Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
329
kaldte jacktræ (a. integrifolia) dyrkes overalt i det
sydlige Asien. Den sidstnævnte art har de største frugter.
Brødkort, se Rationering.
Brødre av det fælles liv, en kirkelig forening som
fremkom i Nederlandene i anden halvdel av 14 aarh.,
stiftet av Gerriet de Groote (d. 1384), borger i Deventer,
og hans discipel Florentius Radewijn. 1391 oprettet
denne det første broderhus. I dette søkte man at
efterligne de første kristnes fællesliv. Brødrene skulde leve
i ugift stand, under en husfars styrelse, optaget av
studier og avskrivning av bøker. Ved opbyggelige møter
og gjensidig syndsbekjendelse skulde de hjælpe
hverandre til et oplyst og inderlig religiøst liv. Desuten
stræbte de ved undervisning av ungdommen og præken
paa morsmaalet at missionere blandt sine omgivelser.
Der krævedes ikke noget livsvarig løfte. Brødrene skulde
leve av sine hænders gjerning, og alt tiggeri var strengt
forbudt. En undtagelse herfra dannet
Windesheimerkongregationen, som organiserte sig som en særlig orden
og fik stor betydning for klosterlivets reformation.
Bevægelsen utbredte sig snart i Nederlandene og Tyskland,
hvor de fleste byer fik sine egne brødrehuse. Mange
av tidens bedste mænd som Thomas av Kempten og
Johan Wessel tilhørte denne retning. Ogsaa Erasmus
fik sin første utdannelse hos brødrene. Paa den anden
side møtte de ogsaa megen motstand, særlig fra
tiggermunkenes side. Efter reformationen mistet de sin betydning.
Brødremenigheten (Herrnhuterne) er utgaat
fra de böhmisk-måhriske brødre (s. d.). Da disse stadig
var gjenstand for forfølgelser, utvandret de i større og
mindre tal fra Østerrike. 1722 kom en flok til Sachsen
og fik av grev Zinzendorf (s. d.) tilladelse til at bosætte
sig paa hans gods Berthelsdorf. Her bygget de byen
Herrnhut. Efterhaanden sluttet mange baade lutherske
og reformerte sig til menigheten. Herved opstod der
forskjellige lærestridigheter, men det lykkedes
Zinzendorf at stifte enighet, hvorefter 13 aug. 1727 feires som
menighetens fødselsdag. Den fik en særlig forfatning
med et menighetsraad og 12 ældste. Formaalet var at
skape en «filadelfisk» menighet, hvor hjertelig
kristentro og praktisk menighetstugt kunde forene alle kristne
uanset konfessionelle forskjeller. Det kunde imidlertid
ikke undgaaes at spændingen mellem menigheten og
den sachsiske folkekirke stadig vokste. 1736 blev
Zinzendorf forvist fra Sachsen. Senere fik menigheten sin
egen biskop og utviklet sig mere og mere til kirkelig
selvstændighet. Styrelsen gjennemgik forskjellige
skiftende former. Først efter Zinzendorfs død blev der under
Spangenbergs ledelse vedtat en fast forfatning paa
synoderne 1764, 1769 og 1775. Med hensyn til læren findes
der intet eiendommelig; den tidligere bruk av
lodkastning som middel til at kjende Guds vilje er nu officielt
og praktisk opgit. Gudstjenesten er utpræget
evangelisk og indeholder flere smukke oldkirkelige skikke
(f. eks. kjærlighetsmaaltiderne). — I Norge dannedes et
societet i Kra. 1737, i Bergen 1740 og i Drammen 1746.
I Danmark stiftedes 1739 et societet av b. i Kbh. 1772
oprettedes menigheten i Kristiansfeld. Kirkehistorisk
har menigheten navnlig hat betydning ved sit arbeide
for hedningemissionen. [Litt.: G. Burkhardt, «Die
Brüdergemeine» I—II, Gnadau 1893—97; Schulze, «Abriss einer
Geschichte der Brüdermission», Herrnhut 1901; J.
Lundbye, «Herrnhutismen i Danmark», Kbh. 1903.]
Brødre og søstre av den frie aand, en
fællesbetegnelse for forskjellige sekter fra den sidste halvdel
av middelalderen. De hyldet en panteistisk mystik,
ofte forbundet med kvietistisk fromhet. I regelen
forkastet de det ydre kirkevæsen og navnlig det kirkelige
embedes autoritet. Deres motstandere anklager dem
tillike ofte for sedelige utskeielser.
Brødkort Brøgger
1
]
I
I
I
I
330
Brødstudium, det studium som skaffer den som
dyrker det, underhold, «brødet».
Brøgger, Anton Wilhelm (1884—), n. arkæolog,
utgav alt i 1905, 21 aar gammel, sit første arkæologiske
arbeide «Øxer af Nøstvettypen», fortsatte aaret efter med
en større bok, «Studier over Norges stenalder», og tok
i 1909 doktorgraden paa et betydelig arbeide om «Den
arktiske stenalder i Norge». 1909—13 var han
konservator ved Stavanger Museum og derefter ved
Universitetets oldsakssamling, indtil han i 1915 efterfulgte
professor Gustafson som professor i arkæologi. Han har
utfoldet en overmaade rik og omfattende produktivitet,
som foruten om stenalderen særlig har samlet sig om
vikingetiden («Osebergfundet», «Borrefundet og
vestfoldkongernes graver»); han har utgit det rent historiske
arbeide «Stavangers historie i middelalderen» (1915) og
redigert tidsskrifterne «Oldtiden» og «St. Hallvard»
(sammen med Edv. Bull). Det praktiske museums- og
utgravningsarbeide ved Universitetets oldsakssamling er
under hans ledelse blit betydelig utvidet, og ogsaa i
andet organisationse og administrationsarbeide paa
tilgrænsende omraader, saaledes i
Fortidsmindesmerkeforeningen, har han tat virksom del.
Brøgger, Waldemar Christopher (1851—), n.
videnskapsmand, studerte først en kort tid zoologi, men
gik snart over til studiet av mineralogi og geologi, blev
1875 assistent ved Norges geologiske undersøkelse og kort
efter amanuensis ved Universitetets mineralogiske
samling. I 1878 blev han universitetsstipendiat og kaldtes
i 1881 til professor ved Stockholms Högskola. Her
utfoldet han en utstrakt virksomhet som videnskapsmand
og lærer, til han i 1890 utnævntes til professor i
mineralogi og geologi ved Kristiania universitet, efterat
Stortinget hadde bevilget høieste professorgage til ham. Han
tok avsked i 1916. — B. har levert en mængde utførlige
og tildels banebrytende videnskabelige arbeider inden
fagets mest forskjelligartede grener, nemlig i mineralogi,
petrografi, stratigrafi, palæontologi og glacialgeologi.
Ogsaa i grænsegebetet mellem geologi og arkæologi har han
levert et betydelig arbeide. De væsentligste av hans
videnskabelige arbeider omhandler forholdene inden
«Kristianiafeltet», som i mineralogisk og geologisk
henseende er et av de interessanteste og ved B.s
undersøkelser bedst studerte omraader paa jorden. — Hans
første videnskabelige
produktion er en zoologisk
avhandling fra 1872 over
mollusker i
Kristianiafjorden. Dernæst utgav
han sammen med H.
Reusch i1874 en
avhandling om jettegryter ved
Kristiania og fremkom i
1876 med sit første
mineralogiske arbeide: «Ueber
grosse Enstatitkrystalle».
Av hans senere
videnskabelige arbeider skal
nævnes: «Om
Trondhjemsfeltets midlere avdeling
mellem Guldalen og
Meldalen» (1877), «Om
Paradoxidesskifrene ved
Krekling» (1878), «Die
silurischen Etagen 2 und 3
im Kristianiagebiet und auf Eker» (1882), «Die
Mineralien der Syenitpegmatitgänge der südnorwegischen
Augit und Nephelinsyenit» (1890), «Lagfølgen paa
Hardangervidda» (1893), «Die Eruptivgesteine des
Kristianiagebietes» (1894 flg.), «Om de senglaciale og postglaciale
W. C. Brøgger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
