881 Crispin—Crocus 882 Ord som ikke findes under C, maa søkes under K. del uvilje mot ham. Jan. 1861 fik han sæte i det ital. deputeretkgammer, hvor han, skjønt radikal, erklærte kongemagten for enhetens midtpunkt i Italien. Han var ogsaa imot Garibaldis tog mot Rom 1867. 1876 valgtes C. til kammerets formand og foretok 1877 en reise i utlandet, som især fik betydning paa grund av det bekjendtskap han sluttet med Bismarck. Dec. 1877 blev C. utenriksminister, men maatte mars 1878 vike, anklaget for bigami. Selv om domstolene gav ham medhold i at hans første egteskap paa grund av formelle feil ikke kunde være bindende, vendte uviljen sig dog saa sterkt mot C. at han gik av. Som oppositionens fører bekjæmpet han nu regjeringen, indtil han 1887 blev indenriksminister under Depretis og efter dennes død (juli s. a.) tillike ministerchef og utenriksminister. Som saadan ledsaget han 1889 kongen til Berlin. Varm tilhænger av tripelalliancen, hvori han saa en garanti for fredens bevarelse. Endvidere satte C. kraft ind paa skabelsen av en ital. kolonimagt i Øst-Afrika. Indadtil vedtoges 1888 en utvidet stemmeret til provins- og kommuneraad, samt 1890 en lov om milde stiftelsers forvaltning, som unddroges presterne. Jan. 1891 gik C. av, da han motsatte sig hærutgifternes nedsættelse, men den voksende nød og uro bar ham (dec. 1893) atter frem til roret. Med fast haand knuste han oprørsbevægelsen paa Sicilien og arbeidet med energi paa finansernes forbedring. Dog rokkedes hans stilling ved skandalprocessen mot Banca Romanas bestyrelse, av hvilken Giolitti beskyldte C. for at ha mottat penger. C. stevnet Giolitti og opløste kammeret, og de nye valg (juni 1895) gav ham majoritet, saa at han nu næsten indtok en diktators stilling. Med kraft kvaltes uroen, men forbitrelsen mot C. gav sig luft i flere mordforsøk mot ham. Kolonipolitikken, som avfødte krigen med Abessinien og italienernes nederlag, hitførte endelig C.s fald mars 1896. C. frifandtes vel av domstolen for oppositionens ærekrænkende beskyldninger mot ham, men der uttaltes dog en misbilligelse av hans forhold (1898). Straks efter dommen nedla C. sit mandat som parlamentsmedlem, men gjenvalgtes med stor majoritet i Palermo. [Litt.: Ibsen, «Mænd og magter» (1894).] </chapter> <chapter name="Crispin"> Crispin [krispǣ′], tjenerskikkelse i den franske komedie; oftest lystig, undertiden dum. </chapter> <chapter name="Crispinus"> Crispīnus, pseudonym for Riis, C. P. </chapter> <chapter name="Crispinus og Crispinianus"> Crispinus og Crispiniānus, romerske helgener og martyrer, som ifølge legenden under Diocletians forfølgelse flygtet til Soissons, hvor de ernærte sig som skomakere. For at hjælpe de fattige skal de ha stjaalet lær fra velhavende garvere (derav crispinader, d. e. velgjerninger paa andres bekostning); omtr. 287 blev de fængslet og kastet i en kjel med kokende bly. De betragtes som skomakernes særlige helgener, deres helgendag er 35 okt. </chapter> <chapter name="Crispus"> Cri′spus, ældste søn av Konstantin den store, utmerket undervist av Lactantius, 317 utnævnt til Cæsar (d. e. medregent), kjæmpet heldig mot franker og alamanner; men 326 lot hans far ham dræpe i Pola i Istrien, maaske efter tilskyndelse av sin hustru Fausta, maaske ogsaa av misundelse. Francesco Crispi. </chapter> <chapter name="Cristallo"> Crista′llo, Monte, fjeldtop i Alperne, paa grænsen av Tirol og Italien, en av Dolomiternes høieste topper, 3199 m. </chapter> <chapter name="Cristinos"> Cristīnos, tilhængere av Kristina Maria, dronning av Spanien, i karlistkrigen. 1833—40. </chapter> <chapter name="Cristus"> Cristus, Petrus (?2—1472), nederl. maler. Utdannet under indflydelse av Jan van Eyck; synes senere paavirket av van der Weyden og Bouts. Fra 1443 bosat i Brūügge. Portrætter, religiøse emner og de første nederl. genrebilleder. </chapter> <chapter name="Crittenden"> Crittenden [kri′tndən], John Jordan (1787—1863), nordamer. statsmand, ivrig national, ven av H. Clay, hvem han støttet i hans kompromisbestræbelser i slavespørsmaalet. Var attorney general 1841—42 og 1850—55 samt oftere medlem av senatet. Efter ved mæglingsforslag at ha søkt at hindre borgerkrigen støttet han med kraft Lincoln efter dens utbrud. 1861 blev han medlem av repræsentanternes hus og stillet her sin berømte resolution om at krigens formaal var «at forsvare og opretholde forfatningens supremati og bevare unionen uten formindskelse av staternes rettigheter». </chapter> <chapter name="Crivelli"> Crive′lli, Carlo (ca. 1430—efter 1493), ital. maler av den venetianske skole. Utdannet under indflydelse av skolen i Parma, særlig Mantegna. Daterte billeder fra 1468 til 1493. Middelaldersk mystik, stille sværmeri, ynde og ømhet i madonnafigurer og helgeninder veksler med rasende smerte og dramatisk, lidenskabelig bevægelse. Hans figurer er i begyndelsen kraftige og kantede, senere slanke og sirlige, næsten sykelig forfinede. Han elsker en besnærende pragt av guldindvirkede stoffer, metalsmykker, ædelstener og farvede marmorarter og gir i sine billeder disse ting en illusorisk virkelighetsvirkning ikke blot ved lysende farver og anvendelse av meget guld, men endog ved at utføre dem i relief. C. har mange berøringspunkter med det 19 aarh., og med rette er han blit sammenlignet med kunstnere som maleren Gustave Moreau og forfatteren Huysmans (à rebours). Hans bedste verker findes i England og i Brera i Milano. </chapter> <chapter name="Crnagora"> Crnagora [tšər-], «Det sorte fjeld», det serbiske (indfødte) navn paa Montenegro. </chapter> <chapter name="Crny"> Crny [tšə′rni], serbisk slegt, se Kara-Georg, Karageorgevitsj. </chapter> <chapter name="Croce"> Croce [krå′tše], Benedetto (1866—), ital. forfatter, har skrevet en mængde verker om teatervæsen, æstetik, filosofi, Syditaliens politiske historie, neapolitansk litteraturhistorie o. a., deriblandt det meget betydelige verk «Estetica come scienza dell’ espressione e linguistica generale. 1I. Teoria. II. Storia» (1 utg. 1902; fr. overs. 1904; t. overs. 1905). Siden 1903 utgir C. det udmerkede «La c«ritica». </chapter> <chapter name="Croce"> Croce [krå′tše], Giovanni (1560—1609), ital. musiker, en av den venetianske skoles betydeligste komponister, kirkekapelmester i Venedig. Sonater, motetter, madrigaler, cantiones sacræ, messer, salmer, magnifikater. </chapter> <chapter name="Crocus"> Cro′cus, i Middelhavsegnene hjemmehørende, ganske lave, liljeblomstrede vekster, hvorav nogen dyrkes og hører til vore vakreste planter i den tidlige vaar eller i de sene høstmaaneder. Tidligblomstrende er c. aureus med store, gule og c. vernus med blaa og hvite blomster i flere nuancer, mens c. speciosus, som er vakkert blaa med mørke aarer, c. susianus, som er guldgul med brunt, og den fiolette c. sonatus samt den mørkfiolette c. sativus først blomstrer fra september av. Den sidstnævnte (eg. en form av denne c. s., var. autumnalis, «safranplanten») har en lang, gul griffel som i toppen deles i tre lange, mørkerøde ar av en krydret lugt og smak. Disse ar gir i tørret tilstand safran, som anvendes i medicinen og desuten som farvestof, især til bakverk. Safranplanten dyrkes fleresteds i Mellem- og Sydeuropa.