Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
881
Crispin—Crocus
882
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
del uvilje mot ham. Jan. 1861 fik han sæte i det ital.
deputeretkgammer, hvor han, skjønt radikal, erklærte
kongemagten for enhetens midtpunkt i Italien. Han
var ogsaa imot Garibaldis tog mot Rom 1867. 1876
valgtes C. til kammerets formand og foretok 1877 en
reise i utlandet, som især fik betydning paa grund av
det bekjendtskap han sluttet med Bismarck. Dec. 1877
blev C. utenriksminister, men maatte mars 1878 vike,
anklaget for bigami. Selv om domstolene gav ham
medhold i at hans første egteskap paa grund av formelle
feil ikke kunde være bindende, vendte uviljen sig dog
saa sterkt mot C. at han gik av. Som oppositionens
fører bekjæmpet han nu regjeringen, indtil han 1887
blev indenriksminister under Depretis og efter dennes
død (juli s. a.) tillike ministerchef og utenriksminister.
Som saadan ledsaget han 1889 kongen til Berlin. Varm
tilhænger av tripelalliancen, hvori han saa en garanti
for fredens bevarelse. Endvidere satte C. kraft ind paa
skabelsen av en ital. kolonimagt i Øst-Afrika. Indadtil
vedtoges 1888 en utvidet
stemmeret til provins- og
kommuneraad, samt 1890
en lov om milde
stiftelsers forvaltning, som
unddroges presterne. Jan.
1891 gik C. av, da han
motsatte sig
hærutgifternes nedsættelse, men den
voksende nød og uro bar
ham (dec. 1893) atter
frem til roret. Med fast
haand knuste han
oprørsbevægelsen paa
Sicilien og arbeidet med
energi paa finansernes
forbedring. Dog
rokkedes hans stilling ved
skandalprocessen mot Banca
Romanas bestyrelse, av
hvilken Giolitti beskyldte
C. for at ha mottat penger. C. stevnet Giolitti og
opløste kammeret, og de nye valg (juni 1895) gav ham
majoritet, saa at han nu næsten indtok en diktators
stilling. Med kraft kvaltes uroen, men forbitrelsen mot
C. gav sig luft i flere mordforsøk mot ham.
Kolonipolitikken, som avfødte krigen med Abessinien og
italienernes nederlag, hitførte endelig C.s fald mars 1896.
C. frifandtes vel av domstolen for oppositionens
ærekrænkende beskyldninger mot ham, men der uttaltes
dog en misbilligelse av hans forhold (1898). Straks efter
dommen nedla C. sit mandat som parlamentsmedlem,
men gjenvalgtes med stor majoritet i Palermo. [Litt.:
Ibsen, «Mænd og magter» (1894).]
Crispin [krispǣ′], tjenerskikkelse i den franske
komedie; oftest lystig, undertiden dum.
Crispīnus, pseudonym for Riis, C. P.
Crispinus og Crispiniānus, romerske helgener og
martyrer, som ifølge legenden under Diocletians
forfølgelse flygtet til Soissons, hvor de ernærte sig som
skomakere. For at hjælpe de fattige skal de ha stjaalet lær
fra velhavende garvere (derav crispinader, d. e.
velgjerninger paa andres bekostning); omtr. 287 blev de fængslet
og kastet i en kjel med kokende bly. De betragtes som
skomakernes særlige helgener, deres helgendag er 35 okt.
Cri′spus, ældste søn av Konstantin den store,
utmerket undervist av Lactantius, 317 utnævnt til Cæsar
(d. e. medregent), kjæmpet heldig mot franker og
alamanner; men 326 lot hans far ham dræpe i Pola i
Istrien, maaske efter tilskyndelse av sin hustru Fausta,
maaske ogsaa av misundelse.
Francesco Crispi.
Crista′llo, Monte, fjeldtop i Alperne, paa grænsen
av Tirol og Italien, en av Dolomiternes høieste topper,
3199 m.
Cristīnos, tilhængere av Kristina Maria, dronning av
Spanien, i karlistkrigen. 1833—40.
Cristus, Petrus (?2—1472), nederl. maler. Utdannet
under indflydelse av Jan van Eyck; synes senere
paavirket av van der Weyden og Bouts. Fra 1443 bosat i
Brūügge. Portrætter, religiøse emner og de første nederl.
genrebilleder.
Crittenden [kri′tndən], John Jordan (1787—1863),
nordamer. statsmand, ivrig national, ven av H. Clay, hvem
han støttet i hans kompromisbestræbelser i
slavespørsmaalet. Var attorney general 1841—42 og 1850—55 samt
oftere medlem av senatet. Efter ved mæglingsforslag at
ha søkt at hindre borgerkrigen støttet han med kraft
Lincoln efter dens utbrud. 1861 blev han medlem av
repræsentanternes hus og stillet her sin berømte
resolution om at krigens formaal var «at forsvare og
opretholde forfatningens supremati og bevare unionen uten
formindskelse av staternes rettigheter».
Crive′lli, Carlo (ca. 1430—efter 1493), ital. maler
av den venetianske skole. Utdannet under indflydelse
av skolen i Parma, særlig Mantegna. Daterte billeder
fra 1468 til 1493. Middelaldersk mystik, stille sværmeri,
ynde og ømhet i madonnafigurer og helgeninder veksler
med rasende smerte og dramatisk, lidenskabelig
bevægelse. Hans figurer er i begyndelsen kraftige og kantede,
senere slanke og sirlige, næsten sykelig forfinede. Han
elsker en besnærende pragt av guldindvirkede stoffer,
metalsmykker, ædelstener og farvede marmorarter og gir
i sine billeder disse ting en illusorisk
virkelighetsvirkning ikke blot ved lysende farver og anvendelse av
meget guld, men endog ved at utføre dem i relief.
C. har mange berøringspunkter med det 19 aarh., og
med rette er han blit sammenlignet med kunstnere
som maleren Gustave Moreau og forfatteren Huysmans
(à rebours). Hans bedste verker findes i England og i
Brera i Milano.
Crnagora [tšər-], «Det sorte fjeld», det serbiske
(indfødte) navn paa Montenegro.
Crny [tšə′rni], serbisk slegt, se Kara-Georg,
Karageorgevitsj.
Croce [krå′tše], Benedetto (1866—), ital. forfatter,
har skrevet en mængde verker om teatervæsen, æstetik,
filosofi, Syditaliens politiske historie, neapolitansk
litteraturhistorie o. a., deriblandt det meget betydelige
verk «Estetica come scienza dell’ espressione e
linguistica generale. 1I. Teoria. II. Storia» (1 utg. 1902; fr.
overs. 1904; t. overs. 1905). Siden 1903 utgir C. det
udmerkede «La c«ritica».
Croce [krå′tše], Giovanni (1560—1609), ital. musiker,
en av den venetianske skoles betydeligste komponister,
kirkekapelmester i Venedig. Sonater, motetter,
madrigaler, cantiones sacræ, messer, salmer, magnifikater.
Cro′cus, i Middelhavsegnene hjemmehørende, ganske
lave, liljeblomstrede vekster, hvorav nogen dyrkes og
hører til vore vakreste planter i den tidlige vaar eller i
de sene høstmaaneder. Tidligblomstrende er c. aureus
med store, gule og c. vernus med blaa og hvite
blomster i flere nuancer, mens c. speciosus, som er vakkert
blaa med mørke aarer, c. susianus, som er guldgul med
brunt, og den fiolette c. sonatus samt den mørkfiolette
c. sativus først blomstrer fra september av. Den
sidstnævnte (eg. en form av denne c. s., var. autumnalis,
«safranplanten») har en lang, gul griffel som i toppen
deles i tre lange, mørkerøde ar av en krydret lugt og
smak. Disse ar gir i tørret tilstand safran, som anvendes
i medicinen og desuten som farvestof, især til bakverk.
Safranplanten dyrkes fleresteds i Mellem- og Sydeuropa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
