Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
353
skrifter. Ved Gustav Storms død 1903 blev han utnævnt
til professor i historie ved Kra. universitet, men tok i
1913 avsked av helbredshensyn og har siden været
bosat i Telemarken. Hans produktion flyter stadig
like rik; ved siden av handelshistorien har han i den
senere tid særlig koncentrert sig om Norges
bebyggelseshistorie, og har desuten fortsat sit populære
forfatterskap; saaledes utgir han for tiden en illustrert
verdenshistorie, beregnet paa otte bind, forfattet av ham
selv alene.
Bugge,Anders Ragnar (1889—), n. antikvar, f. i
Sandsvær, cand. theol. 1914. B. var 1912—18
konservator ved Kra. Kunstindustrimuseum og overtok
sidstnævnte aar en stilling som assistent hos riksantikvaren.
Foruten talrike artikler om kunst og kunstindustri i
blade og tidsskrifter har han i «Kulturens historie»,
utg. av K. Visted, skrevet avsnittet «Billedkunst». I de
senere aar har hans studier især samlet sig om vor
kirkelige arkæologi («Kirkerne i Asker provsti» o. fl.
avhandlinger). 1919 utk. «Gamle norske prestegaarde».
Bugge, Andreas Fredrik (1859—), n. arkitekt,
f. i Larvik, var bygningsleder ved flere store
offentlige byggeforetagender og blev 1910 professor i
bygningslære ved høiskolen i Trondhjem. Har utgit
«Husbygningslære» (1920).
Bugge, Christian August (1853—), n. teolog, f.
i Mandal, blev 1879 pers. kap. til Petri menighet i
Stavanger, 18537 res. kap. til Sandsvær, 1893 kaldskap. til
Kongsberg og var 1903—19 prest ved Bodsfængslet i Kra. 1895
tok han den teologiske doktorgrad. Han har med
offentlige stipendier opholdt sig meget i Tyskland og utfoldet
et rikt og selvstændig forfatterskap, særlig paa det
nytestamentlige omraade.
Av hans herhenhørende
skrifter, som især vedrører
Jesu læreforms forhold til
den rabbinske, kan
merkes: «Parablerne om Guds
riges hemmeligheder»,
«Paradoxerne i Jesu
Kristi læreform», «Die
Hauptparabeln Jesu». Hans
senere forskning har især
dreiet sig om
kristendommens forhold til de
filosofiske og religiøse
retninger i tiden nærmest
før dens fremkomst.
Herhen hører: «Christus und
das Gesetz im
Evangelium» (1903), «ber d.
Messiasgeheimniss»(1906),
«De tre religionsretninger
i Israel paa Kristi tid og
deres stilling i Israels
historie» (1908),
«Mysterievidnesbyrd i det Nye testamente» (1911), «Zum
Essåäerproblem» (1913) og endelig hans hovedverk: «Das
Christus-Mysterium. Studien zur Geschichte des Urchristentums»
(1914—15). Sine erfaringer som fængselsprest har han
nedlagt i avhandlingen «Vore forbryderes moralske fortid.
En,- moralstatistisk studie» i «Nord. Tidsskr. for
Fængselsvidenskap» (1909) og i «Fra min fængselstid» (1916),
likesom han har tat fremtrædende del i arbeidet for
fangeforsorgen. B. har ogsaa deltat i den sociale og filosofiske
diskussion: «Tidens mest brændende spørsmaal» (1893
og «Udviklingslærens moral
Bugge, Elseus Sophus (1833—1907), n.
sprogforsker, f. i Larvik av forældre kjøbmand Alexander B.
og hustru Maren Karoline, f. Sartz. Han gjennemgik
Larviks skole og blev privat dimittert 1848. I 1857 tok
Christian August Bugge.
12 — Aschehougs konversationsleksikon. II.
Bugge
354
han filologisk eksamen. Sin
for videnskabelig forskning la han tidlig for dagen;
hans interesse samledes efterhaanden om
sammenlignende sprogforskning, en dengang endnu temmelig ung
videnskap, og om det gamle norske sprog og dets
historie. Endnu før sin embedseksamen var han
optraadt som videnskabelig forfatter og hadde faat flere
avhandlinger trykt i tyske tidsskrifter.
Opmerksomheten henlededes saaledes tidlig paa ham, og efterat
han allerede i 1856 (fortsat de følgende aar) med
stipendium hadde bereist Telemarken for at samle
folkeviser og sagn, fik han i 1858 et ekstraordinært
utenlandsstipendium. Han opholdt sig nu en længere tid
i Kjøbenhavn, hvor han studerte sanskrit under
Westergaard og klassisk filologi under Madvig og desuten
avskrev gamle islandske haandskrifter. Derefter studerte
han en tid i Berlin germansk filologi under Moritz
Haupt og sanskrit under Weber. I 1860 blev han
universitetsstipendiat og i 1864 ekstraordinær lektor i
sammenlignende sprogvidenskap, i 1866 ekstraordinær
professor i samme fag og tillike i oldnorsk. Den første
frugt av B.s arkivstudier i Kjøbenhavn var hans
ypperoverordentlige begavelse
lige utgave av Sæmunds Edda (1867) og av enkelte
sagaer. Sin største berømmelse vandt B. ved sin
runeforskning og ved sine studier over eddadigtningens
tilblivelse. I runetolkningen tok han en ledende del og
staar sammen med L. Wimmer som denne
forskningsgrens ypperste repræsentant; ved sine studier paa dette
omraade har han lagt 4—5 aarhundreder til vor
stammes historie. Hans arbeide her foreligger i mange
avhandlinger og nu ogsaa i hans store verk «Norges
indskrifter med de ældre runer» (1 bd., 1891—1903, 2 ba.,
under medvirkning av Magnus Olsen, ved forfatterens
død ikke avsluttet). I
1880 fremsatte han sin
berømte teori om
eddamyternes tilblivelse
(antydet allerede i 1876).
Hans mening finder
vistnok endnu stadig
adskillig motstand, men mindre
og mindre, og synes
sikkert at skulle hitføre en
fuldstændig forandring i
det syn man hittil har
hat paa disse digte. B.
beviser av sprogformen
at intet av dem i sin
foreliggende form kan
være ældre end 9 aarh.,
og søker saa i det enkelte
at eftervise at en stor del
av det sagn- og mytestof
som her er poetisk
behandlet, ikke skriver sig
fra nogen germansk urtid, men stammer hovedsagelig fra
antikke og kristelige kilder som er naadd til vikingerne
gjennem irer og tildels angelsachser. Dette er B.s bekjendte
«Studier over de nordiske gude- og heltesagn», 1 række
1881—89. Den samme tanke har han videre forfulgt i
«Bidrag til den ældste skaldedigtnings historie» (1894),
«Helgedigtene» (1896) og «Norsk sagafortælling og
sagaskrivning i Irland» (1901). Foruten paa disse to hovedfelter
fordelte B.s arbeide sig paa en mængde andre, uten at en
tiltagende øiensvakhet hindret ham synderlig. Han var
en av de sidste vidtfavnende filologer, som spænder over
hele sin store videnskap. Han har utgit norske
folkeviser (1858 og 1859) og efterforsket deres og andre
nordiske visers historie (foruten i særskilte avhandlinger i
en lang række bidrag til S. Grundtvigs «Danmarks gamle
(Fot. L. Forbech.)
Sophus Bugge.
Trykt juni 1920.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
