Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
735 Civilproces 736
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
behandling, eller er betingelserne herfor ikke tilstede,
blir saken paa klagerens begjæring at henvise til retten.
Kræves derimot domsforhandling, begynder denne i
samme møte hvor mæglingen sluttes. Mens denne sidste
foregaar for lukkede dører, er domsforhandlingen
offentlig og mundtlig. I retsboken indføres bare det
væsentlige, saasom paastande eller erkjendelser av motpartens
paastande. Som procesfuldmægtig eller retslig
medhjælper kan en part her benytte enhver fuldmyndig person,
som ikke er fradømt stemmeret — undtagen sakførere
og deres fuldmægtige og betjente. Den juridiske
indsigt vil saaledes regelmæssig ikke være repræsentert i
forliksraadet. Raadet kan avhøre parter, vidner og
sakkyndige, men ikke motta ed eller forsikring. Pligtig til
at møte som vidner for raadet er bare de som bor eller
opholder sig i forliksraadkredsen. En begrænsning av
raadets domskompetense ligger ogsaa deri at saken som
regel ikke kan utsættes uten at begge parter samtykker.
Ellers maa domsforhandlingen bringes til ende i det
samme møte hvor mæglingen begyndte, medmindre
saken behandles paa aastedet, da raadet efter begjæring
kan utsætte saken én gang. Dom avsies straks eller
senest inden 1 uke. Den kan paaankes inden 2
maaneder til herreds- eller byretten, for hvilken ret ogsaa
anken skal erklæres. Lovens regler om ankebehandling
faar ellers her tilsvarende anvendelse; dog skal saken
ikke hjemvises til ny behandling i forliksraadet, om
dettes dom ophæves av herreds- eller byretten paa
grund av feil i saksbehandlingen. Nogen værdigrænse
gjælder ikke. — Uteblivelsesdomme. Likeoverfor
de saakaldte «uteblivelsestomme», som kan avsies naar
en part, skjønt lovlig varslet, er uteblit, uten at det er
oplyst eller sandsynlig at han har lovlig forfald, har den
nye lov i alle instanser, saaledes ogsaa i forliksraadet,
aapnet den uteblevne adgang til et nyt retsmiddel
istedenfor anke, nemlig «opfriskning». Han kan kræve
ny berammelse og behandling av saken i samme instans.
Begjæring om opfriskning maa fremsættes til raadets
eller vedsommende rets formand inden 1 maaned. Forat
den skal tages tilfølge, maa den uteblevne godtgjøre at
han har betalt de saksomkostninger som ved
uteblivelsesdommen er ilagt ham, eller at han har deponert
disse. Dog kan han fritages herfor, hvis han
sandsynliggjør at uteblivelsen skyldes lovlig forfald. Disse
omkostninger maa den uteblevne betale, selv om den nye
dom forandres til hans fordel. Han blir heller ikke av
denne grund fri for at tilsvare omkostningerne ved
opfriskningssaken. Er imidlertid uteblivelsesdommen
avsagt med urette eller det under opfriskningssaken
godtgjøres at den tidligere uteblivelse skyldtes lovlig
forfald, som ikke i tide har kunnet oplyses, gjælder de
almindelige regler om saksomkostninger ved begge
saksbehandlinger. Kommer forliksraadet eller vedkommende
ret i opfriskningssaken til samme resultat som
uteblivelsestommen, skal denne stadfæstes. I motsat fald
skal der træffes ny avgjørelse, som da erklærer
uteblivelsestommen for ophævet. En betimelig fremsat
begjæring om opfriskning, som tages tilfølge, stanser en
av den anden part begjæret anke og ankefristens løp.
Anke over en uteblivelsestom kan den uteblevne bare
erklære paa grund av feil i retsanvendelsen eller
saksbehandlingen. Erklærer han anke, er derved opfriskning
frafaldt. Ender ogsaa opfriskningssaken med
uteblivelsesdom overfor den part som har forlangt opfriskningen,
maa han for at faa ny opfriskning godtgjøre at den nye
uteblivelse ikke kan lægges ham tillast. — 2. Herreds-
og byretten. Efter nærmere bestemmelse av Kongen
skal riket inddeles i domssogn for herreds- og byretterne
under væsentlig hensyntagen til den nuværende
underretsinddeling. Ethvert domssogn skal efter sin størrelse
enten utgiøre en retskreds eller deles i flere, som kaldes
tinglag. Herreds- eller byretten skal ha en eller flere faste
dommere, som i byerne kaldes bydommer, paa landet
herredsdommer. I den enkelte sak gjør dog bare en fast
dommer tjeneste, men retten sættes under
hovedforhandling med tilkaldelse av domsmænd efter nærmere regler
i loven. Efter nærmere bestemmelse av Kongen kan en
eller flere av herreds- eller byrettens forretningsgrener,
f. eks. sjørets- eller handelsretssaker, i større domssogn
styres selvstændig av en av de faste dommere eller
henlægges til særskilte embedsmænd, saaledes auktioner eller
skifte- og konkurssaker. Derimot kan efter den nye lov ikke
nogenslags saker henlægges fra en retskreds til en anden
tilstøtende retskreds, saaledes som forholdet nu bl. a. er
ordnet for sjøretssaker med jurisdiktion for byernes
sjøret ogsaa i tilstøtende landdistrikter. For enhver
retskreds (tinglag) skal der være et fast retssted. For større
tinglag kan amtmanden ogsaa bestemme flere faste
retssteder. Naar det er hensigtsmæssig, kan retten dog ogsaa
sættes paa andre steder inden tinglaget. Efter Kongens
nærmere bestemmelse skal herreds- og byretterne ogsaa
ha faste tingdage, som retten selv fastsætter. I de
retskredser hvor der ikke anordnes faste tingdage, sættes
ret til de tider som dommeren finder tjenlig. Ogsaa i
retskredser med faste tingdage kan ret sættes til andre
tider. Dette gjøres uten særskilt utgift for parterne i
alle tilfælde hvor særlige hensyn, f. eks. sakens
vidtløftighet, gjør det nødvendig. Hvis nogen part ellers
ønsker det og overtar utgifterne dermed, kan ekstraret
altid kræves. — Stevning. Naar en sak er henvist til
retten, maa stevning indgives til den inden et aar fra
henvisningsdagen. Ellers maa saken paany indbringes
for forliksraadet. Stevningen indgives til retten enten
mundtlig eller gjennem processkrift. Faar retten en
mundtlig henvendelse, skal retten sætte op stevningen
som processkrift og undertegne den sammen med parten.
Benytter parten sakfører, maa denne altid utfærdige
processkrift. Stevningen maa ikke indeholde utredning
av rets- eller bevisspørsmaal i større utstrækning end
nødvendig for at forklare sammenhængen. Den maa
derimot indeholde en bestemt angivelse av det krav som
saksøkeren gjør gjældende, og de omstændigheter som
han støtter det paa, samt den paastand han vil
nedlægge. Den bør ogsaa nævne de bevis som saksøkeren
agter at føre, og det fornødne om tid og sted for
hovedforhandling og om tilkaldelse av domsmænd. Finder
dommeren at søksmaalsgrunden aabenbart ikke kan
hjemle paastanden, bør han gjøre saksøkeren
opmerksom herpaa. Finder dommeren at saken paa embeds
vegne maa negtes fremme, og mangelen ikke rettes efterat
saksøkeren er gjort opmerksom paa den, avvises saken.
— Saksforberedelsen. Finder dommeren at saken kan
fremmes, sørger han først for en forberedende behandling,
enten giennem personlig møte av parterne eller gjennem
skriftveksling, eftersom han synes den ene eller anden
fremgangsmaate passer bedst. Saksforberedelsen har til
maal saavidt mulig at skaffe tilveie de nødvendige
betingelser for at hovedforhandlingen kan føres til ende
uten utsættelse. Den skal efter loven finde sted i alle
tvistemaal undtagen vekselsaker, hvorom gjælder
særskilte paaskyndende regler. Loven gir selv anvisning
paa den skriftlige forberedelse i alle tilfælde hvor møte
av begge parter paa samme tid og sted vilde være
forbundet med uforholdsmæssig ulempe eller bekostning,
eller hvor nogen av parterne ikke pligter at møte for
retten og heller ikke vedtar at møte frivillig,—
Partsavhørelsen. Parternes personlige avhørelse er et
vigtig led i forhandlingen og bevisførelsen under det nye
system. Parterne har derfor i det væsentlige samme
meøtepligt som vidner. Indkaldes der til hovedforhand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
