Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
367 Bulgarien 368
og nationale «Historie om bulgariske tsarer, folk og
helgener», skrevet i slutningen av 18 aarh. Det var dog
først under den nationale vækkelse i 1860-aarene, folket
reiste sig mot den græske skoletvang og evnet
grundlægge en folkelig litteratur paa bulgarisk. Lederen blev
Petko Slaveikov (1827—95), fremragende baade som
digter, publicist og politiker. Han oversatte ogsaa dele av
Bibelen til bulgarisk. Revolutionstidens betydeligste
lyriker var Christo Botjov (1848—76), en bulgarisk Petöfi,
som fandt heltedøden i befrielseskrigen. En forfatter
med vesteuropæisk præg er Ivan Vazov (1850—), der
staar høit som naturskildrende lyriker, og som ogsaa er
optraadt som dramatiker og novellist («Under tykernes
aag» er overs. til norsk). Betydelige forfattere fra denne
tid er ogsaa Aleko Konstantinov (1864—97) og
Konstantin Veličov (1856—). Det bulgariske drama blev
grundlagt av Vasil Drumev (1841—15£01), i historien kjendt som
metropoliten Klement av Trnova. Hans historiske
skuespil «Ivanku, Asen I’s morder» (1871) er endnu B.s
hyppigst opførte drama. Ved aarhundredskiftet gjør nye
strømninger sig gjældende. En betydelig litterær
begavelse var Pentjo Slaveikov (1866—1912), den ovenfor
nævnte S.s søn. Hans dannelse var vesterlandsk, særlig
tysk; han forener tankedybde og filosofisk skolethet
med egte slavisk følelsesrigdom. Han har bl. a.
gjendigtet gammelbulgariske folkeviser og skrevet et stort
epos «Sangen om blodet» med emne fra befrielseskrigen.
En dypsindig refleksionslyriker, som er sterkt paavirket
av Ibsen, (er Petka Todorov (1879—1916); i hans
symbolske nationale idédramaer er hovedvegten lagt paa
sjælegranskningen og karakterskildringen. Den nyeste
bulgariske litteratur staar temmelig fremmed overfor sociale
og politiske problemer, den er sterkt individualistisk:
symbolisten Kiril Christov (1875—) og den dypt pessimistiske
Peju Javorov (1877—1916). Endelig har Verdenskrigen
kaldt frem en realistisk slagmaler i Jordan Jovkov. —
Historie. I oldtiden kaldtes B. Moesia efter en
thrakisk stamme. Efter folkevandringen bosatte slaviske
folk sig om nedre Donau og erobret hele Møsien. Ca.
680 gik bulgarerne, et mongolsk folk, over Donau,
betvang slaverne og truet det østromerske rike. 864 antok
bulgarkhanen Boris den græsk-katolske tro, og
efterhaanden antok bulgarerne slavernes skikke og sprog. Boris’
søn Symeon (d. 927) kaldte sig tsar og behersket det
meste av Balkanhalvøen; det østromerske rike og Serbien
betalte tribut til ham. Nu fulgte en sterk tilbakegang;
963 utskilte de vestlige dele av B. sig som et eget rike
og det østlige blev 971 erobret av. keiser Johannes
Tzimiskes. 1018 erobret Basilios II det vestbulgariske
rike, og B. stod under Byzans, til det rev sig løs 1186
anført av brødrene Peter og Asen. Det nye rike bredte
sig under tsarerne Kalojoannes (1196—1207) og Asen II
(1218—41) omtrent til det gamles grænser; men 1360
blev den sidste tsar, Sjisjman III, skatskyldig til sultan
Murad I, og 1393 erobret Bajaset I Trnova og tok hele
B. Derefter forfaldt B. fuldstændig baade i aandelig og
materiel henseende i 4—500 aar. Først henimot aar
1800 vaaknet et nyt nationalt og aandelig liv. Denne
nybulgarske bevægelse fremskyndedes meget av de
seierrike russiske felttog 1806—12 og 1828—29. En egen
litteratur utviklet sig, især folkelig, og der fremkom en
sterk religiøs bevægelse, som førte til at sultanen efter
lang strid indrømmet B. selvstændig kirke med egen
erkebiskop. Hertil kom fordringerne om politisk frihet;
men oprøret 1875 blev slaat ned, og ca. 12 000 blev
myrdet av den ophidsede muhammedanske befolkning og
tyrkiske irregulære tropper, basji-bosuker (1876).
Panslavisterne i Rusland fik keiseren til at angripe Tyrkiet,
og ved freden i San Stefano (mars 1878) oprettedes et
selvstyrende, skatskyldig fyrstendømme B., tillike
omfattende størstedelen av Thrakien og Makedonien.
Stormagterne, især England, vilde dog ikke finde sig heri,
og paa Berlinerkongressen (juni 1878) indskrænkedes B. til
landet mellem Donau og Balkankjeden, mens
Østrumelien blev en selvstyrende provins med en av sultanen
valgt kristen guvernør. April 1879 blev en meget liberal
forfatning vedtat, og prins Alexander av Battenberg
valgtes til fyrste. Paa grund av partistridigheter
suspenderte Alexander forfatningen ved et statskup 1881, men
gjenindførte den allerede 1883 for at frigjøre sig fra den
trykkende russiske indflydelse. Efter Østrumeliens
opstand mot Tyrkiet (sept. 1885) besatte Alexander det; men
stormagterne motsatte sig Østrumeliens indlemmelse i
B., og Serbien erklærte krig for at erobre
Gammelserbien. Serberne blev dog slaat ved Slivnitza og Pirot og
sluttet fred, og Østrumelien indlemmedes ved en
folkeavstemning i B. (juli 1886). Det russisksindede parti
fjernet nu fyrst Alexander med vold (august) og indsatte
en provisorisk regjering; men en motrevolution ledet av
Stambulov utbrøt, og Alexander blev mottat med
begeistring i Sofia. Da den russiske keiser ikke vilde
tillate Alexanders forbliven i B., frasa han sig tronen (sept.)
og indsatte et regentskap med Stambulov i spidsen. Juli
1887 valgtes prins Ferdinand av Koburg til fyrste,
foreløbig hverken anerkjendt av sultanen eller stormagterne;
men ministerpræsidenten Stambulov ordnet styrelsen
med fasthet og energi: finanserne bedredes, jernbaner
blev bygget, hæren blev organisert og handelstraktater
avsluttet med fremmede magter. Stambulov frigjorde
B. for avhængigheten av Rusland og støttet sig til
Tyrkiet; han gik derfor av (mai 1894), da fyrst
Ferdinand begyndte at nærme sig Rusland. Juli 1895 blev
Stambulov myrdet i Sofia, uten at drapet blev opklaret,
og 1896 anerkjendte Rusland og dermed de andre magter
formelt fyrst Ferdinand. B.s indre forhold, især
finanserne, var imidlertid ikke gode. Samarbeidet mellem
regjering og parlament var daarlig, og sobranjen
anklaget hyppig de avgaaede ministre. Overfor Tyrkiet blev
forholdet yderst spændt paa grund av den
revolutionærnationale bevægelse i Makedonien, som støttedes fra
bulgarisk side. Efter den russisk-østerrikske
Mürzstegoverenskomst 1903 blev Makedonien stillet under
international kontrol, men bandekampene mellem de
indbyrdes stridende nationaliteter fortsatte. Efter den
ungtyrkiske revolution erklærte B. sig uavhængig 5 okt.
( 1908, samtidig med Østerrikes annektion av Bosnien og
Herzegovina. Tyrkiet protesterte, men anerkjendte
tilsidst uavhængigheten mot en mindre skadeserstatning.
Den storbulgariske bevægelse sigtet nu mot erhvervelsen
av Makedonien. I et hemmelig forbund med Serbien,
Montenegro og Grækenland avtaltes et fælles angrep paa
Tyrkiet og delingen av Makedonien. 18 okt. 1912
begyndte krigen. Under ledelse av generalerne Savov,
Fitsjev, Ivanov og Dimitriev vandt bulgarerne store seire
ved Kirkkilisse 23—24 okt., Lule Burgas 29—30 okt.,
Bunar Hissar 31 okt. og Tsjorlu 2—5 nov., saa at
tyrkerne maatte rømme hele Thrakien og falde tilbake paa
Tsjataldjalinjen foran Konstantinopel. En vaabenhvile
decbr. 1912—febr. 1913 gav intet resultat, krigen blev
gjenoptat, og bulgarerne stormet Adrianopel 26 mars. Ved
den paafølgende præliminærfred i London 30 mai avstod
Tyrkiet alle europæiske provinser undtagen
Konstantinopel med omegn. Byttets deling bragte B. i strid med
Serbien og Grækenland; B. tok offensiven, men blev slaat,
mens samtidig en rumænsk hær gik over Donau, og
tyrkerne gjenerobret Adrianopel. Ved freden i Bukarest
10 aug. 1913 avstod B. Silistria med 7 525 km.′² til
Rumænien og overlot Serbien og Grækenland de omstridte
egne om Vardarelven og øst for Saloniki om Kavala. Ved
freden med Tyrkiet 29 sept. beholdt dette Adrianopel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
