Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
907
Cuttings—Cyankalium
908
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
Cuttings [k»′tiz],
plankekap.
Cuvette [kyvæ′t] (fr.), vaskefat, f. eks. til fotografisk
bruk; i lommeure den indre dækplate, som beskytter
urverket.
Cuvier [kyvje′], Georges Léopold Chrétien
Frédéric Dagobert, baron (1769—18832), fr.
naturforsker, 1802 professor i anatomi ved Jardin des Plantes,
hvor han grundla de zool. samlinger. 1831 pair av
Frankrike. C. har utgit en række epokegjørende
zoologiske og geologiske arbeider. I «Le règne animal,
distribué d’après son organisation» (4 bd. 1817),
opstillet han en ny inddeling
av dyreriket, grundlagt paa
komparativ anatomi, mens
man før kun hadde tat
hensyn til enkelte, ofte ydre
kjendemerker. Han paaviste
videre at der hos hvert dyr
findes en række
sammenhørende («korrelative»)
bygningsforhold, saa at man av
kjendskapet til et eneste
organ kan drage slutninger
med hensyn til dyrets hele
bygning; ved hjælp herav
kunde han rekonstruere
utdøde dyreformer, av hvilke
man kun kjendte enkelte
skeletdele. Hans
undersøkelser over de fossile
hvirveldyr har været
banebrytende for vort kjendskap til disse. I «Recherches sur les
ossements fossiles des quadrupèdes» (4 bd. 1812—13) viser
han at de utdøde dyr er forskjellige fra nutidens, og at
de i de ældste jordlag avviker sterkest. Men at de
nulevende skulde nedstamme fra fortidens, antok C. ikke.
Hver geologisk periode var skilt fra den nærmest
foregaaende og nærmest efterfølgende ved naturrevolutioner
(«kataklysmer»), som tilintetgjorde alt organisk liv, og
som nødvendiggjorde en ny skabelse av planter og dyr,
forskjellige fra den foregaaende periodes.
Cuxhaven, se Kuxhaven.
Cuyabá, Sydamerika. 1. Rio C., elv i det midtre
Brasilien, løper syd til Paraguays bielv São Lourenco. —
2. Hovedstad i den brasilianske prov. Matto Grosso
under 15 ° 36 ′ s. br. ved Rio C., 219 m. o. h., med 30000
indb. (1917). Grundlagt 1720 av guldgravere;
hovedoplagssted for gummi.
Cuyp, se Cuijp.
Cuyūūni, elv i det nordlige Sydamerika, utspsinger
paa Sierra de Rincote i sydøstlige Venezuela, rinder
nordøst, saa øst ind i britisk Guayana, hvor den ved
Penal falder i Essequibos æstuarium. Længde 950 km.
Cuzco, Sydamerika. 1. By i det sydlige Peru paa en
av de østlige Andes-kjeder, vest for elven Urabambas
dal, 3496 m. o. h., den næststørste by i landets indre
med 30 000 indb. Hovedstad i depart. C. C., i
indianernes øine endnu en hellig by, var Inka-rikets
midtpunkt og et hovedsæte for ketsjuafolkets kultur med
mægtige, pragtfulde templer og paladser, nu i ruiner.
I det store soltempel stod i en med guldplater smykket
hal solens billede av guld og med ædelstener. Ved
siden av laa soljomfruernes kloster og kongeborgen.
Erobret av spanierne 1533 blev C. ødelagt ved
ildebrand av ketsjuaindianerne 1536, men snart efter
gjenopbygget. — 2. Depart. i søndre Peru, 404 845 km.:
med (1896) 438 646 indb. (1 pr. km.′.).
Cuzzōni, Francesca (1700—70), ital.
operasangerinde, kaldt «den gyldne lyre», vandt især berømmelse
grove paklerreter.av jute;
Georges Cuvier.
ved Håndels operaforetagende i London, hvor hun
rivaliserte saa sterkt med Faustina Bordini, at de slos
for aapen scene. Giftet sig siden med komponisten
og klavervirtuosen Sandoni og fristet efter mislykkede
kunstreiser tilslut livet med haandarbeide.
Cvijič [tsvi′jitš], Jovan (1865—), serbisk geograf og
geolog, 1893 professor i Belgrad. C. har i studieøiemed
foretat talrike reiser i Balkanlandene, Østerrike, Italien og
Lilleasien; hans arbeider omhandler særlig karst- og
glaciale dannelser.
Cwt. fork. betegnelse for eng. hundredweight (s. d.).
Cy, kemisk betegnelse for atomgruppen cyan (CN),
som i de forbindelser hvor den optræder, forholder sig
som et enkelt enværdig atom («radikal»).
Cy′amus, hvallus (s. d.).
Cyān er en ufarvet, meget giftig gas, sammensat
C2aN2. Ved avkjøling til — 21° C. fortættes den til en
ufarvet væske. Den kan opløses baade i vand og i
spiritus og brænder med rødlig flamme til kuldioksyd
og frit kvælstof. — C. fremstilles ved ophetning av
c.-kviksølv, Hg(CN)2. C. forholder sig i flere
henseender analogt med grundstoffet klor. Det kan
forbinde sig direkte med vandstof til c.-vandstof eller
blaasyre, HCN. Denne er selv ufarvet, men har sit
navn av at den kan fremstilles av visse blaa
farvestoffer (berlinerblaat). Som syre betragtet er blaasyren
meget svak, derimot har den overordentlig sterke
fysiologiske virkninger og er maaske det mest giftige av
alle kjendte stoffer. I koncentrert tilstand frembringer
det momentan død ved indaanding.
Cyanamīd, NCNH2, faaes som et krystallinsk legeme,
naar klorcyan ledes ind i en æterisk opløsning av
ammoniak. Dets vigtigste forbindelse er kalcium-c., CaCN2,
ogsaa kaldt blot c. eller kalkkvælstof, som fremstilles
teknisk ved at lede kvælstof over kalciumkarbid ved
høi temperatur efter ligningen CaC2 t N2g CaCN»2 + C.
Det synes at ha en stor fremtid som kvælstofholdig
gjødningsmiddel og fabrikeres i store mængder i Norge
av «The North-Western Cyanamide Co., lItd.» i Odda,
Hardanger. Norge er det land som producerer mest
av denne vare.
Cyānea, brendmanæt (se Manæter).
Cyanīder el. cyanmetaller er forbindelser av
cyan og metaller. C. fremstilles som oftest enten ved
metaloksyders opløsning i cyanvandstof eller, naar de er
uopløselige, ved at fælde en opløsning av metallets salt
med cyankalium. Alkalimetallernes c. er dog opløselige og
faaes i regelen av det gule blodlutsalt (se Cyankalium);
de spaltes i vandig opløsning langsomt allerede av
luftens kulsyre under utvikling av blaasyre. De tunge
metallers c. er uopløselige og dekomponeres ved
ophetning. Eiendommelig for c. er de mange dobbeltsalter
mellem forskjellige c.; saaledes opløses de tunge metallers
c. i et overskud av cyankalium under dannelse av et
opløselig dobbelt-c.; saadanne finder utstrakt anvendelse
i galvanoteknikken.
Cyanit (disthen), et triklint krystalliserende mineral,
som bestaar av et aluminiumsilikat (Al2SiO2).
Krystallerne har i regelen en meget langstrakt form og én
god spaltningsretning. Haardheten er forskjellig i de
forskjellige retninger, saa mineralet med lethet lar sig
ridse med kniv efter én retning, mens det ikke lar sig
ridse efter en anden. Alm. er farven blaaagtig eller
grønlig, men ogsaa farveløse, hvite og graa varieteter
forekommer. C. forekommer isar i
regional-metamorfoserte bergarter.
Cyankālium, KCN, er blaasyrens eller
cyanvandstoffets kaliumsalt, det fremstilles i regelen ved at
smelte gult blodlutsalt; det kan ogsaa faaes ved at lede
ammoniakgas over en glødende blanding av potaske og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
