1015 nes høie embeder politiserende adelsmænds bytte. I 15 aarh. sporedes i mange kredser en religiøs inderliggjørelse. 1520 naadde reformationen D. 1526 bar Fredrik I aapenlyst lutherdom tilskue, og ved reces av 30 okt. 1536 indførtes reformationen lovformelig. De nye kirkeforhold besegledes ved herredagen i Odense 1539. H.P. Resen (1561—1638) førte teologisk den rene lutherdom til avgjørende seier. Under Christian IV prægedes iøvrig kirken av statskirkelig tvangsvæsen. 1 forfatningsforandringen 1660 hadde geistligheten (H. Svane) stor andel; ved den avskaffedes menigheternes ret til at kalde prester. Enevældet kodificerte saa hvad utviklingen hadde skapt (Danske lov 1683, ritualet 1685, alterboken 1688, Kingos salmebok 1699). Med 18 aarh. begyndte den pietistiske vækkelse, og med Christian VI (1730) kom denne retning til herredømmet. Forkyndelsen fik nu en anden klang, troslivet inderliggjordes, men den aandelige synskreds indsnævredes. 1736 indførtes konfirmationen, 1739 organisertes folkeskolen ved lov om skoler paa landet. I aarhundredets sidste halvdel gjorde nye strømninger sig gjældende, først supranaturalismen, saa rationalismen, som mot aarhundredets slutning blev næsten eneraadende. I 19 aarh. vender man atter tilbake til den gamle rettrocnhet (J. P. Mynster 1803, Grundtvig 1810); rationalismen forsvinder av forkyndelsen. Ved grundloven av 1849 fik den evangelisk-lutherske kirke en fortrinsstilling som folkekirke. 1854 reiste S. Kierkegaard den oprivende «sandhetsvidne-strid». I 1860-aarene begyndte «Kirkelig Forening for Indre Mission», og siden har man gjerne regnet med tre retninger: centrum (Mynsters), den Grundtvig’ske og den indre missions (Vilh. Bech). Omkring aarhundredskiftet begyndte efterhaanden en «moderne» teologi, paavirket av tyskreligionshistorie, at gjøre sig gjældende. 1903 indførtes som lokal repræsentation for de enkelte menigheter menighetsraad, og disse har indstillingsret til geistlige embeder. Siden 1868 har der været adgang til at danne valgmenigheter. Saakaldte «anerkjendte» trossamfund er jøder, reformerte, romersk-katolikker og metodister. Ved folketællingen 1911 var 2879473 medlemmer av folkekirken, mens 41 889 stod utenfor denne. — Un dervisningsvæsenet. Den lavereskole (tidligere «almueskole») har først i det 19 aarh. naadd en tilfredsstillende utvikling. Lærerutdannelsen blev ordnet ved den «store» skolekommission 1789—99, som avfødte den for sin tid udmerkede skolelov av 1814, hvis gjennemførelse dog tok lang tid. Bell-Lancasters undervisningssystem (se Bell, Andrew) fandt i D. en overordentlig sterk utbredelse, idet det indtil 1833 var indført i 2110 skoler. Ved Grundtvigs og andres angrep blev det efterhaanden avskaffet. Ved aarhundredets midte opstod den Grundtvig’ske friskolebevægelse, som tilstræbte en nøgøiere forbindelse mellem skole og hjem og en undervisning bygget mere paa det levende ord end paa boken. Skolen staar i nær forbindelse med kirken, lærerne skal tilhøre folkekirken. Presten er selvskrevet medlem av skolekommissionen, provsten av skoledirektionen. Barnet er underkastet skolepligt fra syvende til fjortende aar, og forsømmelser straffes med mulkt. Lærerutdannelsen besørges av syv stats- og en række privatseminarier; videre utdannelse gir statens lærerhøiskole; fra 1892 haves en særlig utdannelse for forskolelærerinder paa landet. — Latinskolen svarte længe bokstavelig til sit navn. Først Christian VI paabød undervisning i dansk og bruk av danske lærebøker; men det nyttet litet, før plakat av 1805 og lov av 1809 hadde indskjærpet paabudet. Først ved lov av 1871, som indførte en sproglig-historisk og en matematisk-naturvidenskabelig linje, blev morsmaalet med oldnordisk artiumsfag. Den nugjældande lov om høiere almenskoler av 24 april 1903 Danmark tilsyn med utdannelsen. 1016 gjør et skridt henimot «enhetsskolen», idet disses første klasser («mellemskolen») bygger paa folkeskolens undervisning indtil 11 aars alder, hvorefter et treaarig gymnasium, spaltet i tre linjer (klassisk, matematisk-naturvidenskabelig og ny sproglig), danner avslutningen; parallelt med første gymnasieklasse haves som regel en «realklasse» som fortsætter og avslutter «mellemskolen». Fællesundervisning er ved den nye lov knæsat. Ogsaa for voksne findes mange skoler; en særlig rolle blandt disse spiller folkehøiskolerne (s. d.). Universitetet i Kjøbenhavn har 5 fakulteter (teologisk, rets- og statsvidenskabelig, medicinsk, filosofisk og matematisk-naturvidenskabelig); desuten findes i Kbh. en stor polyteknisk læreanstalt, en veterinær- og landbohøiskole, en farmaceutisk læreanstalt, kunstakadmi m. m., samt et skolemuseum med tilhørende pædagogisk bibliotek. — Retsvæsen. I retslig heuseende var landet oprindelig delt i tre provinser: Skaane, Sjælland med omliggende øer og Jylland med Fyn; retsreglernes opr. kilde var sedvaneret. Deres mundtlige overlevering fæstnedes skriftlig, provinsiallovene, av hvilke Jyske lov (1241) er den eneste officielle retssamling. Disse provinsiallove var det alm. retsgrundlag like til Christian V’s danske lov (1683). Fra 13 aarh. møter man dernæst stadsretterne, som var love for kjøpstæderne, vedtat av byens borgere og stadfæstet av dens overherre, i regelen kongen. Ved siden herav utvikledes de egentlige rikslove. Allerede under Knut den store møter vi vederloven, som gjaldt for en bestemt klasse av borgere (kongens hirdmænd), senere den skaanske og sjællandske kirkeret, gaardretterne (militær ret paa befæstede gaarder) og fra Christoffer Il’s tid like til enevældet haandfæstningerne. Fra Christian II’s regjeringstid begynder lovgivningsarbeidet at ta fart. Der utkom i tiden indtil Christian V’s Danske lov en stor mængde recesser og ordinanser, men først den sidstnævnte lov bragte dog fuldstændig retsenhet (se Danske lov). Den følgende tid like til grundloaven (1849) har en række reformer at opvise. Her skal blot nævnes de gjennemgripende landbolove i slutningen av 18 aarh., de mange proceslove samt de fire straffelove fra 1833, 1840 og 1841. Ved grundloven gik lovgivningsmyndigheten over til konge og riksdag i forening. Av vigtigere love under den nye statsskik kan nævnes straffeloven (1866), konkursloven (1872), skifteloven (1874), fattigloven (1891), auktionsloven (1891), sjøloven (1892), loven om formuesforholdet mellem egtefæller (1897), kjøpeloven (1906), lov om rettens pleie (1916). Ved denne sidste er domstolene organisert saaledes at visse saker anlægges ved underretterne og indankes for landsretterne (Østre landsret i Kbh. for østifterne, Vestre landsret i Viborg for Jylland, og Søndre landsret i Sønderborg for de sønderjyske landsdele), mens andre saker anlægges ved landsretterne som første instans og indankes for høiesteret. I straffesaker og saker om politiske forbrydelser medvirker jury. I Kbh. findes den særlige sjø- og handelsret, hvis avgjørelser ogsaa indankes for høiesteret. — Hæren. Kongen er høistbefalende chef; under ham styrer krigsministeren hærens anliggender, dels gjennem to generalkommandoer (én i Kjøbenhavn for «landsdelene øst for Storebelt» og én i Viborg for «landsdelene vest for Storebelt»), dels ved direkte befalinger til av-En generalinspektør for hvert vaaben fører I krigstid utnævnes en overgeneral for under krigsministeren at lede operationerne. — Hæren bestaar efter lov av 1909 av: 1. Generalstaben. 2. Fotfolket bestaaende av livgarden med en linje- og en forsterkningsbataljon samt en brigade à to linjeregimenter à tre bataljoner, otte linjeregimenter à tre bataljoner samt fem reserveregimenter à fire delingerne.