707 Christina—Christoffer 708 Ord som ikke findes under C, maa søkes under K. hvor han arbeidet paa den bibeloversættelse som kom 1550 og bærer Christian III’s navn; saa vidt vi kan skjønne har hans arbeide her været av meget stor betydning. I hele hans produktion ser vi hans sjeldne herredøgmme over sproget, og derved har han hat en enestaaende betydning for den danske litteratur. [Litt.: «Danske skr.», 5 bd. utg. av C. J. Brandt og R. T. Fenger (Kbh. 1850—56); C. J. Brandt, «Om Lunde-kanniken C. P. og hans skr.» (Kbh. 1882).) </chapter> <chapter name="Christina"> Christīna, Augusta (1626—89), sv. dronning (1632 —54), datter av Gustaf II Adolf og Maria Eleonora. Formynderregjeringen med Axel Oxenstjerna i spidsen hadde i rikt maal sørget for hendes opdragelse, saa at hun usedvanlig kundskapsrik og hilset med store forhaabninger selv overtok magten 1644. Hendes aand var rik, hendes interesser mange og forskjellige, men jevnsides gik en egen sjælelig uro, lunefuldhet og pragtsyke, som gjorde skaar i hendes gode egenskaper. Skuffelsen kom derfor snart. Vel kastet de store mænd som langveisfra samledes ved hendes hof, lærde som Cartesius, Grotius o. a., glans over landet, men ødselheten vokset, yndlinger (M. G. de la Gardie) fik magten, mens A. Onxenstjerna trængtes bort, og i kraft av sin utprægede selvstændighetsfølelse negtet C. at gifte sig. Dog ordnet hun tronfølgesaken ved at faa sin forsmaadde frier, fætteren Karl Gustaf, anerkjendt som efterfølger (1649). Under stigende misfornøielse (Messenierne) i landet trættedes C. mere og mere ved magtens byrde, og da hun, paavirket av sine katolske, utenlandske yndlinger (Bourdelot og Pimetel), nærmet sig katolicismen, blev abdikationen til sidst en nødvendighet. Derefter gik C. aapenlyst over til den gamle tro under navnet C. Alexandra og slog sig ned i utlandet, særlig i Rom, hvor hun levet omgivet av kunstnere og lærde; to ganger besøkte hun Sverige efter sin tronfrasigelse. Begravet i St. Peterskirken. </chapter> <chapter name="Christina"> Christīna, Maria (1806—78), datter av Frans I av Begge Sicilier; gift 1829 med Ferdinand VII av Spanien og ved hans død 1833 regentinde for datteren Isabella (1830—1904). Hun maatte kjæmpe med Karlistoprøret indtil 1839, men 1840 tvang en alm. opstand hende til at overdrage regentskapet til Espartero og forlate Spanien; 1844 vendte hun tilbake, hjemkaldt av general Narvaez og øvet siden stor indflydelse paa Spaniens styrelse i reaktionær retning, indtil en opstand 1854 forjog hende. 1833 egtet hun hemmelig en livgardist Fernando Muñoz (1808—73), egteskapet blev officielt 1844, og Muñoz utnævntes til hertug av Rianzares. </chapter> <chapter name="Christine"> Christīne (1461—1521), d.-n. dronning, datter av kurfyrst Ernst av Sachsen og søster til Fredrik den vise, egtet 1478 kong Hans. Hun er mest kjendt for sit utholdende forsvar av Stockholms slot okt. 1501—mai 1520, efter hvilket hun var et aars tid i svensk fangenskap. Hendes interessante husholdningsregnskaper er utg. 1904 av W. Christensen. </chapter> <chapter name="Christine"> Christīne (1521—90), d. prðnsesse, regentinde i Lothringen, yngste datter av Christian II og Elisabeth, hvem hun fulgte i landflygtighet 1523. Efter morens Christina Augusta. død opdroges hun i Nederlandene og egtet 1534 hertug Frans II av Milano, som døde aaret efter. Efter at adskillige andre egteskaper var opgit, egtet hun 1541 Frans I av Lothringen, som døde 1545, hvorefter hun nogen aar styrte Lothringen for sin søn og senere en tid levet i Nederlandene, indtil hun efter sønnens regjeringstiltrædelse vendte tilbake til Lothringen. Den skjønne og høit begavede dame glemte aldrig sine krav paa den danske trone, og især under den nordiske Syvaarskrig førte hun et vidtdrevent intrigespil bl. a. med Wilh. v. Grumbach og Peder Oxe, for at danne en koalition mot Danmark. Det lykkedes dog ikke, og C. levet sine sidste aar i Italien; død i Alessandria. </chapter> <chapter name="Christine de Pisan"> Christine de Pisan [kristi′n də pizã′] (1363—1431), fr. digterinde, f. i Venedig. Hun fulgte sin far, der som berømt astronom blev kaldt til den franske konge Karl V’s hof, giftet sig 15 aar gammel, men blev tidlig enke og søkte trøst i litteraturen. Har skrevet ballader, et digt om Jeanne d’Arc og en livsskildring av kong Karl V, som er en av de vigtigste kilder til den tids historie. </chapter> <chapter name="Christmas"> Christmas [kri′sməs] (eng.), «kristmesse», Kristi dag (25 december), jul. C.-box, «julekasse», julegave. </chapter> <chapter name="Christmas"> Christmas [kri′sməs]. 1. Ø i det Indiske Hav, 360 km. sydvest for Java, 15 km. lang, 15 km. bred og 400 m. høi, omgit av koraller, bedækket av tropisk urskog. Et par tusen indb., kinesere, malaiere og nogen europæere, som er beskjæftiget i øens rike kalkfosfatleier. C. tilhører England. — 2. Ø i Stillehavet, 1° 57′ n. br. og 157° 27′ v. l Atol, ca. 150 km. i omkreds med en stor lagune i midten. Tilhører England. </chapter> <chapter name="Christmas pantomime"> Christmas pantomime [kri′sməs pǽntəmaim], julepantomime, engelske teaterstykker, blandinger av opera, ballet og feeri, bygget over eventyr og utstyret med største pragt; den første opførelse foregaar 26 decbr. C. p. stammer fra 17 aarh. </chapter> <chapter name="Christoffer"> Christoffer, danske konger. 1. C. I (1219—59), konge 1252—59, yngste søn av Valdemar II og Berengaria, var som ung en tid i fængsel i Schwerin, fik siden Lolland som len; deltok under Erik Plogpenning i Abels kampe mot ham. Efter Abels død valgtes han til konge, men maatte kjæmpe med Valdemar Abelssøn, som støttedes av de holstenske grever, og laa samtidig i strid med Norge og Sverige. I Kolding 1253 maatte han gi Valdemar Sønderjylland som len, men inddrog det efter hans død 1257. Indre og ydre splid opfyldte C.s regjering; 1256 utbrøt bondeoprør, og med erkebispen Jakob Erlandssøn laa han i bitter feide. 1259 lot han ham fængsle og hindret det paabudte interdikt. Da han derefter samlet tropper i Jylland mot Jarimar av Rügen (s. d.) o. a. fiender, døde han pludselig i Ribe, efter sigende forgiftet av abbed Arnfast. — 2. C. II (1276— 1332), konge 1320—26 og 1329—32, næstældste søn av Erik Klipping, utførte 1294 paa en brutal maate Jens Grands fængsling, laa iøvrig tidlig i strid med broren Erik Mændved, som 1303 gav ham Estland og 1306 Halland. 1307 indgik han forbindelse med landets fiender og synes at ha stræbt Erik efter livet; maatte derfor en tid opholde sig i utlandet. Mot Eriks advarsel valgte stormændene ham 1320 til konge, efter at ha utstedt en meget haard haandfæstning. Han begyndte med at føre en ikke uheldig utenrikspolitik, men hans ødselhet og troløshet støtte stormændene bort, og da C. efter hertug Erik av Sønderjyllands død 1325 kom i strid med de holstenske grever Johan og Gerhard, fandt disse støtte i Danmark. C. maatte flygte, og Valdemar Erikssøn valgtes til konge 1326. Ved Johans hjælp vendte C. 1329 tilbake, men han maatte pantsætte saa godt som hele riket til greverne, især efter at han 1331 var blit slaat av Gerhard ved Danevirke. Sit sidste levet han paa Lolland i største usselhet. Med Eufemia av Pom-