Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Cementsten - Cementvand - Cénacle - Cenci, Beatrice - Cendré - Cendrillon - Cenere, Monte - Cenis, Mont - Cennini, Cennino - Censor - Censorer - Censur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
599 Cementvand Censur 600
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
gjennemgaaende, dels med lukkede huller. Undertiden
med 3 hulrækker i tykkelsen. Endeflaterne formes
saaledes at stenene griper ind i hinanden, saa de ikke let
kan forskyves.
Cementvand, se Cementkobber.
Cénacle (fr.), oprindelig spisestue, særlig om den
hvor Jesus indstiftet nadveren; senere litterær kreds,
f. eks. de franske romantikeres i 1820—30-aarene.
Cenci [tšæ′ntši], Beatrice (1577—99), rom.
adelsdame av en rik, men raa og ukultivert slegt. Faren,
Francesco, var en bundfordærvet person, hvis laster gik
i arv til barnene av hans to egteskaper. B. C.s
usedelighet bevirket at faren forviste hende til en borg i
Abruzzerne, og av hevntørst la hun i forbindelse med
et par av sine brødre planer om at myrde ham. 1598
fuldførtes dette ved gift i B. C.s nærvær. Familien blev
fængslet, øg under processen gik B. C. til bekjendelse,
hvorpaa hun, to brødre og hendes stedmor blev
henrettet. Begivenheten gjorde et sterkt indtryk,
sagndannelsen tok fart, og snart blev B. C. i folkets
bevissthet et uskyldig offer. Emnet har flere ganger fristet
digterne, f. eks. Shelley i tragedien «The Cenci». Et
brystbillede av en ung pike, som tillægges Guido Reni,
har gaat for at være et portræt av B. C., men
forestiller ikke hende.
Cendré [sãdré] (fr.), askefarvet, askeblond.
Cendrillon [sãdrijõ′] (av fr. cendre, aske), en fransk
eventyrskikkelse som nærmest svarer til den nordiske
Askepot (s. d.).
Cenere (ri) [tšǽnere], Monte, Schweiz, en bergryg
i kanton Ticino. Herover gaar veien mellem Bellinzona
og Lugano (høieste punkt 553 m.). I 1880—81
gjennemboredes C. av en 1 673 m. lang tunnel.
Cenis, Mont [môõ-səni′], pas i Vestalperne, hovedvei
mellem Frankrike og Italien. Den 2 098 m. høie pasvei
er anlagt av Napoleon I (1802—10), men benyttes ikke
mere nu, efterat jernbanen er bygget. Denne fører fra
Chambéry til Turin, er anlagt 1857—70 og
gjennemskjærer Col de Fréjus 22 km. sydvest for C. med en
12.2 km. lang tunnel; det høieste punkt, 1 294 m. o. h.,
ligger midt i tunnelen; foruten denne har banen
37 mindre tunneler og beskyttes paa begge sider av
forter.
Cennini [tšen-], Cennino (14—15 aarh.), ital. maler,
elev av Agnolo Gaddi, berømt ved sit skrift om
maleriets teknik «Trattato della pittura» (utg. 1821 og 1859).
Ce′nsor brukes dels om de sakkyndige som ved
eksamener bedømmer kandidatens præstationer, dels om
en av myndigheterne ansat person som ut fra moralske
og politiske synspunkter skal gi tilladelse til
offentliggjørelser av forskjellig art. Se Censur.
Censōrer, to rom. embedsmænd som besørget
folketællingen, census, og de dermed sammenhørende
forretninger. Valgtes første gang 443 f. Kr. og i regelen
senere hvert 5te aar. Deres opgaver var: 1.
folketællingen, hvormed forbandtes fastsættelse av skatteindtægten,
indordning av folket i de forskjellige avdelinger (klasser,
centurier), prøvelse av ridder- og senatorlisten (utstøtelse
eller optagelse i ridder- og senatorstanden); 2. tilsyn
med den offentlige sedelighet (straffe for ting som lovene
ikke rammet, f. eks. overdreven luksus, utsvævende liv,
fjernelse av senat eller ridderstand, berøvelse av
stemmeret, ansættelse til høiere skat); 3. bortforpagtning av
statens indtægter og bortlicitering av større statsopgaver
(byggeforetagender o.1.). Til utøvelsen av census krævedes
positiv enighet av begge c. I rang stod c. mellem
prætorer og ædiler (de hadde ikke imperium), men faktisk
var de de mest ansete embedsmænd, og til c. valgtes
mest forhenværende konsuler. — I keisertiden overtok
keiseren den censoriske myndighet.
Censūr (lat. censura), eg. prøvelse, undersøkelse,
bedømmelse, var i Rom den embedsmyndighet censorerne
(s. d., sml. Census 1) utøvet. I middelalderen hadde
biskoperne i kraft av sin censura ecclesiastica ret til at
ilægge straffe for forseelser mot kirken. I moderne tid
betyder c. sedvanligvis kun den granskning en dertil
bemyndiget autoritet utøver likeoverfor tryksaker eller
verker bestemt for scenisk opførelse, altsaa bok-, avis-
eller skuespil-e. C. i denne betydning er omtrent
likesaa gammel som boktrykkerkunsten. Den utgik fra den
katolske kirke og blev første gang bragt i anvendelse
av kurfyrst Berthold av Mainz i 1486. Eksemplet blev
snart fulgt av andre fyrster og navnlig av paverne.
Kirkemøtet i Trident (1545) forbød under trusel om
strenge straffe ikke blot at utgi, men ogsaa at trykke
og læse «kjetterske» skrifter og gav støtet til
istandbringelse av den fortegnelse over forbudte bøker, index
librorum prohibitorum, som er blit supplert like til vore
dage. Ved siden av denne kirkelige c. blev der snart
ogsaa indført og har der i de fleste kulturstater indtil
den nyeste tid bestaat en av statsmyndigheterne utøvet
og av politiske hensyn opretholdt c. Denne verdslige
c. vakte imidlertid tidlig sterk motstand og er
efterhvert i næsten alle lande blit først mildnet og tilslut
ophævet. Dette skedde i det Britiske Rike allerede
1695. I de Forenede Stater blev trykkefriheten
fastslaat i menneskerettigheternes erklæring av 1776. I
Frankrike var c. i Ludvig XV’s tid mildnet, og den
forsvandt ganske i forfatningen av 1791, gjenindførtes
1814 og var i den følgende tid snart i fuld utøvelse;
ophævet 1827. I videst utstrækning har c. været utøvet
i det Russiske Rike, hvor den var i virksomhet like til
keiserdømmets fald. I Tyskland blev c. i ældre tid
utøvet av et riks-bokkommissariat i Frankfurt, men
keiserne i det Romerske Rike formaadde likevel daarlig
at haandhæve institutionen. Efter det Tyske Forbunds
oprettelse blev c., særlig for at mestre dagspressen, i
1819 paabudt for dettes omraade, en ordning som ialfald
i navnet stod ved magt indtil 1848. I Sverige blev c.
avskaffet 1765, undtagen for religiøse skrifter og kritik
av grundlovene, men indførtes atter under Gustaf III,
som navnlig la baand paa pressen ved 1785 at
bestemme at intet avisforetagende maatte sættes igang
uten efter kgl. privilegium; i regjeringsformen av 1809
fik dog trykkefriheten atter hjemmel, hvilket stadfæstedes
i den endnu gjældende presselov av 1812. I Danmark,
og under foreningstiden ogsaa i Norge indtil 1814, blev
c. utøvet av universitetet med hjemmel i kirkeordinansen
av 14 juni 1539 «for Danmark og Norges riker». Den
her længe meget strenge c. slappedes noget i enevældets
senere tid; betydeligere videnskapsmænd fik tilladelse
til at utgi sine bøker uten c. Den av Struensee ved
forordningen av 14 sept. 1770 indførte fuldstændige
trykkefrihet begrænsedes atter noget allerede aaret efter
og ophævedes i alt væsentlig 1799. Trykkefrihet under
ansvar for domstolene fik Danmark først 1849, og endnu
bibeholdes c. likeoverfor teateropførelser, varieténummer
og kinematografbilleder. Norge fik en usedvanlig utstrakt
trykkefrihet ved grundloven 1814 § 100, som ophævet al c:
Forbrydelser i trykt skrift har senere kun været underlagt
straffeloven. For tiden (1920) øves der i Norge alene c.
overfor kinematografteatrenes repertoire. (Se
Filmcensur.) — Under Verdenskrigen blev brev-, telegram- og
presse-c. gjenindført i alle de krigførende lande, især
overfor alle meddelelser til utlandet. C. haandhævedes
med megen strenghet og var flere steder lagt i hænderne
paa de militære myndigheter. Denne krigstidens c. er
efterhaanden ophævet igjen, undtagen i enkelte lande,
hvor der ikke endnu er indtraadt ordnede forhold,
f. eks. Rusland. Ogsaa de nøitrale lande saa sig under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
