Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - David, Jacques Louis - David, Pierre Jean (d’Angers) - David (Panama) - David - Davidov, Karl - Davids, Thomas William Rhys - Davidsdegne - Davidsen, Jacob - Davidson, James O. - Davidson, John - Davids salmer - Daviel, Jacques - Davignon, Julien - Davik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1067
fransk malerkunst. Fra nu og til Napoleons fald
behersket D. med diktators myndighet det kunstneriske
liv i Frankrike. Der fulgte en række billeder med
antikke emner: «Sokrates’ død» (1787), «Paris og Helena»
(1788; Louvre), «Brutus ved sine sønners lik» (1789;
Louvre). Som ivrig republikaner, jakobiner og ven av
Robespierre blev D. under revolutionen medlem av
konventet og dets præsident. Han malte paa denne tid
efter bestilling av konventet det ufuldendte «Eden i
Boldhuset» (kartong i Louvre) og det udmerkede «Marats
død» (1793; Brüssel). Ved Robespierres fald undslap
han med nød og neppe guillotinen. I fængslet
paabegyndte han «Sabinerinderne» (Louvre), som utstillet i
1799 gjorde en voldsom lykke. Han blev derefter
Napoleons hofmaler og utførte for ham bl. a. «Napoleon
til hest paa St. Gotthard» (1800; slottet i Berlin) og de
pompøse billeder «Napoleons kroning» (1804; Louvre)
og «Utdeling av ørnene» (1810; Versailles). Efter
Napoleons fald maatte han i 1816 gaa i landflygtighet til
Brüssel, hvor han øvet stor indflydelse, skjønt hans
arbeider fra denne tid viser tilbakegang. — D.s kunst er
som han selv tør og kjølig. Han undervurderte
farvens betydning, men la stor vegt paa nøiagtighet i
tegning, paa sandhet i stillinger og bevægelse. Hans
betydning ligger i betoning av naturstudium og korrekt
tegning. Særlig naar han steg ned fra historiemaleriets
høider til nutidslivets virkelighet, frembragte han, især
i sine portrætter, mesterverker av skarp naturiagttagelse
og livfuld karakteristik, av utsøkt klassisk skjønhet og
fin elskværdighet (Mme Récamier og Mme Sérïziat).
Andre ypperlige portrætter av Pius VII, Robespierre,
Marat, Mme Vigée-Lebrun (Rouen) og «De tre damer
fra Gent». D. fik stor betydning som lærer: han
hadde over 400 elever, deriblandt Gros, Gérard, Ingres,
Isabey.
David [davi′d], Pierre Jean, kaldt D. d’Angers
(efter sin fødeby) (1788—1856), fr. billedhugger. Elev
av Rolland og av Canova i Rom (1812—16). Ved sin
uavhængige natur og friske naturopfatning blev han
grundlægger av den nyere realisme i fransk skulptur i
opposition mot den akademiske stil. Talrike
portrætbyster og relieffer (Goethe, Napoleon), monumentale
statuer (Jefferson i Washington, Corneille i Rouen,
Gutenberg i Strasbourg), gravmonumenter som bryter med
de vanlige allegorier og istedet sætter optrin av livet.
Hovedverker: gavlrelief paa Panthéon (fædrelandet
utdeler laurbærkranser til sine store mænd) og
marmorstatuen «Filopoimen, den sidste græker» i Louvre.
David, Mellemamerika, by i republikken Panama og
hovedstad i prov. Chirique, nær Stillehavet og grænsen
av Costarica, med ca. 10000 indb., derav mange
franskmænd og italienere. Har en havn ved Stillehavet,
derfra stor utførsel av kaffe, ris etc.
David, se Davit.
Davīdov, Karl (1838—89), russ. cellist, direktør for
konservatoriet i Petrograd, udmerket lærer og
talentfuld komponist med grundig musikalsk viden. Han har
skrevet værdifulde kompositioner for cello og piano,
sange, kammermusik m. v.
Davids [dei′vidz], Thomas William Rhys (1843—),
eng. indolog, studerte sanskrit i Breslau, blev dommer
paa Ceylon og archeological commissioner for
regjeringen smst. Siden 1882 har han været professor i
pāli og buddhistisk litteratur ved University College i
London; siden 1887 sekretær i Royal Asiatic Society.
Selv grundet han 1881 Pāli Text Society; han er en av
vor tids mest fortjenstfulde pāli-forskere. Han har
bl. a. skrevet «Buddhism» (1878) og «Lectures on the
origin and growth of religion as illustrated by Indian
Buddhism» (1881).
David—Davik
1068
Davidsdegne, et kor av de gamle latinskolers
mesterlektianere som sang ved fester og begravelser for penger.
Navnet menes at komme av at de sang Davids salmer
eller snarere: at de som David sang salmer.
Davidsen, Jacob (1813—91), d. litterat og
journalist, har skrevet en række bøker om Kjøbenhavn og
livet der i ældre tid; av disse maa fremhæves «Fra det
gamle kongens Kjøbenhavn» (2 bd., 1880—81).
Davidson, James O. (1854—), guvernør i Wisconsin,
f. i Sogn, kom til Amerika i 1872, blev kjøbmand i
Soldiers’ Grove, Wisconsin, var 1892—98 medlem av
statslegislaturen, 1898—1902 statskasserer, 1902—06
viceguvernør, blev som republikanernes kandidat valgt 4
nov. 1906 til guvernør.
Davidson [dei′tidsn], John (1857—1909), eng. digter,
f. i Skotland. Kom 1890 til London og utgav her
romanen «Perfervid», efterfulgt av to bind digte, det
gripende «In a music hall» (1891) og «Fleet Street eclogues»
(1893; ny serie 1896). Av hans senere verker som ofte
viser et sterkt pessimistisk syn paa livet, kan nævnes
«Ballads and songs» (1894), «New ballads» (1896),
«Testaments» (1901—02), «Holiday and other poem»s» (1906),
«Mammon and his message» (1908).
Davids salmer, se David og Salmer.
Daviel [davjæ′l], Jacques (1696—1762), fr. læge,
pestlæge under epidemien 1719 i Provence, fra 1728
alene øienlæge; erhvervet sig som saadan
verdensberømmelse, særlig efterat han 1750 hadde foretat den
første ekstraktion av graa stær som er blit gjort.
Davignon [daviñôõ′], Julien (1854—1916), belg.
diplomat, tilhørte en anset fransk-belgisk-tysk familie,
og bedstefaren var en rik klædefabrikant i Verviers. D.
blev medlem av deputeretkammeret for denne by og
indtraadte 1907 som utenriksminister i ministeriet de
Trooz. Han beholdt stillingen under Schollaert (fra
1908) og Broqueville (fra 1911), og det blev ham som
kom til at motta det tyske ultimatum aug. 1914 og
avgi det stolte svar som var redigert av
utenriksministeriets generaldirektør baron Gaiffier. Siden ledet D.
med dygtighet Belgiens utenrikspolitik, til han tok sin
avsked paa grund av svakelighet 1916 og døde kort efter.
Davik, herred i Sogn og Fjordane fylke (Nordre
Bergenhus amt), 654.47 km.2 med 3 449 indb. (1918);
5.3,pr. km: Herredet, som svarer til D. prestegjeld
med D., Rugsund og Aalfoten sogne, ligger paa begge
sider av Nordfjorden i dens ytre parti og bestaar dels
av fastland (574.5 km..) og dels av øer (80 km..).
Herredet falder naturlig i to avsnit. En vestlig del, som
omtrent svarer til Rugsund sogn, og som for det meste
bestaar av større og mindre øer, hvoriblandt Rugsundøo
(10.7 km..), Husevaagø (9.3 km..A) og Bremansgcrland
(s. d.), hvis østlige halvpart: (55 km.°) hører til dette
herred. Øerne er bergrike og skogfattige. De er adskilt
ved trange sunde (Skatestrommen, Rugsund, Risøsund
m. fl.). Av fjelde merkes Hornelen (s. d.). Det østlige
avsnit, eller strøket omkring den egentlige Nordfjord og
dens armer, Daviken og Aalfotfjorden, har en mere
storslagen natur med mægtige snebræer (Aalfotbræen og
G jegnalundsbræen, ialt 87.28 km..3 evig sne og is) og
imponerende fjelde, som naar op i en høide av over
1700 m. o. h. Langs fjorden er lierne skogklædt. Av
arealet opgives 16.1 km.² at være aker og eng, 85 km.3
skog (derav 20 km.² naaleskog og 65 km.′ løvskog) og
resten, 553.3 km.3, utmark, snaufjeld, myr, indsjøer (i
et antal av 207), sne og is. De vigtigste næringsveier
er fædrift (gode fjeldbeiter) og fiskeri; især er
hjemmefisket av vigtighet. Frugtavlen har stigende betydning.
Inden herredet er der gjort flere oldfund fra den yngre
og ældre jernalder. Inden herredet Aalfot
interkommunale kraftselskap til utbygning av Aalfotvasdragene, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
