Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1021
rik litteratur, hvorav maa fremhæves Sven Aggesens
korte «Danmarkshistorie» og især «Gesta danorum», det
storverk som skyldes Absalons klerk (privatsekretær)
Saxo (s. d.). Absalon førte ogsaa an i
lovgivningsarbeidet; 1171 vedtoges den Sjællandske kirkelov; efter
den fulgte Eskils Skaanske kirkelov, og dette er
sandsynligvis anledningen til samlingen av den skaanske og
de sjællandske love. Disse love er i motsætning til de
historiske verker paa morsmaalet. Fra den
efterfølgende tid stammer Anders Sunesøns skolastiske
læredigt «Hexaëmeron», og endelig 1241 vedtoges den Jyske
lov, for en væsentlig del utarbeidet av viborgbispen
Gunner (s. d.). Samtidig opstod
folkevisedigtningen, antagelig ved midten av 12 aarh., og dens
kulminationstid falder vistnok i tiden 1250—1350. Men længe
efter den tid levet den, og saa sent som 1523 og 1559
satte den endnu kraftige skud. (Se forøvrig
Folkeviser.) — Fra middelalderens sidste halvdel har vi ett
merkelig historisk verk: «Den danske rimkrønike» (fra
midten av 15 aarh.), trykt 1495, hvor kongerne selv
fortæller sit livsløp. I 15 aarh. oversattes fra svensk
de saak. «Eufemiaviser», og fra samme tid er krøniken
om Karl Magnuss Odensepresten Mikael skrev paa
dronning Kristines opfordring ret vellykkede religiøse
læredigte efter fremmed forbillede. Peder Laales
«Ordsprog», hvorav datidens barn skulde lære latin,
interesserer os ved de deri samlede danske ordsprog. —
Den nyere tid er jo naturligvis ikke kjendelig med ett
slag; overgangen er ganske jevn, og den mest
produktive av alle reformationstidens forfattere, Kristiern
Pedersen, staar med det ene ben fast plantet i
middelalderen. Han begyndte som humaniserende katolik og
endte som humaniserende lutheraner, og han har en
hoveddel i overs. av Christian III’s bibel (1550). I
motsætning til ham blev Povl Helgesen ved at være
katolik, hatet av de egentlige reformatorer med Hans Tausen
i spidsen. Reformatorerne vilde ha folket i tale og
skrev derfor paa dansk baade stridsskrifter, viser og
satirer, de sidste dog alle efter fremmed forbillede.
Ogsaa salmer, især oversatte eller bearbeidede efter ældre
katolske, ser lyset i mængde. 1528 utkom den første
danske salmebok i Malmø. Efter reformationens
gjennemførelse kom nye mænd frem; betydeligst er
Sjællands første «evangeliske superintendent», Peder
Palladius, hvem vi foruten en række danske opbyggelige og
formanende skrifter skylder «Visitatsboken», som yder
saare vigtige bidrag til tidens karakteristik. Men de
fleste andre forfattere hadde nu ikke længer bruk for
folket og dets tungemaal; de vendte tilbake til
«gudernes sprog», latinen, og den folkelige vækkelse avløstes
av spidsfindige teologiske studier; det gjaldt at være
ortodoks luthersk, og «Danmarks alm. lærer» Niels
Hemmingsen faldt som offer herfor. Ved jubelfesten for
reformationen (1617) har ortodoksien seiret.
Naturvidenskaperne har í slutten av 16 og 17 aarh. en række
glimrende navne, som Tyge Brahe, Thomas Bartholin,
Steno, Ole Rømer o. a. Av historikere maa nævnes Anders
Sørensen Vedel, «Saxo»s udmerkede oversætter og den
første utgiver av folkeviser, samt Arild Huitfeld. —
Digtningen er det smaat bevendt med; i 16 aarh. lød
endnu efterklang av folkevisen (H. C. Sthen); i 17 aarh.
naadde renæssansens kunstdigtning til D. over
Tyskland (se Opitz). Arrebo indførte de nye metriske
regler og tillike alexandrineren, og ham fulgte tidens
andre poeter trolig. Det meste som fremkom av
verdslig digtning, var oversættelser; op over det
middelmaadige hæver sig kun enkelte av Bordings digte,
Laurids Koks Dannevirkevise og enkelte ting av
nordmanden Petter Dass. Men paa det religiøse omraade viser
Kingo at «de danskes aand kan stige likesaa høit mot
Danmark
1022
himmelen som andres». — Dramaet var i middelalderen
knyttet til kirkerne og gik derfra over til skolen; vi
har en hel del skolekomedier, de fleste uten værd. Et
lysglimt finder vi i den vaagnende interesse for dansk
sprog. Erik Pontoppidan (den ældre), Gerner og Peder
Syv skrev grammatiske arbeider, og Matthias Moth
samlet til en stor dansk ordbok. Christian V’s Danske
lov har likeledes stor sproglig betydning. Nævnes maa
ogsaa Leonora Christina Ulfeldts med rette berømte
«Jammersminde». Ved overgangen til 18 aarh.
begyndte i utlandet en sondren mellem tro og
erkjendelse, som førtes til D. av nordmanden Ludvig Holberg.
Han er sterkt paavirket av engelske og franske idéer
(især av J. Locke og P. Bayle), og da han efter sine
reiser og studier i utlandet blev professor ved
universitetet, var han rustet til kamp mot alt det
traditionelle, paa hvad omraade det end maatte være. Selv
ansaa han sin moral-filosofiske forfattervirksomhet for
det vigtigste; naar vi er tilbøielige til at hævde hans
satiriske og komiske digtning førsterangen, er det, fordi
denne er den første bevisst nationale digtning og
saaledes danner grundlaget saavel for al følgende dansk
litteratur som for det danske teater. Holbergs
skikkelse rager saa høit op i første halvdel av 18 aarh. at
vi kan være tilbøielige til at overse de andre skikkelser;
og dog staar der pietismens salmedigter Brorson med
sine inderlige og den dag idag gripende toner. Nær
beslegtet med ham er Ambrosius Stub, som viser at
endnu lever natursansen i danske hjerter. Ellers er
Holbergs tid videnskabelig,; han har selv skrevet
betydelige historiske arbeider, Hans Gram og Langebek
syslet med kildestudier og utgiverarbeide, Arne
Magnussen samlet sine kostbare haandskriftskatte, Erik
Pontoppidan (den yngre) skrev religiøse, historiske,
naturhistoriske og topografiske verker; «Videnskabernes
Selskab» og «Selskabet for Fædrelandets Sprog og Historie»
stiftedes. En enkelt betydelig sprogmand hadde tiden,
Jens Høysgaard, men først en langt senere tid har
forstaat og værdsat ham. Aarhundredets sidste halvdel
kaldes oplysningstiden, som er karakteristisk ved
mangfoldigere idékrydsninger og indflydelser. Under
engelsk indflydelse skrev nordmanden Tullin sin
beundrede «Maidagen», som er en efterligning av
Thomsons «Seasons»; efter fransk mønster (som i det hele er
raadende) laget en anden nordmand, Nordahl Brun,
tragedien «Zarine», som imidlertid sammen med hele
genren snart druknet i latteren, efterat en tredje
nordmand, J. H. Wessel, hadde utgit sin udødelige parodi
«Kjærlighed uden strømper». Under væsentlig tyske
impulser skrev derimot periodens hovedforfatter, den
geniale Johannes Ewald, som brøt med gamle vedtagne
former og paa epokegjørende maate viste vei tilbake
til den nordiske oldhistorie. En interessant
overgangsskikkelse (til 19 aarh.) er Jens Baggesen; helt
karakteristisk for tiden er derimot P. A. Heibergs komedier
med sin næsten journalistiske aktualitet. Den
periodiske presse faar stigende betydning, endnu ikke som
dagblade, men som tidsskrifter, hvorav de vigtigste er
J. S. Sneedorffs «Den Patriotiske Tilskuer», Rahbek og
Prams «Minerva» og Rahbeks «Den Danske Tilskuer».
Det gjælder at popularisere og moralisere; den samme
bestræbelse ligger ogsaa paa det religiøse omraade paa
bunden av den saakaldte «rationalisme», hvis
hovedrepræsentant er Bastholm, mens biskop Balle staar som
ortodoksiens bannerfører. Historieskrivningen arbeider
ogsaa i oplysnings og morals tjeneste; Mallings «Store
og gode handlinger» gaar just ut paa at være en
moraliserende eksempelsamling. — Den betydeligste
oplysningsskribent er uten sammenligning Rahbek, som er
paavirket av den franske revolutions idéer, hvad der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
