Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. C. Ørsted Lysseer.
223
niske, uselviske Lysseere, som Danmark har frembragt. Det
viste sig allerede i hans Ydre. Sophie Ørsted fremhævede med
Føje „den velsignede Harmoni" i sin Svogers Ansigt og
Person. Søren Kierkegaard skrev om ham til Vilhelm Lund i
Brasilien: „Hans Ansigt har altid forekommet mig som en
Klangfigur, som Naturen netop har anstrøget paa den rette Maade
(Fig. 63). Han var rig i, hvad han saa og udrettede, rigere
endnu i, hvad han haabede og anede. Han anede en Enhed i alt
Tilværende, saaledes at det synlige kun er Kraft i Virksomhed,
Pulsslag, Lysbølger, satte i Sving af den usynlige Krafts
øverste Herre, Livet selv, Gud.
Han døde, som han havde levet, fuld af Livskraft til det
sidste. Da i Novbr. 1850 hans 50-Aars Jubilæum som
Universitetslærer fejredes, blev han hædret paa utallige Maader af
Konge og Folk. Den smukkeste Æresbevisning var maaske den,
at der anvistes ham Bolig for Livstid paa Solbjerg, idet
Fasan-gaarden i Frederiksberg Have (Fig. 64), hvor Oehlenschläger
havde boet til sin Død (20. Januar 1850), nu overlodes ham.
En Deputation indbød ham til at følge med derud og overtage
den, og herude modtog han saa alle de mange Udtryk for
Hyldest og Taknemlighed. Han stod endnu i sin fulde Kraft, trods
sine 74 Aar. Da Solbjerg næste Vaar smykkede sig med
Skovbund, Bøgen sprang ud og dannede en grøn Rede om hans
Bolig, bortkaldtes han uventet den 9. Maj 1851, før Alder
havde svækket ham.
Det Svar, som H. C. Ørsted ved at leve gav paa, hvad det er
at dø, var smukt. Det stemmede med, hvad der var
Grundtanken i hans Opfattelse: Livet, Verden er uendelig. Denne
Grundtanke udtrykte han efter Evne i sin Gerning og nedlagde
ved sine Ord i mange Unges Sind, der siden som modne Mænd
saaede den videre. Men det gjaldt om hans Svar, hans
Gerning og hans Lære, at det inderste i dem kun fuldt tilegnes ved
at leves. Kun langsomt breder derfor saadan Kundskab sig,
fordi dens Forstaaelse er af slig inderlig Art.
Hvor rigt da end hans Omgang og Eksempel kunde paavirke,
det dybeste i ham, det Spørgsmaal, som hans Liv var et Svar
paa, kunde ikke løses af ham for andre. De maatte hver enkelt
selv leve Svaret. Det gik ikke hans kære Ven og Svoger
Oehlenschläger bedre end alle de andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
