtræder som en kraftig og utilsløret maning
til Tyskland om at hævde og utvide sin magtstilling
ved vaaben. Idet krig prises som en biologisk
nødvendighet, redegjøres med djerv oprigtighet og relativ
moderation for Tysklands muligheter uten smaalige hensyn
til folkeret og nøitralitet. Den av Treitschke, Nietzsche
og Chamberlain teoretisk underbyggede altyske
bevægelse (s. d.) fik i B.s bok sin litet aandrike, men
ærligkoncise Bibel, hvis indflydelse paa almen tysk
tankegang i aarene før fredsbruddet sikkert var betydelig. I
forordet til 6te utg. (1913) kunde B. med tilfredshet
konstatere et aktivistisk omslag i folket.
Bernhardi, Theodor v. (1802—87), t.
nationaløkonom og historiker, tilbragte sin ungdom i Rusland,
studerte i Heidelberg og blev ansat i det preus. diplomati.
Hans mest kjendte nationaløkonomiske verk er en kritik
over Adam Smiths og Ricardos principper. Blandt hans
historiske arbeider merkes: «Denkwürdigkeiten aus dem
Leben des russischen Generals K. F. v. Toll» (1865—66)
og «Friedrich der Grosse als Feldherr» (1881). Hans
dagbøker og optegnelser (9 bd. 1893—1906) er værdifulde
kilder til keiser Vilhelm I’s tidsalder.
Bernhardiner, Bernhardinerinder, se
Cistercienser. 1
Bernhardt [bærnā′r], Sarah (egl. Rosine
Bernard) (1844—), fr. skuespillerinde, f. i Paris, datter
utenfor egteskap av en
hollandsk jødinde og en
fransk adelsmand. EFfter
at ha gjennemgaat
konservatoriet debuterte hun
1862 paa Théåâtre
français i Racines «Ifigenia i
Aulis», men brøt først
ig jennem 1867 paa Odéon
og tilhørte 1872—80
Frankrikes nationalscene,
hvor hun i klassiske og
moderne roller (fra
«Zaire» til «Den fremmede»)
sin lidenskap og fantasi
blev verdensberømt som
største tragiske
skuespillerinde. 1880 brøt
hun med Théatre
français og drog ut paa en tourné. Siden har hun ledet
forskjellige scener i Paris og foretat store kunstreiser over
hele verden. 1907 utgav hun sine fantasifulde «Mémoires»,
som foreligger i dansk overs.; 1915 blev hendes ene ben
amputert som følge av en knæskade, men trods denne
invaliditet fortsætter hun med uhyre energi i
mødreroller sin livsgjerning. Likesom i 1870 optraadte hun
i de første krigsaar for soldaterne, senest er hun
kommet tilbake til Paris fra en tourné i Amerika for at
delta i en mindeforestilling for Rostand, hvis «L’′aiglon»
(«Ørneungen») hørte til hendes berømteste roller.
Ogsaa som billedhuggerinde har B. forsøkt sig.
Be′rni, Francesco (1497—1535), ital. digter, traadte
ind i den geistlige stand, blev tat avdage ved gift, da
han ikke vilde laane sig som redskap til et giftmord.
Hans «Orlando rifatto» er en formfuldendt, satiriserende
Sara Bernhardt som Phædra.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
