Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
763
Clemenceau
764
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
nervøse ophidselse som fulgte efter Orsinis (s. d.)
attentat mot Napoleon III, og blev stillet i utsigt deportation
til Algerie uten foregaaende dom (han kom dog kun til
Marseille). Den dag lovet den 17-aarige gut sin far at
hevne ham. «Hvis du vil hevne mig, saa arbeid!»
var svaret. I sin politiske virksomhet har C. ofte hat
dette minde for øie. — 1860 kom C. til Paris som
medicinsk student og optraadte som ivrig republikaner.
Efter at ha fuldendt sine studier reiste han til de
Forenede Stater, var en tid lærer i fransk ved en høiere
pikeskole ved New York og egtet senere en av sine elever,
Mary Plummer. Efter keiserdømmets fald traf C. som
Montmartres maire med dygtighet forberedelser til
forsvaret av Paris. I hans flammende oprop gjenkjender
man seierherren fra 1918. Under kommunen søkte han
forgjæves at mægle mellem denne og Thiers, men blev
mistænkt i begge leire og maatte endog en tid holde sig
skjult i sin hjemtrakt. — Som medlem av
nationalforsamlingen stemte C. mot den fred som prisgav
Alsace-Lorraine, men nedla kort
efter sit mandat, da han
faldt ved et kommunalt
valg. 1871 satte
Montmartre sin gamle maire
ind i Paris’
kommunalraad, hvis formand han
blev 1875. Næste aar blev
han Montmartres
repræsentant i
deputeretkammeret, krævet i sin
jomfrutale amnesti for alle
av politiske grunde
dømte, og fasthold sit krav
til det 4 aar efter skedde
fyldest. C. blev hurtig
frygtet som ypperlig taler
| og skarp debattant; hans
Î b program var en
republikansk samling om fuld
gjennemførelse av det
1789 begyndte store verk
gjennem en omfattende demokratisering av forfatningen.
Kun saaledes kunde den nødvendige arbeidsro skaffes. Av
hensyn til Tyskland krævet C. landets forsvarsmidler
styrket. Ut fra disse synspunkter maatte han med dyp mistillid
se paa Gambettas og Ferrys politik, som syntes at glemme
landet bak Vógeserne for asiatiske og afrikanske
eventyrtogter, og hvis kolonipolitik bare var egnet til at lede
tankerne bort fra den indre utvikling, som for C. stod
som det foreløbig vigtigste. Paa dette tidspunkt synes
C. at ha delt den almindelige opfatning, at
kolonipolitikken førtes efter Bismarcks tilskyndelse. I en
storpolitisk tale 10 nov. 1881 brøt C. staven over
regjeringens politik, kammeret fulgte ham, og Ferry maatte
demissionere. Selve Gambetta tok nu ledelsen, men
delte efter 71 dage skjæbne med sin ven og forgjænger.
«Ministerstormeren» hadde begyndt sin virksomhet. Ofte
har man bebreidet C. denne; han har da svaret: «Jeg
har bare styrtet ett ministerium; for det var altid det
samme.» Juli 1882 angrep C. igjen kolonipolitikken.
Fransk-eng. intervention i Ægypten mot den av Arabi
pasja (s. d.) reiste nationale bevægelse stod da paa
dagsordenen, og C. bekjæmpet den under feltropet «Ægypten
for ægypterne» og seiret.— Hans omfattende
parlamentariske arbeide medførte ikke sjelden dueller, bl. a. med
Jaurès, Deschanel og Déroulède. Panamaskandalen 1892
gav hans parlamentariske virke foreløbig en braa
avbrytelse; man fandt ut at Cornelius Herz (s. d.) hadde hat
nogen aktier i C.s organ «La Justice», og dette var nok
til at beskylde C. for at ha mottat bestikkelse, og ved
Georges Clemenceau.
valget s. a. blev han kastet. I sit nødtvungne politiske
otium dyrket C. sine kunstneriske og litterære interesser
ved omgang med mænd som Alph. Daudet, E. de
Goncourt, Monet, Rodin, Raffaëli og Carrière. I elegante
artikler gav han uttryk for sin paa Darwins lære
byggede livsopfatning; i «Le grand Pan» sammenfatter han
denne i ordene «der gives intet sandere end at ville,
end at gjøre livet større». Sterk vegt lægger han paa
handlingen, som han endog kalder livets middel og maal.
Med sin darwinisme forbandt han en sterk følelse for
den svakeres ret. — C. ansaa oprindelig Dreyfus for
landsforræder, men kom snart til den motsatte
overbevisning og gav 13 jan. 1898 i sit organ «L’Aurore» plads
for Zolas brev til præsidenten: «J’accuse», og han
fortsatte i flere aar kampen for Dreyfus. — 1902 blev C.
valgt til senator for depart. Var og blev s. a. formand
for hærutvalget og utvalget for utenrikske anliggender.
13 mars 1906 blev han indenriksminister under Sarrien,
hvem han 19 okt. s. a. avløste (blandt dem som ikke
ønsket at fortsætte under C., var R. Poincaré). Til
utenriksminister tok han Stephan Pichon, til justisminister
Briand, til trafikminister Barthou, til finansminister
Cailleaux, mens Viviani blev arbeidsminister og Dreyfus’
uforfærdede forsvarer Picquart krigsminister. Under
C.s ministerium hjemsøktes landet av vældige streiker,
som truet med at føre til borgerkrig, likesom
gjennemførelsen av Combes’ (s. d.) love om statens og kirkens
adskillelse tilfaldt ham. Begge dele løste C. med
fasthet og klokt maatehold. Ministeriets faste
utenrikspolitik tvang Tyskland til diplomatisk tilbaketog i
Casablanca (s. d.) 1908, samtidig med at det gode forhold
til England, Rusland og Italien yderligere utvikledes.
Under en voldsom debat i depuretkammeret 1909 forløp
C. sig overfor Delcassé og indgav derpaa sin demission,
idet han anviste Briand som efterfølger. Denne erklærte
sig villig, hvad der ikke hadde været meningen, og C.,
som aldrig kunde glemme det, saa nu i Briand en
dødsfiende. Da Briand ved præsidentvalget 1912 i forstaaelse
med de moderate og konservative grupper opstillet R.
Poincaré som kandidat, søkte C. uten held at samle de
radikale grupper om Pams; men det lykkedes ham 1913
at styrte Briand, som var blit ministerpræsident efter
Poincaré, paa spørsmaalet om forholdstalsvalg, som C.
ansaa for uheldig. Han støttet lojalt Briands efterfølger
Barthou ved gjennemførelsen av den treaarige
tjenestetid. — 1913 var det lykkes C., som like fra
studenterdagene hadde utfoldet en omfattende journalistisk
virksomhet, at grunde et blad «L’ Homme libre». Især fra
aarskiftet 1914 pekte han i en række artikler, som ikke
med urette er blit sammenstillet med Demosthenes’
Philippika, paa den fare som truet fra øst. Og da krigen
kom, stod C. som talsmand for den nationale enhet. I
anledning av G. Brandes’ uttalelser om at Danmark
ikke kunde ønske at motta Sønderjylland av et seierrikt
Frankrike, svarte C. ham i stolte ord, at hellere end at
se en franskmand uttale sig saaledes vilde han se sit
fædreland oversvømmet av fiender, ja knust. — C. krævet
en fast politik under kamrenes kontrol. Men man frygtet
den gamle ministerstormer. Hans artikler undertryktes,
hans blad suspendertes, men dagen efter kaldte han det
«L’ Homme enchaîné», og under det nye navn syntes
dets utbredelse dag for dag at stige, ikke mindst ved
fronterne. Han kjæmpet voldsomt mot den
fredspropaganda som truet med at undergrave de første
krigsaars forsvarsaand. I en mesterlig tale fremdrog han
27 juli 1917 Almereydas tyskorienterte agitation i bladet
«Bonnet rouge» for senatet og førte ansvaret helt op i
regjeringens kontorer, hvorfra opholdstilladelserne til
fiendtlige undersaatter utgik. En maaned senere forelaa
indenriksminister Malvys demission, faa uker efter hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
