Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brev og Bakkehus.
91
Børn spøgte og lo i Haven; han kaldtes Vidunderbarnet, og
hun legede Moder, begge lige unge i Sind, borte i Legen og
lykkelige.
Sommersolen steg højt og brændte hedt. Med sin Flamme
forvandlede den Æbletræets Blomst til Frugt, Vaarens glade
Ønsker til omtvistet Eje. Sol og Træ stredes om Moderretten.
Vidt dreven af begge, søgt af Sommerfugl og Bi, modnet før
Tiden, for tung til sin Stilk, laa tilsidst det vidunderlige
Sommeræble som nedfalden Frugt, skønt, men hvepsebidt, trillet
ind under en afblomstret Violbusk. Ikke til at gemme, ikke til
at glemme.
Høsten kom, hvor man ser klarere og aander lettere. Sol
og Dag tog af i Styrke. Men til Gengæld aabnede Nattehimlen
sin Favn, gav Indblik i en højere, dybere, alt omsluttende
Verden, mod hvis utalte Sole vor bliver ringe, mod hvis
uendelige Storhed alt Menneskeligt bliver smaat. Og dog hviskede
det lønligt i den store Stilhed: Forstaar du nu, hvad det er
at leve? Fat Mod, du lille! Thi selve det at leve er at være
uendelig.
Og Vinteren kom, hvor alting frøs, Blæsten, Kragerne, den
haarde Jord, og de visne sammenskrumpne, nedfaldne Blade.
Stormen sang Gravsang over Aaret. Snefnuggene hvirvlede ned
eller faldt stille, som lutter hvide Afkald paa det at leve.
Tilsidst dannede de et hvidt Tæppe over det hele. Og ude i Haven
knitrede det samme triste Farvel under Sneen til de begravne
Juleroser, som i Kammas Brev til Johan Ludvig: „Jeg indser
vel, at Du kan have mange Hindringer, og naar kun dine
Tanker engang imellem er hos mig, maa jeg finde mig i, at Du
selv ikke kommer". Men saa pludseligt føjedes der, baade i
Haven og i Brevet, til, i Strid med alt foregaaende, de
skalkagtig frejdige, næsten uvorne Ord: „Desuagtet vil Du nok, naar
Vejr og Sneføre bliver lidt manerligt, lade mig nyde den Glæde
blot engang imellem at se Dig Ansigt til Ansigt".
Ak ja! Naturen, Mennesket, selv den store Kærlighed skal
nu altid haabe.
Bakkehuset den 23. December 1813.
„Elskværdigste Vidunder!"
„Gid jeg kunde sige Dig, som jeg vilde det, hvor meget Du
har rørt mig med Din velsignede Opmærksomhed, at lade mig
være en af de Allerførste, Du vilde glæde med Dit første
offentlige Arbejde. Jeg har modtaget Din kære Julegave med et
Sindelag, varmt og kærligt som det, hvormed Du skænkede mig den;
og jeg vilde blot ønske, Du havde kunnet læse i mit Hjerte den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
