Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
335
senere kom tilbake til Skotland, hadde Calvins lære
vundet indgang der, og B. blev lærer i latin for Maria
Stuart, som lønnet ham med høie stillinger. Allikevel
gjorde hans protestantisme ham til dronningens fiende,
og efter hendes flugt skrev han et tendentiøst og delvis
løgnagtig skrift imot hende. Siden blev B. en av den
lille konges lærere, var en tid riksraadets formand og
seglbevarer, men nedla sine embeder for at fuldføre
sit berømteste verk, «Rerum Scoticarum historia»
(Skotlands historie), som utkom kort før hans død.
Buchanan [bəkæ′nən], Sir George William
(1854—), eng. diplomat, f. i Kbh. Legationssekretær
1878, chargé d’affairee i Baden 1893—1900, gesandt i
Sofia 1903—08, i Haag 1909—10 og ambassadør i
Petrograd 1910—18. Man mener at han hemmelig støttet
revolutionen i Rusland mars 1917, men han kom senere
i et spændt forhold til den bolsjevikiske regjering. Han
forlot Petrograd januar 1918, hvorefter forholdet mellem
England og Lenins regjering stadig forværret sig. Decbr.
1919 blev B. ambassadør i Rom.
Buchanan [bəkæ′nən], James (1791—1868),
præsident i de Forenede Stater. Som gesandt i St. Petersburg
avsluttet han 1832 den første handelstraktat mellem
Rusland og de Forenede Stater, var 1853—56 gesandt i
London. 1856 blev han opstillet som demokratiets
kandidat til præsidentværdigheten og valgt. Paa den tid
var spændingen mellem sydstater og nordstater paa det
høieste. B., som selv var tilhænger av slaveriet,
beskyldtes for i høi grad at se gjennem fingre med
sydstatspartiets foranstaltninger. Han vilde dog ikke
indrømme sydstaterne ret til at opløse unionen, men ansaa
sig heller ikke berettiget til at gripe ind for at forhindre
et brud. B.s eftermand blev Lincoln.
Buchāra (Bokhara, Bukara), før krigen russ.
vasalstat (emirat) i Vest-Turkestan, Central-Asien. I nord
og øst grænser det til de tidligere russ. provinser
Syrdarja, Samarkand og Fergana, i syd og vest til
Afghanistan, den tidligere russ. Transkaspiske prov. samt
Chiva. Grænsen mot Afghanistan dannes av Amudarja,
men vestenfor Afghanistan eier B. ogsaa en smal
strimmel land paa elvens sydside. Flateindholdet er omtr.
215 000 km.. og folketallet er maaske 11/4 mill., d. e. 6
pr. km.′2 Landet har sin største længde i retning
østvest; i den anden retning er bredden aldrig mere end
høist 300 km. — Natur. Den østlige halvdel er meget
bergfuld. Landet strækker sig like til Pamir, og herfra
utgaar mange fjeldkjeder, deriblandt Peter I-kjeden, som
naar en høide av 7600 m. Mellem fjeldkjederne er der
frugtbare daler hvis elver alle rinder til Amu. Den
vestlige del derimot er et sletteland av 100—300 m. h. og
mest opfyldt av stepper og ørkener. Blot én elv,
Seravsjan, flyter et stykke gjennem dette land, men den naar
ikke Amu, idet den taper sig i sandet. Blot om denne
elv og Amu findes der her i vest dyrket land. —
Klima. Skjønt landet ligger paa samme bredde som
Syd-Italien, er vinteren kold. Det nærliggende
Samarkand har en januartemp. — 0.4°; julitemp. er derimot
høi, 26.1°, mens aarets middeltemp. er 13.8°.
Nedbøren, som paa steppen er meget liten, knapt 250 mm.,
falder mest om vaaren; om sommeren regner det ikke.
— Folket. Der findes mange folkeslag i landet, men
den overveiende del av befolkningen tilhører 4
stammer: usbekerne, hvortil emiren hører, sarterne,
tarantjerne og tadsjikerne. De tre første tilhører den
tyrkiske folkestamme, mens tadsjikerne rimeligvis er
indoeuropæere. Alle disse folk er fast bosittende. Men
desuten findes der ogsaa endel nomader i ørkenen
i nord og vest, mest kirgiser. Saa træffes der jøder,
afghaner, persere, arabere etc. og endvidere nogen tusen
russere. Alle disse folk (undtagen jøder og russere) er
Buchanan—Buchariet
336
av religion muhammedanere (sunniter), Næsten hele
befolkningen bor paa slettelandet; i fjeldene lever bare
etpar hundrede tusen mennesker. — Næringsveier.
De fleste folk lever av at dyrke jorden. Da nedbøren
er saa liten, maa der kunstig vanding til, og alle elvene
brukes til dette formaal. Der dyrkes hvete, hamp, lin,
tobak og bomuld; den russ. regjering har gjort store
anstrengelser for at ophjælpe bomuldsdyrkningen i
Central-Asien, og denne er derfor øket sterkt i de senere
aar. Ogsaa av frugt, vin og silke dyrkes ikke litet.
Der holdes mange sauer, og der blir meget uld og huder
tilovers til utførsel. Av jorden og fjeldene tages op
salt, svovel og guld. Industrien er mest husflid; der
tilvirkes tøier, vaaben, metalvarer etec. Handelen er
livligst med Rusland, dernæst med Indien og
Afghanistan. Landets vestlige del gjennemskjæres av den
Transkaspiske jernbane, som fører fra det Kaspiske Hav
gjennem Vest-Turkestan. — Fyrsten (som kaldes emir) har
uindskrænket magt; hæren er ca. 10 000 mand. —
Hovedstaden heter som landet Buchara. Den ligger i en
frugtbar oase paa sletten i vest ved jernbanen og skal
a ca. 70000 indb. B. er en av Asiens merkeligste
byer. Her krydser en hel del karavaneveier
hverandre, og handelsmænd fra alle lande møtes i byen.
B. er videre et av de vigtigste centrer for
muhammedansk lærdom og har 3—400 moskéer, 140 skoler
og en stor høiskole for utdannelse av prester.
Historie. B., oldtidens Sogdiana eller Transoxanien,
beboddes fra forhistorisk tid av iranske folk, erobredes
av perserne, kom senere under Alexander den store og
Selevkiderne. Fra ca. 250 f. Kr. hørte B. til Baktrien,
fra ca. 135 f. Kr. under indoskyterne (s. d.), senere under
Sassaniderne (s. d.), og spillet i dette tidsrum en stor
kulturhistorisk rolle som forbindelsesled mellem Vest-
og Østasiens og Indiens kulturer. I 7 aarh. e. Kr.
erobredes B. av araberne, som skapte en rik kultur i B.,
særlig i byerne Samarkand og B., midtpunkterne for
handelen mellem Vestasien og Kina. Sin høieste
blomstring naadde B. under dynastiet Samaniderne 874—
1004, men blev derefter grundig ødelagt ved
mongolernes herjinger. 1004 erobret av Seldsjukerne, 1219 av
Djingiskhan, og stod under dennes efterkommere til 1363,
da B. erobredes av Timur Lenk. Denne tok Samarkand
til hovedstad, og B. oplevet en kortvarig blomstring.
Efter Timurs død 1405 forfaldt B. hurtig under hans
efterkommere, Timuriderne. 1499 fik et nyt dynasti
magten, de usbekiske Sjeibanider, hvis betydeligste
hersker var Abdullah khan 1557—98. B.s magtstilling
svandt i endeløse krige med nabostaterne under
Asjtarkhaniderne 1597—1737 og det nu regjerende dynasti
Mangit (fra 1784). Den fanatiske og overmodige emir
Nasrullah (1826—60) avviste energisk russernes og
englændernes forsøk paa at faa indpas i B. Sønnen
Muzaffar-ed-dîn (1860—85) kom i strid med russerne, som slog
ham og erobret Samarkand 1868. Ved freden beholdt
russerne den nordlige del av B. med Samarkand, resten
av B. vedblev formelt at være uavhængig, men i
virkeligheten russisk vasalstat. Under emiren Sajjid Abdul
Akad (1885—1911) var russernes indflydelse stadig
stigende (jernbane 1887, telegraf etc.), og grænsen mot
indisk Pamir blev regulert 1895. Abdul Akads søn Sajjid
Mir Alim khan, emir siden 1911, er opdraget i Rusland.
Ved revolutionen i Rusland april 1917 lovet emiren at
indføre en demokratisk forfatning, og jan. 1918
erklærtes B. uavhængig samtidig med Khiva. Gjennem
republikken Turkestan (s. d.), dannet jan. 1918, søker den
russiske sovjetregjering at vinde indpas i B.
Bucharīet, gammelt navn paa landene øst for det
Kaspiske Hav. Store B. var landene til og med Pamir,
Lille B. var Øst-Turkestan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
