Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1035
dronningen Caroline Matilde. Sammen med sin
tilhænger grev Brandt blev han efter en skandaløs proces
henrettet og efterfulgtes av den konservativt nationale
Guldberg (1772—84), som ved et forbund, «den
væbnede nøitralitet» (1780), knyttet D. endnu nærmere til
Rusland. Fra 1784 blev regjeringsmagten utøvet av
kronprins Fredrik, som under A. P. Bernstorffs liberale
ledelse (17834—97) ophævet stavnsbaandet (20 juni 1788),
frigav kornhandelen og indførte trykkefrihet. Der
indtraadte en blomstrende handelsperiode, som øket
velstanden. Toldforordning av 6 febr. 1797 gjennemførte
en moderat frihandel. Trykkefriheten indskrænkedes
atter 1799. Med Rusland, Sverige og Preussen indgik
D. 1800 en ny c«væbnet nøitralitetə». Dette ledet til
fredsbrud med England og slaget paa Kjøbenhavns red 2
april 1801, hvorved D. blev latt i stikken av sine allierte.
Da D. senere nærmet sig Frankrike, forlangte England
at D. skulde forbinde sig med Napoleons fiender og
krævet dets flaate utlevert til pant herpaa. Dette krav
avvistes, og herav fulgte 1807 Kjøbenhavns
bombardement, flaatens tap og en syvaarig ulykkelig krig, som
svækket landet til det yderste. Jan. 1813 kom det til
en formelig statsbankerot. 30 aug. 1812 var der mellem
keiser Alexander I av Rusland og den svenske tronfølger
Karl Johan blit avsluttet et forbund som gik ut paa at
Sverige skulde erholde Norge mot til gjengjæld at støtte
Rusland. For at realisere denne plan, som indgik som
et led i de allierte fyrsters kampe mot Napoleon, hvis
forbundne D. vedblev at være, rykket Karl Johan ind i
Holsten. Saaledes betrængt, men efter et kortvarig
felttog i decbr. 1813 ingenlunde overvundet gik den svake
Fredrik VI, som siden 1808 regjerte i eget navn, med
paa at avslutte freden til Kiel 14 jan. 1814, ved hvilken
han til fordel for Sveriges konge gav «avkald paa alle
sine rettigheter og adkomster til kongeriket Norge» (se
Norge, historie). Svækket indad og utad var
tilstandene i D. den følgende tid sørgelige; i aarene 1820—26
maatte mange gaa fra gaard og grund, fordi de ikke
kunde betale skatterne. Kongens plan om at beskytte
det danske sprog i Slesvig mot fortyskning strandet paa
den slesvyigske embedsstands motstand, og da han 1834
oprettet en egen regjering og høiesteret for Slesvig og
Holsten, bidrog dette blot til at paaskynde
fortyskningen. Da Fredrik manglet mandlige arvinger, gik kronen
over til hans nærmeste frænde Christian VIII (1839—48),
den fra Norges historie i 1814 kjendte Christian Fredrik.
Som D.s konge førte han en svak og vaklende politik
likeoverfor Slesvig-Holsten; herved og ved sin motstand
mot frisindede reformer vakte han misnøie i D. Det
av holstenerne og de tysktalende slesvigere længe
forberedte oprør utbrøt straks efterat hans søn Fredrik VII
(1848—63) hadde besteget tronen. Kongen, som var
henvist til at vinde det danske folks tillid, gav derfor i
grundloven av 5 juni 1849 landet en fri forfatning. Det
slesvig-holstenske oprør, som understøttedes av det tyske
forbund og dettes stormagter, førte til en treaarig krig,
som vistnok reddet monarkiets integritet, men iøvrig
lot striden mellem dansk og tysk uavgjort. Under tryk
fra de tyste stater og Rusland offentliggjorde Fredrik
1852 utkast til en ny helstatsforfatning for monarkiet
(«fællesforfatning»), som endelig 1855 fik riksdagens
bifald. Den gik ut paa at junigrundloven kun skulde
gjælde for det egentlige D., hvorimot de utenrikske
anliggender, hær og flaate, told- og postvæsen blev
riksfællesanliggender, underlagt et riksraad, hvor de
særskilte landsdele var repræsentert i forhold til sin
befolkning. Men misnøie vedblev at herske i de sydlige
riksdele, og slesvig-holstenerne fik atter medhold av de
tyske stater og i forbundsdagen. Allerede 1858 maatte
helstatsforfatningen ophæves for Holsten og Lauenburg,
Danmark
1036
og alle forhandlinger om en ny fælles ordning løp ut i
sandet. 1863 besluttet D. at forandre
helstatsforfatningen uten hensyn til de tyske lande, og en ny forfatning
for kongeriket og Slesvig kom istand 13 nov. 1863. To
dage efter døde kongen, og med ham utdøde den danske
gren av den oldenborgske æt paa mandssiden. I henhold
til traktat i London 1852 besteg en prins av
Holsten-Glücksburg, som var gift med nærmeste tronarving til
D., Luise av Hessen, tronen som Christian IX. Tyskerne
bestred at han hadde nogen ret til hertugdømmerne, og
satte magt bak sit krav, en tidlang under paaskud av
at det skedde til bedste for prinsen av Augustenborg.
Efterat Danevirke var rømmet 5 febr. 1864, rykket tyske
tropper ind i Jylland, og 18 april indtok de skanserne
ved Dybbøl og 29 juni øen Als. Mens felttoget stod
paa, samledes en konferanse i London for at drøfte D.s
sak, men dets haardnakkede motstand mot enhver
deling av Slesvig efter nationaliteterne ødela dets sidste
chancer. Det maatte derfor finde sig i ved fredsslutning
til Wien 30 okt. samme aar at avstaa ikke blot de to
tyske hertugdømmer Holsten og Lauenburg, men ogsaa
det gamle danske land Slesvig, hvis nordlige dele
fremdeles var bebodd av dansktalende. Efter den ulykkelige
krig rettedes opmerksomheten paa at sammensmelte
junigrundloven med novemberforfatningen, og efter megen
strid blev dette fuldbyrdet i «den gjennemsete
grundlov av 28 juli 1866». Det lidte landstap erstattedes
forholdsvis snart ved det opsving D.s næringsliv i den
følgende tid undergik; aldrig blomstret jordbruk, handel
og industri som i aarhundredets sidste tredjedel. 1866
grundlagdes «Danske Hedeselskab» (s. d.), som hurtig
forvandlet halvdelen av Jyllands lyngmarker til aker,
eng og skog; 1868—74 anlagdes Esbjerg havn, hvorved
der banedes vei for en stedse stigende utførsel av
landbruksvarer til England. Handelen fik et fremstøt ved
oprettelsen av det «Forenede Dampskibsselskab» og
det «Store Nordiske Telegrafselskab». I Tietgen fik
landet en foregangsmand paa forretningslivets omraade,
hvis initiativ og fremsyn virket ansporende til alle
sider. Men samtidig med at den materielle utvikling
tok vekst, tørnet de længe undertrykte
interessemotsætninger sammen i voldsomme politiske kampe.
Oppositionen samlet sig til «det forenede venstre». Da dette
1872 hadde opnaadd noget over halvdelen av
pladsene i folketinget, krævet det parlamentarismen indført
og satte al sin kraft ind herpaa til fortrængsel for
løsningen av andre reformopgaver. I okt. 1873 grep det
til det radikale middel at negte finanslovens (budgettets)
behandling; det styrtet ministerierne Holstein 1874,
Fonnesbech 1875, men i juni dette aar kom Estrup til
magten, og han blev staaende i 19 aar, idet han med
støtte av landstingets flertal hævdet de to kamres
likeberettigede stilling og kongens ret til frit at vælge sine
raadgivere. Under den lange forfatningskamp stod
reformarbeidet i stampe. Det lykkedes imidlertid ikke
at bryte regjeringens motstand, selv ikke da
oppositionen 1882 slog ind paa en planmæssig «visnepolitik».
Ved valgene 1884 opnaadde venstre en glimrende seier,
idet antallet av ministeriets tilhængere i folketinget sank
fra 34 til 19 av 102 medlemmer. Folketinget benyttet
nu sin magt til yderligere at beklippe regjeringens
budgetforslag. Dette fremkaldte et aapent brud med
folketinget, og en provisorisk finanslov blev utfærdiget, et
system, som under de to tingavdelingers strid blev
fortsat i 9 aar. Imidlertid lot regjeringen uten lovlig
bevilgning Kbh. befæste, anla et sterkt sjøfort paa
Middelgrunden, indskrænket trykkefriheten og oprettet et
gendarmeri til vern mot mulige uroligheter. Forbitrelsen
i landet steg stadig, og selv ikke store nationale fester
som hundredaarsmindet om «stavnsbaandets» ophævelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
