Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Civilproces
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
741
Civilproces
742
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
den skjønsmæssige del av saken, saaledes f. eks. en
skades størrelse, og lægger da til grund for avgjørelsen
alle foreliggende oplysninger, saaledes uttalelser av
sakkyndige. At retten uten begjæring av nogen av
parterne eller endog mot disses ønske opnævner sakkyndige,
vil imidlertid ikke gjøres uten særlig nødvendighet. De
med ethvert rettergangsskridt forbundne omkostninger
utredes av den part som begjærer det, eller i hvis
interesse retten beslutter at foreta det. De maa betales
forskudsvis eller deponeres i retten med et tilstrækkelig beløp. Hvis
retten finder det paakrævet at fremme et rettergangsskridt
uten nogen dækning eller utlægger penger til nogen
procesutgift for en uformuende part, har statskassen efter
opgave fra retten utpantningsret for sit refusionskrav.
— Herreds- ogbyrettens sammensætning ved
hovedforhandling. Herom bestemmer loven at 2
domsmænd skal delta 1. i saker som behandles ved
fast eiendoms verneting, 2. i saker om retsforhold som
hører under sjøfartsloven, 3. i andre saker, naar det
begjæres av nogen av parterne eller retten finder det
ønskelig. I vekselsaker og saker til stadfæstelse av
utenlandske retsavgjørelser tilkaldes dog ikke domsmænd.
I ethvert domssogn skal der være et almindelig utvalg
av domsmænd for herreds- og byretssaker, fælles for
tvistemaal og straffesaker. Utvalgets antal, som avhænger
av det aarlige antal retsdage i domssognet, fordeles
mellem dettes kommuner efter folkemængden. Ved siden
herav skal der for ethvert lagsogn være et utvalg av
domsmænd for tvistemaal ved lagmandsret. Utvalgets
antal fordeles mellem lagsognets kommuner efter
folkemængden. Hver kommune skal mindst ha 4
domsmænd for herreds- og byretssaker og 1 domsmand for
lagmandsretssaker. I de kommuner som Kongen
bestemmer, skal der desuten være et særskilt utvalg av
domsmænd som har særlig kyndighet i handel, sjøvæsen,
haandverk og bygningsvæsen. Av dette uttages domsmænd
baade til herreds- og byretssaker og til lagmandsretssaker.
Kongen bestemmer nærmere hvilke av disse bedrifter
utvalget skal omfatte i de enkelte kommuner, og
antallet av domsmænd for hver bedrift efter uttalelse
herom fra vedkommende kommunestyre. Disse 3
utvalg vælges av kommunestyret hvert 3dje aar blandt
mænd og kvinder som er 35 aar, vederheftige og valgbare
til kommunale valg. Loven sier at der bare bør vælges
folk som paa grund av sin retsindighet, dygtighet og
selvstændighet ansees for særlig skikket til hvervet. Til
de særlige utvalg bør desuten bare vælges folk som
gjennem sin virksomhet er blit særlig kyndige i en eller
flere av de bedrifter som utvalget omfatter, eller som
har godtgjort sin kyndighet gjennem en avlagt prøve.
I byerne kan kommunestyret overdrage valget av disse
utvalg til formandskapet i forening med
mandtalsføreren. Hovedregelen ved uttagning av domsmænd er
at de skal uttages ved lodtrækning av de almindelige
utvalg, henholdsvis blandt alle domssognets eller
lagsognets kommuners domsmænd. I større domssogn
paa landet kan der dog efter Kongens bestemmelse
oprettes flere lodtrækningskredser og bestemmes at
domsmænd til herredsretten bare skal trækkes fra
den kreds retten holdes i. Naar kyndighet i handel,
sjøvæsen, haandverk eller bygningsvæsen er av
betydning for saken, skal derimot domsmændene uttages
av de særlige utvalg i vedkommende retskreds
(tinglag eller lagsogn) og opnævnes efter tur av herreds-
eller bydommeren eller lagmanden blandt dem som er
særlig kyndige i den bedrift som der i saken spørges
om. Lagmandens opnævnelse sker indenfor samtlige
særlige utvalg i lagsognets kommuner. For at skaffe
retten den fornødne fagindsigt har loven imidlertid ikke
indskrænket sig hertil. Av domstollovens § 88 følger
nemlig bl. a. at retten i den enkelte sak ved kjendelse
kan beslutte at opnævne domsmænd av det
almindelige utvalg eller utenfor utvalgene, eller utenfor
retskredsen naar det er nødvendig, fordi der trænges særlig
kyndighet. Herav følger for det første at naar en sak
hører hjemme i en retskreds som ikke har særlig
utvalg for nogen av de i loven nævnte 4 bedrifter, men
sakens art nødvendiggjør særskilt kyndighet i en av
disse bedrifter, kan retten skaffe domstolen den
fornødne fagindsigt ved efter kjendelse at opnævne
domsmænd som er i besiddelse herav, i eller utenfor det
almindelige utvalg. Men dernæst følger det av § 88 at
der i alle retskredser er adgang til i eller utenfor
utvalgene at faa opnævnt domsmænd med szærlig
fagindsigt i andre bedrifter end de av loven nævnte 4, naar
retten finder det nødvendig for saken og ved kjendelse
beslutter dette. Av hensyn til lovens paabud om at
der i sjøretssaker altid skal delta domsmænd, maa
man anta at der regelmæssig i kystdistrikterne vælges
særskilte utvalg av sjøkyndige ogsaa i landkommunerne.
Efter den nuværende procesordning er der som bekjendt
bare anordnet handels- og haandverksretter for byerne.
Efter den nye lov kan der nu efter nærmere bestemmelse
av Kongen ogsaa anordnes særskilte utvalg for handels-,
haandverks- og bygningskyndighet i landkommuner som
har bebov derfor. Naar de i loven nævnte særlige
utvalg er oprettet indenfor den retskreds hvor saken
anlægges, kan enhver av parterne forlange at
domsmændene uttages ved opnævnelse av dette utvalg, naar
saken er av den art at særlig kyndighet i en av disse
bedrifter er av betydning. Selv om ikke parterne
forlanger det, kan retten i saadanne retskredser av egen
drift gjøre det, hvis den anser det ønskelig, uten at
særskilt kjendelse er paakrævet. Retten er ved sin
opnævnelse her bundet til utvalget og kan ikke anvende
§ 88, medmindre det er nødvendig for at skaffe
uhildede domsmænd. — Hovedforhandlingen. Retten
kan prøve mægling mellem parterne paa ethvert trin
av saken. Forhandlingen er mundtlig, og dens gang
nedtegnes efterhvert i retsboken. Møter begge parter,
skal formanden opfordre saksøkeren og dernæst saksøkte
til at fremstille sin sak mundtlig for retten til
begrundelse av sine paastande og opgivelse av sine bevis samt
til uttalelse om motpartens anførsler. Møter parten ved
sakfører, vil han gi denne fremstilling. Rettens formand
kan derefter avhøre parten personlig, naar han er
tilstede, og bør som regel gjøre det, før vidner og
sakkyndige avhøres. Er der uoverensstemmelser med
tidligere anførsler i retsbok eller processkrift, bør
formanden gjøre parten eller hans sakfører opmerksom
herpaa og kan i tilfælde bestemme at saadan tidligere
forklaring skal oplæses. Ogsaa de andre dommere kan
rette spørsmaal til parterne. Partsforklaring under
hovedforhandling nedtegnes ikke i retsboken uten efter særskilt
beslutning av retten i visse lovbestemte tilfælde. Derimot
indføres i retsboken paastande og bevisopgaver, forsaavidt
de ikke indeholdes i tidligere retsbok eller i processkrift,
som kan vedlægges og henvises til. Likesaa indføres
indsigelser som gjælder fremme av saken og rettens
avgjørelser eller paalæg i den anledning. Granskning
foretar den dømmende ret selv, hvis den kan gjøre det
uten særlig uleilighet, saaledes av ting som let kan
bringes frem til retsstedet. Gjælder tvisten fast
eiendoms grænser, skal ved hovedforhandling for herreds-
og byret hele den dømmende ret ogsaa foreta
granskning paa aastedet, naar det begjæres av nogen av
parterne. Ellers kan den dømmende ret ved kjendelse
beslutte at overlate granskning av fast eiendom eller ting
som maa undersøkes paa stedet, til to av sine
medlemmer eller til herreds- eller byretten paa aastedet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
