Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1025
(3 bd: 1878—85); J. Paludan, «Renaissancebevægelsen i
Danmarks litteratur» (1887); F. Rønning,
«Rationalismens tidsalder» (3 bd. 1886—99); Kr. Arentzen,
«Baggesen og Øhlenschlæger» (8 bd. 1870—78); V. Vedel,
«Guldalderen i dansk digtning» (1890); G. Brandes,
«Samlede skrifter», I—III; O. Borchsenius, «Fra fyrrerne»
(2 bd. 1878—80); V. Andersen, «Tider og typer af dansk ]
aandshistorie» (1907 ff.) og «Litteraturbilleder» (2 bd.
1904—07). Forfatterleksika er utgit av J. Worm
(3 bd. 1771—84), Nyerup og Kraft (1820) og Erslew
(6 bd. 1843—68). Likeledes maa henvises til Brickas
«Dansk biografisk lexikon» (19 bd. 1887—1905). —
Kunst. Allerede i den forhistoriske tid forekommer i
D. som andetsteds geometriske ornamenter som
utsmykning av bruksgjenstande, helt fra den yngre
stenalders lerkar. Ved siden herav optræder dyre- og
menneskefremstillinger saavel i bronsealderen som i
jernalderen (guldhornene fra Gallehus, sølvkjelen fra
Gundestrup, vognene fra Dreiberg). Sin rikeste utvikling fik
dyreornamentikken i 5—8 aarh. I 10 aarh. blev de
irske «drageslyngninger» vanlige. De ældste bevarede
middelalderlige levninger av D.s kunst er kirkelige. Fra
11 aarh. begyndte trækirkerne at avløses av stenkirker
(av granit og tufsten). De ældste er domkirkerne i
Roskilde (fuldført 1081), Ribe (1125—ca. 1160) og Lund,
samt den helt ombyggede domkirke i Viborg, alle i
romansk stil, nærmest i tilslutning til neder-rhinsk
arkitektur. Av noget senere dato er teglstenskirker
med nordtysk paavirkning, væsentlig i romansk stil
(klosterkirker i Sorø, Rungsted, Kallundborg og Roskilde
domkirke, den sidste med fransk paavirkning og
overgang til gotik). De gotiske teglstenskirker begynder ca.
1250 (domkirkerne i Odense og Slesvig, S. Petri i Malmø,
senere dele av domkirken i Aarhus og klosterkirken i
Maribo). Den romanske skulptur er sparsom (søndre
portal paa Ribe domkirke, gravmonumenter); av gotisk
skulptur findes talrike utskaarne, malte og forgyldte
alterskap, dels utenlandske, dels utført i D.
(altertavlen i S. Knuts kirke i Odense av lübeckeren Klaus
Berg og i Slesvig (1514—21) av dansken Hans
Brüggemann). Malte ornamenter forekom allerede i 11 aarh.s
trækirker (bjelken fra Hørring kirke). Av særlig
interesse er kirkernes talrike kalkmalerier, de bedste fra
den romanske tid (11—12 aarh.), men ogsaa fra den
gotiske tid og renæssansen. — Med reformationen
holder renæssansen sit indtog i holl. og tysk dragt;
dog faar den sit eget danske præg under Fredrik II
og særlig under Christian IV (arkitektur: Kronborg,
Frederiksborg, Rosenborg, Børsen i Kbh.). Som
materiale bruktes teglsten med baand, gesimser,
vindusomfatninger og gavler av huggen sandsten. Den rike
byggevirksomhet og store pragtlyst førte til større
utbredelse av skulptur (den hollandske familie
Steenwinchel; skulpturerne til Frederiksborg av hollænderen
Adriaen de Vries). De store gravmonumenter utførtes
i utlandet (Christian III’s og Fredrik II’s i Roskilde,
Fredrik I’s i Slesvig). Fra nu av frigjør malerkunsten
sig fra kirken. Det ældste danske portræt er Christian
Il’s, malet av flamlænderen J. v. Mabuse (1515). D.s
første faste verdslige maler er J. Binck. Ellers
utmerket sig den danske M. Lorich, som ogsaa vandt navn i
utlandet som kobberstikker; desuten virket flaml. Hans
Knieper (d. 1587) og Tycho Brahes maler, T. Gemperlin
(tysk). Paa Christian IV’s tid fandtes en hel dansk
malerskole, dels av mer eller mindre nationaliserte
hollændere: P. Isaksz (1569—1625), K. van Mander II (d.
1623) og K. van Mander III (d. 1670), A. Wuchters (d.
1683), R. Pietersz (d. 1649), J. Coning (ca. 1650—ca.
1720), J. van Doordt og H. Dittmarsz (d. 1677), de to
sidste tyske, dels av danske utdannet i utlandet: R.
33 — Aschehougs konversationsleksikon. II.
Danmark
1026
Thim (d. 1639) og B. Keil (1625—87). — Mens indtil
Fredrik IIl’s død (1670) særlig hollandsk indflydelse
hadde gjort sig gjældende, blev under Christian V fransk
toneangivende, skjønt ogsaa hollandsk og italiensk
indflydelse spores (Frederiksberg av v. Platen,
Charlottenborg, Amalienborg, Vor Frelsers kirke paa
Christianshavn). Ogsaa i skulpturen spores fransk som
hollandsk paavirkning (Christian V’s rytterstatue av A. C.
lAmoureux, gravmonumenter tilskrevet hollænderen Th.
Quellinus). Av malere kan nævnes de franske B. Coffre
(d. 1722) og J. d’Agar (1642—1715). — Under Christian
VI begynder rokokoens herredøgmme (Christiansborg av
Häuser, Hirschholm av Thurah). Ved siden av den
danske maler H. Krogk (1671—1788) og den norske
elfensbensskjærer M. Berg (1666—1739) arbeider
indkaldte utlændinger (billedhuggeren Petzold, de tyske
malere Wahl og Tuscher, italieneren Miani). — Under
Fredrik V utvidedes den i 1754 grundlagte kunstskole
til kunstakademi, som i begyndelsen lededes i fransk
retning (med den franske billedhugger Saly som
direktør). Den franske arkitekt Jardin betegner overgangen
fra rokoko til den antikiserende Louis XVI
(Marmorkirken, fuldført 1894, Fredrik V’s rytterstatue paa
Amalienborg plads). Av portrætmalere virket svensken Pilo
(1711—73) og den udmerkede danske maler Vigilius
Erichsen (1722—82). — Fra 1772 lededes akademiet av
danske kunstnere væsentlig i antikiserende aand. Denne
retning tilhører arkitekterne Harsdorff (1735—99), C.
F. Hansen (1756—1845, ombygning av Ckhristiansborg,
Vor Frue kirke) og P. Malling (1781—1802),
billedhuggerne Wiedewelt (1731—1802) og Thorvaldsen (1770—
1844). Malerkunsten lededes ved akademiet av den
lærde og formelle Abildgaard (1743—1809). Den
akademiske retning tilhører ogsaa Carstens (1754—98) og
Kratzenstein-Stub (1783—1816). Den udmerkede
portrætmaler J. Juel (1745—1802) og E. Pauelsen (1749—
90), historiebilleder, portræt og genre) var de første som
hadde sans for gjengivelse av dansk natur. — Med
Eckersberg (1783—1853) brøt naturstudiet igjennem,
hvorved der grundlagdes en dansk malerkunst av en
fordringsløs borgerlig, intim, troværdig karakter. Som
hans elever utgik fra akademiet en hel ny dansk
malergeneration: C. A. Jensen (1792—1870), M. Rørbye (1803
—48), W. Bendz (1804—32), Constantin Hansen (1804
—80), A. Müller (1811—44) og de to interessante og
fremragende kunstnere Wilh. Marstrand (1810—73) med
sine fantasirike og humørfyldte genrebilleder og
tegninger og C. Købke (1810—48), en betydelig malerisk
begavelse. I skulpturen behandlet Freund (1786—1840)
emner av nordisk mytologi i græsk-antikiserende aand,
den fine, lyriske A. Jerichau (1816—83) gik i mer
realistisk retning og H. V. Bissen (1798—1868) fik særlig
indflydelse som lærer. I arkitekturen var den tyske
Hetsch (1788—1864) empirens forkjæmper; Bindesbøll
(1800—56) har æren av det smukke Thorvaldsens
museum; av brødrene Hansen arbeidet den yngre Teofilus
i Wien; Herholdt og Meldahl sluttet sig til
renæssansen; N. S. Nebelong gjenopførte Viborg domkirke. I
malerkunsten fortsætter det nationalt hjemlige som
grunddrag. Teoretisk hævdedes dette standpunkt i
1840-aarene kraftig av kunsthistorikeren Høyen. I
landskapsmaleriet bringes det til utførelse av J. T. Lundbye
(1818—48), P. C. Skovgaard (1817—75), V. Kyhn (1819
—1903), G. Rump (1816—80) o. fl., i
folkelivsskildringer av J. Sonne (1801—980), senere av C. Dalsgaard (1824
—1907), J. Exner (1825—1910), F. Vermehren (1823—
1910) o. a. Ved siden av den nationale skole holdt en
del kunstnere paa en mere almindelig europæisk
kunstretning. Fremdeles søkte mange danske kunstnere til
Italien. Den fantasifulde tegner L. Frølich (1820—1908)
Trykt september 1920.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
