Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1019
vikingetiden kan man sikkert skjelne mellem
dansksvensk paa den ene side og norsk(-islandsk) paa den
anden, idet dansk og svensk faar enkelt selvlyd
istedenfor de gamle tvelyd æi, åu, ey; men forskjellen var
dog ikke større end at man med lethet forstod
hinandens sprog og brukte fællesbetegnelsen dansk tunge
om alle de nordiske sprog. — I løpet av den ældre
middelalder svækkedes endelserne i dansk stedse mere,
saa at man ved aar 1300 kunde tale om dansk ogsaa i
motsætning til svensk. Forskjellen utdypedes i den
følgende tid yderligere, idet dansk faar nogen sterkt
iørefaldende lydoverganger, dels fra enkelt p, t, k efter
selvlyd til b, d, g eller endnu mere ændret til», ød, g
(el. w), og dels fra g iül w (u) efter baktungeselvlyd,
især a. Saaledes faar vi dansk løbe, bide bage, lav i
motsætning til svensk löõöpa, bita, baka, låg. Ved disse
to avvikelser, endelsernes svækkelse og den dermed føl-
Danmark
gende bøiningsfattigdom, og medlydsovergangene efter ]
selvlyd, hvortil endvidere kommer det eiendommelige
danske «støt», som omkr. 1300 delvis avløste den i
svensk bevarte musikalske forskjel mellem én- og
flerstavelsesord og i nyere tid den næsten fuldstændige
gjennemførelse av y for gammeldansk og svensk ju (som
dyb; djup), har dansk efterhaanden fjernet sig sterkt
fra svensk. Side om side med ndelsernes svækkelse
gaar kasussystemets opløsning. Nominativ, akkusativ
og dativ fik efterhaanden samme form. I1 genitiv
begynder s at avløse de vekslende endelser for
efterhaanden at bli den eneste genitivsendelse. Andre
bøiningstap, som der allerede tidlig findes spor av, er tapet av
utsagnsordenes person- og talbøining (den sidste holdt
sig i skoleretskrivningen til aar 1900), av konjunktivens
fortidsform og gjennemførelsen av indikativ i næsten alle
bisætninger. Til de nyeste bøiningsutjevninger hører
tapet av imperativets flertalsform. Alle disse
bøiningstap gjør dansk til et av de mindst formrike sprog.
Formernes faatallighet erstattes for en stor del ved
fastere ordstilling. — Dersom vi betragter ordforraadet,
vil vi finde at berikelsen av ordstoffet fra fremmede
kilder har været temmelig jevn fra oldtiden op til vore
dage, men at en kamp mellem dansk og fremmed
ordstof egentlig kun har været ført to ganger, først i
England i den ældre middelalder, hvor dansk var
angriperen som blev slaat tilbake, senere i D., hvor dansken
slog tyskens anfald tilbake. I begge disse tilfælde ser
vi kampens spor i et overvældende stort antal ord og
orddannelseselementer, som fra det overvundne sprog
er trængt ind i det seirende. Den engelske indflydelse,
som navnlig har beriket dansken med mange kirkelige
ord, blev avbrutt i Valdemarstiden. Forbindelsen med
Tyskland, som henimot 1300 blev særlig fast, indførte
til en begyndelse en mængde nedertyske ord,
forstavelser og endelser i det danske sprog, saaledes at henved
halvdelen av den danske ordbok er fyldt av nedertyske
laanord. Efter reformationen avløstes den nedertyske
indflydelse av høitysk, men denne trængte ikke saa
dypt. Ved siden herav er der en del latinsk, senere
ogsaa fransk indflydelse. Med F. C. Eilschow (omkr.
1745) faar de sprogrensningslyster som har været
tilstede allerede før, en mere bestemt form, idet man da
begyndte at skrive om filosofi og de eksakte
videnskaper for ulærde, og dertil behøves rammende og
forstaaelige ord. I det 19 aarh. er ordstoffets vekst fortsat ved
laan fra snart hele verden. I den nyere tid har
endelig stilens utvikling væsentlig foregaat. Med
reformationstiden sluttet den urolige tid for det danske
sprog, og dette blev samtidig fæstnet yderligere derved
at dets røgt ved boktrykkerkunstens indførelse for en
stor del kom til at bero paa nogen enkelte kyndiges
behandling. Hertil kom saa at omkr. 1700 et dannet
1020
talesprog fremstod i nær tilknytning til skriftsproget,
og dette dannede talesprog har siden da bredt sig mere
og mere. — De danske almuesmaal deler sig naturlig i
tre hoveddele: jysk, som væsentlig har tapt
endelseselvlydene, ømaalene, hvis endelseselvlyd er svækket
til et ə2, og (skaansk-)bornholmsk, som endnu har
a bevaret i en del endelser. — De vigtigste
maalgrupper er følgende: 1. Sydslesvigsk, som nu næsten
kun tales i Fjolde sogn ved Husum, med eiendommelige
tvelyd, bevarelse av tal- og personbøining i
utsagnsordenes indikativ og participiernes kjønsbøining, foruten
en del andre merkelige forhold. 2. Nordslesvigsk,
vestjysk ved sin mangel paa bestemt artikel som
endelse, men med to kjøn i navnordene som østjysk.
Særlig kan merkes den rene selvlydsrække (dog
avvikende i Angel-Als) og bruken av r for aapen d (6ð). 3.
Østjysk med bestemt artikel som endelse og to kjøn,
men som alt jysk med sterkt avkortede endelser, og som
de to følgende med o, då for lang aa, a. 4.
Vest-I ]ysk, hvor intetkjøn er blit stofkjøn, men alt hvad
der kan tælles, er fælleskjøn (en ben, bord, brød, men
det vand, jord), og som mangler bestemt artikel som
endelse (æ mand motsat østjysk manden).
Eiendommelig er det vestjyske støt paa k, t og p i
flerstavelsesord. 5. Kattegatsmaalene i Vendsyssel, Djursland
og paa de østjyske øer med w bevaret foran alle
selvlyd (wejr og wind) og med tre kjøn. 6. Vestfynsk
med æj for e, åw for aa og tildels aj for æ
(slajtbomåulet). 7. Østfynsk og sydømaalene med den
underlig dumpe uttale av selvlydene og (likesom
vestfynsk) med snøvlet selvlyd, hvor et nd eller ng staar
efter selvlyd i skriftsproget. Fynsk og sydømaalene
mangler de aapne ó- og g-lyd. 8. Sjællandsk med
sin sterkt utprægede 6ø, sit kraftige støt, kun
intetkjønsform av participperne og sin store overensstemmelse i
bøining med skriftsproget. 9. Bornholmsk med
talbøining i utsagnsordenes nutid, tre kjøn i
adjektiverne, a i adskillige endelser og i det hele et noget
svenskagtig præg, dog uten den eiendommelige svenske
«syngen» paa ordene som sønderjysk og fynsk har mere
av. [Litt.: N. M. Petersen, «Det danske, norske og
svenske sprogs historie», I (1829), V. Dahlerup, «Det
danske sprogs historie» (1896); Hj. Falk og A. Torp,
«Dansk-norskens lydhistorie» (1898), «Dansk-norskens
syntax» (1900), «Etymologisk ordbok over det norske
og det danske sprog» (1903—06); C. Molbech, «Dansk
ordbok» (1833, 2 utg. 1859); «Ordbog over det danske
sprog» grundlagt av V. Dahlerup (1919 flg., under
utgivelse); Kr. Mikkelsen, «Dansk sproglære med sproghist.
tillæg» (1894) og «Dansk ordføiningslære med sproghist.
tillæg» (1911); H. G. Wiwel, «Synspunkter for dansk
sproglære» (1901); Marius Kristensen, «Nydansk» (1906);
| J. Byska, «Modersmaalet» (1913); Otto Jespersen,
«Modersmaalets fonetik» (1906). Tidsskrifterne «Dania»
I—XxX (1890—1903) og «Danske Studier» (1904 flg.).] —
Litteratur. Den danske litteratur falder naturlig i
tre hovedavsnit: hedenold (fra den ældste tid til
omkr. aar 1000), middelalderen (fra 1000 til omkr.
1500) og den nyere tid (fra 1500 til vor tid). —
Hedenold har, bortset fra runeindskrifterne, ikke
efterlatt sig skriftlige minder. Dog maa der ha eksistert en
rik episk digtning i poesi og prosa, som dels behandler
nordiske og hjemlige emner, dels henter emner fra den
beslegtede gotiske og germanske verden. —
Middelalderens første halvdel (til 1250) var en opgangstid som
kulminerte med Valdemarerne; derpaa fulgte en
nedgangstid, hvor efterhaanden det nationale forsvandt og blev
avløst av opbyggelig og moraliserende læsning som kom
fra utlandet. Den ældste skrevne litteratur er paa latin.
Efter 1157 opstod saa paa foranledning av Absalon en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
