Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
995
Danevirkestenen (kong Svends runesten), den eneste
av Slesvigegnens runestener som endnu staar paa sin
oprindelige plads ved Bustrup. Likesom Hedebystenen
og et litet brudstykke i Aarhus minder den om Slesvigs
beleiring 995—96. I sproghistorisk henseende er disse
stener merkelige som de ældste der med fuld sikkerhet
viser overgangen æi»>ēē.
Dānia, lat. navn paa Danmark.
Dānia, d. tidsskrift for folkemaal og -minder, begyndt
1890 under redaktion av Otto Jcespersen og Kristoffer
Nyrop. 1897 indtraadte Verner Dahlerup i redaktionen.
Efter 10 bind (1903) avløstes «D.» av «Danske Studier»
under redaktion av Marius Kristensen og Anuel Olrik,
fra 1917 av Marius Kristensen og Gunnar Knudsen.
Da′ničiéć [-nitšitš], Gjuro (1825—82), den mest
fremragende serbiske sprogforsker, professor i slavisk
sprogforskning i Belgrad og senere sekretær i det sydslaviske
akademi i Agram. Ved siden av Karadčicć har han ydet
det største bidrag til reformeringen av det serbiske sprogs
retskrivning. Sin største videnskabelige betydning har
D. som en av grundlæggerne og hovedredaktørerne av
det sydslaviske akademis store serbiske ordbok.
Daniel blev ifølge D.s bok i Jojakims 3 aar (606
f. Kr.) bortført av Nebukadnezar fra Jerusalem til Babel,
hvor han undervistes i kaldæernes skrift og sprog og
efterhaanden, trods alle onde anslag, vandt høi stilling
og stor anseelse. Til bokens fortællende del (kap. 1—6)
slutter sig en profetisk (kap. 7—12), indeholdende D.s
syner. — D.s bok er imidlertid ikke forfattet av D. eller
paa hans tid (hvilket allerede fremgaar av bokens
paafaldende historiske urigtigheter, hvad denne tid angaar),
men av en jøde som levet under Antiochos Epifanes
(175—164 f. Kr.). Det var denne konges attentat paa
den jødiske religion som (ca. 165 f. Kr.) drev forf. til
gjennem historie og (tilsyneladende) profeti at gi sine
betrængte trosfæller opmuntrende eksempler og
styrkende formaninger til at holde ut endnu en kort stund,
saa vilde snart frelsen oprinde; med Antiochos’ død
vilde gudsriket (i motsætning til de dyriske
verdensriker fremstillet i menneskeskikkelse, kap. 7) komme.
Forf.s horisont spænder ikke ut over dette tidspunkt;
de 4 verdensriker er: det babyloniske, mediske, persiske,
græsk-makedoniske. Da forutsigelsen jo ikke slog ind,
har man senere i det fjerde rike set det romerske,
tildels ogsaa det muhammedanske. Og man har holdt
krampagtig fast paa at boken er forfattet av D. selv i
eksilet. Saaledes gjennem hele middelalderen og
reformationstiden. Endnu Hengstenberg (og hos os hans
discipel prof. Caspari) har ment at kunne holde denne
position; den er imidlertid uhjælpelig rokket ved de
nyere undersøkelser (hvis resultat forøvrig er foregrepet
allerede av nyplatonikeren Porphyrios i anden halvdel
av 3 aarh. e. Kr.). — Senere tillæg til D.s bok er: Asarjas
bøn, de tre ynglingers lovsang i den gloende ovn, Susannas
historie, historien om Bel og om dragen i Babylon.
Daniel [dæ′njəl], Samuel (1562—1619), eng. digter,
var knyttet til det engelske hof og har skrevet en række
sonetter, skuespil og historiske digte. Hans hovedverk
er en samling erotiske sonetter «Delila» (1592.
Daniell [dæ′njəl], John Frederic (1790—1845),
eng. kemiker, professor ved King’s college i London
fra institutets oprettelse i 1831, har levert værdifulde
arbeider over meteorologi, kemi og elektricitet. 1820
beskrev han et nyt hygrometer, 1821 et nyt pyrometer
og 1836 det berømte D.s element (s. d.).
Daniell’s [dæ′njəl] element, et av J. F. D. opfundet
galvanisk element. Den positive polplate er kobber,
den negative sink. Kobberet befinder sig i en opløsning
av blaasten (kobbervitriol), sinken i fortyndet svovelsyre,
som indeholdes i en krukke av porøst uglassert por-
Danevirkestenen—Danielsson
996
selæn som staar i blaastensopløsningen. Elementet er
meget konstant og har en spænding av 1.08—1.12 volt;
det blev tidligere meget brukt som normalelement, ved
telegraf o. s. v., men har nu væsentlig historisk og
teoretisk interesse.
Daniell’s hygrometer, se Fugtighetsmaaler.
Daniels bok, se Daniel.
Danielson, Anders Peter (1839—97), sv. politiker
indtraadte 1865 i det politiske liv og gjorde sig snart
gjældende ved sin naturlige begavelse og kraftige
personlighet. Han var en av protektionismens sterkeste
talsmænd og hadde en betydelig indflydelse. I
forsvarssaken var hans holdning mere usikker.
Danielson-Kalmari, Johan Richard (1853—), finsk
historiker og politiker, blev professor 1880, utgav 1888
«Die nordische Frage 1746—51», men vakte især stor
opmerksomhet ved nogen skrifter (f. eks. «Finlands
förening med ryska riket», 1890), hvori han kraftig
hævdet Finlands statsretslige stilling overfor Rusland,
et standpunkt han ogsaa forfegtet i. praktisk politik.
1893—1906 var han vicekansler ved universitetet i
Helsingfors. Fra 1901 begyndte han at forlate sit tidligere
klare standpunkt og optræde mere mæglende mellem
Finland og Rusland, hvilket skaffet ham titel av russ.
statsraad, men vakte en sterk uvilje mot ham.
Danielssen, Daniel Cornelius (1815—94), n. læge,
f. i Bergen. Begyndte i 1839 paa St. Jørgens hospital
i Bergen at studere spedalskhet, hvilket studium han
senere fortsatte sammen
med C. W. Boeck (s. d.).
Deres fælles arbeide «Om
spedalskhed» (1847 n. og
1848 fr. utg.) er et
monumentalt verdensbekjendt
verk som har
dannetgrundlaget for alle senere
undersøkelser om denne
sygdom. D. var en merkelig
alsidig og fyrig aand, for
hvem intet menneskelig
var fremmed, og om hvem
det er sagt at han, trods
den høie alder han
opnaadde, aldrig blev
gammel. Han var en
naturforsker av den gamle
omfattende skole; ikke alene
ved sine stadig fortsatte
studier om spedalskhet,
hvortil senere kom andre
hudsygdomme, men ogsaa ved omfattende undersøkelser
av botanisk og især zoologisk art har han sat dype
spor. D. har ogsaa bidraget væsentlig til utviklingen
av Bergens Museum og indtok, bl. a. paa grund av
den indspirerende virksomhet han paa saa mange vis
øvet, en ledende stilling i sin fødeby. Han var i en
række aar byens stortingsrepræsentant og siden 1849
overlæge paa Lungegaardshospitalet (for spedalske syke)
sammest. [Litt.: Biografi (av Brunchorst) i «Bergens
Museums Aarbok 18983».]
Danielsson, Anders (1784—1839), sv. politiker, blev
paa riksdagen bøndernes fører og arbeidet utrættelig
paa at vække deres politiske interesse. Fra 1817—18,
da bondeoppositionen kom frem, var han deres
høitbetrodde organisator, som overlæssedes med tillidshverv
i den grad at hans private forretnínger forsømtes og
han, trods gode indtægter, stod paa randen av økonomisk
ruin 1835. Han beklædte stillingen som statsrevisor.
Danielsson, Axel Ferdinand (1863—99), sv.
socialdemokratisk partileder, journalist og forfatter, ind-
(Fot. L. Selmer.)
Daniel Cornelius Danielssen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
