Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
909
Cyanose—Cykle
910
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
kul. En blanding av c. og cyannatrium, som i de fleste
tilfælde kan erstatte c., faaes ved at smelte gult
blodlutsalt med natrium eller soda. C. danner en krystallinsk
masse som er let opløselig i vand. Denne opløsning
reagerer alkalisk og lugter av blaasyre, fordi luftens
kulsyre langsomt driver blaasyren ut. Det anvendes i
stor utstrækning ved galvanisk forgyldning, forsølvning
og fornikling. Store mængder anvendes ogsaa ved
cyanidprocessen (s. d.). Det er meget giftig.
Cyanōse, er den medicinske fællesbetegnelse for alle
tilstande som forløper med utpræget blaafarvning av huden.
Skyldes hjertesvækkelse (klappefeil o. a.) samt
lungesygdomme (som lungebetændelse), hvorved det mørkere
venøse blod stuves op i huden. Se ogsaa Blaasott.
Cyanotypī, fotografisk kopieringsmetode, basert paa
den egenskap ved visse jernoksydsalter at de under lysets
paavirkning omdannes til jernoksydulsalter, samt paa
gult og rødt cyanjernkaliums evne til med henholdsvis
jernoksyd og jernoksydulsalter at gi et mørkeblaat
uopløselig bundfald. Kopieringen sker ved gjennem
originalen at belyse et med f. eks. jernklorid (FeCl3)
imprægnert papir, hvorved der under originalens klare
partier dannes jernkloryr (FeCl2). Ønsker man nu
positiv kopi av en positiv original, f. eks. en tegning,
fremkalder man med gult cyanjernkalium, hvorefter
kopiens belyste dele kan utvaskes, mens de ubelyste
blir staaende. Ønsker man derimot positiv kopi av
et fotografisk negativ eller negativ kopi av en tegning,
maa man fremkalde med rødt cyanjernkalium,
hvorefter de ubelyste dele av kopien kan utvaskes. Under
blaakopiering (s. d.) er angit en nemmere proces,
hvorved fremkaldelse og kopiering foretages samtidig.
Cyānsyre, NCOH, findes som kaliumsalt, NCOK,
ofte sammen med cyankalium i handelsvaren av dette
navn. Den dannes ogsaa av cyankalium ved oksydation,
f. eks. ved smeltning med moønje. Merkelig er c.s
Cyclo′stomi, se Rundmundede.
Cydōnia (d. kvæde), slegt av eplefamilien, busker
med haarede frugter; frøskallet danner slim. C. vulgaris
er en fra Orienten stammende prydbusk med store,
vakre, rosenrøde blomster, hvis bladagtige bægerblade
blir sittende om de gule, vellugtende frugter. Anvendes
ogsaa ved podning som grundstamme for pærer. C. ja-
ponica fra Japan og Kina dyrkes i mange varieteter
med forskjellige nuancer i blomsterfarverne og med
enkelte eller fyldte blomster. C.-frø er paa grund av
slimdannelsen i skallet officinelle.
Cy′gnus, 1. (zool.), se Svaneslegten; 2.
se Svanen.
Cygnǣus, Fredrik (1807—81), finsk forfatter, blev
1839 docent i historie ved universitetet i Helsingfors og
var 1854—67 professor i moderne litteraturhistorie og
æstetik sammesteds. Som universitetslærer fik C. stor
betydning, ikke mindst ved sin varme
fædrelandskjærlighet og sit frisind, men som forfatter kom han ikke til
at spille nogen rolle. Hans sprog var tungt og hans
form uheldig; størst betydning har hans kritiske arbeider,
bl. a. «Om Fåänrik Ståls sägner» (1861) og «Om Johan
Ludvig Runeberg» (1873).
Cygnǣus, Uno (1810—88), bekjendt finsk skolemand.
Han virket som lærer i Viborg og Petrograd, studerte
fremmede landes skolevæsen paa mange reiser, blev i
1861 overinspektør over Finlands folkeskolevæsen og
senere medlem av overstyrelsen for landets hele
undervisningsvæsen. Skoleloven av 1866, som har fortjenesten
av at ha hævet den almindelige folkeoplysning til et høit
standpunkt, er væsentlig hans verk.
Cykle (græ. kyklos, kreds, hjul) er den nu gjængse
benævnelse for det sidste led i utviklingsrækken:
velociped, bicykle, bicyklette (el. «safety»). Idéen til
(astron.),
| grundtypen for disse kjøretøier med to i linje anbragte
ammoniumsalt, NCONH4, som ved ophetning gaar over ]
til urinstof (s. d.).
Cyāanvandstof, se Cyan.
Cyatheāceæ, tropisk bregnefamilie med mange
træhjul skyldes friherre v. Drais (1816). De oprindelige
velocipeder hadde som nutidens c. et styre til dreining
av forhjulet og en sadel til at bære rytterens vegt, men
| fremdrivningen skedde ved med taaspidsen at sparke
agtige, ofte meget anselige arter, som likesom palmerne ]
har bladene samlet til en krone i stammens top. Nogen
arter er prægtige prydplanter i veksthuse, saaledes
cyathea dealbata og c. medullaris, begge fra Ny-Seeland.
Cycādaceæ, se Konglepalmer.
| vandt almindelig utbredelse,
Ccas, slegt av konglepalmernes familie, indbefat- ]
tende trær med knoldformet eller søileformet, oftest
ugrenet stamme med en krone av store, fjærdelte,
læragtige og fleraarige blade. I vekst ligner de palmerne,
mens bladene i meget minder om bregnerne.
Hunplanten mangler egentlig blomst, idet frugtbladene sitter
sammen med løvblade og lavblade og fremkommer
avvekslende med dem. Frugtbladene ligner løvbladene
av form, idet de er fjærflikede, men de er mindre end
disse og bærer paa hver side av midtnerven et litet ]
antal frøemner. Hanplanternes blomster ser ut som
store kongler; de bestaar av talrike støvblade med et ]
stort antal støvsækker paa undersiden. 16 arter i det
tropiske Asien, Australien og Polynesien. C. revoluta
fra Japan er et par m. høi og har indtil 2 m. lange
blade. Av den stivelsesrike marv tilberedes der en slags
sago. Paa grund av sit værd som dekorationsplante
dyrkes denne art i gartnerierne. De vakre, lange blade
brukes meget til kranser ved begravelser og kaldes
gjerne «palmegrener». C. circinalis fra Ostindien har
bredere bladavsnit end foregaaende; den dyrkes sjeldnere.
Cyclāmen, se Alpefiol.
Cycli′tis, betændelse i øiets corpus ciliare, se Iritis.
Cy′clops, vandloppe, art av kopepoder (s. d.).
Cyclo′pterus, se Rognkjeks.
bakut mot jorden (planche, fig. 1). Omtr. aar 1860
forbedredes velocipeden ved anbringelse av forhjulspedaler
(fig. 2), omkring 1880 fremkom de høie bicykler (fig. 3
med gummiringer og kulelagere, og fem aar senere
bicykletter med kjedeutveksling (fig. 4), som dog først
da de til en begyndelse
massive gummiringer omkr. 1890 erstattedes av luftringer
(Dunlop pneumatics), hvorved c. i hovedsaken naadde
sin nu brukelige og tilsyneladende endelige skikkelse.
De senere aars utvikling har ikke bragt nye levedygtige
typer, kun forbedringer av detaljerne, samtidig med at
salgsprisen er dalet sterkt. — Den moderne c. (fig. 5
og 6) bestaar av et staalrørstativ med sadel, forgaffel
og styre, pedaler og utveksling, to hjul (oftest 70 cm. i
diameter), undertiden ogsaa bremse. Stativet el. rammen
har normalt den i fig. 6 viste form, men ændres for
damecykler som vist i fig. 5, idet det øverste vandrette
rør er sænket, hvorved opstigningen blir lettere.
Forgaflen, hvortil styret er fæstet, gaar gjennem stativets
forreste rør og er dreielig om to kulelagere. Forhjulets
dreining under kjørselen tjener ikke blot til styring, men
muliggjør ogsaa balanseringen. Forgaflen er noget
heldende, og gaffelgrenene er bøiet fremover; herved opnaaes
det at forhjulets stilling blir stabil, saa at man ogsaa
kan kjøre uten at røre styret, idet man baade styrer
og balanserer ved at beøie sig til den ene eller den anden
side. I stativets nederste knutepunkt, som gjerne ligger
noget lavere end hjulakslerne, er veivlageret anbragt, og
dette bærer veivakselen med sine to under 180°
fortsatte veivtapper, som drives rundt ved at man træder
paa pedalerne (fig. 7). Fra veivakselen overføres bevæ-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
