Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1031
(1874—77), «Tilskueren» (fra 1884), «Det Ny Aarh.»
(1903—09) og «Gads Danske Magasin» (fra 1906); av
illustrerte ukeblade findes bl. a. «Ill. Tidende» (fra 1859),
Allers «Ill. Familiejournal» (fra 1877) og «Hjemmet»
(fra 1904). — Historie. Jordfundene viser at D. har
været bebodd mindst flere tusen aar før vor tidsregning.
Men først fra midten av det første aarh. e. Kr.
foreligger der beretninger, hvor historien begynder at
utløses fra myten, og endnu i flere aarhundreder fortoner
de skikkelser som omtales, sig i sagndannelsens svævende
og forstørrende omrids. Som den «første» konge nævnes
av Saxo Dan, av andre Skjold, Odins søn og angivelig
stamfar til Skjoldungernes helteæt i Leire (Frode
Fredegode, Rolv Krake); ved siden av disse omtales «konger»
ogsaa i Jylland (Uffe hin spake, Amleth (Hamlet)) og i
Skaane (Ivar Vidfadme). Den sidste ætling av de gamle
høvdingekonger er Harald Hildetand (i det 7 cller 8 aarh.),
hvem det tillægges at ha samlet en stor del av det senere
D. til ett rike, som dog straks atter splittedes ved hans
fald i det mytiske Braavalla-slag i kamp mot sveakongen
Sigurd Ring. D.s egentlige historie begynder med
vikingetogene, av hvilke de første sættes til ca. 790.
Omtrent samtidig kom D. i berøring med landene i syd og
vest, hvor langvarige græansekampe opstod. 808 bar
Karl den store vaaben paa kong Gotfred, fordi denne
hadde bistaat sachserne; hans brorsøsn Hemming tok
S11 fred av keiseren paa det vilkaar at herefter skulde
Eider være D.s grænse mot syd. Under frændekrige
mellem Gotfreds efterkommere søkte Harald Klak 8236 tilflugt
hos keiser Ludvig den fromme, lot sig døpe og fulgtes hjem
av Ansgarius (Ansgar), som blev den første missionær ii D.
Under Gotfreds søn Haarik (827—54), hvem det lykkedes
at bli enekonge, og endmere under Haarik den yngre
d. 870) antok vikingetogene et vældig omfang. Stundom
utgjorde de hære paa 30—40 000 mand. Englands
nordøstlige del, Danelagen, blev erobret 878, Sydengland og
Nordfrankrike, ja endnu fjernere lande blev gang paa gang
hjemsøkt. Imidlertid blev hjemlandet oprevet av indre
stridigheter. Endelig lykkedes det Gorm den gamle
(d. 936) paany at samle riket, som fra nu av var en
statsenhet; hans dronning Tyra Danebod bygget
Danevirke til vern i syd mot de tyske stammer. Deres søn
Harald Blaatand utstrakte sit herredømme ogsaa til store
dele av Holsten, og i vendernes land ved Oderens
munding grundla han krigerkolonien Jomsborg; ogsaa dele
av Norge la han under sit vælde og skapte saaledes
et stort nordisk rike. Da han ca. 960 lot sig døpe,
bidrog dette kraftig til at skaffe kristendommen
utbredelse blandt folket. 974 kom han i krig med keiser
Otto II, som ødela Danevirke og oprettet et
markgrevskap mellem Slien og Eider, som dog snart atter
faldt ind under Haralds magt. Harald faldt (985) i kamp
mot sin egen søn Svein Tjugeskjeg (d. 1014), som var en
vældig kriger; han beseiret Olav Trygvessøn (1000),
hvorved han erobret en del av Norge, og foretok flere
hærtog til England, som i 1013 i sin helhet blev
undertvunget. Ved Sveins død blev riket delt, idet hans yngre
søn Harald blev konge i D. (1014—18), mens den ældre
Knut den store (1018—36) foreløbig fik England. Her
befæstet han sin magt ved at egte kong Ethelreds enke;
ved brorens død arvet han ogsaa D. og 1028 fik han
fravristet Olav den hellige Norge. Knuts regjering
betegnet danevældets største magt, og der stod glans av
hans navn som av ingen tidligere dansk konges. Han
befæstet kristendommen og la grunden til en adel ved
at oprette en fast hird. Men ved hans død faldt
erobringsriket fra hverandre, og da hans æt 1042
utdøde med sønnen Hardeknut, blev dennes halvbror
Edvard Bekjenderen konge i England, mens D. tilfaldt
den norske konge Magnus den gode (1042—47), hvem
Danmark
1032
det lykkedes i slaget paa Lyrskovshede (1043) at slaa
tilbake det store vendiske angrep paa D. og derved sikre
dette mot vendernes overherredømme. Magnus
efterfulgtes av Knut den stores søstersøn Svein Estridssøn
(1047—76), som dog indtil 1064 maatte føre en svækkende
krig med Harald Haardraade. Svein styrket
geistlighetens magt, og den klerikale politik blev fortsat av
hans fem sønner og efterfølgere: Harald Hein (d. 1080),
Knut den hellige (d. 1086), Olav Hunger (d. 1095), Erik
Eiegod (d. 1103) og Nils Sveinssøn (d. 1134), for de
flestes vedkommende svake og litet duelige konger, som
gik i presteskapets ledebaand. Særlig var dette sidste
tilfældet med Knut den hellige, som gav biskoperne
rang med hertuger og jarler og stillet geistligheten
utenfor den verdslige domsret. Hans kristne nidkjærhet
skaffet ham helgenglorien. Erik utvirket at et særskilt
erkebiskopsæte for Norden blev oprettet i Lund. Under
Nils og hans efterfølgere Erik Emune (d. 1137) og Erik
Lam (d. 1147) led riket av sterke indbyrdes stridigheter
og vendiske plydringstog. En langvarig tronstrid endte
med at Valdemar den store (1157—82) blev enekonge.
Han var en kraftig hersker som gjenoprettet ro og
orden i riket og erobret Rügen (1169). Hans søn
Knut VI (1182—1202) fuldbyrdet 1184 vendernes
undertrykkelse (herav titelen «slavernes» (senere «vendernes»
konge), bragte Pommern og Mecklenburg i avhængighet
av D: og indtok Holsten (1201). Knuts bror Valdemar
Seier (1202—41) utbredte sit vælde over Østersjøens
hele sydkyst og erobret 1219 Estland, hvis indbyggere
blev døpt. Men det meste av disse erobringer gik atter
tapt, da Valdemar 1223 toges til fange av grev Henrik
av Schwerin og derpaa 1227 ved Bornhøved led et nederlag
i kamp mot denne og andre nordtyske fyrster. I
Valdemarernes tid utviklet sig, for en stor del rekrutert fra
de mægtige bondeætter, en adel av kongelige lensmænd,
som mot at gjøre krigstjeneste erholdt utstrakte
rettigheter. Spørsmaalet om presteskapets retsstilling fik sin
avslutning ved indførelse av tiende og tvungent cølibat;
talrike klostre reistes i dennetid. Trældommen avskaffedes
helt og trællene gik over i bondestanden, men vedblev at
være vornede, d. e. knyttet til den jord hvor de var
født. Landskapslovene blev samlet og kodificert: den
sidste av dem var Jyske lov av 1241. Den overmagt,
Lübeck og Hamburg hadde faat paa handelens omraade,
mens de var forenet med D. under Valdemar Seier,
vedblev de at beholde til skade for de danske byers
utvikling. Efter Valdemarernes tid indtraadte D. i en
forfaldsperiode, som bragte riket opløsningen nær.
Valdemars tre sønner, Erik Plogpenning (d. 1250), Abel
(d. 1252) og Christoffer I (d. 1259), led alle en voldsom
død, og den sidstes søn Erik Klipping blev 1286 myrdet
av sammensvorne adelsmænd. Geistligheten benyttet sig
av forvirringen og de indre stridigheter til yderligere at
øke sin magt. Landet blev 1259—75 belagt med
interdikt, og det samme gjentok sig 1299—1303 under Erik
Menved (1286—1319). Ogsaa adelens indflydelse tiltok,
og 1282 maatte Erik Klipping gi den første
haandfæstning. Cbhristoffer II (1319—33) maatte kjøpe sin krone
ved en endnu strengere haandfæstning, som tilsikret
adel og presteskap alle deres rettigheter og beklippet
kongemagten. Denne elendige konge bortpantet
efterhaanden store dele av landet, var 1326—29 endog
fordrevet av en motkonge og efterlot riket i den største
forvirring. I syv aar hadde det ingen konge. Grev Gert
av Holsten holdt paa at gjøre D. til en tysk provins,
da Nils Ebbessøn reddet landet fra denne skjæbne ved
at myrde greven. Christoffers søn Valdemar Atterdag
(1340—75) samlet atter det splittede rike, gjenerobret
1360 de skaanske landskaper som 1332 var kommet
under den svenske konge, og indtok 1361 Gotland, hvor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
