Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
sterk bevægelse for en
«uopholdelig og
fuldstændig revision av
unionsbestemmelserne»(«tvångsrevisionismen»), hvilket
satte ondt blod i Norge.
Flaglovens endelige
vedtagelse var følgen, og i
erkjendelse av at
yderligere motstand mot dens
gjennemførelse vilde være
frugtesløs, ofret B. sin
utenriksminister Douglas,
førstekammerets
kraftigste repræsentant i
regjeringen, for selv at overta
utenriksministerporteføljen og kundgjøre Norges
beslutning om
unionsmerkets fjernelse av
handelsflaget. 12 sept. 1900
gik B. av, men allerede i juli 1902 blev magten igjen
lagt i hans haand med fuld frihet til selv at vælge
sine kolleger. Den merkelig liberale liste han bød,
virket som en overraskelse. Hans vigtigste indrepolitiske
bedrifter denne gang var en betydningsfuld reform av
landets skolevæsen (1904) og bestræbelser for
stemmeretsspørsmaalets løsning. Men av størst betydning var
ogsaa i disse aar unionspolitikken. B.s nølen med at
efterkomme de løfter som laa i kommunikéet av 24 mars
1903 angaaende de enslydende love, fremkaldte i Norge
E. G. B. Boström.
Boström—Botanik
tvil om oprigtigheten av hans gode vilje. Disse tvil blev .
bestyrket da Lagerheim 7 nov. 1904, ikke frivillig, traadte
tilbake som utenriksminister, og fuld visshet om at B.
hadde opgit tanken om at vise Norge imøtekommenhet,
fik man da han 9 decbr. s. a. fremla sit forslag til
saadanne love. Det indeholdt Sveriges for Norge
uantagelige betingelser i de 6 «lydrikepunkter». Norge blev
herved drevet ind paa den bane som førte til 7 juni 1905.
B.s politiske stilling blev uholdbar, og allerede 13 april
trak han sig tilbake som ministerchef, dagen før valgt
til kansler for rikets universiteter. Efter unionens
opløsning uttalte han sig for et hurtig og betingelsesfrit
opgjør med Norge. [Litt.: V. Spångberg, «E. G. Bostrōm
til Östanå», Stockholm 1905; H. Haralds, «E. G. Boström»
i serien «Svenskar».]
Boström, Kristofer Jacob (1797—1866), sv.
filosof. Allerede i skoletiden var B.s interesse for filosofi
blit vakt, og ved universitetet i Upsala studerte han først
filosofi og efter endt magisterkonferens ogsaa teologi.
1827 blev han docent i filosofi og øvet som saadan en
sterk indflydelse paa sine tilhørere. Efter en tid at ha
været lærer for de kongelige barn blev han atter
universitetslærer og utnævntes 1842 til ordinær professor,
en stilling som han beklædte til 1863. Sin betydning i
Sveriges aandsliv har han især hat ved sine mundtlige
foredrag, mindre ved sine skrifter, som for en stor del
er skrevet paa latin. Boströmianismen er en idealistisk
personlighetsfilosofi som indtar en selvstændig stilling i
den spekulative filosofis historie, idet B. endnu mere
end Hegel søker at hæve sig over begreper som er hentet
fra den endelige erfaringsverden. Hans lære, som ikke
let kan fremstilles i faa ord, er i Norge skildret av W.
Dons, «Om boströmianismen» (Kra. 1874), en
fremstilling som dog er blit skarpt tilbakevist av utgiveren av
B.s verker, H. Edfeldt i Upsala.
Boswell [bå′zwəl], James (1740—95), eng. forfatter,
g
ven og beundrer av Samuel Johnson, over hvem han har ]
skrevet den utførlige biografi «Life of Samuel Johnson»,
som er hans hovedverk og det som har bevaret hans navn.
160
Bosworth [bå′zwəpþp], England, en liten by i
Leicestershire, omtr. 20 km. vest for Leicester. I nærheten stod
i 1845 et slag, hvor Richard III blev beseiret av Henrik VII.
Bot, se Bøter.
Bot (bott), sjøuttr., er det holl., nedert. bot, som
betyder ende av taug; at gi bot, lang bot, f. eks. om
at stikke ut paa et ankertaug, drægtaug.
Botanik er videnskapen om planterne. — Eftersom
studiet av planterne er skredet frem, er b. i tidernes
løp blit spaltet i et antal grener som har faat specielle
navne. Av dem skal her nævnes: Plantemorfologien,
som behandler planternes bygning, den ydre (eg.
plantemorfologi) saa vel som den indre (planteanatomi),
plantefysiologien, læren om planternes ernæring; vekst og
formering, samt ydre faktorers, f. eks. tyngdekraftens,
lysets indflydelse paa plantelegemet, endvidere
plantebiologien, som søker at utrede forholdet mellem
planterne og deres omgivelser. Andre grener av b. er
plantesystematikken, som beskriver de enkelte
arter og deres indbyrdes slegtskap og paa basis av det
naturlige slegtskap ordner dem og forener dem i et
system. Plantegeografien handler om planternes
fordeling paa jorden og lovene herfor,
plantepatologien behandler planternes sygdomme.
Plantepalæontologi er læren om de fossile planter og deres
optræden under de forskjellige geologiske tidsrum. — Det
botaniske studium blev dyrket allerede i oldtiden, av
Aristoteles, hvis botaniske skrifter dog er gaat tapt, og
av dennes elev Theofrast (ca. 300 f. Kr.), som beskrev
500 plantearter, ledsaget av filosofiske betragtninger over
planternes natur og opstaaen. I det første aarh. e. Kr.
levet Dioskorides og Plinius den ældre, hvis verker især
beskjæftiger sig med planternes medicinske egenskaper
og deres undergjørende virkninger. Fra denne tid av
og helt indtil det 16 aarh. er det næsten udelukkende
arabiske lærde som gir sig av med plantebeskrivelser,
mens man ellers nøiet sig med at filosofere over det
materiale som forelaa i de gamle forfatteres skrifter.
Ved midten av det 16 aarh. blev der brutt nye veier
for det botaniske studium. Der fremstod paa denne tid
flere forskere, især tyskere, schweizere og nederlændere,
som frigjorde sig fra den gamle skoles autoritet og vendte
«tilbake til naturen selv som den egentlige læremester.
Blandt disse kan nævnes Hieronymus Bock (1498—1554)
og Kaspar Bauhin (1560—1624), der er den første som
klart har utskilt fra hinanden begreperne slegt og art.
— Som grundlægger av den videnskabelige
plantesystematik ansees Andrea Cæsalpino (1519—1603), som
grundet sit system paa frugternes og frøenes bygning og
inddelte planteriket i trær og urter. Carl v. Linné (1707
—78) er egentlig den som har bragt orden og klarhet i
plantesystematikken. Han har indført den saakaldte
«binominære nomenklatur», d. e. hver art faar to navne,
hvorav det første betegner slegten. Dernæst formet han
skarpe diagnoser saavel for slegterne som for hver
eneste indtil da bekjendt planteart og opstillet (1751) et
naturlig system indeholdende 64 familier av de høiere
planter. Dog er det ikke Linné, men A. de Jussieu,
som i 1789 beskrev 100 plantefamilier, der almindelig
gjælder som grundlæggeren av det naturlige system.
Linné opstillet desuten ogsaa et kunstig system med
klasser og ordener efter støvbærernes og støvveienes
forhold i blomsten, «Linnés system», som fremdeles er
meget anvendt som hjælpemiddel ved plantebestemmelser.
De betydeligste plantesystematikere i den seneste tid er
for blomsterplanternes vedkommende tyskerne J.
Hanstein, A. W. Eichler og A. Engler og av engelskmænd
J. D. Hooker og G. Bentham og endelig hollænderen
H. de Vries, hvilken sidste i vore dage er særlig bekjendt
for sine eksperimentelle undersøkelser over arternes op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
