Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1023
dog gjælder endnu mere P. A. Heiberg og M. C. Bruun,
som begge vover sig ind paa det politiske forfatterskap
og til tak blir landsforvist. — Med det 19 aarh. kom
et nyt livssyn og en ny digtning: romantikkens
tidsrum oprinder. Retningens første og betydeligste
mand er Adam Oehlenschläger, en sund og likevegtig
natur som næsten straks formaadde at omforme de
romantiske idéer efter nationalt behov, saaledes 1t han
skapte en eiendommelig dansk romantik, som hurtig
viste sig at ha livskraft. Motstanden mot romantikken
er kun svak; der var ingen livskraft og intet talent i
det gamle; Oehlenschläger utsendte verk paa verk, som
mere og mere befæstet seieren; efter den epokegjørende
digtsamling av 1803 («Digte») synger han geniets
lovsang i «Aladdin», og 1807 utgaves hans første tragedie
«Hakon Jarl». En maægtig aand fremstod, skalden og
kirkehøvdingen Grundtvig, som førte romantikken videre
ad egne nordiske veier og 1810 aapnet sin langvarige
og vidtrækkende kamp mot den herskende
fornuftkristendom. Mens Oehlenschläger og Grundtvig paa
avgjørende punkter tidlig gik sine egne veier, opstod
der en række betydelige digtere som trods sin
originalitet dog staar i cet nærmere avhængighetsforhold til den
tyske romantik. Blandt disse kan nævnes lyrikeren
Schack Staffeldt, Ingemann og Hauch. Imot den
romantiske formløshet optraadte i slutten av 1820-aarene
J. L. Heiberg som den skjønne og kunstneriske forms
forfegter; han støttedes i denne kamp av Henrik Hertz.
Heiberg utøver en vældig indflydelse baade gjennem
sin digtning og endnu mere ved sin kritik. En række
digtere slutter sig nøie til den Heiberg’ske
«romanticisme»; av disse kan foruten Hertz, som med makeløs
virtuositet tumler de forskjellige emner, fremhæves fru
Gyllembourg, som med sikker smak og et fint
psykologisk blik skriver om hovedstadens høiere kredser, og
Chr. Winther, som besynger naturen og kjærligheten
som ingen før ham. Ogsaa H. C. Andersen, den eneste
verdensberømte av de danske digtere, og Paludan-Müller,
en av de dypestgaaende, har oprindelig sit
utgangspunkt i Heiberg. Mere for sig selv staar Poul Møller,
Aarestrup og Blicher. Med 1840-aarene traadte
litteraturen ind i politikkens og journalistikkens tegn. Ploug,
«Fædrelandet»s redaktør, maner i klingende vers Norden
til enhet, besynger grundloven og treaarskrigens helter
og begivenheter, og Goldschmidt slaar i sit ukeblad
«Corsaren» med skaanselløst vid løs paa absolutismen.
Men 1840-aarenes mest yndede forfatter er dog sikkert
Hostrup, som gaar i Heibergs fotspor som
vaudevilledigter, men eier dypere humor end denne og kommer
virkeligheten nærmere. — Trods enkelte betydelige verker
er tiden 1850—70 en efterklangens og stilstandens tid;
intet geni rager op, men mere eller mindre talentfulde
forfattere, som Kaalund, Richardt, Molbech, Bergsøe,
H. F. Ewald og Carit Etlar, vinder stor popularitet; av
Danmark
disse staar de to lyrikere adskillig over sine roman- j
skrivende digterbrødre. Med den geniale kritiker Georg
Brandes’ berømte forelæsninger 1871 begyndte en ny
periode i dansk aandsliv: realismens. Med
vidunderlig assimilationsevne følger han utlandets aandelige
strømninger og øver ved sine talrike skrifter en
vækkende, forargende, men altid frugtbar virksomhet. Skjønt
naturligvis ikke den gamle retning med én gang
forsvinder, og skjønt ikke blot de ældre, som Kaalund og
Molbech, fortsætter, men ogsaa enkelte unge, som E.v. d.
Recke, Thor Lange o. fl., træder i det gamle fotspor,
saa er dog gjennembruddet overvældende, og alle de
betydeligste forfattere slutter sig til Brandes og den
nye retning. Litteraturen fyldes av moderne idéer og
faar den nye tids stilpræg. Drachmann besynger i
flammende digte tidens revolutionære bevægelser, Schan-
1024
dorph indfører uten romantisk utsmykning borgerfolk
og bønder i litteraturen, J. P. Jacobsen gir ut fra et
naturvidenskabelig livssyn sine farvemættede billeder
fra fortid og nutid. — Under realismens fane fylker sig
nu flere og flere forfattere. Som de eiendommeligste
kan nævnes: H. Bang, Gjellerup, Pontoppidan, G. Wied
og Karl Larsen. — Fransk lyrik, navnlig Baudelaire og
symbolisterne, kom til at øve en sterk indflydelse paa
en række talentfulde lyrikere, som alle debuterte i
1880-aarene; deres digtning betegner ved sin
skjønhetsdyrkelse og fantasi som ved sin mystiske inderlighet
en sterk motsætning til realismen, som netop i
1880-aarene var blit noksaa flat og aandsforlatt. De
betydeligste av disse er Michaëèlis, S. Claussen, Joh. Jørgensen og
Stuckenberg; noget senere debuterte H. Rode, den
danske digter som er kommet symbolismen nærmest. Det
følgende tidsrum førte atter bort fra den franske
paavirkning; digtere som V. Rørdam, L. C. Nielsen og
J. Aakjær er friskere og mere objektive, beskjæftiger
sig mere med de omgivende realiteter end med sine
egne sjælstilstande. Og paa fortællingens omraade vinder
virkelighetsskildringen nyt land, ja blir tildels lokalisert
efter landskaper. Blandt de forfattere som fremtræder
omkr. 1900, maa fremhæves J. V. Jensen, en original
fortæller, et sproglig geni som D. neppe har hat make
til siden J. P. Jacobsens dage; hans evne til at gjengi
livets yderside er forbløffende, likesom hans skapende
fantasi er overordentlig. Av andre maa nævnes Jak.
Knudsen med sine eiendommelige subjektive romaner,
og hjemstavnsskildrere som jyden Skjoldborg,
sjællænderen K. Hjortø og bornholmeren Andersen Nexø;
den sidste utvikler sig efterhvert til at bli proletariatets
skildrer. Ved siden av disse kommer en realistisk
psykolog som Kidde og en række kvindelige forfattere,
yderst forskjellige indbyrdes, som Karin
Michaëlis-Stangeland, Thit Jensen Fenger, Agncs Henningsen o. a.
— Det 19 aarh.s videnskabelighet har været i frodig
og sterk utvikling; næsten al polyhistori er forsvundet;
mere og mere blir videnskapsmændene specialister,
navnlig naturvidenskapens dyrkere. At aandsvidenskaperne
længe har været sterkt paavirket av romantikken, og
at de store teologer fra aarh.s første halvdel (Mynster,
Martensen) ser æstetisk paa kristendommen, er
naturlig, mot dem opstiller Kierkegaard sit strenge «enten-
eller»: kristendom for sig og æstetik for sig. Filosofien
følger utlandets strømninger; efter hinanden gjør
naturfilosofien, hegelianismen og positivismen sig gjældende i D.
(Sibbern, R. Nielsen, Brøchner, Høffding, Kroman o. a.).
Store historieforskere har grundlagt et nyt og
epokegjørende kildestudium av fædrelandets historie (Allen,
C. Paludan-Müller, Holm, A. D. Jørgensen, Erslev,
Steenstrup, Troels-Lund). Litteraturhistorien dyrkes av N. M.
Petersen, G. Brandes, Borchsenius, P. Hansen, Vedel,
V. Andersen, A. Olrik o. fl., kunsthistorien av Høycn,
Jul. Lange o. fl. Sprogforskningen har glimrende navne
at opvise, hvorav mange verdenskjendte (Rask,
Westergaard, Madvig, Verner, V. Thomsen, Wimmer). Ogsaa
naturvidenskapen har mangfoldige store navne; idet
der forøvrig henvises til de særlige fagoversigter, skal
kun fremhæves som de berømteste: H. C. Ørsted, Schouw,
Warming, Forchhammer, Schiødte, Steenstrup, Jul.
Thomsen, Zeuthen, Niels Finsen. Idet der forøvrig henvises
til monografierne av de enkelte forfattere, skal her
anføres nogen av de vigtigste verker som behandler den
danske litteraturs historie: N. M. Petersen, «Bidrag
til den danske litteraturs historie» (5 bd., 2 utg. 1867
—70); P. Hansen, alllustreret dansk litteraturhištorie»
(3 bd., 2 utg. 1902; ny utg. ved C. S. Petersen og Vilh.
Andersen, 1916 flg.); A. Olrik, «Danmarks heltedigtning»
(2 bd. 1905—10); Rosenberg, «Nordboernes aandsliv»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
