Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
905
omarbeidelse av Boiardos «Orlando innamorato»; den
fortrængte i lang tid originalen. Hans burlesk-satiriske
digte er lette, elegante, vittig spottende og frivole.
Bernīna, fjeldgruppe i Graubündner (de ræætiske)
Alperne, paa grænsen av Schweiz og Italien, mellem
Engadin (Øvre Inn) og Veltlin (Øvre Adda). Piz
Bernina 4052 m., P. Roseg [rosedž] 3 943 m., P. Languard
3 266 m., den vakreste utsigtstop i Alperne. I øst fører
veien over B.-passet, 2 330 m., fra Engadin til Veltlin.
Bernīni, Giovanni Lorenzo (1598—1680), ital.
billedhugger, arkitekt og
maler, kom ved sin
omfattende virksomhet og den
centrale stilling han i
menneskealdre indtok ved
pavernes hof, til at øve en
grundlæggende indflydelse
paa den italienske barok.
Hans tekniske færdighet
som billedhugger var
enestaaende og drev ham fra
det ene raffinement over i
det andet; en række av
Roms fontæner, pragtfulde
gravmæler over paver i
Peterskirken og tilslut
statuen av Sta Teresia, som
han ansaa for sit
hovedverk, blev toneangivende
for tidens hele manér og
maleriske behandlingsmaate.
I arkitekturen (Palazzo
Barberini, søilegangen ved
Peterspladsen) gjennemførte
han med glimrende
beregning kunstige
perspektiviske virkninger. 1665
mottok han fra Ludvig XIV en
kaldelse til Frankrike, hvor
hans reise lignet et
triumftog. Til B.s omfattende
arbeider hører betegnende
nok en række
teaterdekorationer, for hvilke han i
samtiden nød stort ry.
Bernis [bernt],
François Joachim de Pierre
de (1715—94), kardinal og
fr. minister, madame
Pompadoursyndlingogefter
hendes ønske ivrig for
Frankrikes deltagelse i
Syvaarskrigenimot Fredrik IIav
Preussen. Blev senere sendt som
gesandt til Rom for at utvirke Jesuiterordenens ophævelse.
Bernouilli [-nujf] el. Bernoulli (-nulí], en familie
i Basel, stammende fra Antwerpen; den har frembragt
en lang række fremragende lærde, særlig matematikere.
Familiens blomstring falder i det tidsrum, da den av
Leibniz og Newton indførte differential- og
integralregning gav matematikken et sterkt opsving og stillet
en mængde nye opgaver, til hvis løsning familien B. har
bidraget meget væsentlig. Dens mest fremragende
medlemmer er: — 1. Jakob B. (1654—1705), professor i
Basel fra 1687. Han fandt de Bernoulliske ta 1, som
finder betydelig anvendelse i den høiere analyse og har
git grundlaget for sandsynlighetsregningen.—23. Johann
B. (1667—1748), foreg.s yngre bror og efterfølger som
professor i Basel, var Leibniz’ ivrige forkjæmper i
striden med Newton og fortsatte striden efter Leibniz’ død
Bernini:
Bernina—Bernstein
Sta Teresia.
906
med stor dygtighet. Av hans bidrag til matematikkens
utvikling maa nævnes «de virtuelle hastigheters princip».
Han studerte tillike medicin. — 3. Nikolai B. (1687
—1759), J. B.s brorsøn, studerte jus og matematik, fandt
betingelsen for integrabiliteten av differentialligninger av
1ste orden og leverte ypperlige ting i
sandsynlighetsregningen. — 4. Daniel B. (1700—682), søn av Johann
B., studerte medicin, men stod i matematik paa høide
med de ældre av slegten. Efter et ophold i Petrograd kom
han til Basel, hvor han døde som professor i fysik.
Ved sin hydrodynamik
skapte han en helt ny
videnskap og arbeidet ellers
med held paa forskjellige
omraader av matematikken
og fysikken
Bernstein, Eduard
(1850—), t. socialist,
arbeidet i sin ungdom i en
bankforretning i sin fødeby,
men reiste i 1878 til
utlandet som socialistisk
journalist og kom først efter
næsten en menneskealders
forløp tilbake til Tyskland.
Da socialistloven gjorde
socialistisk agitation praktisk
talt umulig i Tyskland,
blev B. redaktør av
partiets hovedorgan
«Socialdemokraten», som utkom
i Zärich; da han i 1888
paa den tyske regjerings
foranledning blev utvist av
Schweiz, flyttet baade han
og bladet til London. Som
redaktør i de 13 vanskelige
aar under socialistloven
gjorde han sit parti og hele
bevægelsen uvurderlige
tjenester. Da socialistloven
blev ophævet i 1890, maatte
B. fremdeles bli i London,
da han fremdeles kunde
straffes i Tyskland for sine
presseforseelser fra
socialistlovens tid, og først i
1901 kunde han vende
tilbake til Tyskland. Det
lange utenlandsophold gav
B. et helt internationalt
præg; navnlig blev han
sterkt paavirket av engelsk
tankegang og kom til at
staa forholdsvis fjern overfor den nye form den
socialistiske bevægelse i Tyskland tok efter 1890. Han
fordypet sig i England i videnskabelig studium av
socialismen, dens historie og dens økonomi, og frugterne av
sine studier la han frem, først i en artikelrække i «Die
Neue Zeit» (1896—98) og senere i sine to bøker «Die
Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der
Sozialdemokratie» (1899) og «Zur Geschichte und
Theorie des Sozialismus» (1901). I disse arbeider kritiserer
B. en række av de marxistiske læresætninger:
katastrofeteorien, koncentrationsteorien og læren om
arbeiderklassens stadig økende elendighet; han rokker ogsaa
ved Marx’ værdilære og ved den materialistiske
historieopfatning, og idet han væsentlig bygger paa en
fremstilling av den økonomiske utvikling i de sidste 20 aar,
anbefaler han socialdemokratiet i praktisk politik at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
