Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1037
eller kongens 35 aars regjeringsjubilæum, formaadde at
samle partierne. Denne golde haand kunde i længden
ikke taales, og tilslut ønsket ogsaa høire en
tilbakevenden til normale forhold; i aarene efter 1890 slog
det ind paa at gjøre indrømmelser, som fik utslag i en
række gode reformer (fattiglov, alderdomsforsikring,
sykekasselov, fællesnordisk sjøfartslov, oprettelse av
Kjøbenhavns frihavn o. s. v.). Venstre splittedes, og 1
april 1894 indgik høire og en fraktion av venstre (under
F. Bojsen) det saakaldte «forlik», gaaende ut paa at de
provisoriske forordninger skulde ophæves, et i lovens
former utfærdiget budget istandbringes og befæstningerne
godkjendes. Som en naturlig frugt herav fulgte i aug. s. a.
Estrups avgang og dannelsen av ministeriet Reedtz-Thott,
som dog ved sit ensidige høirepræg støtte venstre fra sig,
samtidig med at dets mæglingsforsøk vakte uvilje hos
yderste høire. Heller ikke høireministerierne Hørring (1897)
og Sehested (1900) hadde bedre held med sig. Valgene
1898 og 1901 gav oppositionen en vældig overmagt.
Vistnok fik man i denne periode en række vigtige nye
love, men lovgivningsarbeidet viste at regjeringens
indflydelse var i sterkt avtagende. Da bestemte kongen sig
for et systemskifte i parlamentarisk retning og 24 juli
1901 blev det ublandede venstreministerium Deuntzer
s. d. utnævnt. Hermed var en ny reformernes tid
indledet, og mange vigtige lovarbeider blev i de følgende
aar fremmet, navnlig paa skolens, kirkens og
landbrukets omraade. Et forsøk paa at sælge de Vestindiske
Øer til de Forenede Stater strandet (1902). Uenighet
inden venstrereformpartiet førte jan. 1905 til ministeriets
opløsning og dannelsen av en ny venstreregjering under
J. C. Christensen (s. d.), mens en del av partiet skilte
sig ut i den radikale gruppe. 29 jan. 1906 avgik
Christian IX ved døden og efterfulgtes av Fredrik VIII.
Folketingsvalget i mai s. a. medførte trods en voldsom
valgkamp kun en ringe forskyvning i partiernes styrke
og bragte derfor ingen klarhet i den politiske situation,
som var præget av at regjeringen efterhaanden søkte
sin støtte længere til høire. Opløsningen av den
svensknorske union fremkaldte i Sverige en bitter stemning
mot D., som paa den anden side av sundet blev
mistænkt for at ha støttet Norge ved at tillate et medlem
av kongehuset at motta valg som norsk konge, endnu
forinden forhandlingerne om den tidligere unions
avvikling var avsluttet. Denne følelse er i Sverige først
under Verdenskrigen avdæmpet tiltrods for at det
danske dynastis og diplomatis korrekte holdning under
1905-aarets spændte forhold i Norden senere tilfulde er
godtgjort. En av kong Fredriks første
regjeringshandlinger var at avlægge et besøk paa Island, hvis
forfatningsmæssige stilling inden riket blev overgit til
undersøkelse av en i dette øiemed nedsat kommission.
Imidlertid ramtes landet sept. 1908 av en katastrofe, idet
den avgaatte justisminister Alberti meldte sig til
politiet som skyldig i besvikelser paa op imot 20 mill. kr.
Ministeriet J. C. Christensen maatte gaa av okt. 1908 og
fulgtes av ministeriet N. Neergaard av samme partifarve.
Det følgende aar førte spørsmaalet om forsvarets
ordning til megen strid: høire vilde Kbh.s befæstning, de
radikale og socialisterne kun et nøitralitetsvern, venstre
stod delt. Den i sept. 1909 under ministeriet
Holstein-Ledreborg vedtagne lov betegnet et mellemstandpunkt.
Strid mellem de grupper som hadde gjennemført loven,
førte i okt. 1909 til et ministerskifte, og en radikal
regjering under C. Th. Zahle traadte til. Valget 1910 gav
imidlertid ikke ministeriet den fornødne parlamentariske
basis, og det avløstes juni s. a. av et nyt moderat
ministerium under Klaus Berntsen, som blev sittende til
juni 1913. Der gjennemførtes nu en række vigtige love,
bl. a. paa skattevæsenets omraade, men interessen samlet
Danmark
1038
sig stadig mere om forfatningsspørsmaalet. Flere
forslag til grundlovsrevision var strandet, da Kl. Berntsen
okt. 1912 forela et nyt utkast som gik temmelig vidt i
demokratisk retning. Mens begge venstregrupper og
socialisterne i det hele og store sluttet sig til forslaget,
møtte det voksende motstand hos høire; ved valget mai
1913 fik de radikale og socialisterne flertal, og
ministeriet gik av. Imidlertid var Fredrik VIII døod 14 mai
1912 og fulgt paa troncn av sin søn Christian X. 21
juni dannet Zahle et nyt radikalt ministerium, hvor
Edvard Brandes var finansminister, Ove Rode
indenriksminister. Denne regjering optok det Berntsen’ske
grundlovsforslag, men det lykkedes ikke at gjennemføre det
mot høires motstand, inden Verdenskrigen brøt ut i
aug. 1914. Først i mars 1915 blev man enig om lovens
endelige form, og 5 juni samme aar — 666 aar cfter at
junigrundloven blevgit — stadfæstedes den av kongen. Herved
fik kvinderne stemmeret ogsaa til riksdagen. Et andet
stort lovarbeide var retsreformen, som traadte i kraft
1919. — Verdenskrigen stillet D. overfor en yderst farlig
situation, landfast som det var med den gamle
motstander Tyskland og økonomisk avhængig av England.
Tyskland forlangte og fik belterne sperret av miner;
forøvrig søkte regjeringen, hvis utenriksminister var Erik
Scavenius, at føre en strengt nøitral politik. Under
hele krigen opretholdtes en betydelig sikringsstyrke,
og farvandene avpatruljertes av krigsskibe, hvilket
sidste dog ikke forhindret talrike mindre
nøitralitetskrænkelser. De vanskelige færdselsforhold — ogsaa D.
ramtes haardt av den uindskrænkede u-baatskrig —
nødvendiggjorde stadige forhandlinger med Tyskland og
England, hvorved den fremragende reder og pengemand
H. N. Andersen specielt utmerket sig, og indadtil en
række forbud og rationeringer; regjeringen, paa dette
felt ledet av Ove Rode, hævdet maksimalprissystemet
og statens kontrol med handelen, og undgik ikke at
vække adskillig misstemning. De tre nordiske riker
nærmet sig under forholdenes tryk til hinanden, og der
holdtes flere møter av kongerne og ministrene. Valget
til riksdagen mai 1915 var et fredsvalg (d. e.: alle
avgaaende kandidater gjenvalgtes); ved folketingsvalget april
1918 fik den radikal-socialistiske regjeringsblok et litet
flertal, men motstanden imot regjeringen ute i landet
var voksende. Forskjellige forsøk paa at danne
samlingsministerium strandet (bl. a. i anledning av de
Vestindiske Øers salg til de Forenede Stater 1917), og den
av Tysklands sammenbrud 1918 følgende situation bragte
endelig forholdene til krisis. De danske sønderjyder,
som hadde lidt haardt under Verdenskrigen og mistet
6 000 unge mænd paa slagmarkerne, reiste nov. 1918
gjennem sin mangeaarige fører H. P.
Hanssen(-Nørremølle) krav om indlemmelse i D. efter en
folkeavstemning. Ministeriet Zahle, støttet av H. P. Hanssen, ønsket
fredelig forhandling med Tyskland om saken og vilde
kun motta Slesvig nord for den saakaldte Clausen’ske
linje, som gik like nord for Flensburg og syd for
Tønder; sterke kredser i folket krævet derimot enten hele
Slesvig eller dog Flensburg by. Versaillesfreden 28
juni 1919 indrettet to avstemningssoner med den
Clausen’ske linje som grænse, og bestræbelsen for at vinde
ogsaa anden sone blev nu dag for dag sterkere i D.
Avstemningen i første sone 10 febr. 1920 viste 75 000 danske
stemmer mot 235 000 tyske; i anden sone stemte derimot
14 mars kun 14 000 for Danmark og 48000 for
Tyskland. Ledet av ønsket om enten at vinde Flensburg
trods avstemningens resultat eller dog at sikre de danske
her paa effektiv vis, krævet kongen i forstaaelse med
oppositionspartierne av Zahle at folketinget skulde
opløses, og da Zahle avslog dette, avskediget kongen
ministeriet 29 mars 1920. De tidligere regjeringspartier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
