Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
707
Christina—Christoffer
708
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
hvor han arbeidet paa den bibeloversættelse som kom
1550 og bærer Christian III’s navn; saa vidt vi kan
skjønne har hans arbeide her været av meget stor
betydning. I hele hans produktion ser vi hans sjeldne
herredøgmme over sproget, og derved har han hat en
enestaaende betydning for den danske litteratur. [Litt.:
«Danske skr.», 5 bd. utg. av C. J. Brandt og R. T. Fenger
(Kbh. 1850—56); C. J. Brandt, «Om Lunde-kanniken
C. P. og hans skr.» (Kbh. 1882).)
Christīna, Augusta (1626—89), sv. dronning (1632
—54), datter av Gustaf II Adolf og Maria Eleonora.
Formynderregjeringen med Axel Oxenstjerna i spidsen hadde
i rikt maal sørget for hendes opdragelse, saa at hun
usedvanlig kundskapsrik og hilset med store
forhaabninger selv overtok magten 1644. Hendes aand var rik,
hendes interesser mange og forskjellige, men jevnsides
gik en egen sjælelig uro, lunefuldhet og pragtsyke, som
gjorde skaar i hendes gode egenskaper. Skuffelsen kom
derfor snart. Vel kastet de store mænd som
langveisfra samledes ved hendes hof, lærde som Cartesius,
Grotius o. a., glans over
landet, men ødselheten
vokset, yndlinger (M. G. de
la Gardie) fik magten,
mens A. Onxenstjerna
trængtes bort, og i kraft
av sin utprægede
selvstændighetsfølelse negtet
C. at gifte sig. Dog
ordnet hun tronfølgesaken
ved at faa sin forsmaadde
frier, fætteren Karl
Gustaf, anerkjendt som
efterfølger (1649). Under
stigende misfornøielse
(Messenierne) i landet
trættedes C. mere og mere
ved magtens byrde, og
da hun, paavirket av sine
katolske, utenlandske
yndlinger (Bourdelot og
Pimetel), nærmet sig
katolicismen, blev abdikationen til sidst en nødvendighet.
Derefter gik C. aapenlyst over til den gamle tro under
navnet C. Alexandra og slog sig ned i utlandet, særlig i
Rom, hvor hun levet omgivet av kunstnere og lærde;
to ganger besøkte hun Sverige efter sin tronfrasigelse.
Begravet i St. Peterskirken.
Christīna, Maria (1806—78), datter av Frans I av
Begge Sicilier; gift 1829 med Ferdinand VII av Spanien
og ved hans død 1833 regentinde for datteren Isabella
(1830—1904). Hun maatte kjæmpe med Karlistoprøret
indtil 1839, men 1840 tvang en alm. opstand hende til
at overdrage regentskapet til Espartero og forlate
Spanien; 1844 vendte hun tilbake, hjemkaldt av general
Narvaez og øvet siden stor indflydelse paa Spaniens
styrelse i reaktionær retning, indtil en opstand 1854
forjog hende. 1833 egtet hun hemmelig en livgardist
Fernando Muñoz (1808—73), egteskapet blev officielt
1844, og Muñoz utnævntes til hertug av Rianzares.
Christīne (1461—1521), d.-n. dronning, datter av
kurfyrst Ernst av Sachsen og søster til Fredrik den vise,
egtet 1478 kong Hans. Hun er mest kjendt for sit
utholdende forsvar av Stockholms slot okt. 1501—mai 1520,
efter hvilket hun var et aars tid i svensk fangenskap.
Hendes interessante husholdningsregnskaper er utg. 1904
av W. Christensen.
Christīne (1521—90), d. prðnsesse, regentinde i
Lothringen, yngste datter av Christian II og Elisabeth,
hvem hun fulgte i landflygtighet 1523. Efter morens
Christina Augusta.
død opdroges hun i Nederlandene og egtet 1534 hertug
Frans II av Milano, som døde aaret efter. Efter at
adskillige andre egteskaper var opgit, egtet hun 1541
Frans I av Lothringen, som døde 1545, hvorefter hun
nogen aar styrte Lothringen for sin søn og senere en
tid levet i Nederlandene, indtil hun efter sønnens
regjeringstiltrædelse vendte tilbake til Lothringen. Den
skjønne og høit begavede dame glemte aldrig sine krav
paa den danske trone, og især under den nordiske
Syvaarskrig førte hun et vidtdrevent intrigespil bl. a. med Wilh.
v. Grumbach og Peder Oxe, for at danne en koalition
mot Danmark. Det lykkedes dog ikke, og C. levet sine
sidste aar i Italien; død i Alessandria.
Christine de Pisan [kristi′n də pizã′] (1363—1431),
fr. digterinde, f. i Venedig. Hun fulgte sin far, der som
berømt astronom blev kaldt til den franske konge Karl
V’s hof, giftet sig 15 aar gammel, men blev tidlig enke
og søkte trøst i litteraturen. Har skrevet ballader, et
digt om Jeanne d’Arc og en livsskildring av kong Karl
V, som er en av de vigtigste kilder til den tids historie.
Christmas [kri′sməs] (eng.), «kristmesse», Kristi dag
(25 december), jul. C.-box, «julekasse», julegave.
Christmas [kri′sməs]. 1. Ø i det Indiske Hav, 360
km. sydvest for Java, 15 km. lang, 15 km. bred og
400 m. høi, omgit av koraller, bedækket av tropisk
urskog. Et par tusen indb., kinesere, malaiere og nogen
europæere, som er beskjæftiget i øens rike
kalkfosfatleier. C. tilhører England. — 2. Ø i Stillehavet, 1° 57′
n. br. og 157° 27′ v. l Atol, ca. 150 km. i omkreds
med en stor lagune i midten. Tilhører England.
Christmas pantomime [kri′sməs pǽntəmaim],
julepantomime, engelske teaterstykker, blandinger av opera,
ballet og feeri, bygget over eventyr og utstyret med
største pragt; den første opførelse foregaar 26 decbr.
C. p. stammer fra 17 aarh.
Christoffer, danske konger. 1. C. I (1219—59),
konge 1252—59, yngste søn av Valdemar II og Berengaria,
var som ung en tid i fængsel i Schwerin, fik siden
Lolland som len; deltok under Erik Plogpenning i Abels
kampe mot ham. Efter Abels død valgtes han til konge,
men maatte kjæmpe med Valdemar Abelssøn, som
støttedes av de holstenske grever, og laa samtidig i strid
med Norge og Sverige. I Kolding 1253 maatte han gi
Valdemar Sønderjylland som len, men inddrog det efter
hans død 1257. Indre og ydre splid opfyldte C.s
regjering; 1256 utbrøt bondeoprør, og med erkebispen Jakob
Erlandssøn laa han i bitter feide. 1259 lot han ham
fængsle og hindret det paabudte interdikt. Da han
derefter samlet tropper i Jylland mot Jarimar av Rügen
(s. d.) o. a. fiender, døde han pludselig i Ribe, efter
sigende forgiftet av abbed Arnfast. — 2. C. II (1276—
1332), konge 1320—26 og 1329—32, næstældste søn av
Erik Klipping, utførte 1294 paa en brutal maate Jens
Grands fængsling, laa iøvrig tidlig i strid med broren
Erik Mændved, som 1303 gav ham Estland og 1306
Halland. 1307 indgik han forbindelse med landets fiender
og synes at ha stræbt Erik efter livet; maatte derfor en
tid opholde sig i utlandet. Mot Eriks advarsel valgte
stormændene ham 1320 til konge, efter at ha utstedt
en meget haard haandfæstning. Han begyndte med at
føre en ikke uheldig utenrikspolitik, men hans ødselhet
og troløshet støtte stormændene bort, og da C. efter
hertug Erik av Sønderjyllands død 1325 kom i strid
med de holstenske grever Johan og Gerhard, fandt disse
støtte i Danmark. C. maatte flygte, og Valdemar
Erikssøn valgtes til konge 1326. Ved Johans hjælp vendte
C. 1329 tilbake, men han maatte pantsætte saa godt som
hele riket til greverne, især efter at han 1331 var blit
slaat av Gerhard ved Danevirke. Sit sidste levet han
paa Lolland i største usselhet. Med Eufemia av Pom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
