Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
Lillestrøm dampsag og høvleri med skogeiendomme,
41.10 skyldmark). Av større eiendomme forøvrig kan
nævnes skoggaarden Hofoss (101.43 skyldmark),
forstkandidat Løvenskiolds skogeiendomme (40.38 skyldmark)
m. fl. Her findes flere, tildels store, sag- og møllebruk.
Gjennem herredet gaar Kongsvinger—Flisenbanen og
hovedvei til Värmland i Sverige. Ramsø gruber, som
tilhørte Odalens jernverk, ligger inden dette herred.
Gruberne har ikke været drevet siden 1877. Herredet
har egen sparebank, oprettet 1890. Elektricitetsverk.
Kommunalt pleiehjem. Antagen indtægt 1918 2 5550 223
kr., formue 29 882 000 kr.
Brandventil kaldes en i forbindelse med vandledning
anbragt ventil, udelukkende bestemt til dæmpning av
ildebrand og derfor forsynt med kupling el. 1., hvorpaa
en brandslange med straalerør kan anbringes. B. til
anbringelse i en bygnings indre er i regelen bygget som
en almindelig stoppekran og hyppigst forsynt med
paaskrudd slange og kan da benyttes av hvem som helst.
En anden og mere sammensat konstruktion har de paa
gaterne med en viss indbyrdes avstand paa byens
vandledningsnet anbragte b., som er bestemt til kun at
benyttes av brandvæsenet. De kan enten være helt
forsænket under gatens nivaa (brandkum) eller rage frem
over dette (hydrant). Fælles for begge b.-typer er, av
hensyn til faren for frysning, selve ventilens anbringelse
i frostfri dybde. Den overjordiske b. vinder ved sin
tilgjængelighet i den nyere tid mere og mere indpas. B.
kan i en bygning være indrettet til automatisk at træde
i virksomhet ved en utbrytende brand (se Sprinkler).
Brandvæsen. Til b. regnes alt hvad der paa
forhaand organiseres eller skaffes ad offentlig eller privat
vei for at skjerme liv og eiendom mot ildsvaade, altsaa
sluknings- og redningsvæsen. En likesaa vigtig opgave
har b. deri at det maa søke at forebygge skadeild.
Dette sker: 1. ved eftersyn og kontrol av hvorledes de
i saadant øiemed givne love og bestemmelser overholdes
(brandpoliti), 2. ved at arbeide for almindelig
ildsikkerhet, saavel for den enkelte bygning som for samlinger
av saadanne. B. knyttes saaledes nøie til politi- og
bygningsvæsen. — Det varte længe inden man lærte
metodisk at kjæmpe mot skadeildens herjinger.
Forholdsregler og slukningsredskaper var yderst tarvelige like til
midten av forrige aarhundrede. Følgen var at ilden
ødela med næsten ubunden magt, selvfølgelig mest i
byerne. Eftersom disse vokste og blev rikere, blev
tapene større og frygteligere. For at raade bot herpaa
utstedtes de saakaldte brandanordninger, og det er fra
disses fremkomst man kan begynde at regne med en
mere planmæssig organisation av byernes b. og
bygningsforhold. Allerede aar 1619 utstedtes for Norge en
forordning, hvorefter alle byer paalagdes at ansætte
borgermester og raad, som bl. a. ogsaa hadde at sørge for et
b.; men der blev ikke ofret meget penger eller arbeide
derpaa. Trondhjem fik en særskilt brandanordning 30
nov. 1689, ifølge hvilken der opsattes et brandkorps paa
64 mand under en branddirektør. En lignende
forordning fulgte for Bergen 16 mai 1707 og endelig for Kra.
14 feb. 1714. En almindelig brandanordning av 18 aug.
1767 fastsatte at hver by i landet skulde organisere et
b. under en branddirektør samt anskaffe forskjellige
slukningsredskaper o. a. De gamle brandanordninger
har i mangt og meget gjældt like til vore dage. De er
nu avløst av en almindelig brandlov av 15 aug. 1908.
Ifølge brandanordningerne utskrives de saakaldte
«borgerlige» brandkorps. Disse korps dannedes av
haandverksborgere og deres svender. Da man hadde liten
tilførsel paa vand og kun var henvist til
haandkraftsprøiter, maatte korpsene gjøres meget mandsterke. De
inddeltes i «sprøitekorps», «nedbryterkorps» og «vandlan-
Brandventil—Brandvæsen
206
gerkorps», i sig selv meget betegnende navne. Kra.
borgerlige brandkorps blev ophævet ved lov av 30 mai
1894; de eksisterer fremdeles i flere byer, dog
væsentlig paa papiret. — De utskrevne brandkorps var tunge
apparater at arbeide med og sene at tromme sammen.
Paa samme tid som tjenesten var byrdefuld for
mandskaperne, fik de selvfølgelig ogsaa liten øvelse som
brandmænd. Man blev mere og mere klar over at disse
brandkorps ikke var tilstrækkelige for byernes
sikkerhet, og gik over til at holde fastlønnede og stadig
tjenstgjørende korps, organisert efter militært mønster.
Kristiania fik sit faste brandkorps 1861, Bergen
og Trondhjem 1863. De faste brandkorps’ befal og
mandskap fordeles paa flere brandstationer, hvis utstyr
og beliggenhet avhænger av de stedlige forhold. Inden
hver station deles besætningen i vaktskifter, saaledes at
omtr. 1/s kan ha fri ad gangen. Paa stationerne er alt
indrettet med øieblikkelig utrykning for øie. Man bør
gaa ut fra at den første hjælp skal være fremme paa
hvert punkt senest 5 minutter efter mottagen melding,
mens forsterkning kommer efterhvert fra de nærmeste
stationer. Av den allerstørste vigtighet er et godt
telegraf- og alarmeringssystem, det er brandvæsenets
hovednerve, idet hurtig hjælp er mangedobbelt hjælp.
Øieblikkelig, sikkert og uten hindringer skal brand kunde
meldes. Samtidig skal brandstedets beliggenhet angives,
altsammen uten unødig foruroligelse av byens
indvaanere. Alle disse fordele er opnaadd ved den elektriske
telegrat. Grundlaget for nutidens brandtelegraf skyldes
Siemens & Hallske, som i 1865 tok morseapparatets
i brandtelegrafens tjeneste. Fra forskjellige punkter
inden et omraade forbindes meldestationer (brandalarm)
med et eller flere morseapparater paa brandstationen.
Hver meldestation har sit eget telegraftegn bestaaende
av streker og punkter. Telegraferingen foregaar ved
hjælp av et urverk, som kan sættes igang av
hvemsomhelst. Brandsignalet, der samtidig høres som ringning
ved meldestationen og paa brandstationen, gjentages i
regelen automatisk 6 ganger. Straks det er forstaat paa
brandstationen, telegraferes meldingen derfra til samtlige
eller enkelte stationer, hvorefter utrykning foregaar efter
fastsat reglement. — Samtidig med oprettelse av faste
brandkorps lagdes stort arbeide i forbedring av
vandverkene. Byerne blev forsynt med et net av
trykledninger i jernrør, nedlagt efter videnskabelige principper.
Derefter har byernes slukningsvæsen fuldstændig skiftet
karakter. De gamle tungvinte haandkraftsprøiter er
for det meste avløst av slanger som forbindes direkte
med vandledningen i brandkummer eller i overjordiske
brandstændere (hydranter). Paa steder hvor forholdene
ikke gir angang til anlæg av ledninger med
tilstrækkelig stort tryk, maa man ty til dampsprøiter eller
fremdeles beholde haandkraftpumperne, mens
vandledningsnettet ialfald i større byer maa forbindes med
pumpeverk og vandtaarne. Dampkraften blev ikke tat i
b.s tjeneste før 1829. Dette aar konstruerte Braithwaites
i London den første dampsprøite. 1858 fulgte Shand
Mason & Co. sammesteds eksemplet. Fra denne tid er
disse maskiner blit almindelige og konstrueres nu i de
fleste industrilande. Vanskeligheten laa væsentlig i
kjelkonstruktionen, idet der forlanges hurtigst mulig og
sterk damputvikling, mens samtidig maskinens totalvegt
bør være mindst mulig. Kra. fik sin første dampsprøite
(sjødampsprøite) 1870 og landdampsprøiter 1875. —I de
senere aar har man gjort sig uavhængig av dampkjelen,
idet man som drivkraft for pumpeverket bruker en
bensinmotor, som ved nyere konstruktioner tillike gir
drivkraft for transportbil for mandskap og materiel.
Overgang fra transport til pumpeverk sker ved en enkel
omkupling. Man har ogsaa brukt elektrisk motor, men en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
