Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
443
særskilt organiserte embeder og institutioner, ofte indrettet
som kollegier og i regelen overlatt til særskilt utdannede,
fast- eller sportellønnede personer, som tillike av
suverænen overdrages en begrænset del av
avgjørelsesmyndigheten, navnlig i mere kurante saker. Den herav
betingede samfundstype fremtraadte allerede utpræget i
visse av oldtidens storstater, ikke mindst i det
romerske keiserrike, men har i nyere tider især kunnet
utfolde sig i Kina og de europæiske enevoldsstater
(Rusland, Tyskland, Frankrike, Danmark-Norge o. s. v.), hvor
den i væsentlig grad har formaadd at holde sig ogsaa
efter indførelsen av konstitutionelle forfatninger. Den
staar derimot i skarp motsætning til det
engelsk(-amerikanske) «selfgovernment», hvis eiendommelighet netop
ligger deri at statsmagten til utførelsen av sine
funktioner mest mulig betjener sig av ansete, ulønnede
samfundsmedlemmer og korporationer (saaledes for
jurisdiktionens vedk. av jury o. s. v.; jfr. herom især R.
Gneists verker over engelsk statsskik). Norges politiske
historie i det 19 aarh. bestaar i stor utstrækning i en
overgang fra det byraakratiske system til
selvstyresystemet. B., hvis hovedstyrke er ordenssans, fasthet
og regelmæssighet i styrelsen samt en navnlig i formel
henseende vel utviklet lovgivning og retshaandhævelse,
medfører paa den anden side overhaandtagende
skriftlighet, langsomhet og stivbenet rutinemæssighet i alle
avgjørelser og utarter desuten under iøvrig uheldige
samfundsvilkaar let til smaalig regjereri, partiskhet,
bestikkelighet og hovmodig likegladhet likeoverfor
stillingens pligter.
Byret. Mens underretten i alm. beklædes av en
enkeltdommer (sorenskriver, byfoged), er den i Kristiania,
Bergen, Trondhjem og Stavanger organisert som en
kollegial ret (b.), som foruten justitiarius bestaar av
henholdsvis 15, 4, 3 og 3 faste assessorer (1920).
Retsskriverforretningerne er tillagt særskilte tjenestemænd.
Fra b. sker paaanke direkte til Høiesteret.
Byre′tte er et apparat som særlig finder anvendelse
i titreranalysen (s. d.) til nøiagtig at avmaale rumfanget
av de væskemængder som tilsættes under analysens gang.
Bürger, Gottfried August (1747—94), t. digter,
begyndte først at studere teologi, men kastet sig
derpaa over litterære studier og sluttet sig en tid til den
digterkreds som med Voss som midtpunkt levet i
Göōttingen. Hans private liv var uregelmæssig og oprevet.
Sin tjeneste som retsembedsmand i Altengleichen
utførte han med saa stor likegyldighet at han maatte ta
avsked, og hans huslige liv var meget ulykkelig, idet
han levet under tak med to søstre, hvorav den ene var
hans hustru, mens han elsket den anden. Efter hustruens
død bosatte han sig i Göttingen og egtet søsteren, men
denne døde straks efter. Et tredje egteskap med Elise
Hahn, som senere optraadte som digterinde og
skuespillerinde, blev ogsaa meget ulykkelig. En opmuntring
fik B., da universitetet i Göttingen i 1789 utnævnte ham
til overordentlig professor, en stilling som dog ikke var
lønnet. Under alt dette utfoldet B. en betydelig
virksomhet som digter. Hans lyriske digte utmerker sig
ved stor varme og inderlighet, men navnlig naadde han
høit i sine episke digte i folketone. Under indflydelse
av den engelske forfatter Percys balladesamling, Herders
og Goethes skrifter skrev han bl. a. den berømte ballade
«Lenore» (1774).
Byrgi (el. Bürgi), Joost (1552—1632), schweizisk
matematiker, forfærdiget pendelure og astronomiske
instrumenter. Opfandt selvstændig logaritmerne og
beregnet en tabel derover (se Napier).
Byrkelange, se Blaalange.
Byron [bai′rən], George Noel Gordon, lord
(1788—1824), eng. digter, arvet i 1798 efter sin grand-
Byyret— Byron
444
onkel peersværdigheten og Newstead Abbey i
Nothinghamshire i England. Fra 1801—05 gik han paa den
bekjendte skole i Harrow og levet derpaa et par aar i
Cambridge mere optat av idræt og fornøielser end av
studier. Han var en ualmindelig vakker ung mand med
et straalende blik og en jernsterk konstitution, tiltrods
for at han var noget halt, ædelmodig og god, men
lidenskabelig, hensynsløs, ødsel og forfængelig; overalt hvor
han kom, øvet hans personlighet en vidunderlig magt
paa venner og paa fiender, og hans eventyrlige liv ikke
mindre end den lyriske kraft og skjønhet i hans
digtning har gjort ham til en av aarh.s interessanteste
skikkelser. Allerede i Cambridge gjorde B. sine første
poetiske forsøk, men det var først efter hans første store
reise hans digtergenius brøt igjennem. Fra 1809—11
besøkte han Spanien, Malta, Grækenland, Albanien,
Konstantinopel og Lilleasien. Disse reiser med sine nye
og sterke indtryk, sine eventyrlige oplevelser, sine
elskovshistorier gav hans fantasi en rigdom av forestillinger,
oplevelser og
stemninger, som fandt uttryk i
hans første store digt
«Childe Harold’s
pilgrimage» (1812) et
lyriskepisk digt med digteren
selv som midtfigur, fuldt
av glødende lyrik, av
melankoli, av spot, av
oprør mot de
konventionelle engelske
samfundsidéer, den samme aand
som gaar igjen i al B.s
senere digtning. «Childe
Harold» gjorde B. til
londonerselskapets løve.
«Jeg vaaknet en morgen
og fandt mig berømt,»
skrev han. Han kastet
sig med lidenskap ind
i selskapslivets hvirvel,
men samtidig utfoldet
han en overordentlig digterisk produktion. En række
romantiske fortællinger med pragtfulde skildringer fra
Middelhavslandene fulgte slag i slag, av hvilke de
mest kjendte er «The giaour», «The bride of Abydo»s»,
«The corsair», «Lara», «The siege of Corinth». I 1815
egtet B. Miss Milbanke. Dette egteskap blev meget
ulykkelig. De stemte ikke sammen. Efter at ha født
ham en datter forlot hans hustru ham, og de blev
senere skilt. Den almindelige opinion gav B. skylden
for bruddet; han gav næring til uviljen ved sit
hensynsløse liv, som ødela hans formue og hans borgerlige
anseelse. Tilsidst besluttet han igjen at forlate
England. I 1816 reiste han over Brüssel op Rhinen til
Schweiz og slog sig derpaa ned i Genf. Her møtte han
digteren Shelley, som ogsaa var landflygtig. Siden reiste
han til Italien, hvor han særlig opholdt sig i Venedig,
og hvor han kastet sig ind i et vildt nydelsesliv.
Indtrykkene fra denne anden reise danner emnet for tredje
og fjerde sang i «Childe Harold», hvor B.s poesi ved
siden av sin farverigdom og følelsesfuldhet har faat en
dybde og kraft som ingensinde før. Under indflydelse
av sine reiser i Schweiz skrev han ogsaa den
romantiske fortælling «The prisoner of Chillon» og det
dramatiske digt «Manfred», som ved sin mystisk-filosofiske
aand minder om Goethes «Faust». I Venedig skrev han
det satiriske digt «Beppo», «Mazeppa» og begyndte paa
den store samfundssatire «Don Juan». Under
indflydelse av grevinde Theresa Guiccioli, i hvis selskap han
levet i Ravenna, blev B. trukket ind i de italienske
G. N. 6. Byron.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
