1033 efter han antok titelen «de gothers konge». 1346 hadde han solgt Estland til den Tyske orden. 1362—71 førte han en forbitret, men uheldig krig med de stedse mere overmægtige Hansestæder. Valdemars datter Margrete (1376—1412) gjorde atter D. til et mægtig rike. Ved hendes egteskap med Norges konge Haakon VI (d. 1380) forenedes Norge og D. under hendes umyndige søn Olav (1376—87). Saaledes blev hun den styrende i begge disse lande, og ved at hjælpe svenskerne mot Albrecht av Mecklenburg (1389) vandt hun ogsaa Sverige, som ved den saakaldte Kalmarunion 1397 forenedes med de to andre nordiske riker til en personalunion. Til gjengjæld maatte hun 1386 overdrage Sønderjylland som arvelig forlening til greverne av Holsten, et skridt, som under hendes efterfølger Erik av Pommern (d. 1439), fremkaldte en langvarig krig. Under ham blev (ca. 1430) øresundstolden indført. 1434 maatte Erik bekjæmpe uroligheter i Sverige; han gjorde sig ved sin tiltagende uduelighet almindelig foragtet, og tilslut blev han avsat. Under Erik og Christoffer av Baiern (1440—48) blev Kbh. mere og mere fast residens og hovedstad. Med Christian I (1448—81) kom Oldenborgernes æt paa tronen. Foreningen med Norge blev under ham befæstet ved en overenskomst i Bergen 1450. I Sverige blev han rigtignok 1457 valgt til konge, men han formaadde ikke at opretholde besiddelsen av dette rike. For at vinde Holsten og Sønderjylland lot han sig 1460, ved sin onkel Adolf VIII’s død, vælge til hertug i disse landsdele og gav dem privilegier, som senere blev grundlaget for den slesvig-holstenske opfatning av hertugdømmernes stilling til den danske stat. Under ham oprettedes (1479) Kjøbenhavns universitet. Christians søn Hans (1481—1513) vandt 1497 efter lange underhandlinger Sverige tilbake, men tapte dette paany 1501, aaret efter et ulykkelig felttog mot ditmarskerne. Han bekjæmpet med held Hansestæderne og skapte en dansk flaate. Sønnen Christian II (1513—23) søkte forbindelse med borger- og bondestand for ved deres hjælp at knække geistlighetens og adelens magt og saaledes skape et sterkt kongedømme. Et led i denne politik var ogsaa hans bestræbelser for at trænge de overmægtige hanseater tilbake, saaledes at den hjemlige handel og næringsvirksomhet kunde faa bredere raaderum. For at svække hanseaterne begunstiget han derhos hollænderne. Ved siden av disse store opgaver vilde Christian undertvinge Sverige. Det lykkedes ham at erobre Stockholm, men han forspildte frugterne av sin seier ved at iverksætte Stockholms blodbad (8 nov. 1520). Denne grusomhet bragte svenskerne til at anspænde sin sidste motstandskraft, og de fik en udmerket fører i Gustaf Vasa. Han reiste Sverige, fordrev danskerne, og da Christian kort efter, frygtende en almindelig reisning av den danske adel, flygtet fra D., blev unionen mellem de to lande for altid opløst (1523). Adelen satte nu paa tronen Christians farbror Fredrik I (1523—33). Under ham begyndte reformationen at faa indgang i D. Ved hans død utbrøt den blodige «grevefeide» (1534—36), i hvilken dels borger- og ] bondestand reiste sig mot adelen, dels den nye kirkelære bekjæmpet den gamle, samtidig som lübeckerne ved at understøtte greven av Oldenburgs tronkandidatur søkte at fiske i rørt vande, og holstenerne i forbund med den danske adel kjæmpet for Fredriks søn, Chri- ] stian III (1534—59), hvem det endelig lykkedes at indta Kjøbenhavn, som var grevens sidste besiddelse. Christian indførte reformationen 1536 og berøvet bisperne deres verdslige magt, hvorved adelen blev den eneste herskende stand i riket indtil 1660. Dog gik ogsaa kongemagten styrket ut av kampene, og der indførtes en bedre forvaltning med sterkere centralisation. Det norske riksraad ophævedes, og landet kom i lydrikefor- Danmark 1034 hold til D. Fredrik II (1559—88) førte 1563—70 den nordiske Syvaarskrig med Sverige, som ikke bragte nogen av parterne fordele. Sjømagten utvikledes sterkt, og under vern av denne kunde nu hanseaterne holdes ute, saaledes at de ophørte at spille nogen rolle i D. og Norge. Mens adelens magt ogsaa under denne konge utvidedes og bønderne efter 1570 ikke mere blev indkaldt til riksdagene, førte hans søn Christian IV (1588— 1648) for saavidt en mere demokratisk politik som han søkte at støtte bønder og borgere likeoverfor adelen. Christian var levende interessert for byernes og næringslivets opkomst, og mange indre reformer skyldtes hans aapne blik for folkets krav. Naar Kalmarkrigen (1611—13 undtages, var hans utenrikspolitik uheldig; hans deltagelse i Trediveaarskrigen medførte blot at Jylland herjedes av de keiserlige tropper, og ved freden til Brømsebro (1645) maatte han avstaa Jemtland, Herjedalen og Gotland til Sverige. Sønnen Fredrik III (1648—70) maatte kjøpe tronen med en haandfæstning, som beskar kongemagten, saa den blev svakere end under nogen tidligere konge. Da han 1657 søkte at gjenoprette D.s tap til Sverige 1645, oversvømmedes landet hurtig av Karl X, og den fred som 1658 avsluttedes i Roskilde, maatte kjøpes paa de ydmygende vilkaar at Skaane, Halland, Blekinge og Bornholm samt av Norge Bohuslen og Trondhjemsamterne maatte avstaaes til Sverige. Da Karl X faa maaneder senere atter aapnet krig mot D., blev landet bragt til undergangens rand og reddedes kun ved Kjøbenhavns tapre forsvar og hjælp fra Holland og Brandenburg. Ved freden til Kjøbenhavn (1660) blev vistnok Trondhjemsamterne og Bornholm git tilbake, men rikerne var forarmet og ødelagt. Da adelen paa riksdagen 1660 vægret sig for at støtte statens finanser, vakte dette hos presteskapet og borgerstanden en saadan uwvilje at kongen kunde vove et statskup. Adelen blev berøvet sin magt, haandfæstningen ophævedes, kronen erklærtes arvelig, og kongen tillagdes enevoldsmagt. Den nye forfatning lovfæstedes ved «kongeloven» (1665), men bønderne og borgerstanden gik i det væsentlige glip av de lovede reformer. Sønnen Christian V (1670— 99) indførte en ny titeladel, ridderordener og rangvæsen. Efter omhyggelige forarbeider blev lovene kodificert i Danske lov (1683). Christian forsøkte uten held at gjenvinde Skaane, Halland og Blekinge og at berøve hertugen av Holsten-Gottorp den overhøihet denne 1658 ved Sveriges hjælp hadde faat sig tilkjendt over Slesvig. Det sidste lykkedes derimot for sønnen Fredrik IV (1699— 1730), men dennes langvarige krig med Sverige («den store nordiske krig» 1709—20) førte væsentlig kun til at D. begyndte at komme i avhængighetsforhold til Rusland. «Vornedskapet» avskaffedes 1702, men til gjengjæld fik bondestanden en haardt trykkende militærtjeneste. Disse baand paa friheten strammedes yderligere under sønnen Christian VI (1730—46), som for at hindre de talrike rømninger og til jordens «konservering» ved forordning av 4 feb. 1733 stavnsbandt alle landets bønder fra 14 til 36 aar og gav proprietærerne ret til at ta hvem de vilde paa sin eiendom til soldat. Industrien søktes fremmet efter merkantilsystemets grundsætninger. 1732 stiftedes det indbringende Asiatiske Kompani, og til næringslivets fremme oprettedes 1735 et økonomi- og kommercekollegium (handelsdepartement). Ved det tysktalende hof hersket pietisteri og pragtlyst. Ødselheten og statsformynderiet økedes end mere under sønnen Fredrik V (1746—66); merkantilismens monopolvæsen og indførselsforbud kulminerte. Hans søn Christian VII (1766—1808) var under den største del av sin regjeringstid sindssyk. 1770—72 laa styrelsen i den doktrinært reformvenlige, til greve ophøiede tyske læge Struensee’s haand. Han stod i et brødefuldt forhold til