Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
733 Civilproces 734
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
beviserne for de retslig bestemmende kjendsgjerninger,
saaledes at dommeren maa nøie sig med det
bevismateriale parterne har samlet. Alene i den juridiske
vurdering av de paaberopte kjendsgjerninger staar
dommeren ubunden av parternes procedure. Denne
uwvirksomme stilling som dommeren indtar, staar i
forbindelse med den regel at processen er skriftlig (undtagen
delvis i Høiesteret) og bevisbedøgmmelsen middelbar.
Dommeren har under hele processens gang regelmæssig
intet kjendskap til saken før den er optat til doms.
Som følge herav faar dommeren intet herredømme over
processen under dens gang. De midler vor gjældende
c. har til at motarbeide sakens forhaling, er de
processuelle mulkter for vidtløftig procedure samt den
saakaldte eventualmaksime, d. v. s. den grundsætning at
alle angreps- og forsvarsmidler skal fremføres første
gang der var opfordring og anledning til det. Men
eventualmaksimen haandhæves ikke av dommeren paa
embeds vegne; dertil har han jo ingen adgang, naar
han ikke kjender saken. Desuten har lovgivningen
gjentagne ganger, senest ved lov av 4 juni 1892, søkt at
hindre unødige utsættelser. Men en saadan forskrift er
vanskelig at haandhæve i en udelukkende skriftlig proces.
Og det har vist sig at intet av disse midler har været
tilstrækkelige. — Ved kgl. res. av 3 jan. 1891 blev der
nedsat en kommission til at forberede en reform av
lovgivningen om den civile retspleie med mundtlighet og
bevisumiddelbarhet som princip. Dens formand var
oprindelig riksadvokat Getz, senere professor (nu minister)
Hagerup og efter ham riksadvokat Smedal, men
kommissionen kunde paa grund av forskjellige
omstændigheter først paabegynde sit arbeide i 1898. Den avgav
i 1902 utkast til lov om domstolene, senere utkast til
lov om rettergangsmaaten for tvistemaal og til lov om
tvangsfuldbyrdelse. Disse tre utkast har dannet
grundlaget for de av regjeringen senere fremsatte lovforslag
til reform av den civile retspleie, som i stortingsperioden
1910—12 blev gjennemgaat av Stortingets forsterkede
justiskomité. Denne avgav med høiesteretsassessor
Hagerup Bull som formand og ordfører indstilling om
samtlige tre utkast den 1 juli 1912. Denne indstilling kom
dog ikke under behandling av Stortinget før i næste
stortingsperiode og efterat der gjennem
odelstingsproposition nr. 10 for 1913 var fremsat nyt forslag til lov
om domstolene, om rettergangsmaaten for
tvistemaal og om tvangsfuldbyrdelse, hvorom
justiskomitéen med Hagerup Bull som formand og
ordfører avgav ny indstilling. Disse love blev vedtat den
13 aug. 1915, men deres ikrafttrædelse blev samtidig
utsat. Til disse love knytter sig civilprocesreformens
bilove, nemlig lov om skifte- og konkurssaker
av 21 juli 1916, om vidners og sakkyndiges
godtgjørelse av 21 juli 1916, om skjøn,
ekspropriationsaker og odelsløsning av 1 juni 19317,
lov om forandringer i sportelloven av 36 april
1918, lov av 14 aug. 1918 om utdrag av ankesaker
i Høiesteret og lov av 14 aug. 1918 om offentlige
auktioner og licitationer. Endelig slutter sig
hertil en særskilt lov om forandringer i
straffeprocesloven og lov av 14 aug. 1918 om tiden for den
civile rettergangsordnings ikrafttræden.
Denne fikseres her for samtlige ovennævnte love til
1 jan. 1923 og lovens bestemmer videre, hvilke ældre
lovbestemmelser samtidig ophæves eller forandres.
Naar man skal gien oversigt over hovedtrækkene
i procesmaaten efter de nu vedtagne love,
gjøres dette bedst ved at gjennemgaa hver av de nye
almindelige domstoler og redegjøre for disses organisation.
De almindelige domstoler er 1. forliksraadet, 2.
herreds- eller byretten, 3. lagmandsretten,
4. Høiesterets kjæremaalsutvalg, 5.
Høiesteret. — 1. Forliksraadet. I enhver kommune skal der
være et forliksraad, som bestaar av 3 forliksmænd med
varamænd og hvis formand vælges av kommunestyret.
Forliksmændene vælges for 3 aar av dem som i
forliksraadkredsen har stemmeret ved kommunale valg. Amtmænd,
embedsmænd ved paatalemyndigheten og praktiserende
sakførere kan ikke være forliksmænd, heller ikke
embedsmænd i dømmende stilling inden sin egen
embedskreds. Lensmænd vil derimot kunne vælges til
forliksmænd, men vil isaafald ikke kunne fungere som
fuldmægtig for nogen av parterne ved inkasso, uttagelse av
forliksklage eller møte, da saadan befatning med saken
efter loven medfører inhabilitet som dommer.
Forliksraadet har en mæglende og en døommende myndighet. —
Mæglingen. Den som vil reise søksmaal, maa først
indkalde sin motpart til mægling i forliksraadet, hvis
loven ikke anderledes bestemmer. Fra nødvendigheten
av saadan mægling undtar loven bl. a. vekselsaker,
sjøretssaker og saker mellem handlende, naar tvisten
gjælder retshandler som for begge parters vedkommende er
foretat i eller for deres bedrift. I de undtagne tilfælde
kan altsaa saksøkeren indbringe saken direkte for retten.
Han kan imidlertid ogsaa kræve forliksbehandling ved
forliksraadet. Foretrækker han dette, gjælder reglerne
om dom i forliksraadet ogsaa i saadanne saker.
Forliksklagen indgives til raadets formand enten mundtlig
ved personlig fremmøte for denne eller skriftlig. Den
skal indeholde en kort forklaring av hvad der er sakens
gjenstand. Hvis klagen indeholder en bestemt paastand
og klageren i uteblivelsestilfælde vil ha dom av
forliksraadet, skal det i formandens indkaldelsespaategning
uttrykkelig sies at dom i uteblivelsestilfælde kan bli
avsagt paa grundlag av klagerens fremstilling av sakens
sammenhæng. Møter parterne enten personlig eller ved
lovlig fuldmægtig og forliksraadet, efter at ha paahørt
forklaringerne, finder at kunne gjøre sig op en bestemt
mening om hvad ret eller billighet tilsier, bør det søke
at bringe forlik istand. Opnaaes dette, føres det ind i
retsboken og underskrives av parterne. Uteblir
indklagede, skjønt lovlig varslet, kan klageren forlange saken
utsat eller henvist til retten. Hvis betingelserne herfor
forøvrig er tilstede, kan han ogsaa kræve at
forliksraadet avsier uteblivelsestom. —Forliksraadet som
domstol. Kommer forlik ikke istand, kan
forliksraadet i visse tilfælde selv paadømme saken efter mundtlig
retsforhandling. Betingelsen for saadan forhandling er
dog for det første at nogen av parterne forlanger det.
Dette kan enhver av parterne gjøre: 1. i saker som
behandles ved fast eiendoms verneting, det vil si saker
om fast eiendoms grænser, om servitut over fast
eiendom og om erstatning for skade paa fast eiendom. Dog
maa tvistgjenstandens værdi ikke overstige 1000 kroner;
2. i tvistemaal om andre formueskrav, naar værdien
ikke er over 250 kroner. Desuten kan i gjældssaker
klageren forlange dom helt til en værdi av 1000 kroner,
hvis indklagede enten er uteblit uten lovlig forfald eller
møter og erkjender sin pligt til at betale hovedstolen,
uten at dog forlik kommer istand. I disse tilfælde er
altsaa forliksraadet som regel pligtig til paa begjæring
at avsi dom. Dette gjælder dog ikke, hvis forliksraadet
selv finder at saken er saa vanskelig eller litet oplyst,
at den ikke egner sig til domsbehandling i forliksraadet.
Da skal den paa begjæring henvises til retten. Er
forliksraadet efter mæglingen straks paa det rene hermed,
kan det negte at overføre saken til domsforhandling i
forliksraadet for at spare unødig procedure her.
Uanset værdigrænse kan forliksraadet avsi dom naar begge
parter møter og ønsker dom, og forliksraadet samtykker
heri. Forlanger ingen av parterne efter mæglingen doms-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
