Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
307
Bruttierne er navnet paa den folkestamme som i
oldtiden bebodde sydvestspidsen av Italien, den sydlige
del av det nuværende Kalabrien. Landet kaldtes av
romerne Bruttius (senere Bruttium); jorden var i
oldtiden vel dyrket (korn, vin, oliven; kvægavl). B., som
bodde inde i landet, sagdes at stamme fra lukanerne,
fra hvem de hadde løsrevet sig; kystlandet var besat
med talrike græske kolonier. B. sluttet sig til kong
Pyrrhos (s. d.) mot romerne, men blev undertvunget av
disse 272 f. Kr.; senere gjorde de oprør mot romerne
og hjalp Hannibal, men blev igjen slaat ned; det sidste
endelige knæk fik de i slavekrigen (73—71 f. Kr.).
Bru′tto (ital., raa, uren). B.-beløp, beløp som
indbefatter omkostninger, f. eks. provision, kurtage, fragt o. 1.
B.-formue (aktiva), den hele formue før passiverne er
fratrukket. B.-gevinst, fortjeneste uten fradrag av tap
eller omkostninger. B.-pris, pris uten fradrag av rabat
eller omkostninger. B.-pris, pris uten fradrag av rabat
eller omkostninger. B.-indtægt, indtægt før
erhvervsomkostninger er fratrukket. B.-vegt, vegten av varen og
indpakningen tilsammen. B.-tonnage, rumindhold av
samtlige benyttede rum i et skib.
Brutus. 1. Decimus Junius B. (omtr. 84—43 f.
Kr.), tjente i Gallien med stor dygtighet som officer
under Cæsar, som gjorde ham til statholder over Gallien.
Allikevel deltok han i sammensvergelsen mot Cæsar,
maatte kjæmpe mot Antonius, som senere fik støtte av
Lepidus; forlatt av sine legioner blev han fanget og
dræpt. — 2. Lucius Junius B., ifølge overleveringen
Roms befrier fra kongedømmet; da Tarquinius Superbus
dræpte enhver han ansaa for farlig, anstillet L. B. sig
fjollet for at redde livet (brutus, idiotisk); senere fordrev
han 510 Tarquinius og hans slegt og blev selv konsul;
da B.s sønner forsøkte at føre kongefamilien tilbake,
blev de dødsdømt og henrettet i B.s paasyn. 509 faldt
han i kamp mot Tarquiniernes hær. — 3. Marcus
Junius B. (85—42 f. Kr.) (av plebeiisk slegt, ikke
beslegtet med L. B.), nevø av Cato den yngre; sluttet sig
til Pompeius, men fik efter dennes nederlag fuld
tilgivelse av Cæsar, som gjorde ham til prætor og lovet
ham Makedonien til provins. Dog deltok han i mordet
paa Cæsar i det haab at faa gjenoprettet republikken.
Han gik saa til Makedonien, hvor Cassius (s. d.) støtte
til ham. I forening kjæmpet de ved Filippi (s. d.) mot
Octavian og Antonius; efter det avgjørende nederlag der
dræpte B. sig selv. — B. forfattet flere filosofiske skrifter,
som er gaat tapt; derimot er en del av hans
brevveksling med Cicero bevaret.
Bruun, Christian Walter (1831—1906), d.
biblioteksmand og forfatter, overbibliotekar ved det kgl.
bibliotek 1863. Hans biblioteksvirksomhet avfødte flere
bibliografiske arbeider: beskrivelsen av danske
palæotyper indtil 1550, i «Aarsberetninger fra det store kgl.
bibliotek» (1865 ff.), og han ledet utgivelsen av
«Biblioteca Danica» (begyndt 1877), fortegnelse over danske
bøker indtil 1830, alt med nøiagtighet og store
kundskaper. B. syslet med dansk historie og har skrevet en
række avhandlinger om danske sjøhelter (f. eks. Adelaer)
og om episoder fra enevældet («Rostgaard», «Enevældets
indførelse»). Han har utgit Holbergs «Epistler» med
anmerkninger (1865—72).
Bruun, Christoffer Arndt (1839—), n. prest, f. i
Kra., blev cand. theol. 1862, opholdt sig derefter i
utlandet og deltok i 1864 som frivillig i den dansk-tyske
krig. Efter sin hjemkomst oprettet han 1867 en
folkehøiskole i Sell; 1871 blev skolen flyttet til Fykse i
Gausdal og 1875 til B.s gaard Vonheim. 1893 blev B.
utnævnt til res. kap. ved Johanneskirken i Kra. og var
sogneprest ved samme kirke 1898—1918. B., som tidlig
blev grepet av det grundtvigske livssyn, har tat livlig
Bruttierne—Bruun
308
del i den kirkelige og
politiske diskussion og
med mund og pen
kjæmpet for en mere folkelig
og human
kristendomsform likeoverfor den
pietistiske isolation av det
kristelige, og han har
herunder tildels skarpt
angrepet geistligheten og
det vakte lægfolk. Sin
livsanskuelsehar han
nedlagt i «Folkelige
grundtanker» (1878) og i de
av ham utg. tidsskrifter
«For Frisindet
Kristendom» (1884—88) og «For
Kirke og Kultur» (1894
—1908), det sidste
redigert i forening med Thv.
Klaveness. Som ivrig
skandinav var han en av de faa nordmænd som
optraadte mot selvstændighetspolitikken 1905. (Slgn.
brochuren «Til det norske folk», som blev trykt i
Danmark.) [Litt.: «Festskrift» til hans 70-aarige fødselsdag.
A. Uhrskov, «C. B.» i serien «Folkets førere», 1916.]
Bruun, Constance (1864—94), n. skuespillerinde,
f. i Stavanger, debuterte paa Christiania theater 1882,
vakte straks opmerksomhet. Efter en tid at ha spillet
ingenueroller aabenbarte hun helt sit fine og store talent
i sin fremstilling av en række kvindeskikkelser i Ibsens
og Bjørnsons dramaer. Hendes kunst var præget av
intelligens og sjælsfinhet, hendes menneskefremstilling
var egte og karakterfuld. Blandt hendes roller var
Bolette i «Fruen fra havet» og Hedda Gabler i Ibsens
stykke av samme navn, Karen Riis i «Det ny system»,
Svava i «En handske». Forlot scenen 1892.
Bruun, Johan Nicolay (1832—91), n.
forretningsmand, grundlægger av det bekjendte trondhjemske
pelsvarefirma, som for tiden er et av de største i sit slags
i Nordeuropa. Firmaet blev grundlagt i Skien i 1852
som en almindelig buntmakerforretning og flyttet i
1861 til Trondhjem, hvortil hele utviklingen av den
nuværende specialforretning er knyttet.
Bruun, Laurids Valdemar (1864—), d. forfatter.
Tok 1887 statsvidenskabelig eksamen og var 1887—97
ansat i Statistisk Bureau. Som skjønlitterær forfatter
debuterte han 1886 med «Historier», men vakte først
opmerksomhet ved den psykologiske roman «Kronen»
(1902), som skildrer en moderne konges tilværelse. De
to næste aar utgav han de historiske romaner «Alle
synderes konge» (2: prins Otto) og «Absalons saga». De
er rike paa levende og maleriske scener og vidner om
en kraftig fantasi, men den overordentlig moderne
psykologi i karakteristikken har møtt indsigelse fra
historisk side. Fra 1905 har B. vendt sig til sin samtid,
dels med en meget bred tidsskildring «Den evige», dels
med sterkt koncentrerte fortællinger «Pan» og
«Midnatssolen». «Af Bygernes slægt» I—VI (1909) er baade et
tidsbillede og en personlig skildring. 1904—11 har B.
for det meste færdes paa lange reiser, baade i Europa
og Østen. Herfra har han faat motiv til sine tre bøker
om Van Zantens oplevelser blandt naturfolkene paa den
eksotiske ø (1908—14). Ogsaa den sidste serie romaner
«Den ukendte Gud», «Under livets træ» og «Oanda»
(1913—19) foregaar delvis i Østen og har et
internationalt præg over personer og diskussioner.
Bruun, Malthe Conrad (1775—1826), d. forfatter,
begyndte sit polemiske liberale forfatterskap med bladet
«Vækkeren» (1794) samt noget senere «Jerusalems
sko-Christoffer Arndt Bruun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
