Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kamma Rahbeks Brev til Johan Ludvig.
93
deraf eller finde sig bedraget, om han fulgte hin vise
Formaning? Men er det saa, at Hjertet gemmer det Bedste, vi eje,
hvor vilde vi da finde en renere og skønnere Glæde end den,
det skænker os."
„Mange Ting kunne vistnok glæde os og forskønne vor
Vandring gennem Livet, og det bør os ikke at foragte noget af alt
det skønne, der smykker Livet; men Hjertet er dog mangen
Gang saa tomt ved al den Lyst, der smiler os imøde, og vi
maatte dræbe vore dybeste og inderligste Længsler, naar vi
vilde nægte, at den skønneste og reneste Fryd dog er den, som
Hjertet giver og Hjertet modtager. Lad mig derfor, min gode,
elskværdige Ludvig! med mine Øjne fulde af Taarer — thi
saaledes ere de i dette Øjeblik — takke Dig for det, Dit Hjerte
har skænket mig og modtaget af mit. Thi hvor megen Glæde
end Din Aands Gaver og deres Udvikling kunne skænke mig,
der saa tidlig har kendt Din Vidunderligheds Anlæg, saa kunne
de dog vist aldrig forskaffe mig en bedre og større Glæde end
den, Dit kærlige Hjerte allerede har skænket mig, og hvorfor
jeg beder Gud velsigne Dig alle Dine Dage, ved at bevare dette
kærlige Hjerte rent og aldrig lade Dig glemme, hvilken Skat
Gud skænkede Dig, da han gav Dig det."
Hermed var Brevets væsentlige Indhold udtømt. Men tilbage
stod endnu et lille Punkt, som ikke godt kunde lades uberørt.
Det i hendes sidste Brev til Heiberg uforsigtigt omtalte Besøg,
der ikke var blevet til noget og ærlig talt heller ikke havde været
paatænkt, havde han i sine Linier igaar taget for Alvor — eller
ladt, som han gjorde det, det vittige Vidunder! — og paa sin
Moders Vegne bedt hende om snart at indfri sit Løfte, som om
det altsaa nu var Kammas Tur til at gøre Gengæld og aflægge
Visit hos Gyllembourgs. Dette kunde der ikke være Tale om.
Hvad der end var gledet hende i Pennen hin Morgen, da hun
under Højpres i Skyndingen havde sendt ham en Bouket varme
Venskabsytringer, — denne vildtvoksende brandgule havde
sneget sig ind ved et Tilfælde, men gjaldt ikke mer end et
Mundsvejr. Der var skalkagtig Malice i, naar han nu rakte hende den
ældede Løvetand med hele dens gyldne Blomsterbund
forvandlet til lutter luftige Løfter, Dun ved Dun stukne paa Stilk i dens
Naalepude. Sligt maatte besvares, ligesom da de var Børn og
legede i Bakkehushaven. Den af de to skulde først faa en ny
Kjole, der havde Mundsvejr nok til med et eneste Pust at blæse
alle Dunstilkene af paa eengang.
Kammas Pust lød i Brevform saaledes:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
