Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
765
Clemens
766
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
kabinettet Ribots. Præsidenten mente ikke at kunne
samarbeide med C. og forsøkte et ministerium Painlevé,
som dog blev sittende bare nogen uker. Da, mens fienden
gik frem paa alle fronter og seierstilliden i Frankrike
syntes brutt, vendte Poincaré sig til C., som 76 aar
gammel overtok magten i det vanskeligste øieblik i
Frankrikes historie. Selv overtok han krigsministeriet,
Pichon blev utenriksminister, Klotz finansminister;
desuten optoges Soucheur, Boret, Nail, Leyges og Pams i
ministeriet. Belært av erfaringen fra 1909 sammensatte
C. sit kabinet av folk som stod ham personlig nær.
Med enestaaende energi og kraft, som skaffet ham
tilnavnene «den gamle tiger» og «seirens far», kastet C.
sig over organiseringen av seiren. Han blev aldrig træt
og aldrig tvilte han. Da den tyske hær i mars 1918
truet Paris, forkyndte han for hele verden sin tro paa
en fuldstændig seier og sin vilje til at føre krigen helt
igjennem. Under indtrykket av den fælles fare
lykkedes det ham at overbevise Lloyd George og Sir Douglas
Haig om nødvendigheten av enhet i kommandoen, og
paa maanedens sidste dag forelaa Fochs utnævnelse til
generalissimus. 18 juni begyndte det tyske tilbaketog,
som resulterte i vaabenstilstanden 11 nov. 1918. Krigen
var vundet, og faa dage efter kunde C. og Poincaré
under endeløs begeistring holde indtog i Strasbourg. —
17 jan. 1919 holdt fredskongressen sit første møte i
Versailles, og paa Wilsons forslag valgtes C. enstemmig
til dens præsident. 19 jan. foretok anarkisten Cottin
et attentat paa C., som blev haardt saaret, men hans
jernsterke konstitution muliggjorde ham dog at
fortsætte arbeidet, og 2 okt. kunde fredstraktaten (se
Verdenskrigen og Frankrike) vedtages av parlamentet
med 372 stemmer mot 53. Ved parlamentsbeslutning
uttaltes at C. og Foch hadde gjort sig fortjent av
fædrelandet, og C. blev medlem av akademiet. Med fast haand
var C. skredet ind mot pacifisternes virke; Almereyda
og Bolo pasja dømtes til døden, Cailleaux (s. d.) dømtes
til fængsel, og C. syntes gjennem sine anklager mot
Malvy at ville trække selve Briand for retten. Det
da ikke uten grund, naar parlamentsmedlemmerne ved
præsidentvalget, hvor C. lot sig opstille, av frygt for
hans diktatoriske tilbøieligheter samlet sig om Deschanel
(s. d.), som i første omgang fik de fleste stemmer. C.
trak sig da tilbake og reiste faa dage efter paa
rekreationsreise til Ægypten. — Fredstraktaten er ofte betegnet
som C.s verk. Den synes da ogsaa ofte at være C.s
tanker, omsat i Wilsonske formler og modificert av
Lloyd George (støttet av Nitti). C., som ikke trodde
paa nogen evig fred, saa det som sin hovedopgave at
stille Frankrike saa sterkt som mulig samtidig med,
at der skaptes en række nationalstater, som maatte søke
tilknytning til Frankrike. Nu da seiren var vundet,
ansaa han en utvidelse av det franske kolonirike for
fuldt forsvarlig og glemte ikke dette, om end de
europæiske spørsmaal for ham stod over de oversjøiske. —
Av C.s verker skal nævnes «La melée sociale» (1895),
«Le grand Pan» (1896), romanen «Les plus forts» (1898),
«L’iniquité» (1899), «Vers la république» (1899), «Au
fil des jours» (1900), «Aux embuscades de la vie» (1903),
«La honte» (1903), «Dans les champs de pouvoir» (1913),
«La France devant l’Allemagne» (1916), og dramaet «Le
voile de bonheur» (opført 1901), med emne fra Kina,
1919 oversat til og opført paa kinesisk paa foranledning
av den kinesiske fredsdelegation. [Litt.: Ducroy, «C.»,
d. overs. 1918; G. Geffroy, «C.», 1920, S. C. Hammer,
«Gambetta og C.», 1918.]
Clemens, paver. 1. C. I el. C. fra Rom (Romanus),
ifølge traditionen, omend med urette, nævnt som
apostelen Peters anden eller tredje (fjerde) eftermand som
biskop i Rom. Det saakaldte første C.-brev, avfattet
var
mellem 93—97 i Rom, gir os de eneste paalidelige
oplysninger om hans liv. Han har været en ledende
personlighet i den rom. menighet, paa hvis vegne han skriver
til menigheten i Korinth og irettesætter den paa grund
av nogen indbyrdes stridigheter. Den senere tradition
beretter snart at han har været Paulus’ medarbeider i
Filippi (Filip. 4, 3), snart at han var den konsul Titus
Flavius C., fætter av Domitian, som skal ha lidt
martyrdøden aar 95. Disse beretninger er dog litet
sandsynlige. Det er ogsaa med urette at man har tillagt
ham skrifterne: andet C.-brev, Clementinerne (s. d.) og
de apostoliske konstitutioner. Første C.-brev er
derimot utvilsomt egte og henregnes til de saakaldte
apostoliske fædre. Det foreligger i norsk oversættelse
(«Vidnesbyrd fra kirkefædrene», IV, Kra. 1881). — 2. C. II,
pave 1046—47, het oprindelig Suidger og var biskop av
Bamberg. Som pave søkte han at motarbeide simonien.
— 8. C. III, 1080—1100, motpave mot Gregor VII, men
aldrig anerkjendt. — 4. C. III, 1187—91, oprindelig Paolo
Scolari. Da Jerusalem 1187 faldt i de vantroes hænder,
lykkedes det ham at bringe det saakaldte tredje
korstog istand. — 5. C. IV, 1265—68, oprindelig Guido Le
Gros, franskmand, først advokat og raadsherre ved
Ludvig IX’s hof, gik av sorg over sin hustrus død i kloster,
blev biskop, kardinal og tilsidst pave. Arbeidet paa at
tilintetgjøre Hohenstaufernes indflydelse og oplevet denne
slegts undergang. — 6. C. V, 1305—14, oprindelig
Bertrand de Got, av aquitansk adelsslegt, tok paa Filip den
smukkes opfordring bopæl i Avignon i Frankrike,
hvorved han indledet pavernes «babyloniske fangenskap».
Beskyldtes for gjerrighet, nepotisme, simoni og
usedelighet. Ophævet 1312 efter Filips ønske Tempelherrernes
orden (s. d.). — 7?. C. VI, 1342—852, oprindelig Pierre
Roger, fr. benediktinermunk, overvandt den tyske konge
Ludvig av Bayern og fik Karl IV valgt til konge. Utskrev
1350 et nyt jubelaar. Førte et pragtfuldt hof i Avignon.
— 8. C. VII, 1378—94, motpave. — 9. C. VIII, 1425—29,
motpave. 10. C. VII, 1523—34, oprindelig Giulio
Medici, uegte søn av Giuliano Medici, som blev myrdet
i domkirken i Firenze 1478. Søkte at danne et forbund
mot Karl V; dette førte til at Rom blev erobret av de
keiserlige tropper (6 mai 1527). Paven blev beleiret i
Engelsborg og maatte slutte fred paa haarde vilkaar.
Derefter kronet han keiseren i Bologna 1530. Hans
haab om ved keiserens hjælp at undertrykke
reformationen mislykkedes, da han ikke kunde bekvemme sig
til at gaa ind paa keiserens ønske om et koncilium.
nder hans papat løsrev ogsaa England sig fra
romerkirken, da C. ikke vilde give Henrik VIII dispensation
til at skille sig fra sin dronning. — 11. C. VIII, 1592
—1605, oprindelig kardinal Ippolito Aldobrandini, søkte
med held ved Frankrikes hjælp at sætte grænser for
Spaniens mægtige indflydelse. Holdt 1600 jubelaar i
Rom. S. a. blev Giordano Bruno brændt som kjetter.
— 12. C. IX, 1667—69, oprindelig Giulio Rospigliosi,
søkte forgjæves at bilægge den jansenistiske strid. —
13. C. X, 1670—76, oprindelig Emilio Altieri av Rom,
blev pave 80 aar gammel. — 14. C. XI, 1700—21,
oprindelig Giovanni Francesco Albani fra Urbino, var en
lærd og dygtig pave, som rundhaandet sørget for kunst
og videnskap. Stod under den spanske arvefølgekrig
paa Bourbonernes side, og kom derved i strid med den
østerrikske keiser. Stillet sig paa jesuiternes side
overfor jansenismen. 15. C. XII, 1730—40, oprindelig
Lorenzo Corsini fra Firenze. Under hans styrelse led
pavestolen en række politiske nederlag. — 16. C. XIII,
1758—69, oprindelig Carlo Rezzonico fra Venedig, var
en from, men svak pave. Da flere katolske stater
begyndte at utvise jesuiterne, søkte han ved flere edikter
at forsvare ordenen. Disse faldt imidlertid magtesløse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
