Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65 Bokbinderi 66
dannet av utskaarne elfenbensplater, hvis inderside var
forsynt med et vokslag hvori skriften ridsedes (diptycha
consularia). Teknisk nedstammer det fra de romerske
codices, som bestod av sammenheftede pergamentblade,
Tidligere hadde man som bøker anvendt papyrusruller,
som blev opbevaret i cylinderformede kapsler. Som bind
paa de gamle codices anvendtes træplater, hvorpaa
diptychernes elfenbensplater anbragtes. Gjennem
middelalderen ødsledes der med pragtfuldt utstyr særlig paa
biblers og messebøkers bind: i midten anbragtes gjerne
en utskaaren elfenbensplate, deromkring guld- og
sølvplater besat med ædelstener og bergkrystaller (diptycha
ecclesiastica). Hertil kom siden drevet guldsmedarbeide
emaljearbeide og pergamentmalerier. Disse bind, som
gaar under navn av munkebind, var indtil det 10
aarh. holdt i byzantinsk stil, men gik fra den tid over i
romansk stil. Til enklere bind bruktes skindbind,
som allerede omtales i det 9 aarh. Til kirkelig bruk
forsyntes de gjerne med store metalbeslag. Deres
utsmykning bestod ellers oftest i gotiske ornamenter i
blindtryk utført med stempler, senere med rulle
(roulette). Da bøker efter boktrykkerkunstens opfindelse blev
almindeligere, blev bindene tarveligere. Dog har der
ogsaa efter denne tid været utført pragtfuldt utstyrte
bind. Støtet hertil blev git i Venedig av bokfirmaet
Aldi, hvis bind viser orientalsk paavirkning. Det samme
gjør de eiendommelige bokbind som utførtes for den
pragtelskende ungarske konge Mathias Corvinus, de
saakaldte «corviner». I renæssansetiden utførtes særlig
i Italien og Frankrike pragtfulde bind, dekorert med
baandverksornamenter i haandforgyldning og indlægning
av forskjelligfarvet læer. Særlig beremt er de bind av
denne slags, som blev utført for den franske boksamler
Grolier (Grolier-bind) og for de italienske boksamlere
Maioli (Maioli-bind) og Canivarius. Fra det 16 aarh.
findes bokbindere som er blit berømte, saaledes i
Frankrike Tory, hvis bind er i Maioli-genren, og brødrene Nicolas
og Clovis Eve, Henrik III’s og hans efterfølgeres
bokbindere. Karakteristisk for Eve-bindene er deres
dekoration med strømønstre. I det 17de aarh. utmerker sig
bokbinderen Le Gascons kniplingslignende dekorationer
og i det 17 og 18 aarh. familien Le Monier, hvis
blomsterdekorationer viser paavirkning av kinesisk ornamertik.
I England benyttedes fra renæssansetiden ved siden av
blindtrykte lærbind ofte bind trukket med fløil, brokade
og broderier, med hjørner og beslag av ædelt metal. I
nutiden utføres kunstneriske bokbind især i Frankrike
og England. — Den første bokbinder, som nævnes
hertillands, var Steffen Bokbinder, som ved kongebrev (1575)
blev antat som bokfører for kapitlet i Oslo. 1632 tillot
kapitlet bokbinder Anders Pedersen i Kra. «fremfor nogen
anden at holde danske bøker for den gemene mano»,
dog med forpligtelse at indbinde bøker for
«Trivialskolen». En bemerkelsesværdig mand av faget var Hans
Hoff, som foruten at være bokfører og bokbinder
(bevilling av 7 mars 1654) tillike aapnet trykkeri og
forlagsbokhandel. Hans virksomhet fortsattes av enken og
svigersøonnmen W. Wedemann. I Bergen erholdt bokbinder
Fredrik Richter 29 mai 1622 bevilling til at holde offentlig
boklade. 1627—28 var han bosat i Stavanger. Joachim
Thønne (Tune) erholdt 20 mai 1668 bevilling som eneste
bokhandler og bokbinder i Trondhjem. Kristiania og
Bergen hadde i midten av det 17 aarh. 3 bokbindere
hver, Trondhjem 2. B. var længe forbundet med
bokhandel, hvortil ret meddeltes ved kgl. bevilling. Dette
forhold holdt sig ut gjennem 18 aarh. (Ved reskript av
30 jan. 1686 blev monopol paa bokhandel ophævet, men
det forhindret ikke at regjeringen senere bevilget
privilegium paa bokhandel og b.) I slutningen av det 18
og begyndelsen av det 19 aarh. blev bokhandelen utskilt;
3 — Aschehougs konversationsleksikon. II.
dog beholdt bokbinderne fremdeles længe retten til salg
av salmebøker, andagtsbøker o. 1. I det 18 aarh. erholdt
en bokbinder tilladelse til at anlægge en spændefabrik i
Kristiania. Ogsaa enkelte boktrykkerier drev b. Presten
Niels Wulfsberg, som i 1808 oprettet trykkeri i
Kristiania, hadde ved siden herav et b., hvorfra han bl. a.
leverte fine saffians bind. I 1830-aarene var der i
Kristiania 9 bokbindere (som alle tillike hadde salg av
bøker) med ca. 35 svender. «Bogbindersvendenes Syge-
og Hjælpefond i Christiania» oprettedes 1832. Fondet
administrertes av mestre og svender i forening og bestod
like til 1880-aarene. Noget senere oprettedes særskilte
foreninger for mestre og svender. — Teknik. Naar
bokens ark fra trykkeriet er bragt til bokbinderen, blir
de ved falsning sammenbrettet: ved én gangs
sammenbretning til 4-sidet folio, ved to gangers til 8-sidet kvart,
ved tre gangers til 16-sidet oktav. Efterat arkene er
ordnet i rækkefølge (kollationert) og sammenpresset,
følger den for bokens soliditet vigtige heftning.
Heftetraadene slynges om heftebindene, snorer eller baand
som ligger tvers over ryggen og holder arkene sammen.
Heftebindene anbragtes tidligere som ophøiede tverbaand
utenpaa ryggen; paa nyere bøker er de som regel anbragt
i furer, som er saget paa tvers av ryggen. Den ældre
fremgangsmaate er som vanlig den solideste. Hvor
ophøiede bind forekommer paa moderne bøker, er de som
regel falske og tjener bare til pynt. De gamle heftebind
gjordes av pergament, lærstrimer eller sener (derav paa
fransk betegnelsen nerfs, sener, for heftebind); de gjøres
nu gjerne av hampesnorer. Bindenes ender fæstes til
bokbindets sider enten ved at drages igjennem disse
eller bare ved fastliming av de opfiltrede ender. Til at
fæste boken til bokbindet tjener desuten forsatsen,
som ogsaa har til opgave at danne en overgang fra
bokens bind til dens blade. Efter heftningen overpensles
ryggen med lim og rundes ved ombankning eller lates flat
som paa gamle bind. Ved presning av bokens sider,
men ikke av ryggen, frembringes den fals, hvori bindets
stive sider passer ind, saa de i bredden ikke rager frem
foran ryggen. Derpaa følger beskjæringen, som
utføres ved en egen maskine. Til bindets sider anvendes
papplater, som ved orientalsk indflydelse kom i bruk i
Europa ved renæssansen, mens man tidligere hadde
anvendt træplater. Tidligere klæbedes rygskindet til den
heftede ryg (fast ryg), hvad der som regel ikke er
tilfælde paa nyere bøker (løs ryg). De faste rygger er de
solideste; med løs ryg kan boken lettere slaaes op.
ØØverst og nederst paa ryggen anbringes en kapital,
som oprindelig hadde konstruktiv betydning, idet
heftetraadene slyngedes om den. Den skal helst være flettet
for haand av farvede silketraader, men vanlig anvendes
nu hertil kun daarlig fabrikarbeide. Bokens snit lates
enten hvitt eller farves med pensel og glættes med
glættand. Farven kan ogsaa stænkes eller sprænges paa
med en børste. Mere arbeide medfører snittets
marmorering, som utføres ved en opløsning av
karagenmose, hvori er dryppet oksegalde tilsat med farve.
Farveopløsningerne svømmer paa overflaten og breder sig i
flekker som olje paa vand. Dyppet mot dette farvelag
viser snittet mønstre av farveflekker. Farverne kan
ved kunst ordnes regelmæssig: ved at føre en
marmorérkam henover opløsningens overflate faar man saaledes
kammarmoret. Andre mønstre er paafuglmarmor,
buketmarmor o. s. v. Ved at overstryke snit eller forsats- og
overtrækpapir med klister tilsat med farve og heri ridse
figurer erholdes klistermarmor. Ved forgyldning av
snittet overstryges det først med en blanding av
eggehvite og bolus og blankes derpaa med børste. Derpaa
paaklæbes bladguld ved hjælp av tynd eggehvite og glættes.
Praktisk er det ialfald at la topsnittet forgylde, da støv
Trykt mai 1920.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
