Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75 Boksleie—Boktrykkerkunst 76
flattrykt, kan b. leve mellem bladene i gamle bøker,
hvor den nærer sig av midder og boklus.
Boksleie, leie av avlaaste rum (bokser) i en banks
sikkerhetskjelder til opbevaring av værdigjenstande o. a.
Til boksen hører to nøkler, hvorav banken og leieren
har hver sin.
Boksning, nævekamp, stammer fra England, hvor
«selvforsvarets ædle kunst» (the noble art of selfdefence)
er blit øvet i adskillige hundrede aar. En engelsk
adelsmand, markien av Queensbury, som levet omkr. 1800,
fik fastslaat bestemte regler for b., og hans lovutkast
danner grundlaget for de regler som gjælder den dag
idag (1920). Der kjæmpes i omganger paa 2 el. 3
minutter med mellemrum paa ′/2 el. 1 minut. Beseiret er
den som selv erklærer sig overvundet eller, efter at
være slaat i gulvet, ikke formaar at reise sig efter 10
sekunders forløp. Er der ikke naadd noget avgjørende
resultat efter et i forveien avtalt bestemt antal
omganger (10, 15, 20 el. 25), avgjør dommerne hvem seieren
skal tilkjendes. I engelsk b. er det kun tillatt at støte
eller slaa med knyttet haand; spark eller slag med
hodet er forbudt. Paa hænderne bæres utstoppede
hansker, som skal ha en bestemt vegt. Ved
professionelle kampe er hanskerne lettere end ved
amatørkampene. Slagene eller støtene rettes fortrinsvis mot siden
av underkjæven eller hjertekulen, da man derved har
mest utsigt til at slaa motstanderen bevisstløs. Alle
slag under beltestedet er forbudt. Det hænder sjelden
at boksere som er slaat bevisstløse ved slag ovenfor
beltet, har mén av det utover nogen faa minutter. I b.
spiller styrken ikke saa stor rolle som utholdenheten og
hurtigheten; navnlig gjælder det at være let tilbens for
at undvike motstanderens slag. «Den bedste danser er
den bedste bokser», sier et gammelt engelsk ord. B.
har fra England bredt sig til alle lande hvor de øvrige
engelske idrætter, navnlig ballspillene, har vundet
indpas. I Frankrike øves fransk b. (la savate), i hvilken
spark er tillatt. Da den franske b. ifølge sakens natur
er langt farligere end den engelske, har den kun ringe
utbredelse og øves mere som en slags gymnastik. —
I Norge har interessen for b. i de senere aar været i
sterkt stigende, og der holdes aarlig kampe om
mesterskapet i b. Deltagerne er efter sin vegt delt i
forskiellige klasser: fluevegt (indtil 50 kg.), bantam (53 Kg.),
fjærvegt (57 kg.), letvegt (61 kg.), weltervegt (66 Kg.),
mellemvegt (72 kg.), let sværvegt (79 kg.), sværvegt (over
79 kg.), saa at man er sikker paa at kun boksere av
nogenlunde samme vegt kommer til at staa mot
hverandre, og hver vegtklasse faar sin mester.
Bokstav er en fællesgermansk betegnelse for det lat.
alfabets tegn. «Staver» kaldes runetegnene paa grund av
sin rette form.
Bokstavregning, regning med størrelser (tal,
rumstørrelser, funktioner o. s. v.), som betegnes med
bokstaver. Disses talværdi kan være ganske vilkaarlig eller
underkastet visse betingelser. B. blev opfundet av
franskmanden Viète (Vieta) i det 16 aarh. og er nu et
uundværlig hjælpemiddel i den høiere matematik.
Bokstavrim (alliteration) kaldes rim som opstaar ved
at samme (el. lignende) lyd gjentages i begyndelsen av
betonede stavelser; ved medlyd kræves samme lyd,
mens derimot alle selvlyd danner b. B. anvendes som
metrisk princip i den oldgermanske (oldn.-islandske)
digtning; i senere poesi benyttes det navnlig for at
forøke versets musikalske velklang. B. findes i en række
ældgamle folkelige vendinger og ordsprog.
Boktrykkerfarve ( sværte) bestaar væsentlig av
gammel, længe kokt linolje, hvori for sort farves
vedkommende er revet kjønrøk og tilsat indigo eller
berlinerblaat. Andre farver fremstilles ved tilsætning av mineral-
og tjærefarver. God b. er en av hovedbetingelserne for
et vellykket tryk.
Boktrykkerkunst. Langt tilbake i tiden, adskillige
aarhundreder før boktrykkerkunstens opfindelse, kan
man spore dens forløpere: utskjæring av figurer og
inskriptioner i trætavler og trykning med disse tavler paa
tøi og andre stoffer; allerede nogen av oldtidens
kulturfolk, f. eks. ægyptere og kinesere, anvendte denne
fremgangsmaate. Men selve boktrykkerkunsten, kunsten at
støpe typerne enkeltvis av metal, samle de enkelte typer
til ord, linjer og sider, trykke disse i en presse og efter
endt trykning igjen bruke de samme typer til andre
ord, linjer o. s. v., den er ikke ældre end fra omkring
midten av 15 aarh. Som allerede antydet, er
boktrykkerkunsten ikke en enkelt, men en hel kjede av opfindelser,
og naar man vet hvilken stor nøiagtighet hver enkelt type
maa ha for at svare til sit bruk, forstaar man at der foruten
den geniåle tanke som kunde fostre selve opfindelsen,
tillike maatte et mekanisk geni til for at bringe den til
utførelse. Med fuldkommen historisk sikkerhet kan det
ikke sies hvor og av hvem opfindelsen er gjort, saa meget
mindre som de første trykte bøker man kjender ikke bærer
noget trykkested. Endnu den dag idag strides Holland
og Tyskland om æren av at ha fostret opfinderen;
hollænderne kjæmper i saa henseende for sin landsmand
Coster, mens tyskerne hævder at opfindelsen skyldes
Gutenberg. Næsten alle nyere forskere helder til den
sidste opfatning, og det synes i hvert fald uimotsigelig
bevist at Gutenberg har opfundet støpeinstrumentet for
metaltyperne, en opfindelse uten hvilken man neppe kan
tale om b. Der foreligger fra aarene 1454 og 1455 bøker
som man med sikkerhet tror at kunne henføre til
Gutenbergs trykkeri, og allerede ved 1460 har han trykt et
saa omfattende arbeide som Bibelen i stort tospaltet
folioformat, et smukt og omhyggelig trykarbeide, som
viser hvor fuldkommen kunsten allerede dengang var,
hvor omhyggelig stemplerne til typerne var skaaret,
hvor udmerket farven var tilberedt, og hvor godt man
var herre over arbeidet i den primitive træpresse som
bruktes til trykningen. Hurtig, efter datidens forhold,
trængte den betydningsfulde opfindelse rundt i sit
hjemland og ut over dets grænser. Allerede 1464 begyndte
man at trykke bøker i Italien, hvor en senere berømt
Venezžia-boktrykker, Nicolas Jenson, lot skjære en
fortrinlig antikvatype. Til Frankrike naadde b., saavidt man
vet, 1468, og nogen faa aar senere begyndte man at
trykke bøker i England. — I b.s første tid var det ikke
ualmindelig at dens utøvere flyttet med sit trykkeri fra
sted til sted, hvor der var bruk for deres virksomhet.
Sverige fik sin første boktrykker omtrent samtidig med
Danmark 1482. —B. i Norge. Presten og forfatteren
Christen Stephensen Bang (s. d.) gav støtet til oprettelsen av
det første trykkeri i Norge. Han overtalte en dansk
boktrykker Tyge Nielsen til at flytte til Kristiania,
væsentlig for at trykke «Postilla catechetica». I 1643 trykte
han tre mindre arbeider: «Encke-suck», «En merkelig
vjse» og «En ny allmanach». Overenskomsten med
Bang opfyldtes ikke, hvorfor denne i 1644 satte sig i
besiddelse av trykkeriet. Bang tilbød domkapitlet
trykkeriet, men dette satte sig i forbindelse med
universitetsboktrykker Melchior Martzan i Kjøbenhavn som i
1647 sendte et trykkeri med to svender til Kristiania.
I mai 1650 avhændet Martzan trykkeriet til Valentin
Kuhn, som fortsatte arbeidet med postillen til sin død
1654. Paa biskop Stockfleths initiativ kom i 1656 en
ny boktrykker, Michel Thomesen, fra Kjøbenhavn til
Kristiania. Han avsluttet trykningen av Bangs verk
1665. Det utgjør ca. 9000 sider og er et av de største
trykverker som er utført i Norge. — Indtil 1809 hadde
Kristiania kun et eneste boktrykkeri, hvis forskjellige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
