Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernstein, Eduard - Bernstein, Henri - Bernsten - Bernstorff, slegt - Bernstorff, Johann Heinrich Adreas Hermann Albrecht
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
907
arbeide sammen med det borgerlige venstre; «maalet er
ingenting, bevægelsen er alt». — Disse arbeider er
grundlaget og utgangspunktet for den saakaldte «revisionisme»
og vakte en vældig diskussion, ikke bare i Tyskland,
men i alle lande hvor socialismen hadde fæstet rot. Paa
den ene kongres efter den andre tok det tyske
socialdemokrati, under ledelse av Bebel og Kautsky, avstand
fra revisionismen, dog aldrig i skarpere former end at
revisionisterne kunde bli ved at staa i partiet. B. selv
har fra 1902 av været medlem av riksdagen (undtagen
perioden 1907—12); men sit vigtigste arbeide har han
i denne tid dog gjort paa videnskabelig omraade, ved
sin utgave av Marx og Engels’ brevveksling, sin store
fremstilling av arbeiderbevægelsens historie i Berlin,
sine talrike artikler i «Sozialistische Monatshefte» o. s.
vw. I de sidste aar før Verdenskrigen nærmet B. sig
igjen sterkt den radikalere fløi av partiet, og under
krigen tok den gamle internationalist sterk stilling mot
partiflertallet som i krigsspørsmaalene identificerte sig
helt med den borgerlige nationalisme. Han gik
derfor i 1916 sanmen med Haase og Kautsky om at danne
det «Sozialdemokratische Arbeitsgemeinschaft» som siden
utviklet sig til det uavhængige socialistiske parti. I
den seneste utvikling har B. — hittil dog uten held —
bestræbt sig for at optræde mæglende og forsonende
mellem de to socialistiske partier. Han utgav i 1918
første del av sine «Erindringer».
Bernstein [bærnstæ′n], Henri (1876—), fr. forfatter,
har vakt opmerksomhet som dygtig dramatiker, først
med det dristige stykke «Le marché» (1901), som
efterfulgtes bl. a. av «Le détour» og «Le bercail» samt «La
rafale» (1905), «Le voleur» («Tyven», 1906), «Samson»
(1907), «Après moi» (1911) og «L’assaut» (1912), hans
mest kjendte arbeider. B. er en kyndig og vittig
skildrer av moderne storstadsliv.
Bernsten, d. s. s. rav (s. d.).
Bernstorff (opr. Berndesdorp), en nordtysk
landadelsslegt som først i 18 aarh. hævet sig til større anseelse.
Johan Hartvig Ernst B. (1712—72) gav først slegten
større ry. Han traadte ind i dansk statstjeneste og gik
1733 som envoyé til Kursachsen; fra 1737 var han
Danmark-Norges gesandt ved riksdagen i Regensburg, og
endelig utnævntes han 1744 til gesandt i Paris. Som
saadan bidrog han til den tilnærmelse mellem Danmark
og Frankrike som hitførte makeskiftetraktaten av 1750,
ved hvilken Danmark kom overens med den yngre
Holsten-Gottorpske linje om dennes krav paa Slesvig
og Holsten. I 1751 traadte han definitivt i dansk
tjeneste, og overtok en ministerpost som gav ham styrelsen
ikke blot av den utenrikske politik, men snart ogsaa
av vigtige sider av landets indre forhold. Hans
utenrikske politik hadde to store maal: at bringe det
holstengottorpske spørsmaal til en endelig løsning og at holde
Danmark-Norge utenfor det 18 aarh.s store-krige. Først
efter B.s død, i 1773, traadte det holstenske makeskifte
i kraft. Til beskyttelse av nøitralitet og handel under
krigene avsluttet han 1756 et væbnet nøitralitetsforbund
med Sverige. Struensees stigende magt medførte B.s
fald; 13 sept. 1770 blev han avskediget og levet sin sidste
tid paa Wotersen i Hamburg. 1 1767 var B., hans bror
og dennes sønner blit optat i den danske grevestand,
og av brorsønnerne var inden 1770 Andreas Peter
B. (1735—97) traadt i dansk tjeneste. Allerede i
16-aarsalderen hadde denne bestemt sig for at gjøre den
beundrede farbrors liv til sit. Deres karakterer hadde
stor likhet, begge utmerket sig ved utpræget pligtfølelse,
arbeidsomhet og en ærlig religiøsitet, som dog var mest
fremtrædende hos A. P. B., begge hadde den sindets
overordentlige likevegt som er betingelsen for et
vedholdende arbeide, og som hos begge skapte en rolig
Bernstein—Bernstorff
908
selvfølelse. Efter Struensees fald blev A. P. B.i 1773
utenriksminister; som saadan fastholdt han det av
farbroren indledede venskabelige forhold til Rusland, som
syntes nødvendig overfor den svenske konge Gustaf III’s
fiendtlige sindelag mot Danmark. Under den nordamer.
frihetskrig tiltraadte B. 1780 et av Rusland foreslaat
væbnet nøitralitetsforbund, men blev kort efter styrtet
av Guldberg (13 nov. 1780). Men da i 1784 kronprins
Fredrik planla sit statskup, søktes ogsaa raad hos B.,
som opholdt sig paa sine godser i Holsten, og
umiddelbart efter regjeringsforandringen 14 april kaldtes B.
tilbake, hvorefter han like til sin død 1797 var Danmarks
ledende minister. I denne tid gjennemførtes de store
landboreformer. Styrelsen av de indre forhold var
præget av stort frisind, og i forholdet til hertugdømmerne
søkte B. at bygge paa og styrke det slesvig-holstenske
ridderskaps lojalitet;y men mest glimrende var hans
ledelse av utenrikspolitikken; han viste at en stat med
ringe magtmidler dog kan optræde med værdighet og
fasthet under de
vanskeligste forhold, naar den
iagttar en urokkelig
nøitralitet. Den altfor sterke
avhængighet av Rusland,
som hadde været følgen
av makeskiftetraktaten,
var det eneste noget
tvilsomme punkt; men i de
sidste aar søkte B. at
mindske denne, og det
væbnede
nøitralitetsforbund han sluttet med
Sverige 1794, da alle
stormagter opfordret til
deltagelse i krigen mot
det revolutionære
Frankrike, fremkaldte tillike
skandinaviske tanker og
følelser saavel i Sverige
som i Danmark. Av
A. P. B.s sønner blev
KristiamGynther B.
(1769—1835) 1797 farens efterfølger som utenriksmini-
1800
Andreas Peter Bernstorff.
ster, og Joachim Frederik- B. (1771—1835)
direktør for utenriksministeriet;ā begge var dygtige
diplomater, dog uten farens overlegenhet. Fredrik VI’s
tiltagende vilje til selv at ta bestemmelse om alt uten
at høre sine ministres raad gjorde stillingen som dansk
minister litet attraaværdig, og i 1810 nedla begge brødre
sine embeder. I 1814 var de Danmarks repræsentanter
paa Wienerkongressen, derefter forblev J. F. B. i Wien
som dansk gesandt, mens K. G. B. 1818 definitivt traadte
ut av dansk tjeneste og blev preussisk utenriksminister
(til 1831). [Litt.: Aage Fries, «Bernstorfferne og
Danmark 1750—1835», bd. I: «Slægtens traditioner og
forudsætninger» (Kbh. 1903, Leipzig 1905). Samme,
«Bernstorffske papirer. Udvalgte breve og optegnelser
vedrørende familien B. (1732—1835)», I—III, Kbh. og Kra.
1904—13.]
Bernstorff, Johann Heinrich Andreas
Hermann Albrecht, greve (1862—), t. diplomat,
nedstammer fra A. P. B., blev 1889 attaché i
Konstantinopel, ansattes 1890 i utenriksministeriet og blev 1892
legationssekretær i Belgrad, var siden ansat i Dresden,
Petrograd, München og London og blev 1906
generalkonsul i Ægypten, endelig 1908 gesandt Washington.
Han ansaaes for en av det gamle Tysklands dygtigste
og snedigste diplomater og blev under krigsaarenes
kriser gjentagne ganger nævnt som emne til
utenriksminister- og rikskanslerposten. Han er gift med en ameri-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
