701 Christian Endeavour—Christiansborg 702 Ord som ikke findes under €, maa søkes under K. med ham i Norge til hans fald 1651. Forholdet baade til ham og ttil hendes søskende var slet, og C. synes at ha været en uelskværdig karakter. 1662 fik hun titel av grevinde, bodde siden paa sine efter moren arvede fynske eiendomme. </chapter> <chapter name="Christian Endeavour"> Christian Endeavour [kri′stjən ənde′wə] Societies (t. Entschiedenes Christenthum) er navnet paa en kristelig ungdomsforening som har til formaal at samle troende unge til virksomt kristelig arbeide i nøie tilslutning til deres kirke. Den første forening dannedes 1881 av den nordamerikanske kongregationsprest dr. F. E. Clark. Senere har denne bevægelse faat stor utbredelse baade i Amerika og Europa. </chapter> <chapter name="Christian Fredrik"> Christian Fredrik (1786—1848), n. konge, ældste søn av arveprins Fredrik og Sophie Fredrikke av Mecklenburg-Schwerin, arvet morens begavelse og fik en meget god opdragelse, hvorunder hans interesse tidlig vaktes for kunst og vyidenskap, særlig naturvidenskapen. «Skjøn som Balder, veltalende og mand av ære intet kunde foreta uten Stortingets samtykke. Da nu kommissærerne hadde overbevist sig om at Norges motstand var en folkesak, og England og Rusland ikke ønsket nogen altfor fast union mellem Norge og Sverige, gik de ind paa prinsens betragtningsmaate og stillet forslag i overensstemmelse hermed til Karl XIII og Karl Johan. Denne stillet sig først avvisende, og der fulgte et kort felttog, hvorunder C. F. viste sig blottet for militære egenskaper. Han dristet sig ikke til at levere et hovedslag, skjønt de enkelte norske avdelinger kjæmpet med stor tapperhet. Imidlertid begyndte Karl Johan at frygte for den legitimistiske strømning i Europa, han opgav Kielertraktatens standpunkt og gik ind paa den norske grundlov, hvorefter C. F. ved konventionen i Moss 14 aug. 1814 lovet at sammenkalde et overordentlig Storting, overdrage regjeringen til statsraadet, nedlægge kronen og forlate landet. C. F.s politiske rolle i Norge var dermed utspillet. Han levet sesom Brage» var han fetert i selskapsverdenen, og selv en tilbeder av det smukke kjøn. Længe en taus og uvillig tilskuer til sin fætter Fredrik VI’s uheldigeutenrikspolitik,som han forutsaa vilde hitføre en sprængning av monarkiet, forlangte og opnaadde han at bli sendt til Norge (mai 1813), hvor han ved sin stilling som «odelsbaaren» tronarving og sin vindende optræden snart opnaadde stor folkeyndest. I tillid til denne og i haab om Englands støtte besluttet han at tilsidesætte Kielertraktaten og fandt begeistret tilslutning, efterat han overbevist paa notabelmøtet paa Eidsvold 16 feb. 1814 hadde opgit sin oprindelige tanke at bestige tronen i kraft av sin arveret efter suverænitetsakten og kongeloven. Efter forsamlingens raad beholdt han magten indtil videre som regent; han indkaldte en grundlovgivende forsamling og forordnet i forbindelse med valgene en ekstraordinær bededag, hvorunder menigheterne svor at de med liv og blod vilde hævde Norges selvstændighet. Imidlertid gav regenten staten dens foreløbige organisation, oprettet en riksbank, omgav sig med et regjeringsraad og indrettet departementer. I tiden fra samlingen paa Eidsvold en demokratisk-monarkisk forfatning og valgte den 17 mai C. F. enstemmig til norsk konge, efterat foreningspartiet forgjæves hadde foreslaat utsættelse. To dage efter avla han kongeeden og mottoges under sit straks derpaa følgende indtog i Kra. med stor jubel. C. F.s haab stod til at en eller flere av magterne, navnlig England, vilde ta paaskud av Norges uavhængighetserklæring til at gaa fra de til Sverige givne løfter, og ved overordentlige utsendinger hadde han søkt at paavirke magterne i denne retning; men hans beregninger skuffedes, selv England, hvor Carsten Anker talte Norges sak, stillet sig avvisende, saa C. F. begyndte at tvile paa et heldig utfald av sit foretagende. Overfor stormagternes kommissærer, som, ankommet til Kra. i slutningen av juni, krævet at han skulde nedlægge magten, hævdet han at han som konstitutionel konge 10 april—17 mai vedtok nationalfor- ] Det nye Christiansborg. nere tilbaketrukkent paa Bygdø, meddelte 10 okt. dypt bevæget en deputation fra Stortinget sin tronfrasigelse, hvorpaa statsraadet i stilhet bragte ham Stortingets tak for hans om-Sorg for Norge. Dette var ogsaa vel fortjent. Han handlet vistnok fra først av ut fra dynastiske motiver, men hans optræden hadde samlet folket og derved bidraget væsentlig til at Norge kunde gaa ind i den nye forening som et anerkjendt selvstændigrike. Fra Bygdø begav C. F. sig efter tronfrasigelsen til Fredriksværn og derefter den 28 okt. med en dansk orlogsbrig til Danmark. Om hans senere skjæbne se under Christian, danske konger, 1. </chapter> <chapter name="Christiani"> Christiāni, Christoph Johann Rudolph (1761 —1841), d. prest og pædagog. Hans «institut» paa Vesterbro i Kbh. var en tid en bekjendt skole som blev ledet efter de nyeste pædagogiske grundsætninger, men C. var ingen betydelig skolemand og «institutet» fik ikke større betydning. ø </chapter> <chapter name="Christiansborg"> Christiansborg, kongeslottet i Kjøbenhavn, staar paa den plads hvor byens borg like siden Absalons tid har ligget. Christian VI besluttet straks efter sin tronbestigelse at bygge et nyt slot. 1731—32 blev den gamle bygning nedbrutt. Planen til den nye blev hentet fra Italien; ledelsen hadde Häusser og Eigtved. 1740 holdt kongefamilien sit indtog i slottet, men først 1745 var alt færdig. Slottet var opført i en rik rokokostil med sandstensmure og kobbertækte tak. Hovedbygningen var 4-fløiet; hver flai med 6 stokverk; hovedfaçaden vendte ut mot ridebanen; mot slotspladsen stod det 84 m. høie taarn; hovedbygningen var forbundet med slotskirken og ministerial(kancelli):bygningen. Ridebanen omgaves av de endnu bevarte bygninger; til bygningen sluttet sig den kostbare «marmorbro». 1794 nedbrændte hovedbygningen til grunden. 1803 begyndte gjenopførelsen under C. F. Hansens ledelse; først 1828 kunde slottet indvies. Bygningen opførtes i en stiv arkaiserende stil. Hovedfaçaden blev nu vendt ut mot slotspladsen. 3 okt. 1884 brændte slottet igjen; malerisam-