Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
træt, naar han blev vækket til mattin — det første
drag av sommernattens svale luft som møtte ham
naar han kom ned i klostergaarden, gjorde ham
lys-vaaken. At træde ind i den kolde, halvdunkle kirke
var næsten som han hadde kjendt det, da han var
barn, naar han sprang i sjøen for at lægge paa svøm.
Under ottesangen blev det litt og litt lysere i det
lyse, høithvælvede rum. Ved midtsommer rydde de
første straaler av morgensol øverst paa aaserne inde i
Akersbygden, naar brødrene gik av koret og traadte
ut i det grønne tun for at vende tilbake til søvnhuset.
Men to morgener i uken fik han lov til at bli
igjen i kirken efter ottesangen. Mens han laa og bad,
blev billederne i korruterne tydeligere, fargerne tok til
at lyse — saa tændte solen i glasset og det røde og
det gule glødet og funklet, indtil koret laa i ujordisk
lys og varme av de spraglede solstraaler som
overstænket væggenes billeder og alterets kors og staker
med blaa og violette og gyldne lysflekker. Naar
brødrene vendte tilbake for at si prim var kirken fyldt i
hver krok av solskin og atterglans av solskin — og
saa tok det til at lyde op fra kirkeskibet og gjenlyde
under hvælvene av folk som kom ind for at høre messen.
Hver gang han skulde være med og synge kjendte
han den samme svulmende fryd: han glædet sig hver
dag til han skulde synge under messen, han glædet
sig til søndagene og festdagene, for da sang de
ogsaa dagtiderne, han glædet sig til alle sjælemesserne,
for da var han med og sang vigilien kvelden før.
Altid hadde han været glad i sin egen skjønne stemme.
Nu tænkte han paa hvad han hadde nyttet denne
dyre gave til, og det var med hellig ærefrygt han lot
sig lære op til at bruke den i Guds lovsang. Da
maatte han tænke paa et ord, ett av de første som
han hadde lært her i huset: «Eructavit cor meum
verbum bonum: dico ego opera mea Regi.»1 Hele
1 Ps. 44; Mit hjerte flyter over av et godt ord, min sang —
sier jeg — gjælder en konge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
