Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1033
efter han antok titelen «de gothers konge». 1346 hadde
han solgt Estland til den Tyske orden. 1362—71 førte
han en forbitret, men uheldig krig med de stedse mere
overmægtige Hansestæder. Valdemars datter Margrete
(1376—1412) gjorde atter D. til et mægtig rike. Ved
hendes egteskap med Norges konge Haakon VI (d. 1380)
forenedes Norge og D. under hendes umyndige søn Olav
(1376—87). Saaledes blev hun den styrende i begge
disse lande, og ved at hjælpe svenskerne mot Albrecht
av Mecklenburg (1389) vandt hun ogsaa Sverige, som
ved den saakaldte Kalmarunion 1397 forenedes med de
to andre nordiske riker til en personalunion. Til
gjengjæld maatte hun 1386 overdrage Sønderjylland som
arvelig forlening til greverne av Holsten, et skridt, som
under hendes efterfølger Erik av Pommern (d. 1439),
fremkaldte en langvarig krig. Under ham blev (ca. 1430)
øresundstolden indført. 1434 maatte Erik bekjæmpe
uroligheter i Sverige; han gjorde sig ved sin tiltagende
uduelighet almindelig foragtet, og tilslut blev han avsat.
Under Erik og Christoffer av Baiern (1440—48) blev Kbh.
mere og mere fast residens og hovedstad. Med Christian
I (1448—81) kom Oldenborgernes æt paa tronen.
Foreningen med Norge blev under ham befæstet ved en
overenskomst i Bergen 1450. I Sverige blev han
rigtignok 1457 valgt til konge, men han formaadde ikke at
opretholde besiddelsen av dette rike. For at vinde
Holsten og Sønderjylland lot han sig 1460, ved sin onkel
Adolf VIII’s død, vælge til hertug i disse landsdele og
gav dem privilegier, som senere blev grundlaget for den
slesvig-holstenske opfatning av hertugdømmernes stilling
til den danske stat. Under ham oprettedes (1479)
Kjøbenhavns universitet. Christians søn Hans (1481—1513)
vandt 1497 efter lange underhandlinger Sverige tilbake,
men tapte dette paany 1501, aaret efter et ulykkelig
felttog mot ditmarskerne. Han bekjæmpet med held
Hansestæderne og skapte en dansk flaate. Sønnen
Christian II (1513—23) søkte forbindelse med borger- og
bondestand for ved deres hjælp at knække geistlighetens
og adelens magt og saaledes skape et sterkt kongedømme.
Et led i denne politik var ogsaa hans bestræbelser for
at trænge de overmægtige hanseater tilbake, saaledes at
den hjemlige handel og næringsvirksomhet kunde faa
bredere raaderum. For at svække hanseaterne
begunstiget han derhos hollænderne. Ved siden av disse store
opgaver vilde Christian undertvinge Sverige. Det
lykkedes ham at erobre Stockholm, men han forspildte
frugterne av sin seier ved at iverksætte Stockholms
blodbad (8 nov. 1520). Denne grusomhet bragte svenskerne
til at anspænde sin sidste motstandskraft, og de fik en
udmerket fører i Gustaf Vasa. Han reiste Sverige,
fordrev danskerne, og da Christian kort efter, frygtende
en almindelig reisning av den danske adel, flygtet fra
D., blev unionen mellem de to lande for altid opløst
(1523). Adelen satte nu paa tronen Christians farbror
Fredrik I (1523—33). Under ham begyndte
reformationen at faa indgang i D. Ved hans død utbrøt den
blodige «grevefeide» (1534—36), i hvilken dels borger- og ]
bondestand reiste sig mot adelen, dels den nye
kirkelære bekjæmpet den gamle, samtidig som lübeckerne
ved at understøtte greven av Oldenburgs tronkandidatur
søkte at fiske i rørt vande, og holstenerne i forbund
med den danske adel kjæmpet for Fredriks søn, Chri- ]
stian III (1534—59), hvem det endelig lykkedes at indta
Kjøbenhavn, som var grevens sidste besiddelse.
Christian indførte reformationen 1536 og berøvet bisperne
deres verdslige magt, hvorved adelen blev den eneste
herskende stand i riket indtil 1660. Dog gik ogsaa
kongemagten styrket ut av kampene, og der indførtes
en bedre forvaltning med sterkere centralisation. Det
norske riksraad ophævedes, og landet kom i lydrikefor-
Danmark
1034
hold til D. Fredrik II (1559—88) førte 1563—70 den
nordiske Syvaarskrig med Sverige, som ikke bragte nogen
av parterne fordele. Sjømagten utvikledes sterkt, og
under vern av denne kunde nu hanseaterne holdes ute,
saaledes at de ophørte at spille nogen rolle i D. og
Norge. Mens adelens magt ogsaa under denne konge
utvidedes og bønderne efter 1570 ikke mere blev
indkaldt til riksdagene, førte hans søn Christian IV (1588—
1648) for saavidt en mere demokratisk politik som han
søkte at støtte bønder og borgere likeoverfor adelen.
Christian var levende interessert for byernes og
næringslivets opkomst, og mange indre reformer skyldtes hans
aapne blik for folkets krav. Naar Kalmarkrigen (1611—13
undtages, var hans utenrikspolitik uheldig; hans
deltagelse i Trediveaarskrigen medførte blot at Jylland
herjedes av de keiserlige tropper, og ved freden til
Brømsebro (1645) maatte han avstaa Jemtland, Herjedalen og
Gotland til Sverige. Sønnen Fredrik III (1648—70) maatte
kjøpe tronen med en haandfæstning, som beskar
kongemagten, saa den blev svakere end under nogen tidligere
konge. Da han 1657 søkte at gjenoprette D.s tap til
Sverige 1645, oversvømmedes landet hurtig av Karl X,
og den fred som 1658 avsluttedes i Roskilde, maatte
kjøpes paa de ydmygende vilkaar at Skaane, Halland,
Blekinge og Bornholm samt av Norge Bohuslen og
Trondhjemsamterne maatte avstaaes til Sverige. Da Karl X
faa maaneder senere atter aapnet krig mot D., blev
landet bragt til undergangens rand og reddedes kun ved
Kjøbenhavns tapre forsvar og hjælp fra Holland og
Brandenburg. Ved freden til Kjøbenhavn (1660) blev
vistnok Trondhjemsamterne og Bornholm git tilbake,
men rikerne var forarmet og ødelagt. Da adelen paa
riksdagen 1660 vægret sig for at støtte statens finanser,
vakte dette hos presteskapet og borgerstanden en
saadan uwvilje at kongen kunde vove et statskup. Adelen
blev berøvet sin magt, haandfæstningen ophævedes,
kronen erklærtes arvelig, og kongen tillagdes enevoldsmagt.
Den nye forfatning lovfæstedes ved «kongeloven» (1665),
men bønderne og borgerstanden gik i det væsentlige
glip av de lovede reformer. Sønnen Christian V (1670—
99) indførte en ny titeladel, ridderordener og rangvæsen.
Efter omhyggelige forarbeider blev lovene kodificert i
Danske lov (1683). Christian forsøkte uten held at
gjenvinde Skaane, Halland og Blekinge og at berøve hertugen
av Holsten-Gottorp den overhøihet denne 1658 ved
Sveriges hjælp hadde faat sig tilkjendt over Slesvig. Det
sidste lykkedes derimot for sønnen Fredrik IV (1699—
1730), men dennes langvarige krig med Sverige («den
store nordiske krig» 1709—20) førte væsentlig kun til
at D. begyndte at komme i avhængighetsforhold til
Rusland. «Vornedskapet» avskaffedes 1702, men til
gjengjæld fik bondestanden en haardt trykkende
militærtjeneste. Disse baand paa friheten strammedes
yderligere under sønnen Christian VI (1730—46), som for at
hindre de talrike rømninger og til jordens «konservering»
ved forordning av 4 feb. 1733 stavnsbandt alle landets
bønder fra 14 til 36 aar og gav proprietærerne ret til
at ta hvem de vilde paa sin eiendom til soldat.
Industrien søktes fremmet efter merkantilsystemets
grundsætninger. 1732 stiftedes det indbringende Asiatiske
Kompani, og til næringslivets fremme oprettedes 1735
et økonomi- og kommercekollegium (handelsdepartement).
Ved det tysktalende hof hersket pietisteri og pragtlyst.
Ødselheten og statsformynderiet økedes end mere under
sønnen Fredrik V (1746—66); merkantilismens
monopolvæsen og indførselsforbud kulminerte. Hans søn
Christian VII (1766—1808) var under den største del av sin
regjeringstid sindssyk. 1770—72 laa styrelsen i den
doktrinært reformvenlige, til greve ophøiede tyske læge
Struensee’s haand. Han stod i et brødefuldt forhold til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
